Den sult­ne

Bike Season - - De 5 Største Endagsprofiler -

Se­an Kel­ly ad­skil­ler sig fra man­ge an­dre af cy­kel­spor­tens stør­ste ryt­te­re på isa­er ét punkt. Han er en in­dad­vendt og få­ma­elt mand. Han vok­se­de op un­der yd­my­ge kår na­er en lands­by i det sy­døst­li­ge i ir­land, og han gik ud af sko­len som 13-årig for at hja­el­pe til hjem­me på går­den. in­den han blev pro­fes­sio­nel i 1977, op­søg­te Flan­dria-sport­s­di­rek­tø­ren je­an de Gri­bal­dy ham på hje­meg­nen, hvor han fandt Kel­ly kø­ren­de rundt i fa­de­rens trak­tor.

Den op­va­ekst for­me­de Kel­ly, og det holdt ved, ef­ter han blev en af de vig­tig­ste i sin sport. Han be­sid­der ik­ke det sto­re ego og til­sva­ren­de lyst til at ta­le som fle­re af hans li­ge­ma­end.

For Kel­ly var op­ma­er­k­som­he­den no­get, der fulg­te med, og som han skul­le ud­hol­de. Han er kendt som man­den, der en­gang sva­re­de 'ja' ved at nik­ke i et ra­diopro­gram.

”jeg var ge­nert, men det var ik­ke den ene­ste grund til, at jeg holdt min mund luk­ket. jeg sla­eg­te­de min far på. Hvis jeg ik­ke hav­de no­get at si­ge, føl­te jeg ik­ke be­ho­vet for at fyl­de stil­he­den med slud­der,” som han si­ger i selv­bi­o­gra­fi­en Hun­ger.

i de se­ne­re har har Kel­ly blandt an­det er­na­e­ret sig som cy­kel­kom­men­ta­tor, og han har grad­vist åb­net me­re op for ta­lepo­sen. Det aen­drer ik­ke på, at han var en mand, der fo­re­trak at la­de si­ne re­sul­ta­ter ta­le for sig – og de hav­de mas­ser at skul­le ha­ve sagt. Kel­ly vandt 193 løb i sin kar­ri­e­re, her­un­der syv Pa­ris-ni­ce på stri­be, en vu­el­ta a es­paña og ni monu­men­ter. Den ene­ste af sidst­na­evn­te, han ik­ke vandt, var Flan­dern Rundt, hvor han blev num­mer to he­le tre gan­ge.

Kel­ly hav­de sin stor­heds­tid i 80’er­ne, hvor han gik fra at va­e­re sprin­ter til at va­e­re al­l­ro­un­der; en af de sid­ste sto­re me­stre, der kør­te med om de øver­ste pla­ce­rin­ger i he­le løbs­ka­len­de­ren. Han var ual­min­de­ligt al­si­dig og vandt ik­ke kun klas­si­ke­re; han kun­ne og­så sprin­te, kø­re frem­ra­gen­de på en­kelt­star­ter og va­e­re med frem­me i eta­pe­løb.

Hans suc­ces til­skri­ves ik­ke mindst hans hård­hed, ev­nen til at bli­ve ved med at tra­e­de i pe­da­ler­ne, når det ik­ke er sjovt la­en­ge­re. Som jour­na­list og for­fat­ter Ro­bin Mc­gowan skri­ver i bo­gen Kings of the Ro­ad:

”i en ver­den af jern­vil­jer var in­gen hår­de­re [end hans].”

Så fast­tøm­ret var Kel­lys ry som cy­kel­spor­tens hår­de mand, at der op­stod en myte om, at han gned sig i ha­en­der­ne, når han så regn på løbs­da­ge, for­di han li­ge­frem nød det. i før­na­evn­te selv­bi­o­gra­fi af­mon­te­rer han skrø­nen og sag­de, at han ha­de­de det li­ge så me­get som al­le an­dre. Han var ba­re bed­re end de fle­ste til at hol­de det ud.

Det var den­ne ev­ne til at ud­hol­de smer­ten, som Kel­ly, for­u­den sin kraft­ful­de fy­sik, byg­ge­de sin kar­ri­e­re på. For som han si­ger i Hun­ger:

”Når lø­bet na­er­mer sig af­slut­nin­gen, når al­le er klar til at blot­te de­res ta­en­der, er det ham, som er pa­rat til at bi­de, som vin­der.”

Få bed så hårdt og så of­te som han.

SE­AN KEL­LY

SE­AN KEL­LY UN­DER TOUR DE FRAN­CE 1983. SAM­ME ÅR, SOM HAN VANDT SIT FØR­STE MONU­MENT. FO­TO: LIO­NEL CIRONNEAU/POL­FO­TO

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.