Hun tog liv­tag med mag­tens se­x­ma­end

Før Chri­sti­ne Ke­e­ler hav­de lum­mer­ma­end al magt. Isa­er hvis de til­hør­te den sprø­de over­klas­se, men den bri­ti­ske prosti­tu­e­re­de for­ryk­ke­de den seksu­el­le magt­ba­lan­ce. Hun skab­te den mo­der­ne skan­da­le med sin af­fa­e­re med en bri­tisk krigs­mi­ni­ster og før­te os til

Berlingske Tidende - - VORDERSEITE - Af Poul Høi hoi@ber­ling­s­ke.dk

Det er no­get vrøvl – at den seksu­el­le løs­slup­pen­hed be­gynd­te i 1960er­ne. Løs­slup­pen­he­den var der al­tid, men den var ba­re en­si­dig: Det var ma­en­de­ne og isa­er magt­ma­en­de­ne, som i de­res lan­ge frokost­pau­ser og ved de­res af­ten­mø­der for­før­te kvin­der og ma­end fra so­ci­al­grup­pe fem og slap af sted med det. Og så­dan var det. Chri­sti­ne Ke­e­ler dø­de tirs­dag, 75 år gam­mel, men hun nå­e­de i sit tur­bu­len­te liv at for­an­dre alt det. Hun skab­te ufri­vil­ligt den mo­der­ne po­li­ti­ske se­xskan­da­le, hun ind­led­te den seksu­el­le li­ge­stil­ling og flyt­te­de magt­for­hol­det i sove­va­e­rel­set, og der går en rød tråd fra Ke­e­ler og til #MeToo i dag.

Lidt for skra­ed­der­sy­et

For før Chri­sti­ne Ke­e­ler var sta­tus ar­kaisk – som én mand il­lu­stre­rer:

Jo­hn Pro­fu­mo hav­de få fag­li­ge kva­li­te­ter, og i et li­ge­va­er­digt sam­fund vil­le han va­e­re ble­vet til en skik­ke­lig funk­tio­na­er med to lag i mad­pak­ken og en flø­de­ka­ge om søn­da­gen. Men Pro­fu­mo til­hør­te den bri­ti­ske over­klas­se, han var søn af en ba­ron, og der­for kun­ne al­le an­dre dren­ge og pi­ger va­e­re nok så klo­ge, men det var Jo­hn Pro­fu­mo, som kom på eli­te­kostsko­len Har­row og på Ox­ford Uni­ver­si­ty.

Det var og­så ham, der skønt po­li­tisk vi­sions­løs blev kon­ser­va­tivt par­la­ments­med­lem i 1940, og han sør­ge­de for i po­li­tik at føl­ge rå­det til en­hver mid­del­må­dig sce­nesku­e­spil­ler - »husk di­ne replik­ker, og lad va­e­re med at stø­de ind i møb­ler­ne«. I 1957 fik han sin før­ste mi­ni­ster­post, og i 1960 blev han krigs­mi­ni­ster.

Pro­fu­mo var en mand af sin tid. Han var gift, men hav­de sam­ti­digt el­ske­rin­der gal­o­re, og han be­hand­le­de dem som pa­pi­ret i den før­om­tal­te mad­pak­ke.

I bo­gen »An Eng­lish Af­fair« be­skri­ver hi­sto­ri­ke­ren Ri­chard Da­ven­port-Hi­nes iføl­ge Lon­don Re­view of Books, hvor­dan Pro­fu­mos ko­ne øn­ske­de, at han ba­re vil­le va­e­re mere diskret. Hun kla­ge­de over den må­de, han fik si­ne buk­ser skra­ed­der­sy­et på: »Der må va­e­re en må­de, du kan skju­le din pe­nis på .... «

Den sov­je­ti­ske for­bin­del­se

Jo­hn Pro­fu­mo var ti­den før Chri­sti­ne Ke­e­ler – og det var go­de ti­der, hvis du var mand, hvid og til­hør­te klub­set­tet med stam­trae og ar­vet sølv­be­stik.

Chri­sti­ne Ke­e­ler var det stik mod­sat­te. Hun var fra den yder­ste fat­tig­dom, hun bo­e­de med sin mor og sted­far i en hyt­te uden rin­den­de vand og i en lands­by, hun led af fejl­er­na­e­ring, og som 15-årig for­lod hun sko­len og be­gynd­te at tje­ne pen­ge som ba­by­sit­ter. Hun fandt ud af, at fa­ed­re­ne hav­de et godt øje til hen­de, som Da­ven­port-Hi­nes skri­ver. De »kys­se­de, be­gram­se­de og kram­me­de hen­de, og det var helt nor­malt«.

I 1959 be­fandt Chri­sti­ne Ke­e­ler sig som top­løs dan­ser og prosti­tu­e­ret i Lon­don, og krigs­mi­ni­ster Jo­hn Pro­fu­mo var en af hen­des stam­kun­der. Det sam­me var en sov­je­tisk flå­de­at­ta­ché, som for­ment­lig var spion. Beg­ge kun­de­for­hold kun­ne va­e­re skre­vet i glem­me­bo­gen, men i 1962 skød en fors­må­et el­sker mod Ke­e­ler, og po­li­ti­et blev ind­blan­det. De bo­re­de i hen­des for­tid, og de fandt ud af, at hun hav­de haft et syn­kront for­hold til krigs­mi­ni­ste­ren og en sov­je­tisk spion, og op­po­si­tions­par­ti­et La­bour tog sa­gen op. Nu var det ik­ke la­en­ge­re sprød hver­dag i Bent­ley-klas­sen, nu hand­le­de det om po­li­tik, om kom­mu­ni­ster og na­tio­nal sik­ker­hed – og skan­da­len blev of­fent­lig, som det frem­går af »An Eng­lish Af­fair«.

Krigs­mi­ni­ster Pro­fu­mo blev ind­kaldt til en hø­ring i Par­la­men­tet. Han be­na­eg­te­de først for­hol­det, men gik til sidst til be­ken­del­se og trå­d­te i ju­ni 1963 til­ba­ge bå­de som mi­ni­ster og som par­la­ments­med­lem.

Sto­len og de nye ti­der

Og de nye ti­der be­gynd­te. Chri­sti­ne Ke­e­ler op­t­rå­d­te kort ef­ter på et le­gen­da­risk fo­to – hun sad nø­gen og om­vendt på en Arne Ja­cob­sen Mo­del 3107 stol – og hun sad ka­ekt og med et frit og uan­fa­eg­tet ud­tryk. Og hvor­for ik­ke? Hun var ufri­vil­ligt ble­vet hvirv­let ind i et po­li­tisk dra­ma, et stor­po­li­tisk dra­ma, og hvor hun tid­li­ge­re sik­kert vil­le have få­et skyl­den og va­e­re ble­vet sendt på re­kon­va­les­cens langt, langt va­ek – så vandt hun nu i al of­fent­lig­hed.

La­bour før­te sa­gen ind i po­li­tik og brug­te den mod den kon­ser­va­ti­ve re­ge­ring. Me­di­er­ne skrev om det he­le og kri­ti­se­re­de de kon­ser­va­ti­ve, Pro­fu­mo trå­d­te til­ba­ge, og pre­mi­er­mi­ni­ster Ha­rold Ma­cMil­lan – en trist mand fra en svun­den ae­ra – trå­d­te og­så til­ba­ge. Året ef­ter sim­re­de Pro­fu­mo-sa­gen i valg­kam­pen. De kon­ser­va­ti­ve tab­te med et brag, og der var en fø­lel­se af af­slut­nin­gen på en epo­ke.

Sex blev op­fun­det i 1963, som Phi­lip Lar­kin se­ne­re dig­te­de, og selv­føl­ge­lig gjor­de sex ik­ke det, for selv i Stor­bri­tan­ni­en hav­de sex al­tid va­e­ret der. Men der ske­te no­get med sex i de år. De sto­re ge­ne­ra­tio­ner blev køns­mod­ne, ppil­len blev op­fun­det, og kvin­der­ne kun­ne i prin­cip­pet selv sty­re de­res gravi­di­tet. Og Ke­e­ler-sa­gen de­mon­stre­re­de, at magt­for­hol­det

var forskub­bet. Det be­tød ik­ke, at magt­ma­end ik­ke fort­sat kun­ne klam­me sig frem – Jo­hn F. Ken­ne­dy var på det tids­punkt pra­esi­dent i USA og hav­de iføl­ge Daily Beast mindst en halv snes af­fa­e­rer, som de ame­ri­kan­ske me­di­er tie­de om. Men Ke­e­ler de­mon­stre­re­de, at magt­ma­end ik­ke la­en­ge­re »per de­fault« kun­ne reg­ne med, at vå­benskjold og old-boys-net­work be­skyt­te­de dem, ik­ke en­gang over for en ung kvin­de fra in­gen­ting. Og der­fra går der en li­ge linje til Har­vey We­in­ste­in og #MeToo-kampag­nen, som må­ske én gang for al­le gør det seksu­el­le magt­for­hold li­ge­va­er­digt.

Chri­sti­ne Ke­e­ler nå­e­de ik­ke at se af­slut­nin­gen på den ud­vik­ling, som hun sat­te i gang, og det er og­så uvist, om hun var in­ter­es­se­ret i det. For hun var en hi­sto­risk ak­tør, ik­ke en ak­ti­vist. Hen­des se­ne­re liv for­me­de sig iføl­ge The Gu­ar­di­an som en rut­sje­ba­ne­tur med plud­se­li­ge pen­ge, fle­re ae­g­te­ska­ber og be­røm­mel­se, der­ef­ter pen­ge­man­gel og forg­lem­mel­se, og hun end­te, som hun be­gynd­te – ale­ne.

Poul Høi er Ber­ling­s­kes kor­re­spon­dent i Stor­bri­tan­ni­en

Jo­hn Pro­fu­mo måt­te gå af som krigs­mi­ni­ster og op­gi­ve sin plads i par­la­men­tet i va­na­e­re, ef­ter at det var kom­met frem, at han hav­de haft en af­fa­e­re. Fo­to: AFP

Som purung te­e­na­ger ef­ter en op­va­ekst i fat­ti­ge kår i ef­ter­krig­sti­dens Stor­bri­tan­ni­en flyt­te­de Chri­sti­ne Ke­e­ler til Lon­don, hvor hun i So­ho-kvar­te­ret fik ar­bej­de i en nat­klub som top­løs dan­ser. Her mød­te hun fle­re ma­end fra den bri­ti­ske over­klas­se og den da­va­e­ren­de krigs­mi­ni­ster Jo­hn Pro­fu­mo. Der­fra fik Ke­e­ler sin uøn­ske­de plads i bri­tisk hi­sto­rie. Ef­ter den in­tenst me­di­e­da­ek­ke­de se­xskan­da­le og i den for­bin­del­se fle­re rets­sa­ger le­ve­de Ke­e­ler det me­ste af sit liv i en­som­hed. Hun var kortva­rigt gift to gan­ge og f ik en søn med hver af ma­en­de­ne. En af søn­ner­ne op­ly­ste til The Gu­ar­di­an, at hun dø­de man­dag som 75-årig ef­ter la­en­ge­re tids lun­ge­syg­dom. Fo­to: UPPA/Pho­tos­hot

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.