»SLIP DEN FORBANDEDE OFFERROLLE OG TRAED I KA­RAK­TER«

MOR­TEN SA­BROE OM #METOO

Berlingske Tidende - - VORDERSEITE - Mor­ten Sa­broe Mor­ten Sa­broe er for­fat­ter.

Så blev hek­sen bra­endt. Den hy­le­de og skreg som en rig­tig heks, så al­le kun­ne hø­re, at det var det ene­ste, der var at gø­re: Fut den af! De be­hø­ve­de ik­ke en­gang ta­endstik­ker, for hek­sen an­ta­end­te sig selv og hy­le­de de va­er­ste ve­der­styg­ge­lig­he­der, som in­tet men­ne­ske kun­ne fin­de på at ta­ge i sin mund, ud mod pu­bli­kum. Og flam­mer­ne steg mod him­len – det var uden hek­sen, for den steg lodret nedad mod det Hel­ve­de, den hav­de skabt til sig selv.

Øv. Kort for­nø­jel­se. Nu hav­de vi det li­ge så godt. Vi var sam­let om no­get. Der var lunt for­an flam­mer­ne, og det var ik­ke ale­ne godt, at dja­ev­len var ble­vet dre­vet ud, det var og­så op­løf­ten­de.

Og hvad så nu? Skal vi bare rej­se os og gå hjem? Er det for­bi? Var det det he­le?

Der er en, der rå­ber: »Vi vil ha­ve en ny heks!« Der er fle­re der rå­ber: »Vi vil ha­ve en ny heks!« Al­le rå­ber: »Vi vil ha­ve en ny heks!«

Der kom­mer ik­ke no­gen ny heks. De bli­ver sid­den­de fru­stre­ret i ti­mer. Så pak­ker de strik­ke­tø­jet sam­men, rejser sig og går hjem. De åb­ner dø­ren og ma­er­ker, at al­ting er som før. Det hjalp ik­ke at ja­ge dja­ev­len ud, der er sta­dig li­ge tomt. Ik­ke kun in­de­ni, men og­så uden­for.

Da Po­li­ti­ken, ik­ke så la­en­ge ef­ter Har­vey We­in­ste­in-sa­gens ud­brud i The New York Ti­mes og The New Yor­ker, an­non­ce­re­de, at den vil­le star­te en kampag­ne om se­xover­greb i kul­tur­li­vet, var vi nog­le, der så på hin­an­den og sag­de: »Hvad ta­ler de om?«

Dansk kul­tur­liv er ik­ke Hol­lywood, Dan­mark er ik­ke USA, det er hel­ler ik­ke Sve­ri­ge, blandt man­ge an­dre ting er der re­li­gio­nen og ren­heds­dyr­kel­sen til for­skel. Gud bed­re det, hvis den sven­ske el­ler ame­ri­kan­ske puri­ta­nis­me skul­le in­va­de­re de dan­ske sja­e­le, der al­le­re­de har in­va­de­ret sig selv pa­ent me­get. Og Gud bed­re det, hvis ty­per som Har­vey We­in­ste­in skul­le in­va­de­re dansk kul­tur­liv.

Så hvad ta­ler de om? Hvad var det, Po­li­ti­ken men­te, den kun­ne kom­me på spo­ret af ? Vi var nog­le, der var be­kym­ret for, at det skul­le bli­ve en an­gi­ver- og stik­ker­kampag­ne.

Sam­let set kend­te vi ret man­ge sider af det dan­ske kul­tur­liv og ta­enk­te: »Hvem kan det va­e­re?« Vi kun­ne ik­ke kom­me på no­gen. Vi hav­de ik­ke hørt no­get. For det var, hvad det hand­le­de om: »Har du hørt no­get, så hvisk det til os. Vi gi­ver ik­ke du­sør som Ek­stra Bla­det, men vi lover at brin­ge det vi­de­re.«

Var det i det lit­te­ra­e­re mil­jø, i film­mil­jø­et, i te­a­ter­ver­de­nen, i mu­sik­bran­chen? Hvor var det? Og hvis det var, var det så nød­ven­digt at ud­pe­ge skur­ke, at of­fent­lig­gø­re nav­ne, at ha­en­ge men­ne­sker ud for for­ti­dens syn­der, som må­ske ik­ke en­gang var det?

Som de ae­r­li­ge sja­e­le, vi er, spurg­te vi først os selv: »Har du be­gå­et, el­ler har du no­gen­sin­de ta­enkt på at be­gå se­xover­greb?« Det blev et nej. Der var in­gen skjul­te volds­ma­end el­ler ubå­ds­kap­ta­j­ner i os. Var der det i an­dre, no­gen vi kend­te? Li­ge så snart vi hav­de ta­enkt tan­ken og set os om­kring ef­ter en mu­lig se­xover­gri­ber, klap­pe­de fa­el­den: En an­gi­ver var … li­ge ved … at bli­ve født. Én selv.

Gli­de­ba­ne

Det er en gli­de­ba­ne far­li­ge­re end no­gen, og man må hå­be, at Po­li­ti­ken kan sa­et­te ha­e­le­ne i. Må­ske har avi­sen The New York Ti­mes som for­bil­le­de. 11. novem­ber brag­te den ar­tik­len »Af­ter We­in­ste­in: A List of Men Ac­cu­sed of Se­xu­al Mi­scon­duct and the Fal­lout for Each.«

Det var en li­ste med fo­tos af 20 fald­ne, magt­ful­de ma­end. Den min­de­de i sin to­ne om de »Wan­ted De­ad or Ali­ve«-pla­ka­ter, der blev kla­e­bet op i fla­ek­ker­ne i Det Vil­de Ve­sten. 20 ma­end med Ke­vin Spa­cey, Lou­is CK og Har­vey We­in­ste­in i spid­sen.

Hvis The New York Ti­mes er et for­bil­le­de, er Po­li­ti­ken så på spo­ret af sam­me slags ma­end? Fin­des de i Dan­mark? Har vi en Ke­vin Spa­cey, en Lou­is CK, en Har­vey We­in­ste­in gå­en­de blandt os? Jeg hå­ber det vir­ke­lig ik­ke. Vi har haft ubå­ds­kap­ta­j­nen, han var me­re end nok. Er der fle­re?

Må­ske. Hvor­for ik­ke? Men jeg har ik­ke ta­enkt mig at un­der­sø­ge det. Et el­ler an­det skal man nok fin­de, hvis man vir­ke­lig le­der. Jeg si­ger bare, godt det ik­ke er mig. Hvis en re­dak­tør sag­de til mig: »Du skal fin­de nog­le se­x­kra­en­ke­re i dansk kul­tur­liv«, vil­le jeg sva­re: »Dem fin­der du selv, kam­me­rat. Jeg vil bare si­ge, at idet du be­gyn­der at le­de, kra­en­ker du no­get i dig selv. Man kal­der det

Vend om. Gå den an­den vej. Find på no­get an­det, va­er frem­sy­net, giv #Metoo-kampag­nen ben at gå på, få nye ide­er, va­er for hel­ve­de kre­a­ti­ve.

in­te­gri­tet. Good luck med det, dengse, og hils der­u­de.«

Jag­ten er ind­ledt, jeg kan ik­ke ad­va­re nok: Idet man går ef­ter en­kelt­per­so­ner, og til la­e­ser­nes og se­er­nes fryd klyn­ger dem op med navns na­ev­nel­se på tor­vet, har man i den grad skudt for­bi. Man har fuld­sta­en­dig mis­set det mål, som bør va­e­re ker­nen i #Metoo- kampag­nen. Den bli­ver va­ek i blod­ru­sen.

Re­ak­tio­na­ert

#Metoo-kampag­nen har fat i no­get, der i sig ba­e­rer ki­men til en for­an­dring, der er så vild, at det er ta­et på, at den er re­vo­lu­tio­ne­ren­de. Det er ik­ke re­vo­lu­tio­ne­ren­de at bra­en­de hek­se el­ler klyn­ge navn­giv­ne per­so­ner op på tor­vet. Det er re­ak­tio­na­ert.

Da Po­li­ti­ken an­non­ce­re­de sin kampag­ne, sag­de jeg til mi­ne ven­ner: »Jeg ved pra­e­cis, hvad de kom­mer op med: Zen­tro­pa og Pe­ter Ål­ba­ek. For 117en­de gang skal vi hø­re om den in­fan­ti­le og old­n­or­di­ske kul­tur, der her­sker der­u­de. Vi ved det. Vi har hørt hi­sto­ri­er­ne igen og igen. Vi vil kraf­te­de­me ik­ke hø­re dem en gang til.«

Men det var det, vi fik. Det var den gam­le mar­keds­plads, hvor fre­a­ken blev vist frem. Pu­bli­kum stim­le­de til, og var der no­get fre­a­ken el­ske­de, var det pu­bli­kum. Så han be­gynd­te at hop­pe op og ned og ro­te­re i selv­de­struk­tion, mens han råb­te: »Se mig, jeg er den fra­ek­ke­ste mand i ver­den! I kan ren­de mig i rø­ven, kan I! Og her har I min røv!«

Bag­la­ens

Hvor brag­te det os hen, at Po­li­ti­ken fik ham til at hop­pe og dan­se? Det brag­te os år bag­la­ens. Kon­klu­sio­nen på fle­re ugers ar­bej­de på re­dak­tio­nen blev: Pe­ter Ål­ba­ek er et svin. En ae­r­ger­lig og bagstra­e­be­risk op­da­gel­se, ik­ke li­ge det man kal­der en nyhed.

Der­for si­ger jeg: Vend om. Gå den an­den vej. Find på no­get an­det, va­er frem­sy­net, giv #Metoo-kampag­nen ben at gå på, få nye ide­er, va­er for hel­ve­de kre­a­ti­ve. Få nog­le se­je kvin­der til at vi­se nye ve­je. In­gen ma­end, tak, de aner ik­ke, hvad det dre­jer sig om, for de er ba­e­re­re af den kul­tur, der skal for­an­dres.

Gå selv, slip den forbandede offerrolle, slip ha­det, slip fø­lel­sen af kra­en­kel­se, traed i ka­rak­ter som de kvin­der, I er. Og lad for Guds skyld va­e­re med at ud­pe­ge of­re. Det er ik­ke ale­ne ukla­e­de­ligt, det vil i det lan­ge løb – og det gør det al­le­re­de nu – få folk til at ven­de jer ryg­gen og si­ge: I er for ånds­sva­ge, for ha­evn­lyst­ne og for bagstra­e­be­ri­ske.

Lad fri­he­dens fri­ske vin­de fyl­de sej­le­ne og la­eg ud fra ky­sten. Det er en lang sej sejlads. Dren­ge­ban­der­ne hu­se­rer overalt i ver­dens le­del­ser. Der en helt vild ener­gi i #Metoo-kampag­nen, men den er på de so­ci­a­le me­di­er, den skal ud i vir­ke­lig­he­den, ud i virk­som­he­der­ne, hvor de fa­er­re­ste er so­ci­a­le, og den en­kel­te kvin­de står ale­ne. Hvad skal hun gø­re? Hun åb­ner dø­ren ind til et mø­de­lo­ka­le og ser be­sty­rel­ses­med­lem­mer­ne – der er kun ma­end - dre­je ho­ve­d­et og se på hen­de. »Und­skyld,« si­ger hun og luk­ker dø­ren igen.

Hvor la­en­ge vil det va­re, før hun kan åb­ne den igen og se ind på en be­sty­rel­se, hvor der er li­ge man­ge kvin­der og ma­end?

Ube­ha­ge­ligt nok dre­jer det sig om det: Magt. Vil kvin­der­ne ha­ve del i den? Vil de slås for at få den mod de ma­end, der ik­ke vil gi­ve den fra sig?

Det er først og frem­mest det, #Me­too­k­ampag­nen hand­ler om. Ik­ke fre­a­ken fra Zen­tro­pa. Han er for­tid, I er frem­tid.

Punk­tum.

» Har vi en Ke­vin Spa­cey, en Lou­is CK, en Har­vey We­in­ste­in gå­en­de blandt os?« Fo­to: Lu­cy Ni­chol­son.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.