Fagbevaegelsen bør taenke mere på patienterne end på faelles løn
Når systemet smadres af nul-drivkraft, går det ud over den 86-årige akut syge og døende kvinde med demens.
Vi har med overenskomstkonflikten fået det endelige bevis på, at fagbevaegelsen ikke går op i faget.
Måske skal vi benaevne den helt anderledes. Jeg ved bare ikke hvad, for vi kan ikke engang kalde den personalebevaegelsen. Hvis deres organisation gik op i at kaempe for faget, ville personalet nemlig begynde at gå op i andre – og for samfundets syge borgere vigtigere ting. Det ville også medføre en lønstigning og bedre arbejdsforhold. Nå ja, hvis det altså var i den private verden, hvor løn afhaenger af virksomhedens succes.
I den offentlige sektor, som altid er til stede uanset succes, kan man ikke belønne. Man kan dårligt opsige medarbejdere, som ikke passer deres arbejde, og den halvgode medarbejder aflønnes på lige fod med stjernemedarbejderen. Så vi kan ikke honorere de effektive medarbejdere pga. hensyntagen til de ineffektive.
Mangel på drivkraft
Det er opskriften på en virksomhed i dyb apati. Som langsomt ruster og afskaller, fordi der ikke er mulighed for at optimere hverken på løn eller kvalitet af det, som leveres. Nu lyder det som om, jeg taler om en fabrik, men det handler om menneskers ve og vel.
Når systemet smadres af nul-drivkraft, går det ud over den 86-årige akut syge og døende kvinde med demens. Hun parkeres i al sin smerte og angst på gangen under et lysstofrør på akutafdelingen – og jeg kan meddele, at det sidste nye er, at bekymrede pårørende oplyses om, at »her på afdelingen plejer vi ikke patienterne. Her behandler vi kun.« Et af mange aegte eksempler, hvor der traedes på de svageste mennesker i vores samfund og på deres familier.
Fagbevaegelsen vil mene, at det lige netop er pga. dette pressede sundhedsvaesen, at vi skal haeve lønnen, og at den skal vaere lige for alle. Så personalet i flok anerkendes som fortjent og dermed bedre kan tage sig af de syge i en samlet styrke. Men jeg savner et svar på, hvordan det haenger sammen. Hvordan giver det penge til en bedre normering?
Hvor er omsorgen?
Svaret kunne f.eks. vaere fra FOAs Dennis Kristensen, som lader til at vaere skråsikker på overbevisningen. Han kan måske samtidig svare på, hvorfor han mener, at vi bare skal overlade disse syge gamle mennesker til sig selv på hospitalet, hvis han ikke får sin vilje? Hvordan ender hans ligning i mere omsorg?
Måske vil han sige, at højere løn vil medføre faerre sygedage hos personalet. Men det handler ikke om løn. Måske bør
