Sprin­ter­nes klas­si­ker

Bike Season - - Løbene - TEKST: BRI­AN ASKVIG

mila­no-san­re­mo er en­dags­ryt­ter­nes før­ste sto­re prø­ve i sa­e­so­nen, og med stor sand­syn­lig­hed bli­ver det at­ter en sprin­ter, der skri­ver sig ind i hi­sto­ri­ebø­ger­ne på Via ro­ma. Den bre­de of­fent­lig­hed på­s­køn­ner na­ep­pe for­års­klas­si­ke­ren Mila­no-san­re­mo – el­ler for den sags skyld løv­falds­klas­si­ke­ren Lom­bar­di­et Rundt – i sam­me grad som de øv­ri­ge tre monu­men­ter i cy­kel­spor­ten.

Den ita­li­en­ske for­års­be­bu­der har ik­ke det sam­me greb i det nor­di­ske pu­bli­kum som Flan­dern Rundt, Pa­ris-rou­baix og Liè­ge­ba­stog­ne-liè­ge, for of­te frem­står det na­e­sten 300 ki­lo­me­ter lan­ge løb som ik­ke me­get an­det end et syv ti­mer langt for­spil til nog­le få, ner­vepi­r­ren­de se­kun­der, hvor det he­le bli­ver af­gjort i en ta­et spurt.

Men Mila­no-san­re­mo er na­tur­lig­vis me­get me­re end det. Mila­no-san­re­mo er sa­e­so­nens før­ste klas­si­ker. Det er hi­sto­rie og tra­di­tion og de sto­re me­stre, der den­ne dag ta­ger imod en ny vin­der i de­res slut­te­de kreds. Det er for­å­ret, der en­de­lig er kom­met, og en hel vin­ters slid­som­me ar­bej­de, der en­de­lig skal ba­e­re frugt.

et myteo­ms­pa­endt va­ed­del­øb, der har spor­tens al­ler­stør­ste nav­ne som cop­pi, Bar­ta­li, Merckx, Kel­ly og Fig­non på vin­der­li­sten.

hur­tig­hed ik­ke nok

”For mig var Mila­no-san­re­mo al­tid den før­ste smag af for­år. Der er løb før Mila­no-san­re­mo, men når man kø­rer ind i Mila­nos cen­trum tidligt om mor­ge­nen, når man pas­se­rer Tur­chino-stig­nin­gen, og se­ne­re får øje på Mid­del­ha­vet og kø­rer langs van­det, så er det for­år,” sag­de ty­ske­ren erik za­bel for et par år si­den til ek­stra Bla­det.

za­bel var sin tids stør­ste sprin­ter og un­der­stre­ge­de det ved at vin­de den ita­li­en­ske sa­e­sonåb­ner fi­re gan­ge frem til 2001. Mila­nosan­re­mo er sprin­ter­nes klas­si­ker, men det er ik­ke nok at va­e­re hurtig. Som za­bel, da han var på sit hø­je­ste, skal man skal va­e­re slidsta­erk, ro­bust.

Nok til at sid­de med over Pas­so del Tur­chino cir­ka midt­vejs, og nok til at sid­de blandt de før­ste, der pas­se­rer først ci­pres­sa og si­den Pog­gio kort før den la­en­ge ven­te­de spurt på via Ro­ma i San Re­mo.

Ta­ger man sig tid, for­står man snart det tak­ti­ske spil på de lan­ge fla­de stra­ek og de få

stig­nin­ger, og skul­le det he­le al­li­ge­vel bli­ve lidt langstrakt, kom­mer na­tu­ren nog­le gan­ge på ubarm­hjer­tig vis til undsa­et­ning og ska­ber dra­ma.

tra­di­tion be­ty­der alt

Mila­no-san­re­mo er of­te ble­vet ha­er­get af ele­men­ter­nes ra­sen med tem­pe­ra­tu­rer om­kring fryse­punk­tet og sne i an­kel­høj­de. Der skal me­re til at af­ly­se ‘La clas­si­cis­si­ma’. Krig, for ek­sem­pel. Kun tre gan­ge i hi­sto­ri­en er lø­bet ik­ke af­vik­let. Én gang un­der ’Den Sto­re Krig’ i 1916 og to gan­ge un­der 2. ver­denskrig. Tra­di­tion be­ty­der alt i Mila­no-san­re­mo. Kun få aen­drin­ger er til­ladt gen­nem åre­ne, og se­ne­re års eks­pe­ri­men­ter med ek­stra stig­nin­ger sy­nes op­gi­vet. Sid­ste år vend­te ar­ran­gø­rer­ne til­ba­ge til den ru­te, der blev brugt før

2008 og lod for­stå, at lø­bet da hav­de fun­det sin ret­te form.

ef­ter alt at døm­me bli­ver det så­le­des i år at­ter de hård­fø­re sprin­te­re, der skal slås i sa­e­so­nens før­ste klas­si­ker. Men al­le, der stil­ler op, gør det med en drøm in­derst in­de, sag­de erik za­bel i 2014: ”Nog­le få stil­ler op som fa­vo­rit­ter, og de fle­ste som hja­el­pe­ryt­te­re, men tro mig: Hver ene­ste ryt­ter står ved star­ten og hå­ber på og drøm­mer om, at det er de­res dag.”

Fo­to: marco tro­va­ti/pol­fo­to

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.