NÅR PRI­SEN FOR IK­KE AT GRI­BE IND ER FOR HØJ

Berlingske Tidende - - NEWS - An­ders Fogh Ras­mus­sen An­ders Fogh Ras­mus­sen, di­rek­tør i Ras­mus­sen Glo­bal, tid­li­ge­re stats­mi­ni­ster og NATO­ge­ne­ral­se­kre­ta­er.

Pri­sen for in­ter­ven­tion i Sy­ri­en kan va­e­re høj – men pri­sen for ik­ke at hand­le kan va­e­re langt stør­re, skri­ver tid­li­ge­re stats­mi­ni­ster og NATO-ge­ne­ral­se­kre­ta­er An­ders Fogh Ras­mus­sen.

Nat­ten til lør­dag ud­før­te en ko­a­li­tion be­stå­en­de af USA, Frank­rig og Stor­bri­tan­ni­en et må­l­ret­tet an­greb på an­la­eg i Sy­ri­en, der er ble­vet brugt til frem­stil­ling af ke­mi­ske vå­ben. An­gre­bet var en kon­se­kvens af As­sad-re­gi­mets brug af ke­mi­ske vå­ben, der dra­eb­te og sår­e­de man­ge ci­vi­le i by­en Dou­ma tid­li­ge­re på må­ne­den.

Den in­ter­na­tio­na­le ko­a­li­tion fo­re­tog et be­ret­ti­get og nød­ven­digt an­greb. At bru­ge ke­mi­ske vå­ben er en så al­vor­lig krigs­for­bry­del­se, at det selv­føl­ge­lig må få al­vor­li­ge kon­se­kven­ser for de skyl­di­ge.

An­gre­bet send­te et me­get klart sig­nal til ik­ke blot As­sad, men og­så hans støt­ter i Rusland og Iran om, at de har kryd­set en rød linje, og at ver­dens de­mo­kra­ti­er vil re­a­ge­re hånd­fast, hvis det sker igen.

We­e­ken­dens an­greb lø­ser dog ik­ke pro­ble­mer­ne i hver­ken Sy­ri­en el­ler an­dre af bra­end­punk­ter­ne i Mel­le­mø­sten. Kun en for­hand­let, po­li­tisk løs­ning kan stop­pe tra­ge­di­en i Sy­ri­en.

Det vil va­e­re en fal­li­ter­kla­e­ring, hvis USA og dets al­li­e­re­de tra­ek­ker sig til­ba­ge fra om­rå­det og over­la­der løs­nin­gen til den ny­li­ge al­li­an­ce mel­lem Rusland, Iran og Tyr­ki­et. En al­li­an­ce, der har ryk­ket magt­ba­lan­cen i re­gio­nen til ugun­st for de men­ne­sker i Mel­le­mø­sten, som øn­sker fri­hed, frem­skridt og fred.

Og ver­dens li­be­ra­le de­mo­kra­ti­er må ind­se, at de igen har lidt et ne­der­lag til de au­to­kra­ti­ske kra­ef­ter, som i dis­se år vin­der sta­digt me­re ter­ra­en.

Der er be­hov for en helt an­der­le­des gen­nem­ta­enkt og of­fen­siv stra­te­gi fra USA, Frank­rig, Stor­bri­tan­ni­en og de­res al­li­e­re­de i NATO og EU, hvis den tragi­ske ud­vik­ling skal ven­des.

Se på Bos­ni­en

For det før­ste bør vi frem­la­eg­ge en sam­let freds­plan for Sy­ri­en, der byg­ger på er­fa­rin­ger­ne fra Bos­ni­en i 1990er­ne. Den­gang blev om­kring 100.000 men­ne­sker dra­ebt på Bal­kan, før NATO un­der ame­ri­kansk le­der­skab fik sat en stop­per for myr­de­ri­er­ne med en bom­be­kampag­ne ef­ter­fulgt af en freds­pro­ces. Med den så­kald­te Dayton-af­ta­le fik pra­esi­dent Cl­in­ton etab­le­ret en ny stat, der respek­te­re­de de et­ni­ske, re­li­gi­øse og po­li­ti­ske for­skel­lig­he­der.

I sin es­sens be­stod af­ta­len i at gi­ve de or­to­doks-krist­ne, ka­to­lik­ker­ne og mus­li­mer­ne hver sin del­stat med ud­strakt selv­sty­re in­den­for Bos­ni­en-Herze­g­ovi­na. Det var og er en tung og in­ef­fek­tiv me­ka­nis­me, men vi fik skabt fred.

På sam­me må­de bør det in­ter­na­tio­na­le sam­fund ska­be po­li­ti­ske og geo­gra­fi­ske en­he­der i Sy­ri­en, der respek­te­rer for­skel­lig­he­der­ne og ret­tig­he­der­ne for sun­ni-mus­li­mer, kur­de­re, al­lawi­ter og krist­ne. Gen­nem en for­hand­let løs­ning kan mag­ten de­les på en må­de, der be­va­rer Sy­ri­en som stat sam­ti­dig med, at de en­kel­te et­ni­ske grup­per får me­re fri­hed og selv­be­stem­mel­se.

Na­tur­lig­vis er si­tu­a­tio­nen i Sy­ri­en me­re kom­pleks end i Bos­ni­en. Men jeg ser ik­ke an­dre ve­je frem mod en fre­de­lig løs­ning på kon­flik­ten. Om As­sad er en del af den­ne løs­ning el­ler ej, må af­gø­res af sy­rer­ne selv.

For det an­det må USA og dets al­li­e­re­de af li­be­ra­le de­mo­kra­ti­er la­e­re af for­ti­dens fejl og en­ga­ge­re sig me­re ak­tivt i re­gio­nen. Sy­ri­en er et tragisk ek­sem­pel på de men­ne­ske­li­ge og øko­no­mi­ske om­kost­nin­ger ved ik­ke at blan­de sig: over 400.000 men­ne­sker dra­ebt og over ti mil­li­o­ner men­ne­sker på flugt.

Pri­sen for mang­len­de hand­ling

Det er nemt at kri­ti­se­re po­li­ti­ke­re, der ta­ger an­svar for mi­li­ta­e­re ope­ra­tio­ner i Af­g­ha­ni­stan, Irak og Li­by­en. Ak­tio­ner, der har ko­stet bå­de men­ne­ske­liv og øko­no­mi­ske tab. Men om­kost­nin­ger­ne ved ik­ke at fo­re­ta­ge sig no­get er of­te me­get stør­re. Det ser vi i Sy­ri­en, det så vi på Bal­kan, og det så vi i Rwan­da i 1990er­ne, hvor op mod en mil­li­on men­ne­sker blev dra­ebt i et fol­ke­mord, for­di det in­ter­na­tio­na­le sam­fund ik­ke vil­le blan­de sig.

Det var en klar fejl, at pra­esi­dent Oba­ma ik­ke re­a­ge­re­de mi­li­ta­ert i 2013, da As­sad kryd­se­de den rø­de linje og brug­te ke­mi­ske vå­ben mod sin egen be­folk­ning. En hand­ling, der bur­de ha­ve ud­løst en mi­li­ta­er re­ak­tion fra USA. Var det sket, hav­de man sendt et sig­nal til As­sad om, at der selv i krigs­si­tu­a­tio­ner fin­des vå­ben, der er så gru­som­me, at man al­drig bør be­nyt­te dem. Oba­mas tø­ven af­fød­te en ne­ga­tiv ka­e­de­re­ak-

Det vil va­e­re en fal­li­ter­kla­e­ring, hvis USA og dets al­li­e­re­de tra­ek­ker sig til­ba­ge fra om­rå­det.

tion i Sy­ri­en og he­le re­gio­nen, der skul­le gø­re kri­gen end­nu me­re kom­pli­ce­ret og brutal.

Kri­gen i Sy­ri­en gav først og frem­mest en el­lers sva­ek­ket irakisk ter­r­or­grup­pe an­ført af Abu Ba­kr al-Bag­h­da­di mu­lig­he­den for at op­byg­ge kam­pen­he­der på sy­risk ter­ri­to­ri­um, hvil­ket se­ne­re før­te til op­ret­tel­sen af ISIL. En sek­te­risk kri­se i Irak mel­lem shia- og sun­ni-mus­li­mer – blandt an­det mu­lig­gjort af en for tid­lig ame­ri­kansk til­ba­ge­tra­ek­ning i 2011 – ba­ne­de vej­en for, at grup­pen kun­ne ven­de til­ba­ge til Irak med for­ny­et styr­ke. Det før­te til ero­brin­gen af bl.a. Fal­lujah og Mo­sul i 2014. Med vin­den i ryg­gen be­va­e­ge­de ISILs styr­ker sig mod Bag­dad og er­kla­e­re­de sam­ti­dig op­ret­tel­sen af et nyt ka­li­fat un­der nav­net Is­la­misk Stat (IS). Men det in­ter­na­tio­na­le sam­fund tø­ve­de sta­dig med at gri­be ind.

Pu­tin stod klar

Da IS var på nip­pet til at ud­s­let­te Ya­zi­di-min­dre­tal­let i Irak, greb Ve­sten om­si­der ind, og pra­esi­dent Oba­ma be­or­dre­de må­l­ret­te­de mi­li­ta­e­re an­greb mod mål i Irak. Ind­sat­sen før­te til op­ret­tel­sen af en stør­re USA-le­det ko­a­li­tion be­stå­en­de af 60 lan­de med det for­mål at be­sej­re IS. Hav­de USA ik­ke in­ter­ve­ne­ret i nedslagt­nin­gen af Ya­zi­di-fol­ket, var si­tu­a­tio­nen ble­vet end­nu va­er­re. Hav­de USA gre­bet ind to år tid­li­ge­re, var man­ge men­ne­ske­liv ble­vet skå­net.

Desva­er­re var al-Bag­h­da­di ik­ke den ene­ste per­son, der lukre­re­de på Ve­stens pas­si­vi­tet i re­gio­nen. Pu­tin så sit snit til at ud­nyt­te det po­li­ti­ske tom­rum der op­stod, da vi i Ve­sten kig­ge­de den an­den vej. I sep­tem­ber 2015 gen­nem­før­te han luf­tan­greb i Sy­ri­en med det for­mål at be­skyt­te As­sad-re­gi­met og gø­re det mu­ligt for As­sads styr­ker at ge­nero­bre tabt ter­ri­to­ri­um. Tak­ket va­e­re rus­sisk støt­te var As­sad i stand til at ge­nero­bre by­en Alep­po, hvil­ket re­sul­te­re­de i uhørt men­ne­ske­lig li­del­se. Ruslands ind­t­og eska­le­re­de kon­flik­ten yder­li­ge­re og var så­le­des og­så med til at ac­ce­le­re­re flygt­nin­ge­kri­sen i EU.

Vis­se kom­men­ta­to­rer har frem­ført, at Ve­sten og Rusland skul­le ha­ve en fa­el­les in­ter­es­se i at ned­ka­em­pe IS i Sy­ri­en. Så­dan ser det må­ske ud på pa­pi­ret, men man bør ik­ke va­e­re naiv. Pu­tins til­ste­de­va­e­rel­se i Sy­ri­en dre­jer sig ik­ke om at ned­ka­em­pe ter­r­o­ri­ster, men om at be­skyt­te As­sad – Pu­tins ma­rio­net­duk­ke i Sy­ri­en.

Nød­ven­digt an­greb fra Ve­sten

Ve­sten – og ik­ke mindst USA – bør ta­ge ved la­e­re af kri­gen i Sy­ri­en. Pri­sen for in­ter­na­tio­nal in­ter­ven­tion kan va­e­re høj, og det er al­drig en let be­slut­ning at fø­re sit land i krig. Kri­sen i Sy­ri­en har vist os, at pri­sen for ik­ke at hand­le kan va­e­re langt stør­re.

For det tred­je må ver­dens de­mo­kra­ti­er sa­et­te sig i spid­sen for at ud­ar­bej­de en klar de­fi­ni­tion af be­gre­bet en »hu­ma­ni­ta­er in­ter­ven­tion«. Jeg er ik­ke i tvivl om, at det må­l­ret­te­de an­greb på Sy­ri­en var po­li­tisk be­ret­ti­get og nød­ven­digt. Men i de kom­men­de da­ge og uger vil nog­le eks­per­ter i in­ter­na­tio­nal lov for­ment­lig sa­et­te spørgs­måls­tegn ved lov­lig­he­den af et så­dant mi­li­ta­ert an­greb på en selv­sta­en­dig stat.

I den in­ter­na­tio­na­le juri­di­ske de­bat son­drer man of­te mel­lem »le­gi­ti­ma­te« (be­ret­ti­get) og »law­ful« (lov­lig). Det må juri­ster­ne ska­en­des om. Min bund­linje er: Det må ha­ve kon­se­kven­ser, når et re­gi­me an­gri­ber sin egen be­folk­ning el­ler over­tra­e­der kon­ven­tio­nen om for­bud mod ke­mi­ske vå­ben. Såfremt de juri­di­ske eks­per­ter vil ha­ev­de, at der ik­ke i en så­dan si­tu­a­tion er et lov­ligt grund­lag for en mi­li­ta­er re­ak­tion fra en ko­a­li­tion af lan­de, så er det på hø­je tid at få ju­ra­en bragt i over­ens­stem­mel­se med den al­min­de­li­ge fol­ke­li­ge op­fat­tel­se af ret og ri­me­lig­hed. Ju­ra­en må ik­ke stå i vej­en for at stop­pe den men­ne­ske­li­ge li­del­se og gen­ska­be ro og or­den i re­gio­nen.

Ofre fra det ke­mi­ske an­greb i Dou­ma tid­li­ge­re på må­ne­den. An­gre­bet ko­ste­de man­ge ci­vi­le, her­un­der børn, li­vet. Fo­to: Emad Al­din/EPA

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.