Plud­se­lig pe­ger hun på vand­kar­af­ler­ne og rå­ber: »Drik ik­ke van­det!«

I rets­sal num­mer to i Old Bailey tør ad­vo­ka­ter­ne ik­ke en­gang drik­ke af vand­kar­af­ler­ne. Ber­ling­s­ke er til lig­syn over en død rus­ser, der le­ve­de sit liv, som om han hav­de dja­e­vel­en i ha­e­le­ne. I by­en sad han med ryg­gen mod mu­ren og stir­re­de på frem­me­de. Det

Berlingske Tidende - - PERSPEKTIV - Af Poul Høi hoi@ber­ling­s­ke.dk

Et øje­blik var han i tvivl. Skul­le han stop­pe?

Neil Ford sagt­ne­de bi­lens fart. I vejsi­den lå en mand, han var ik­la­edt hvid T-shirt og shorts, han lå sam­men­rul­let på si­den og med an­sig­tet nedad.

Et øje­blik var han i tvivl. Neil Ford ar­bej­der som chauf­før og sik­ker­heds­vagt for en rig­mand, og han hu­ske­de si­ne for­holdsor­drer.

»Vi er nødt til at va­e­re på vagt. Vi er ud­dan­ne­de til ik­ke at stop­pe bi­len for no­get som helst, hvis nu en el­ler an­den vil bort­fø­re din her­re. Jeg var ale­ne i bi­len, men vin­du­er­ne var mør­ke, så folk kun­ne ik­ke vi­de, at jeg var ale­ne. Jeg var nødt til at va­e­re for­sig­tig. Men jeg stop­pe­de bi­len.«

Man­den i vejsi­den var liv­løs, hans T-shirt var gen­nem­s­vedt, han var kold, hans ben var ble­ge. Han hav­de hud­af­skrab­nin­ger på kna­e­e­ne, som om han først var sun­ket i knae, og han hav­de et sår i ho­ve­d­et, lidt stør­re end en bri­tisk 50-pen­ce, hu­sker Neil Ford. »Han gav nog­le små spja­et, men jeg ved ik­ke, om det ba­re var ner­ver.«

Ford løb over til et na­er­lig­gen­de hus og alar­me­re­de be­bo­e­ren: »Der er en mand, som er fal­det sam­men ude på vej­en. Vi skal ha­ve fat i en am­bu­lan­ce med det sam­me.«

Men det var for sent. Am­bu­lan­cen kom klok­ken 16.53, men mens det sid­ste dags­lys for­svandt over St. Ge­or­ge’s Hill syd for Lon­don, dø­de Ale­xan­der Pe­repi­lit­nyj.

En­som­hed

Der­for sid­der vi her i dag.

Der­for sid­der vi i rets­sal num­mer to i Old Bailey i Lon­don, en lig­syns­dom­mer, hans as­si­stent, en hånd­fuld se­kre­ta­e­rer og re­fe­ren­ter plus fi­re hånd­ful­de ad­vo­ka­ter og de­res as­si­sten­ter.

Det er fem og et halvt år si­den, at Pe­repi­lit­nyj dø­de, det er en la­en­ge­re po­li­ti­ef­ter­forsk­ning si­den, at han dø­de, det er 15 lig­syns­mø­der si­den, at han dø­de, og sta­dig er der in­gen of­fi­ci­el bri­tisk for­kla­ring på, hvor­for han dø­de. Men der er til gen­ga­eld en god for­kla­ring på, at der ik­ke er en god for­kla­ring – nem­lig Rusland.

For hvis vi ta­ger Rusland ud af hi­sto­ri­en, vil­le sa­gen for la­engst va­e­re af­slut­tet. In­gen vil­le ha­ve pro­teste­ret mod po­li­tiets kon­klu­sion om, at den 43-åri­ge for­ret­nings­mand dø­de af hjer­te­stop, og in­gen vil­le ha­ve få­et den

Kun Rusland sen­der si­ne hånd­lan­ge­re ud i ver­den for at slå en tid­li­ge­re agent ihjel og bru­ger til for­må­let en af ver­dens far­lig­ste ner­ve­gif­te, Novi­chok.

idé, at han kun­ne va­e­re for­gif­tet el­ler på an­den må­de slå­et ihjel. Men med Rusland i hi­sto­ri­en for­hol­der al­ting sig an­der­le­des. Der er en sag, for­di Ale­xan­der Pe­repi­lit­nyj var rus­sisk, og for­di han tal­te med po­li­ti­et om hvid­vask af penge - og der er en sag, for­di det i dag er pa­ratvi­den, at Rusland per ru­ti­ne slår dis­si­den­ter og whi­st­le­blowe­re ihjel.

Lig­sy­net er så­le­des ik­ke kun et lig­syn, men i li­ge så høj grad et ek­sem­pel på et land, som har in­va­de­ret, for­gif­tet, ha­ck­et og bom­bet sig ud af den ve­st­li­ge ci­vi­li­sa­tion og ind i et sel­skab, hvor et­hvert re­le­vant døds­fald med ba­re et gran af ufor­klar­lig­hed fø­rer mi­stan­ken til Moskva.

El­ler som en af pra­esi­dent Pu­tins eg­ne rå­d­gi­ve­re er­kend­te i en åben­hjer­tig ar­ti­kel i sid­ste uge: Rusland har gjort sig ven­ne­løs og har i dag kun to al­li­e­re­de, »og det er ha­e­ren og flå­den,« skrev Vla­dislav Surkov.

Lan­dets lan­ge og epi­ske rej­se mod at bli­ve en del af den ve­st­li­ge ci­vi­li­sa­tion er slut, og Rusland er »nu ud­stødt af si­ne eg­ne« og for­vand­let til »en halvblod, en ki­ma­e­re, en frem­med.« For­u­de ven­ter »hund­re­de års ge­opo­li­tisk en­som­hed,« for­ud­ser han.

»Drik ik­ke van­det«

Der­for sid­der vi her i dag, ik­ke for­di der er en over­flod af uaf­vi­se­li­ge be­vi­ser, som pe­ger på drab, men for­di der er en over­flod af in­di­ci­er, som ik­ke kan ude­luk­ke det – og som pe­ger på Rusland.

Og al­le­re­de in­den lig­sy­net il­lu­stre­rer en se­kre­ta­er sindstil­stan­den. Hun pe­ger på vand­kar­af­ler­ne på ad­vo­kat­bor­det og rå­ber lidt hø­je­re, end hun gi­vet­vis hav­de ta­enkt sig: »Don’t drink the wa­ter.« Drik ik­ke van­det.

En ae­l­dre ad­vo­kat med en slå­en­de lig­hed med »Rum­po­le of the Bailey« kig­ger op og ser ud til at va­e­re ta­et på at fo­re­ta­ge et spit-ta­ke, hvis det ik­ke vil­le va­e­re så ubri­tisk.

Se­kre­ta­e­ren ser hans an­sigts­ud­tryk og la­e­ser si­tu­a­tio­nen.

»Nej, nej, nej, det er ik­ke dét … Van­det er ba­re fra rets­mø­det i går.«

Fri­ske kar­af­ler kom­mer på bor­det, men i ti­me­vis tør in­gen drik­ke af dem.

Da­gens før­ste vid­ne ram­mer den sam­me to­ne af no­get il­de­vars­len­de. Han er en rus­sisk ad­vo­kat, mi­dal­dren­de, skal­det, ik­la­edt grå swe­a­ter og har en jurists in­tu­i­ti­ve mod­vil­je mod at ta­le over sig. Fra 2010 re­pra­e­sen­te­re­de han Pe­repi­lit­nyj i en ci­vil rets­sag i Moskva, forta­el­ler han i et vi­de­o­link fra sit rus­si­ske kon­tor, og tre kends­ger­nin­ger bli­ver ha­en­gen­de, ef­ter lin­ket er af­brudt.

For det før­ste skul­le ad­vo­ka­ten rej­se til Lon­don for at mø­de sin kli­ent, for Pe­repi­lit­nyj var ban­ge for at kom­me til Moskva. For det an­det delt­og Pe­repi­lit­nyj ik­ke i den rus­si­ske ci­vil­rets­sag i 2012, for han fryg­te­de for sit liv. Og for det tred­je hand­le­de sa­gen om 50 mio. kr., og mod­par­ten var et ga­elds­ind­dri­vel­ses­sel­skab ved navn Dzhir­sa. Dzhir­sas for­mand var sam­me mand, som i 2006 slog en rus­sisk dis­si­dent ihjel med en ra­dio­ak­tiv kop te i Lon­don – en tid­li­ge­re KGB-agent ved navn Di­mi­tri Kov­tun.

»I ok­to­ber 2012 vandt Pe­repi­lit­nyj rets­sa­gen, Dzhir­sa tab­te, og få uger se­ne­re var Pe­repi­lit­nyj død – så be­hø­ver jeg ik­ke si­ge me­re,« si­ger en ad­vo­kat ved lig­sy­net. Og han kun­ne li­ge så godt ha­ve ci­te­ret den ita­li­en­ske for­fat­ter, som i 1300-tal­let i en novel­le for­tal­te en slemt skan­da­løs hi­sto­rie og slut­te­de kysk med or­de­ne: »Nu er jeg ik­ke skan­da­le­ma­ger, og jeg vil la­de al­le dra­ge de­res eg­ne kon­klu­sio­ner …«

Ry­gen­de pi­stol

Den rus­si­ske ad­vo­kats vid­neud­sagn er ik­ke en ry­gen­de pi­stol, dår­ligt nok en varm pi­stol, men på én og sam­me tid er det og­så ti­tu­sin­der af ry­gen­de og glo­he­de pi­sto­ler.

Det gen­ta­ger sig, da El­mira Me­din­ska af­gi­ver sit vid­neud­sagn via vi­de­o­link fra Pa­ris. Hun er ukrainsk de­sig­ner og fo­to­mo­del – med langt hjer­te­for­met an­sigt og hu­le kin­der – og har en so­ci­al­me­di­al po­r­te­føl­je, som kun­ne hed­de »Kar­das­hi­an fra Kiev.« Men ik­ke i dag. I dag sid­der hun stil­fa­er­digt ved et bord, ik­la­edt bo­deaux­far­vet trø­je, sort bla­zer og flan­ke­ret af en fransk ad­vo­kat, som kom­mer for­holds­vist nemt til sit sa­la­er.

Pe­repi­lit­nyj var gift, han hav­de to børn, som han an­gi­ve­ligt el­ske­de over alt i ver­den, men han hav­de og­så en el­ske­rin­de – El­mira Me­din­ska – og hun var et af de sid­ste men­ne­sker, som var sam­men med ham. De spi­ste 9. novem­ber 2012 på en eks­klu­siv ja­pansk re­stau­rant i Pa­ris og bo­e­de på et end­nu me­re eks­klu­sivt ho­tel, men Pe­repi­lit­nyj hav­de sva­ert ved at ny­de op­hol­det. Han var »stres­set og nervøs,« hans ha­en­der ryste­de så me­get, at han spild­te vin på sin skjor­te, og »han var på en an­den pla­net,« si­ger Me­din­ska. På et tids­punkt tal­te han i te­le­fon, han var ut­ro­ligt »op­fa­ren­de, han var uro­lig, og han råb­te na­er­mest.«

På re­stau­ran­ten in­si­ste­re­de han på at sid­de med ryg­gen mod mu­ren, og »han stir­re­de uaf­brudt på trap­per­ne, han kig­ge­de he­le ti­den rundt i lo­ka­let og ik­ke ret me­get på mig,« og han be­stil­te tem­pu­ra-re­jer, de smag­te ham ik­ke, og han send­te dem til­ba­ge til køk­ke­net. Til­ba­ge på ho­telva­e­rel­set til­brag­te han en ti­me på ba­de­va­e­rel­set, hun kun­ne hø­re, at han mindst tre gan­ge ka­ste­de op, og han var i så søl­le en for­fat­ning, at de ik­ke hav­de sex.

Den na­e­ste mor­gen hav­de Pe­repi­lit­nyj det til­sy­ne­la­den­de bed­re, de spi­ste mor­gen­mad og tog af­sked, han rej­ste hjem til Stor­bri­tan­ni­en, og klok­ken 16.53 sam­me ef­ter­mid­dag var han død.

Og så­dan går det.

Po­li­ti­et mi­ster be­vi­ser

En plan­te­for­sker op­ly­ser, at hun ik­ke fandt plan­te­gift i Pe­repi­lit­nyjs ma­ve­sa­ek, men hun fandt tegn på jer­n­for­gift­ning. En kar­di­o­log me­ner, at for­gift­ning fra den ja­pan­ske re­stau­rant er den mest op­lag­te for­kla­ring på rus­se­rens hjer­te­stop den na­e­ste dag, men »der er så me­get, vi ik­ke ved.« En ad­vo­kat an­ty­der, at Pe­repi­lit­nyjs rus­si­ske ko­ne på døds­da­gen ser­ve­re­de ham en for­gif­tet sko­vsy­re­sup­pe, og en tok­si­ko­log for­kla­rer, at hvis der var drys­set et stof ved navn MAOI på Pe­repi­lit­nyjs mad, kun­ne det fø­re til hjer­te­stop, hvis han se­ne­re spi­ste mørk cho­ko­la­de.

For­vir­ret? Po­li­ti­et kan ik­ke hja­el­pe, ik­ke me­get. Ef­ter­for­sker­ne var hur­ti­ge til at kon­klu­de­re, at der var ta­le om et ik­ke-kri­mi­nelt hjer­te­stop, og en ef­ter­for­sker for­sva­rer på­stan­den. »Vi me­ner fort­sat ik­ke, at der er ta­le om en for­bry­del­se,« si­ger han. Men han må sam­ti­digt be­kla­ge, at po­li­ti­et si­den har mi­stet det me­ste af be­vis­ma­te­ri­a­let. Al da­ta fra Pe­repi­lit­nyjs com­pu­ter er for­s­vun­det, det sam­me er hans e-mail og be­ske­der. Po­li­ti­et har og­så mi­stet det me­ste af sa­gens bi­o­lo­gi­ske ma­te­ri­a­le, bort­set fra en lil­le rest af ind­hol­det af af­dø­des ma­ve­sa­ek, som af ufor­klar­li­ge grun­de blev fun­det ba­gest i et kø­le­skab på et uni­ver­si­tet uden for Lon­don.

Den bri­ti­ske ef­ter­ret­ning­s­tje­ne­ste har der­i­mod ma­te­ri­a­le på Pe­repi­lit­nyj – 30 me­ga­bytes – men vil »af na­tio­na­le sik­ker­heds­grun­de« ik­ke ud­le­ve­re det til lig­sy­net.

Så der er in­gen grund til at mis­un­de lig­syns­dom­mer Ni­cho­las Hil­li­ard, som skal kom­me med en ud­red­ning om den af­dø­de, om døds­fal­det og for­sø­ge at fast­slå dødsår­sa­gen.

For na­e­sten alt er mu­ligt, og det er og­så mu­ligt, at det ik­ke er; og der er én grund til, at lig­sy­net er nødt til at over­ve­je det før­ste og ik­ke for­la­de sig på det sid­ste, og den grund er Rusland.

Hvis Ale­xan­der Pe­repi­lit­nyj var en ve­st­lig for­ret­nings­mand, vil­le der ik­ke va­e­re en sag, for ve­st­li­ge lan­de dra­e­ber ik­ke el­ler for­sø­ger ik­ke per ru­ti­ne at dra­e­be de­res dis­si­den­ter og whi­st­le­blowe­re.

Kun Rusland sen­der si­ne hånd­lan­ge­re ud i ver­den for at slå en tid­li­ge­re agent ihjel og bru­ger til for­må­let en af ver­dens far­lig­ste ner­ve­gif­te, Novi­chok, og sen­der over hund­re­de uskyl­di­ge på sy­ge­hus; kun Rusland sen­der en agent ud i ver­den for at slå en dis­si­dent ihjel med ra­dio­ak­tiv te, og kun i Rusland gi­ver pra­esi­den­ten bag­ef­ter agen­ten en or­den for det. Og kun i Rusland ri­si­ke­rer man un­der en rets­sag at kom­me op mod et sel­skab, hvor den på­ga­el­den­de ra­dio­ak­ti­ve agent nu er be­sty­rel­ses­for­mand.

Pra­esi­dent Pu­tins rå­d­gi­ver kla­ger over ud­sig­ten til »100 års ge­opo­li­tisk en­som­hed« og over, at Ve­sten har ud­stødt el­ske­de Rusland som »en halvblod, en ki­ma­e­re, en frem­med.«

Men hvis han vil ha­ve en for­kla­ring, be­hø­ver han ik­ke at be­va­e­ge sig la­en­ge­re end til lig­sy­net i rets­sal to i Old Bailey.

Kun Rusland gør, at in­gen tør for­la­de sig på uskyl­den i en rus­sers døds­fald, og kun Rusland – Rusland ale­ne – gør, at in­gen af ad­vo­ka­ter­ne tør ra­ek­ke ud ef­ter vand­kar­af­ler­ne.

Det er den ver­den, som Rusland har skabt.

Den lan­ge ra­ek­ke af me­get mista­en­ke­li­ge syg­doms- og dødtil­fa­el­de blandt rus­se­re i Stor­bri­tan­ni­en – her un­der­sø­ges grav­ste­det for den tid­li­ge­re rus­si­ske spion Ser­gei Skri­pals hu­stru og søn i Lon­don Ro­ad Ce­me­te­ry i Sa­lis­bury af de bri­ti­ske myn­dig­he­der – har ska­er­pet of­fent­lig­he­dens be­vidst­hed om, at drik­ke- og fø­de­va­rer kan va­e­re for­gif­te­de. Fo­to: Da­ni­el Le­al-Oli­vas/ AFP

Ale­xan­der Pe­repi­lit­nyj var gift, hav­de to børn og en el­ske­rin­de. Fo­to: Scan­pix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.