»Jeg hav­de ik­ke reg­net med at fort­sa­et­te på landsholdet, da Åge Ha­rei­de kom til«

I en ny bog ta­ger Wil­li­am Kvist la­e­se­ren med bag kulis­ser­ne i Su­per­liga­en, Bun­des­liga­en, Pre­mi­er Le­ague og på det dan­ske lands­hold. Ber­ling­s­ke brin­ger her et ud­drag, hvor Kvist forta­el­ler om sin egen og hol­dets bum­le­de vej til som­me­rens slut­run­de. Sid­ste

Berlingske Tidende - - SPORTEN -

Åge Ha­rei­de be­søg­te mig tid­ligt i sin tid som land­stra­e­ner og vil­le ha­ve min me­ning om hol­det og tan­ker om frem­ti­den. Her er vi sam­men på FCK’s tra­e­nings­an­la­eg. Wil­li­am Kvist

Ifor­å­ret 2016 fik landsholdet ny land­stra­e­ner i form af nord­man­den Åge Ha­rei­de, og det åb­ne­de for et stort, per­son­ligt spørgs­mål for mig: »Vil­le jeg sta­dig va­e­re på landsholdet?« De før­ste tra­e­nings­kam­pe så ik­ke loven­de ud. I Åges de­but­kamp mod Island i Her­ning, hvor vi vandt 2-1, fik jeg kun de sid­ste mi­nut­ter på ba­nen, og i den ef­ter­føl­gen­de ude­kamp mod Skot­land fik jeg slet ik­ke spil­le­tid, men måt­te se til fra ba­en­ken. Der­for vid­ste jeg, at det var mi­ne ab­so­lut sid­ste mu­lig­he­der, da jeg i som­me­ren 2016 blev ud­ta­get til Ki­rin Cup i Ja­pan. Ude­fra kun­ne det godt se ud som sid­ste tur med kli­ken, men jeg ma­er­ke­de, at jeg hav­de sul­ten ef­ter at ka­em­pe for en plads. Jeg vid­ste godt, at jeg ik­ke kun­ne til­tu­ske mig en hel­dig plads, og der­for var jeg klar til at ta­ge an­svar for tra­e­nin­gen, gå for­re­st i al­le du­el­ler og ge­ne­relt hol­de ho­ve­d­et højt. For mig blev tu­ren et bil­le­de på, hvad man skal gø­re, når man er li­ge på vip­pen til no­get. Det er en far­lig po­si­tion, hvor man må­ske er lidt util­freds, fø­ler sig uret­fa­er­digt be­hand­let og har pa­ra­der­ne op­pe. Men jeg fik over­be­vist mig selv om at gå ind og gi­ve me­re af mig selv, selv om jeg føl­te mig på vip­pen og må­ske var med på yder­ste man­dat. Det var sva­ert, for­di man på en yder­po­si­tion som ud­gangs­punkt bå­de er un­der­le­gen og pres­set. Jeg har set fle­re spil­le­re, der gra­ver gra­ven dy­be­re i den si­tu­a­tion, men jeg be­slut­te­de mig gan­ske en­kelt for ik­ke at gem­me mig på va­e­rel­set og i ste­det ta­ge an­svar, selv om kan va­e­re sva­ert, når man er in­de i en dår­lig pe­ri­o­de og der­for ik­ke fyl­der me­get. Jeg vil­le le­de, selv om jeg ik­ke kom ud af no­gen spe­ci­elt god sa­e­son for FCK. I åre­ne for­in­den hav­de jeg va­e­ret en na­tur­lig le­der, og nu vil­le jeg vi­se, at jeg og­så kun­ne le­de i mod­gang. For man­ge af de an­dre var det hårdt at skul­le af sted oven på en lang sa­e­son, og stem­nin­gen var lidt så­dan, at det ba­re var no­get, der skul­le over­stås. Men jeg tog til Ja­pan for at få no­get ud af det, for at vin­de min plads til­ba­ge. Og den tak­tik vir­ke­de. I den før­ste kamp mod Bos­ni­en fik jeg den sid­ste hal­ve ti­me på ba­nen og nå­e­de at gø­re en for­skel for spil­let på midt­ba­nen, og mod Bul­ga­ri­en fik jeg al­le 90 mi­nut­ter – og spil­le­de mig i den grad til­ba­ge på landsholdet, for­di jeg kom ind med en ag­gres­sion, som bå­de blev be­ma­er­ket på ba­nen, hos tra­e­ner­ne og hos jour­na­li­ster­ne. Der­for blev Ja­pan-tu­ren et ven­de­punkt i min lands­holdskar­ri­e­re. Og der­for er jeg ek­stra stolt af den tur. Hvis jeg ik­ke var kom­met der­over og hav­de spil­let mig til en start­plads, så var jeg nok stop­pet på landsholdet.

Slin­gre­kurs mod VM

Sel­ve VM-kva­li­fi­ka­tio­nen blev en bum­pet start for os. Vi vandt usik­kert med 1-0 hjem­me mod Ar­me­ni­en og tog må­ske lidt over­friskt til Po­len, hvor vi end­te med en af­klaps­ning. Vi tab­te godt nok 3-2, men var bag­ud 3-0 og fik kun sco­ret til sidst. Det var ho­ved­løst af os, og den til­gang fort­sat­te hjem­me mod Mon­te­ne­gro, hvor vi va­de­de i chan­cer, men end­te med at ta­be 1-0. Og selv om vi slut­te­de ef­ter­å­ret 2016 med en 4-1 hjem­me­sejr over Ka­sak­h­stan, gik vi ik­ke sa­er­ligt op­ti­mi­sti­ske ind i 2017. Jeg be­slut­te­de mig for ik­ke at spe­ku­le­re for me­get over ta­bel­len, men ba­re ta­ge det fra kamp til kamp. Vi fik 0-0 ude mod Ru­ma­e­ni­en, men det var kam­pen ude mod Ka­sak­h­stan, der blev det før­ste lil­le ven­de­punkt. Vi vandt en sik­ker 3-1-sejr i en kamp, hvor jeg måt­te skif­tes ud i pau­sen med en fla­en­ge i an­sig­tet. Den kom i en se­kvens, hvor jeg først skub­be­de til min di­rek­te mod­spil­ler ved et ind­kast. Det gjor­de jeg bå­de for at få en re­ak­tion hos mig selv og mi­ne med­spil­le­re, for at gå for­re­st og sa­et­te gang i den, for­di vi var kom­met sløjt i gang. I den ef­ter­føl­gen­de du­el gav mod­spil­le­ren mig en al­bue i ho­ve­d­et og fik et rødt kort. Jeg blev ska­det, men det var en vig­tig ener­gi, det spar­ke­de ind i hol­det.

Ele­gan­te Ol­sen og ag­gres­si­ve Ha­rei­de

Det var dog først i hjem­me­kam­pen mod Po­len i ef­ter­å­ret 2017, at jeg vil si­ge, at vi ram­te vo­res top­ni­veau som hold. Der var man­ge ting, som gik op i en hø­je­re en­hed i den kamp; psy­ko­lo­gi­en i at vi skul­le vin­de, at de mest kom for at for­sva­re sig, og at vi var på hjem­me­ba­ne. Det var do or die, og vi skab­te en stra­te­gi om at over­fal­de dem fy­sisk og men­talt fra star­ten. Ser man lidt fir­kan­tet på det, kan man si­ge, at Mor­ten Ol­sen hav­de gi­vet dansk fod­bold det at spil­le langs jor­den, og nu kom Åge og lag­de et ek­stra ele­ment på i form af at bru­ge fy­sik­ken, den di­rek­te lan­ge bold og va­e­re langt me­re ag­gres­si­ve på an­den­bol­den. Tid­li­ge­re fandt vi ener­gi­en i at ha­ve bol­den me­get og i spil­let langs jor­den, men nu kom der ener­gi og selv­til­lid ved at lø­be og vin­de du­el­ler. Den over­rum­p­le­de po­lak­ker­ne, og vi vandt en knu­sen­de sejr på 4-0. La­en­ge in­den kam­pen mod Po­len be­søg­te Åge mig på FCK’s tra­e­nings­an­la­eg og for­tal­te om tak­tik­ken. De hav­de ana­ly­se­ret po­lak­ker­ne og kon­sta­te­ret, at selv om de var sto­re og sta­er­ke, så skul­le de bom­bes med fy- sik – og det vir­ke­de. Det var en fri­gø­ren­de op­le­vel­se ba­re at skul­le ud over step­per­ne. Når An­dreas Bjel­land fik bol­den i fød­der­ne, skul­le han ta­ge et tra­ek og slå den mod­sat. »Spil nu ba­re fod­bold,« lød de­vi­sen, og det be­tød, at vi fik vendt Chri­sti­an Erik­sen fremad, så vi me­get bed­re kun­ne an­gri­be an­den­bol­de­ne og gå mod mål. Det gjor­de sam­ti­dig, at vi ik­ke la­en­ge­re tab­te bol­den på far­li­ge ste­der. Tid­li­ge­re vil­le Bjel­land må­ske ha­ve spil­let en kort bold til Dela­ney el­ler mig, og så kun­ne vi ri­si­ke­re at ta­be den og gi­ve mod­stan­der­ne en hur­tig om­stil­ling. I den tak­ti­ske aen­dring fandt hol­det og Åge sin dy­na­mik for før­ste gang.

At vil­le dø for sa­gen

Un­der Mor­ten Ol­sen så vo­res po­s­ses­sion-spil til ti­der fan­ta­stisk ud, og det var vir­ke­lig sjovt at spil­le un­der, men med Åges aen­drin­ger var vi me­re klar til de­ci­de­re­de kamp­si­tu­a­tio­ner og kun­ne indstil­le os på en mod­stan­der. Jeg ha­der selv, når mod­stan­der­ne bom­bar­de­rer os med lan­ge bol­de og fy­sik, for­di du får fron­ten til dit eget mål, og de brin­ger kri­gen til dig og din ba­ne­halv­del – og nu kan vi gø­re det sam­me i den an­den en­de. Fod­bold er en kon­takt­sport og hand­ler og­så om du­el­ler, løb og ta­ck­lin­ger – og det har va­e­ret et vig­tigt ele­ment at få ind på landsholdet. Nog­le da­ge se­ne­re vandt vi sik­kert med 4-1 ude mod Ar­me­ni­en, og så ven­te­de nøg­le­kam­pen ude mod Mon­te­ne­gro. Vi kom re­la­tivt tid­ligt for­an og for­sva­re­de en smal 1-0 sejr hjem. For mig var det en af de smuk­ke­ste sej­re, vi har haft, for­di vi stod sam­men som hold. Jeg kan ma­er­ke, når folk er våg­ne og går ind i al­le ta­ck­lin­ger. At de vil dø for sa­gen. Og jeg ma­er­ker det og­så ef­ter kam­pe­ne, hvor der er mas­ser af gla­e­de og hig­h­fi­ves, og­så fra ind­skif­ter­ne, hvil­ket jeg ser som et sund­heds­tegn, for­di vi på den må­de løf­ter bedst som hold. Man kan sag­tens sid­de på ba­en­ken og hå­be, at ens di­rek­te kon­kur­rent bli­ver ska­det el­ler spil­ler dår­ligt, og så­dan skal det og­så va­e­re på højt ni­veau. Men på landsholdet er det hel­dig­vis nu som om, at al­le ac­cep­te­rer, at vi først og frem­mest skal vin­de, og at den målsa­et­ning går for­ud for per­son­lig suc­ces. Så­dan var det mod Mon­te­ne­gro, og så­dan er det fort­sat. Al­le er en del af hol­det, der er go­de jo­kes, og vi ta­ger os af hin­an­den. Vi er be­gyndt at gå ud at spi­se sam­men – kun spil­ler­ne – ef­ter hjem­me­kam­pe­ne, og det gi­ver no­get til fun­da­men­tet på hol­det og vi­ser, at vi vil ka­em­pe sam­men.

Land­stra­e­ner og le­ve­mand

Ef­ter Mor­ten Ol­sen skul­le der dan­nes et nyt

hold, og brik­ker­ne skul­le fal­de på plads på en ny må­de. Det skib har Åge va­e­ret god til at ma­nøv­re­re, selv gen­nem spil­ler­kon­flikt og me­di­epis, når re­sul­ta­ter­ne ik­ke var der. Han har selv­føl­ge­lig gi­vet os no­get bå­de tak­tisk og tek­nisk, men jeg er fak­tisk mest im­po­ne­ret over hans ar­bej­de med re­la­tio­ner og an­svar. Man­ge tra­e­ne­re kig­ger på tak­tik­tav­len og over­ve­jer, hvor de kan fin­de rum på ba­nen, og hvor­dan de kan ska­be over­tal på midt­ba­nen, men han har i vir­ke­lig­he­den gi­vet os fa­er­re in­struk­ser og me­re an­svar. Han har selv­føl­ge­lig ide­er og kon­cep­ter og me­nin­ger og hold­nin­ger, men han sto­ler og­så på re­la­tio­ner­ne, og at vi selv kan fin­de frem til, hvad der skal ske, når kam­pen er i gang. Han er en tra­e­ner, der bru­ger sin ma­ve­for­nem­mel­se og ved, at fod­bold er kom­plekst. Det er som om, at han skal se og fø­le, hvad der er rig­tigt, i ste­det for ba­re at flyt­te brik­ker på en tak­tik­tav­le. Det be­ty­der, at han ik­ke har en fast re­li­gion, men til­pas­ser sig de en­kel­te kam­pe. Han ved, at ting op­står, aen­drer sig og for­svin­der igen, og det kan jeg godt li­de. Sam­ti­dig el­sker jeg, at man kan ma­er­ke på ham, at han er et men­ne­ske; at han bli­ver nervøs el­ler slå­et om­kuld, hvis det går skidt. Det gør ham og­så til en dyg­tig mo­ti­va­tor, for­di man vir­ke­lig kan ma­er­ke, at han el­sker fod­bold. Sam­ti­dig kan jeg re­la­te­re til ham, for­di han har me­re end fod­bold i li­vet. Han har brug for sto­re pau­ser fra bol­den og er en le­ve­mand, der f.eks. går op i vin. Der­for var der hel­ler in­gen i trup­pen, der blev over­ra­sket, da han vandt vin­s­mag­nin­gen på Bi­stro Bo­he­me i for­bin­del­se med en land­skamp. Jon Da­hl, der jo har spil­let i Ita­li­en, blev num­mer to, mens der var plads til va­e­sent­li­ge for­bed­rin­ger på min si­de.

»Wil­li­am hold nu ka­eft. Vi har vun­det!«

Kul­mi­na­tio­nen med det nye lands­hold kom na­tur­lig­vis i de to kva­li­fi­ka­tions­kam­pe mod Ir­land. Man­ge hav­de selv­føl­ge­lig ven­tet en ny Po­len-kamp af os i Par­ken, men vi vid­ste godt selv, at det ik­ke vil­le bli­ve så­dan. Psy­ko­lo­gi­en var på for­hånd helt an­der­le­des, for­di der var ta­le om knald el­ler fald-kam­pe for beg­ge hold, og Ir­land ba­re kom for at for­sva­re sig med na­eb og klø­er og var go­de til det. Vi vil­le mø­de en mur på en helt an­den må­de end mod po­lak­ker­ne, og selv om fol­ke­stem­nin­gen var, at vi ba­re skul­le bom­bar­de­re dem, så kan man ik­ke det mod så­dan en mur. Vi vid­ste, at vi skul­le ha­ve bol­den me­get, men vi bra­end­te desva­er­re de far­li­ge chan­cer, vi skab­te, og kom kun ud af kam­pen med 0-0. Selv­føl­ge­lig var jeg nervøs for re­tur­kam­pen i Dublin. Vi vid­ste, at det vil­le bli­ve en vild kulis­se, og jeg har enormt stor respekt for den bra­ve­heart-kul­tur, irer­ne kom­mer med. Det er ik­ke kønt at se på, men de vil dø for det, og da Ir­land kom for­an 1-0, blev jeg end­nu me­re nervøs. Jeg fryg­te­de, at det var det slag, vi skul­le ha­ve for at gå ned, og jeg kun­ne li­ge se irer­ne ta­ck­le en 1-0-sejr hjem. Der­for var den tid­li­ge ud­lig­ning til 1-1 enormt vig­tig, og det var i før­ste halv­leg, at hol­det vir­ke­lig blev te­stet til max og be­stod. Der­ef­ter fik vi me­re plads på ba­nen og tur­de bli­ve ved med at spil­le bol­den langs jor­den, og til sidst vi­ste vi klas­se­for­skel­len og ud­spil­le­de dem. Jeg kan hu­ske, at jeg selv ved 4-1 svi­ne­de nog­le af de an­dre, for­di de blev lidt lø­se­re i de­res spil. Jeg gav f.eks. Cor­ne­li­us en or­dent­lig tur, for­di han ik­ke for­sva­re­de or­dent­ligt, og så råb­te Si­mon Kja­er ba­re: »Wil­li­am hold nu ka­eft. Vi har vun­det!« Kva­li­fi­ka­tio­nen var en af de re­ne­ste lyk­ke­fø­lel­ser, jeg har ma­er­ket. Det var kul­mi­na­tio­nen på en rej­se, der for mig be­gynd­te i Ja­pan, og jeg var stolt af sta­dig at va­e­re med og end­da spil­le min må­ske bed­ste land­skamp. Per­son­ligt be­tød kva­li­fi­ka­tio­nen og­så, at den le­der­rol­le, jeg på­tog mig i Ja­pan, bar mig langt og end­te med at red­de min lands­holdskar­ri­e­re.

Kvist og Ha­rei­de

Op­tu­ren med landsholdet er fo­re­lø­bigt kul­mi­ne­ret i de to land­skam­pe mod Ir­land i ef­ter­å­ret 2017, hvor vi kva­li­fi­ce­re­de os til VM i Rusland.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.