Fra Si­bi­ri­en til Cepos og li­vets pa­ra­dok­ser

70 i mor­gen. Me­get af Samu­el Ra­chl­ins liv er gå­et med at be­skri­ve ver­den og sik­re, at ef­ter­ti­den la­e­rer af for­ti­dens fejl. Han får her et par fød­sels­dags­ord med på vej­en af Kas­per El­b­jørn, cand.sci­ent.pol. og tid­li­ge­re kol­le­ga.

Berlingske Tidende - - NAVNE -

Samu­el Ra­chlin blev født i 50 gra­ders kul­de i Si­bi­ri­en. Hans op­va­ekst er be­skre­vet i fora­el­dre­nes be­st­sel­ler »16 år i Si­bi­ri­en«. Selv si­ger han, at an­kom­sten til Kø­ben­havn 22. juli 1957 be­ty­der me­re for ham end hans fød­sels­dag 12. ja­nu­ar. Nu fyl­der han 70 år.

Samu­el Ra­chl­ins livs­rej­se er ik­ke me­get an­der­le­des end sø­man­den i Jo­han­nes V. Jen­sens tekst »En sø­mand har sin ene­gang«: »Uro­lig er hans fa­erd, som tå­ge, vind og skum på vand og strøm og skjul­te ska­er«.

Ra­chlin selv for­bin­der san­gen med jour­na­li­sten Ro­bert Naurs be­gra­vel­se. Men li­ge fra ti­den som fre­elan­cer ved Po­li­ti­ken og In­for­ma­tion over kor­re­spon­dent­ti­den i Sov­je­tu­ni­o­nen for DR til TV 2 har hans kva­li­tet va­e­ret, at han li­ge­som sø­man­den kan spej­de ud i ho­ri­son­ten, se en hi­sto­rie og forta­el­le den, men og­så tør dra­ge en kon­klu­sion.

Samu­el Ra­chlin er en af de to bag­ma­end til ta­en­ket­an­ken CEPOS. Sam­men med Ber­ling­s­kes Bent Blüd­ni­kow for­nem­me­de han, at ti­den var mo­den til et in­tel­lek­tu­elt power-hou­se for bor- ger­li­ge ide­er. Til at hja­el­pe sig fandt de nog­le un­ge men­ne­sker, som de kend­te fra ini­ti­a­ti­vet »Nu er det nok«, som Ra­chlin hav­de sø­sat i ly­set af den spi­ren­de an­ti­se­mi­tis­me, der be­gynd­te at spø­ge i be­gyn­del­sen af 00’er­ne. CEPOS be­hø­ver in­gen na­er­me­re pra­e­sen­ta­tion i dag.

Jeg mød­te selv Samu­el Ra­chlin i tid­li­ge­re uden­rigs­mi­ni­ster Uf­fe El­le­mann-Jen­sens øster­søor­ga­ni­sa­tion, Bal­tic De­ve­l­op­ment Forum, der skul­le hja­el­pe de tre bal­ti­ske lan­de med at kom­me med i EU. Det kra­e­ve­de en mas­siv ind­sats - ik­ke mindst i Rusland - og Samu­el Ra­chlin blev an­sat som kon­su­lent. Ef­ter si­ne år i Ver­dens­ban­ken var han ble­vet va­ert på det nye TV 2 Fi­nans og pend­le­de mel­lem Kø­ben­havn, Moskva og sin fa­mi­lie i Was­hin­g­ton DC. Ef­ter ter­r­or­an­gre­bet 11. sep­tem­ber 2001 blev USAs luftrum luk­ket. Ra­chlin blev der­for nødt til at bli­ve i Dan­mark i fle­re uger og fik hel­dig­vis skri­ve­bord li­ge over­for mit.

At le­ve et liv er ik­ke som at gå hen over en mark, er et rus­sisk ord­s­prog, som Samu­el Ra­chlin har ta­get til sig. Og det er sandt, ik­ke mindst når det ga­el­der de før­ste 70 år af hans liv, der i dag går med at be­skri­ve ver­den og sik­re, at ef­ter­ti­den la­e­rer af for­ti­dens fejl, men og­så med fa­mi­li­en, der in­klu­de­rer bå­de An­net­te, to døtre, svi­ger­søn­ner og bør­ne­bør­ne­ne, Apol­lo og Oli­ver, som han har de­di­ke­ret sit se­ne­ste va­erk til, »Bag den kol­de krigs tå­ger – Stal­ins arv til et split­tet Eu­ro­pa«.

Min egen fa­vo­rit er es­say­sam­lin­gen »Mig og Sta­lin«. Her vi­ser Ra­chlin, hvor­dan han me­strer den sva­e­re es­say­gen­re med li­vets pa­ra­dok­ser som et af om­drej­nings­punk­ter­ne, f.eks. jø­de­r­nes ri­ge hi­sto­rie og de­res evi­ge kamp for at over­le­ve den el­ler Stal­ins deporta­tion af fa­mi­li­en Ra­chlin fra Li­tau­en til Si­bi­ri­en, der re­elt red­de­de dem fra Hit­lers ga­skam­re. Det er Samu­el Ra­chlin tak­nem­me­lig for. Det er vi an­dre og­så.

Jour­na­list Samu­el Ra­chlin var i man­ge år DRs stem­me fra Sov­jet. Fo­to: Bax Lind­hardt/Scan­pix 2017

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.