Kon­flik­ten mel­lem va­ekst og kli­ma kan bli­ve de­mo­kra­tiets døds­stød

For­ske­re me­ner, vi må stop­pe va­ek­sten for at und­gå kli­maun­der­gang, mens øko­no­mer me­ner, vi kan lø­se pro­ble­mer­ne bil­ligt. Kon­flik­ten er kun ble­vet end­nu me­re fun­da­men­tal i kølvan­det på den nye alarmerende rap­port fra FNs kli­ma­pa­nel. For tid­li­ge­re uden­rigsm

Berlingske Tidende - - NYHEDER - Af Ras­mus Karkov rkar@ber­ling­s­ke.dk

Se­kund for se­kund bli­ver yder­li­ge­re fem men­ne­sker he­vet ud af fat­tig­dom for at bli­ve en af de 3,6 mil­li­ar­der men­ne­sker i mid­delklas­sen, der pres­ser kli­ma­et til bri­ste­punk­tet. For nog­le, som pro­fes­sor In­ge Røpke, er sel­ve den va­ekst, der fø­rer dem ud af fat­tig­dom, en fun­da­men­tal trus­sel mod klo­den. Sam­men med 235 in­ter­na­tio­na­le for­ske­re skrev hun un­der på den se­ne­ste af man­ge ad­vars­ler fra eks­per­ter om, at vi bli­ver nødt til at gen­nem­fø­re en fun­da­men­tal om­stil­ling, hvis vi ik­ke skal gå un­der.

»Vi kan ik­ke lø­se fat­tig­doms­pro­ble­met med øko­no­misk va­ekst, for vi er langt ude over gra­en­ser­ne for pla­ne­tens res­sour­cer. En­ten må vi be­ka­em­pe den glo­ba­le ulig­hed ved at om­for­de­le res­sour­cer­ne til­ba­ge til de lan­de, der er ba­sis for vo­res vel­stand. El­ler og­så må vi ta­ge an­sva­ret for vo­res le­ve­vis på os og er­ken­de, at den må­de, vi le­ver på, be­ty­der, at der ik­ke er plads til al­le i red­nings­bå­den. Det er der ba­re ik­ke man­ge, der vil er­ken­de, men det er kon­se­kven­sen af den må­de, vi hand­ler på nu,« si­ger In­ge Røpke, der er pro­fes­sor i øko­lo­gisk øko­no­mi ved Aal­borg Uni­ver­si­tet.

Ef­ter år­ti­ers ad­vars­ler og po­li­ti­ske skå­l­ta­ler er re­sul­ta­ter­ne mi­se­rab­le. I dag kom­mer 1,6 pro­cent af ver­dens ener­gi fra vind og sol. En del me­re kom­mer fra bio­mas­se som tra­e­er og halm, som bli­ver reg­net for CO2-neut­ralt, men som kan ud­le­de end­nu me­re CO2 end kul og olie.

De re­ste­ren­de 80 pro­cent kom­mer fra fos­si­le bra­end­stof­fer. Tallene er som en for­mel for men­ne­ske­lig ad­fa­erd. Vi for­bru­ger det, vi kan, mens vi står på ran­den af af­grun­den, som er es­sen­sen af den nye rap­port fra FNs kli­ma­pa­nel.

Fa­er­re og fat­ti­ge­re

For In­ge Røpke er der kun én vej ud af kli­ma­kri­sen. Den kor­te ver­sion er, at vi skal bli­ve fa­er­re og fat­ti­ge­re. Den lidt la­en­ge­re er, at vi skal om­for­de­le rig­dom­me­ne, så vi som mini­mum ik­ke bli­ver ri­ge­re, og de fat­ti­ge bli­ver ri-

ge nok til ik­ke at be­hø­ve at få så man­ge børn. In­ter­nt i lan­de­ne kan man gø­re ba­sis­for­bru­get bil­ligt og brand­be­skat­te alt der­u­d­over. Hen­des po­in­te er, at hvis vi ba­re fort­sa­et­ter va­ek­sten og for­bru­get, så må vi i det mind­ste gø­re os klart, at det kom­mer til at gå ud over os al­le og isa­er de fat­tig­ste lan­de. Med an­dre ord må vi va­el­ge mel­lem va­ekst el­ler kli­ma.

»Vi har kun­net ha­e­ve vo­res le­ve­stan­dard ko­los­salt ved at gra­ve det gem­te solskin i form af fos­si­le bra­ends­ler frem. Det er det, som må slut­te nu,« si­ger In­ge Røpke.

Men hun tror ik­ke på det. Ik­ke la­en­ge­re. Der har va­e­ret ad­vars­ler nok, vi har stå­et på kan­ten og hørt, at det var sid­ste chan­ce i me­re end et år­ti, og så ta­ler hun til en ve­st­lig men­ne­ske­hed, hvor kun få har kendt an­det end va­ekst. For de fle­ste er frem­gang nor­ma­len. En na­tur­lov for til­va­e­rel­sen, sam­fun­de­ne og po­li­tik­ken, som sy­nes evig­gyl­dig, selv om den egent­lig kun har va­e­ret na­e­sten kon­stant si­den An­den Ver­denskrigs af­slut­ning.

»Men nej. Jeg tror ik­ke på det,« si­ger hun, som for­mu­le­rer hun først nu sva­ret for sig selv, da jeg spør­ger di­rek­te.

»Men det be­ty­der jo ik­ke, at jeg ik­ke bli­ver nødt til at ka­em­pe for det. Jeg må gø­re, hvad jeg kan. Det, jeg prø­ver at si­ge, er, at det ha­en­ger sam­men glo­balt, og at vo­res le­ve­stan­dard er på be­kost­ning af an­dre og af frem­ti­den,« til­fø­jer hun så med me­re fast stem­me.

Bil­ligt at red­de klo­den

In­ge Røpke re­pra­e­sen­te­rer kli­ma­de­bat­tens ene yder­pol. Øko­no­misk Råd ta­ger ud­for­drin­ger­ne me­re af­slap­pet. De har få­et reg­net på, hvad det ko­ster at gø­re Dan­mark fri af fos­si­le bra­end­stof­fer i 2050. Ana­ly­sen er sim­pel og me­get kon­kret. Li­ge nu får vi ener­gi fra det og det, som vi bru­ger på det og det.

Det er­stat­ter vi så med ved­va­ren­de ener­gi. På ver­dens­plan vil det ko­ste 1-3 pro­cent, mens det i Dan­mark vil ko­ste en halv pro­cent af brut­to­na­tio­nal­pro­duk­tet el­ler et sted mel­lem 10-20 mil­li­ar­der om året at ud­fa­se olie, kul og gas fra den dan­ske ener­gi­for­sy­ning og er­stat­te det med ved­va­ren­de ener­gi som vind og bio­mas­se.

»Så det bli­ver be­stemt dyrt, men så dyrt er det hel­ler ik­ke. Pro­ble­met er ik­ke i va­ek­sten og det øko­no­mi­ske sy­stem, men i den po­li­ti­ske be­slut­nings­pro­ces. De for­ske­re, der me­ner, vi bli­ver nødt til at stop­pe va­ek­sten helt, skal spør­ge sig selv: Når det er me­get sva­ert at over­be­vi­se ver­dens po­li­ti­ke­re om de re­la­tivt let­te løs­nin­ger, hvor­dan vil de så re­a­ge­re på en fun­da­men­tal om­la­eg­ning af li­vet i ver­den?« spør­ger vis­mand Lars Gårn Han­sen, der er pro­fes­sor i res­sour­ceø­ko­no­mi ved Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet.

Tid­li­ge­re over­vis­mand og nu­va­e­ren­de kli­ma­vis­mand Pe­ter Birch Sø­ren­sen er enig i, at va­ek­sten på­vir­ker CO2-ud­led­nin­gen.

»Det er helt op­lagt, at vi ik­ke kan fort­sa­et­te sam­me va­ekst­møn­ster, for vi skal ha­ve bragt CO2-ud­led­nin­ger­ne ned me­get hur­tigt. Det er rig­tigt, at la­ve­re va­ekst ty­pisk fø­rer til la­ve­re CO2-ud­led­nin­ger, men det kan og­så med­fø­re sti­gen­de ar­bejds­løs­hed og kon­flik­ter om om­for­de­ling,« si­ger han.

Han me­ner, at dis­kus­sio­nen om va­ekst har det for­ker­te fo­kus, selv om pro­blem­stil­lin­gen er cen­tral.

»Det er ik­ke sa­er­ligt kon­struk­tivt og ope­ra­tio­nelt at si­ge, at vi skal stop­pe va­ek­sten. I ste­det må vi sa­et­te di­rek­te og må­l­ret­tet ind mod CO2-ud­led­nin­gen for at hol­de tem­pe­ra­turstig­nin­gen un­der to gra­der, og så må vi se, hvor­dan det på­vir­ker va­ek­sten,« si­ger Pe­ter Birch Sø­ren­sen.

Må­den at sa­et­te ind på kan blandt an­det va­e­re med af­gif­ter, til­skud el­ler for­bud, som Lars Løk­ke Ras­mus­sens net­op be­bu­de­de for­bud mod salg af nye ben­zin- og di­e­sel­bi­ler fra 2030.

»Li­ge nu er det alt for bil­ligt at ud­le­de CO2, så der­for er den mest ef­fek­ti­ve løs­ning at gø­re det dy­re­re at ud­le­de CO2 ved hja­elp af en høj glo­bal CO2-af­gift. Pro­ble­met er, at de en­kel­te lan­de tø­ver med at gå for­re­st, for­di man ri­si­ke­rer at ha­em­me sin egen kon­kur­ren­ce­ev­ne. Der­for vil man hel­le­re støt­te ved­va­ren­de ener­gi end gø­re fos­si­le bra­end­stof­fer dy­re­re,« si­ger Pe­ter Birch Sø­ren­sen, der til­fø­jer, at man kan und­gå, at af­gif­ter isa­er går ud over de fat­tig­ste ved at kom­pen­se­re dem med de øge­de ind­ta­eg­ter fra en CO2-af­gift. Pe­ter Birch Sø­ren­sen ser en mu­lig­hed for »grøn va­ekst«, hvis man til­stra­ek­ke­ligt hur­tigt kan om­stil­le ener­gi­for­sy­nin­gen fra fos­si­le bra­ends­ler til ved­va­ren­de ener­gi og om­stil­le land­brugs­pro­duk­tio­nen i me­re kli­ma­ven­lig ret­ning.

Vi for­bru­ger og for­bru­ger

For In­ge Røpke lø­ser det ba­re ik­ke ker­ne­pro­ble­ma­tik­ken. For hen­de er tem­pe­ra­turstig­nin­ger­ne blot et symp­tom blandt man­ge på en rov­drift på klo­dens res­sour­cer, der er gå­et over ge­vind. Fle­re rap­por­ter un­der­støt­ter det. For ek­sem­pel vi­ste et tysk stu­die fra 2012, at selv hvis vi øje­blik­ke­ligt fik al ener­gi fra 100 pro­cent evi­ge res­sour­cer som vind, vand og sol, så vil­le vi sta­dig for­bru­ge langt fle­re af klo­dens res­sour­cer, end den kan ba­e­re, for­di vi sim­pelt­hen er alt for man­ge.

»Når op­varm­nin­gen bli­ver bil­li­ge­re, øger vi bo­liga­re­a­let. Når ener­gi­en bli­ver bil­li­ge­re, bru­ger vi me­re. Når bi­ler­ne bli­ver me­re ef­fek­ti­ve, kø­rer vi la­en­ge­re el­ler bru­ger de spa­re­de pen­ge på en ek­stra fly­ve­tur. Jeg har sva­ert ved at se, at vi kan lø­se det her uden ef­fek­tivt at be­gra­en­se, at ef­fek­ti­vi­tets­for­bed­rin­ger­ne bli­ver om­sat i va­ekst,« si­ger hun.

Pro­ble­met er, at så la­en­ge vi ik­ke har få­et en alt­om­fat­ten­de ver­dens­re­vo­lu­tion, hvor vi for al­vor bli­ver et med na­tu­ren, så har stag­na­tion og isa­er re­ces­sion, alt­så en til­stand uden va­ekst, det med at ska­be so­ci­al uro. Helt kon­kret vil fle­re afri­ka­ne­re for ek­sem­pel sø­ge mod Eu­ro­pa, hvis de ik­ke kan se en frem­tid i de­res hjem­lan­de, for­di va­ek­sten op­hø­rer uden at bli­ve er­stat­tet af en glo­bal ud­lig­nings­ord­ning, som ik­ke en­gang In­ge Røpke selv tror på.

De­mo­kra­tiets prø­ve

Tid­li­ge­re uden­rigs­mi­ni­ster Per Stig Møl­ler, der er ak­tu­el med bo­gen »De fi­re is­b­jer­ge« an­ser det af øko­no­mi­ske, sik­ker­heds­po­li­ti­ske og mi­gra­tions­ma­es­si­ge grun­de for af­gø­ren­de, at vi lø­ser kli­mapro­ble­ma­tik­ken: »El­lers er for­vent­nin­gen, at kli­ma­ka­ta­stro­fer og en end­nu stør­re fol­ke­van­dring fra Afri­ka, end vi el­lers kan for­ven­te, vil smadre al øko­no­misk frem­gang med op mod fem pro­cent af BNP.«

Han ser sto­re per­spek­ti­ver i den grøn­ne re­vo­lu­tion, men neg­li­ge­rer ik­ke de om­kost­nin­ger, den med­fø­rer.

»Den grøn­ne re­vo­lu­tion kan bli­ve li­ge så va­e­sent­lig som den in­du­stri­el­le re­vo­lu­tion. Der vil va­e­re mas­ser af ar­bej­de i den, og om­stil­lings­fa­sen kra­e­ver en ko­los­sal in­ve­ste­rings­ind­sats, som sik­rer va­ek­sten. Men det er en fa­se, der bli­ver van­ske­lig for de­mo­kra­ti­er­ne, for­di stats­bud­get­ter­ne om­stil­les, og jobs for­svin­der for folk, der ik­ke kan over­ta­ge de jobs, der op­står. Spørgs­må­let er, om de­mo­kra­ti­et kan stå igen­nem det,« si­ger han.

De­mo­kra­ti­et er tru­et af, at der kan kom­me en sta­erk mand og au­to­ri­ta­tivt gen­nemtvin­ge nedska­e­rin­ger­ne el­ler stop­pe al­le til­ta­ge­ne, hvil­ket – me­ner nog­le – er det, som al­le­re­de er sket med pra­esi­dent Trump i USA, forta­el­ler Per Stig Møl­ler, der ser fle­re tegn på, at det kan ske:

»Tids­rum­met er kort. Vi har 20 år til at lø­se pro­ble­mer­ne. Vi kan gø­re det. Men vil vi? Al­ter­na­ti­vet til de­mo­kra­ti­et står og lu­rer. Vi ri­si­ke­rer, der kom­mer nog­le og stop­per al­le til­tag el­ler gen­nem­fø­rer det med hård hånd, og så er de­mo­kra­ti­et vaek.«

Tids­rum­met er kort. Vi har 20 år til at lø­se pro­ble­mer­ne. Vi kan gø­re det. Men vil vi? Per Stig Møl­ler (K), tidl. uden­rigs­mi­ni­ster

I lan­de med sto­re kyst­stra­ek­nin­ger er det op­lagt at an­ven­de vind­kraft i ener­gi­pro­duk­tio­nen, mens man an­dre ste­der som i f.eks. Ki­na og In­di­en er af­ha­en­gi­ge af kul­kraftva­er­ker, der er blandt de sto­re CO2-syn­de­re. Her er det Me­hrumva­er­ket i Tysland. Fo­to: Juli­an Stra­tens­chul­te/dpa/Ritzau Scan­pix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.