21-ÅRI­GE

Bike Season - - Rolf Sørensen - TEKST: An­ders dehn

Rolf Sø­ren­sen var på top­pen. Han hav­de net­op vun­det Tir­reno-adri­a­ti­co, hans gen­nem­brud og før­ste sto­re sejr som pro­fes­sio­nel, så han mød­te op til Flan­dern Rundt i 1987 fyldt med ung­dom­mens ube­kym­ret­hed og tro på eg­ne ev­ner. Se­an Kel­ly, som var da­ti­dens må­ske stør­ste en­dags­ryt­ter, kom hen til ham og øn­ske­de til­lyk­ke med sej­ren.

”Vel­kom­men til Bel­gi­en. Hvor me­get har du kørt her i di­ne un­ge år?“spurg­te den ir­ske le­gen­de.

Det var fak­tisk Sø­ren­sens al­ler­før­ste start i lan­det. Kel­ly kig­ge­de på sin un­ge kon­kur­rent, kip­pe­de på ka­sket­ten og sag­de med sin ir­ske di­a­lekt: ”Then you are gon­na be ti­red to­day, my boy.”

Kå­l­hø­gen som han var, tog Rolf Sø­ren­sen sig ik­ke syn­der­ligt af Kel­lys spå­dom. Det skul­le han må­ske ha­ve gjort. Han var dår­ligt for­be­redt, for in­gen på hans ”grønskol­lin­ge­hold”, som han selv kal­der det i dag, hav­de lagt en tak­tik for, hvor­dan Flan­dern Rundt skul­le kø­res. In­gen hav­de for­talt ham, at Ou­de Kwa­re­mont var en vig­tig stig­ning.

”Jeg tror, jeg kom ind på den som num­mer ty­ven­desidst og ta­enk­te „Hvad fan­den sker der?“Så kør­te de jo over stok og sten, og jeg så al­drig fron­ten me­re den dag,” hu­sker Rolf Sø­ren­sen.

Han for­søg­te at ind­hen­te det tab­te; var godt kø­ren­de og over­ha­le­de den ene grup­pe ef­ter den an­den. Men op­ga­ven var umu­lig, og hans pla­ce­ring i sid­ste en­de se­kun­da­er. Mod­sat er­far­ne Se­an Kel­ly, som blev num­mer to ef­ter bel­gi­ske Clau­de Criqui­e­li­on. Da Rolf Sø­ren­sen kom i mål, var Kel­ly al­le­re­de på vej den an­den vej, ef­ter han hav­de få­et over­rakt pra­e­mi­er.

”Han så mig og løf­te­de li­ge på ka­sket­ten igen og blin­ke­de med øjet og sag­de „Fint nok.“Det var sgu i or­den, at jeg kom igen­nem. Men jeg var fuld­sta­en­dig fa­er­dig og hav­de få­et et chok, må jeg si­ge. Men det var go­de la­e­re­pen­ge, for så vid­ste jeg i hvert fald, hvad jeg ik­ke skul­le gø­re til na­e­ste år,” si­ger Rolf Sø­ren­sen om sin klas­si­ker­de­but i sin blot an­den sa­e­son som pro­fes­sio­nel.

Han kal­der selv ople­vel­sen i Flan­dern Rundt i 1987 for en røv­fuld. Den slags cy­kel­løb, som der blev kørt i den bel­gi­ske klas­si­ker, var han ik­ke vant til. Lø­bet blev en øjenåb­ner for ham – og en ef­fek­tiv en af slagsen. Han la­er­te, hvor­dan de al­ler­bed­ste kør­te den slags løb, og al­le­re­de året ef­ter blev Rolf Sø­ren­sen num­mer tre i Flan­dern Rundt. Han gjor­de klas­si­ker­ne og de an­dre en­dagsløb til sit spe­ci­a­le, byg­ge­de en kar­ri­e­re på det og blev Dan­marks mest vin­den­de cy­kel­ryt­ter gen­nem ti­der­ne, blandt an­det med en sejr i Flan­dern Rundt ti år se­ne­re.

JERNSERGENTEN SOM LA­E­RE­ME­STER

50-åri­ge Rolf Sø­ren­sen kal­der klas­si­ker­ne for cy­kel­spor­tens uni­ver­si­tet. Det var på de fran­ske og bel­gi­ske lan­de­ve­je, bå­de dem med as­falt og dem med bro­sten, at han la­er­te, hvad cy­kel­løb på al­ler­hø­je­ste ni­veau er. Det var no­get helt spe­ci­elt. Når først han kun­ne va­e­re med i front i løb som Flan­dern Rundt og Liè­ge­ba­stog­ne-liè­ge, var der ik­ke no­get, der gjor­de ham ban­ge.

En vig­tig fak­tor i for­vand­lin­gen fra at få røv­fuld det ene år til en po­di­e­plads det an­det var sport­s­di­rek­tør Gi­an­car­lo Fer­ret­ti. Rolf Sø­ren­sen skif­te­de mel­lem 1987 og ’88 fra Fa­ni­ni til Fer­ret­tis hold, Ariostea. Ita­li­e­ne­ren var en mand, der pri­o­ri­te­re­de en­dagslø­be­ne. Ik­ke no­gen stor mand, men en stor per­son­lig­hed, der er ble­vet be­skyldt af fle­re tid­li­ge­re ryt­ter for at stil­le for hø­je krav. Jernsergenten, kald­te de ham. Ik­ke de­sto min­dre den mest vin­den­de sport­s­di­rek­tør i cy­kel­spor­tens hi­sto­rie.

Hans ka­er­lig­hed til og ben­hår­de sats­ning på klas­si­ker­ne var med til at for­me Rolf Sø­ren­sens kar­ri­e­re al­le­re­de året ef­ter øjenåb­ne­ren i det bak­ke­de flam­ske land­skab.

”Der var nog­le, der be­gynd­te at si­ge, at jeg kun­ne kø­re med i Tour de Fran­ce og vin­de, og

Lø­be­ne er ba­re stør­re, vig­ti­ge­re og me­re pre­sti­ge­fyld­te end man­ge af cy­kel­spor­tens an­dre løb.

han fik mig til at ind­se, at det hav­de jeg hver­ken fy­sik­ken el­ler psy­ken til. Jeg var rig­tig god på den der dag, hvor det he­le skul­le fo­re­gå på de syv ti­mer, som så­dan et løb va­re­de. Så han be­tød rig­tig me­get. Mand­ska­ber­ne om­kring mig blev byg­get op for at kø­re godt i spe­ci­elt april må­ned med de sto­re klas­si­ke­re. Så det har va­e­ret alt­af­gø­ren­de for min kar­ri­e­re,” si­ger Rolf Sø­ren­sen om sin gam­le la­e­re­me­ster.

Det var net­op med tred­je­plad­sen i Flan­dern Rundt i 1988, at det gik op for Rolf Sø­ren­sen, at en­dagslø­be­ne var no­get, der skul­le ska­bes en kar­ri­e­re på. Det var de små mar­gi­na­ler, der gjor­de, at han ik­ke vandt det løb. Og der­med la­er­te han end­nu en vig­tig lek­tie om de pre­sti­ge­fyld­te en­dagsløb. Der har man kun den ene chan­ce, og man kan ik­ke hen­te det tab­te på na­e­ste dag, som man kan i eta­pe­lø­be­ne. Man skal ha­ve da­gen. Og selv­om man har den, er det sta­dig sva­ert at vin­de. Men må­ske er net­op det ufor­ud­si­ge­li­ge, der er he­le lø­be­nes sja­el og til­tra­ek­nings­kraft.

Ef­ter­hån­den som man prø­ver det nog­le gan­ge, bli­ver man klo­ge­re og fin­der ud af, hvor­dan man får mar­gi­na­ler­ne til at ar­bej­de i ens egen favør.

”Ner­ver­ne skal ik­ke lø­be af med en den dag, for så glip­per det. Det gjor­de det må­ske hver fem­te gang, men man la­er­te jo at ge­ba­er­de sig i det der men­tale pres. Man op­byg­ge­de en form fy­sisk og men­talt til den der må­ned i april, hvor man skul­le pra­este­re, man skul­le la­ve nog­le re­sul­ta­ter, man skul­le helst vin­de no­get,” for­kla­rer Rolf Sø­ren­sen, der som­me ti­der gik til ek­stre­mer for at sen­de de ret­te sig­na­ler til si­ne kon­kur­ren­ter.

”Vi kør­te et løb, der ty­pisk lå ugen in­den Flan­dern Rundt. Der kør­te jeg Bra­bant­se Pi­jl på 200 ki­lo­me­ter, og så kla­ed­te jeg om. Så kør­te jeg 100 km til ho­tel­let i Gent, og det har jeg gjort man­ge gan­ge for li­ge­som at ha­ve den der men­tale ba­se. Må­ske var det i vir­ke­lig­he­den me­re ned­bry­den­de at kø­re 300 ki­lo­me­ter end at la­de va­e­re, men det var en ek­stra men­tal boo­ster. Ens kon­kur­ren­ter så, man la­ve­de det num­mer der. Der blev gjort et ek­stra­or­di­na­ert for­ar­bej­de, og­så for at vi­se over­for kon­kur­ren­ter­ne, at man var der. For så vid­ste de godt, at jeg hør­te til de farlige.”

DET KOM­PLET­TE CY­KEL­LØB

Rolf Sø­ren­sen var of­te blandt de farlige. Ik­ke blot i Flan­dern Rundt, men og­så i de øv­ri­ge klas­si­ke­re og en­dagsløb. Som hans re­sul­tat­lis­te an­det­steds på dis­se si­der vi­ser, har han mas­ser af sej­re bag sig. 53 i alt i kar­ri­e­ren, flest af al­le dan­ske­re.

I for­å­ret 2014 kå­re­de et pa­nel sam­men­sat af eks­per­ter samt tid­li­ge­re og nu­va­e­ren­de top­ryt­te­re Rolf Sø­ren­sen som al­le ti­ders dan­ske klas­si­ker­kon­ge. Sej­ren var su­ve­ra­en. Al­le ni, som BT spurg­te, pe­ge­de på Sø­ren­sen som den stør­ste dan­ske klas­si­ker­ryt­ter. Sam­me pa­nel blev og­så bedt om at ud­pe­ge den stør­ste dan­ske klas­si­ker­sejr. Her blev Rolf Sø­ren­sens tri­umf i Flan­dern Rundt i 1997 num­mer ét. Hans Liè­ge­ba­stog­ne-liè­ge-sejr fra 1993 blev num­mer to.

Iføl­ge Il Biondo, som blev Rolf Sø­ren­sen øge­navn i sit an­det hjem­land, Ita­li­en, er det no­get spe­ci­elt at kø­re løb som net­op Flan­dern Rundt og Liè­ge-ba­stog­ne-liè­ge. Lø­be­ne er ba­re stør­re, vig­ti­ge­re og me­re pre­sti­ge­fyld­te end man­ge af cy­kel­spor­tens an­dre løb.

”Man ma­er­ker hi­sto­ri­en. Jeg tror ik­ke, man ta­en­ker så me­get over det de før­ste år, men er man op­ma­er­k­som på det. Det er man. Man gør

en ek­stra ind­sats, og man ba­e­rer lø­bet. Helt sik­kert. Selv­om man ik­ke nød­ven­dig­vis har su­per­da­gen, så kø­rer man den igen­nem. Man står ik­ke af i de løb der, så vidt det over­ho­ve­det er mu­ligt,” kon­sta­te­rer Rolf Sø­ren­sen.

Sej­ren i Flan­dern Rundt i 1997 er den af hans 53 sej­re, han er mest stolt over. Liè­ge-ba­stog­ne-liè­ge-tri­um­fen var selvsagt og­så ka­em­pe­stor, men ryt­ter­ne ud­for­dres på en an­den må­de i Flan­dern. Det er det ul­ti­ma­ti­ve cy­kel­løb, sy­nes han.

”Det er li­ge­gyl­digt, om jeg hav­de vun­det det selv. Det har ba­re så man­ge facet­ter af cy­kel­spor­ten i sig. Det mest kom­plet­te løb, vil jeg si­ge. Man skal sgu bå­de kun­ne kø­re lidt opad, man skal ha­ve den der eks­plo­si­vi­tet, man skal va­e­re god til po­si­tions­kam­pen, man skal kun­ne stå di­stan­cen, man skal kun­ne kø­re på pavéer, man skal kø­re på små, glat­te ve­je. Jeg tror ik­ke, der er an­dre cy­kel­løb, der har så man­ge fak­to­rer, man skal kun­ne. Hvis man kom­mer til at mis­se på de der nøg­le­punk­ter, så ko­ster det så man­ge kra­ef­ter, at så er man na­e­sten af­skre­vet,” si­ger Rolf Sø­ren­sen, der isa­er var be­gej­stret for den må­de, der som­me ti­der blev kørt på i lø­bet.

”Jeg kan hu­ske en del Flan­dern Rundt, hvor vi har sid­det de bed­ste. 7-8-9-10-11 mand, al­le kap­ta­j­ner­ne. Så sad vi og kig­ge­de på hin­an­den og ta­enk­te: "Okay, så kø­rer vi. Må den bed­ste vin­de i dag.“Jeg sy­nes, de kø­rer flot cy­kel­løb, men i Liè­ge-ba­stog­ne-liè­ge er de ty­pisk kom­met me­get langt hen med 100 mand el­ler så­dan no­get. Det var det fe­de­ste, når det ske­te; at man sim­pelt­hen ba­re kør­te mod hin­an­den, og så ham, der hav­de da­gen den dag, han vandt.”

Der skul­le gå ti år fra den før­ste røv­fuld i Flan­dern til Rolf Sø­ren­sen for før­ste og ene­ste gang var ham, der hav­de da­gen i det tra­di­tions­ri­ge løb, som i år af­hol­des for 100. gang. Der­for var det en stor for­løs­ning en­de­lig at kom­me først over mål­stre­gen i 1997.

Det forta­el­ler og­så en del af hi­sto­ri­en om­kring klas­si­ker­ne, at Rolf Sø­ren­sen, som na­e­sten al­tid var blandt de bed­ste i lø­be­ne, ”kun” vandt to af de sto­re klas­si­ke­re. Det er ba­re de små mar­gi­na­ler og det for­nød­ne held, der of­te af­gør det. Man skal ram­me da­gen bå­de men­talt og fy­sisk, va­e­re ula­ste­ligt for­be­redt, og al­li­ge­vel er sej­ren langt fra gi­vet.

FANG MO­MEN­TET

En god en­dags­ryt­ter skal kun­ne man­ge ting. Han skal va­e­re al­si­dig og me­stre bå­de stig­nin­ger og si­de­vin­de; han skal va­e­re eks­plo­siv nok til at kun­ne sa­et­te si­ne kon­kur­ren­ter, om det er 100 ki­lo­me­ter el­ler 100 me­ter fra mål. Han skal ha­ve et sta­er­kt hold med den ret­te plan, kun­ne navi­ge­re i fel­tet, så han ik­ke styr­ter el­ler punk­te­rer – el­ler bli­ver fan­get bag en, der gør. Han skal vi­de, hvor­når han skal slå til, sa­et­te an­gre­bet ind på det rig­ti­ge tids­punkt. Det sid­ste er vig­tigt, for uden det vin­der man sja­el­dent. Hel­ler ik­ke selv­om man har di­a­man­ter i be­ne­ne. Det er­fa­re­de Rolf Sø­ren­sen på egen krop i 1991-ud­ga­ven af Liè­ge-ba­stog­ne-liè­ge. På den fryg­te­de stig­ning Côte de la Redou­te 27 ki­lo­me­ter fra Liè­ge stak han fra det ti mand sto­re fø­rer­felt. Kun tre mand var i stand til at føl­ge ham: hold­kam­me­ra­ten Moreno Ar­gen­tin, bel­gi­e­ren Clau­de Criqui­e­li­on og da­ti­dens Tour-kon­ge, Mi­gu­el In­du­rain. Dan­ske­ren vid­ste, at han ik­ke kun­ne føl­ge med, hvis de sat­te tem­po­et op på stig­nin­gen. Der­for stak han selv af sted ud fra de­vi­sen, at et an­greb er det bed­ste for­svar, som han sag­de til BT ef­ter eta­pen. Han fik om­kring 20 se­kun­ders for­spring.

Sø­ren­sen kom og­så selv over top­pen. Han hu­sker, at han så sig til­ba­ge og ta­enk­te: ”Nu kom­mer de.” Så i ste­det for at fort­sa­et­te sit an­greb, lod han sig ven­te på for­føl­ger­ne. Han var jo lyk­ke­des med sin mis­sion om at kom­me helskin­det over La Redou­te. Den be­slut­ning for­try­der han i dag.

”Hav­de jeg kørt hen over top­pen og ba­re gi­vet gas, vil jeg vove den på­stand, at jeg hav­de holdt hjem med et mi­nut,“hu­sker han. Rolf Sø­ren­sen for­søg­te ef­ter­føl­gen­de at stik­ke af et par gan­ge, men hav­de ik­ke held med sit fore­ha­ven­de. I ste­det kør­te han spur­ten for hold­kam­me­ra­ten Ar­gen­tin, der vandt med Criqui­e­li­on ef­ter sig, Rolf Sø­ren­sen som num­mer tre og In­du­rain som den sid­ste i firklø­ve­ret.

”Det, jeg la­er­te af det, er: når man har stjer­ne­ben i de fi­na­ler der, og der mang­ler 20-30-40 ki­lo­me­ter, og man sta­dig er fuld­sta­en­dig oven­på pe­da­ler­ne, så skal man alt­så ba­re kø­re, for­di så ved man godt, at så har man en spe­ci­el dag. El­lers har man me­get, me­get ondt af sig selv på de tids­punk­ter. Så det er en af de der små ae­r­g­rel­ser, som man nok kun­ne ha­ve gjort an­der­le­des, hvis man hav­de haft lidt me­re er­fa­ring,” si­ger Rolf Sø­ren­sen, der gan­ske vist ud­byg­ge­de sin fø­ring i Wold Cup’en og kun­ne fejre en stor hold­tri­umf. Al­li­ge­vel pla­ger den af­slut­ning ham. ”I gå­seøj­ne er det et Liè­ge-ba­stog­ne-liè­ge smidt va­ek. Så hav­de det va­e­ret to sej­re i ste­det for én. Der kom­mer ik­ke så man­ge af de der chan­cer, så man skal fan­de­me va­e­re hurtig til at ind­se, hvor­når mo­men­ter­ne er. Det er det, det ga­el­der om i de der fan­ta­sti­ske cy­kel­løb.”

AT LA­E­RE AF DEN GAM­LE SKO­LE

Og så skal man ha­ve den ret­te men­ta­li­tet.

Den ad­skil­ler sig iføl­ge Rolf Sø­ren­sen fra den, som vin­der­ne af de sto­re eta­pe­løb be­sid­der. Hans gjor­de i hvert fald, og han var om no­gen spe­ci­a­li­se­ret i en­dagslø­be­ne og de kor­te eta­pe­løb.

”Jeg var me­get im­pulsiv, og det pas­se­de ik­ke li­ge så godt til de sto­re, lan­ge eta­pe­løb. Der hav­de jeg al­tid nog­le dår­li­ge da­ge i ny og nae og kun­ne sgu ik­ke sa­et­te mig op til hver ene­ste

I gå­seøj­ne er det et Lié­ge-ba­stog­ne-lié­ge smidt va­ek. Så hav­de det va­e­ret to sej­re i ste­det for én. Der kom­mer ik­ke så man­ge af de der chan­cer, så man skal fan­de­me va­e­re hurtig til at ind­se, hvor­når mo­men­ter­ne er. Det er det, det ga­el­der om i de der fan­ta­sti­ske cy­kel­løb

dag. Jeg kun­ne godt kø­re de kor­te eta­pe­løb på fem-seks-syv-ot­te da­ge. Dan­mark Rundt, Hol­land Rundt, Tir­reno-adri­a­ti­co, Pa­ris-ni­ce. Det kun­ne jeg godt li­ge hol­de til oveni ho­ve­d­et, men så var jeg godt nok og­så fa­er­dig bag­ef­ter. Det kra­e­ver sin mand, ik­ke kun fy­sisk, men og­så men­talt på grund af det pres, der er i så man­ge da­ge i tra­ek. De, der kan det, fortje­ner vo­res be­un­dring,” si­ger Sø­ren­sen.

Mens han var ak­tiv i 90’er­ne, ud­vik­le­de en­dagslø­be­ne sig. Ryt­ter­ne blev me­re spe­ci­a­li­se­re­de og fo­ku­se­re­de i hø­je­re grad på en­ten Ar­den­ner-klas­si­ker­ne el­ler bro­stens­klas­si­ker­ne. Den ten­dens er fort­sat ind i vo­re da­ge, men Rolf Sø­ren­sen for­søg­te at hol­de fast i den gam­le sko­le. In­spi­re­ret af de ryt­te­re, han la­er­te af, da han var ung og uprø­vet, sat­te han en ae­re i at kun­ne va­e­re med i al­le klas­si­ker­ne, og har stor respekt for dem, der for­mår det sam­me i dag.

”Der fin­des i dag ik­ke man­ge, der som Se­an Kel­ly kun­ne gø­re sig ga­el­den­de i al­le løb. Jeg så op til den ty­pe ryt­te­re, dem der kun­ne kø­re de sto­re eta­pe­løb og gø­re sig ga­el­den­de i klas­si­ker­ne. I dag ser vi jo na­er­mest ik­ke no­gen, der kan kø­re Flan­dern Rundt, Pa­ris-ni­ce og va­e­re med i front i Lié­ge-ba­stog­ne-lié­ge," si­ger Rolf Sø­ren­sen.

"Det gjor­de jeg fak­tisk me­get ud af. Jeg vil­le sgu va­e­re god i bå­de den ene og den an­den ty­pe løb. Be­vi­set var jo og­så, at jeg bå­de vandt Flan­dern og Lié­ge,” si­ger den 50-åri­ge cy­kel­le­gen­de.

Det har og­så sin pris at vil­le va­e­re med til det he­le. For­års­klas­si­ker­ne lig­ger ta­et på ad hin­an­den, og pro­gram­met er me­get kom­pri­me­ret. De lig­ger des­u­den tidligt i sa­e­so­nen, så man skal top­pe sin form tidligt. Det be­tød, at der var en lang cy­kel­sa­e­son til­ba­ge, når man som Rolf Sø­ren­sen hav­de kørt de fle­ste af sa­e­so­nens vig­tig­ste klas­si­ke­re. Som pro­fes­sio­nel til­brag­te Rolf Sø­ren­sen april må­ned i Bel­gi­en, og han hu­sker for­års­må­ne­den som barsk. Of­te var ho­ve­d­et me­re med­ta­get end be­ne­ne trods de man­ge km på dår­li­ge ve­je.

”Da var man bal­dret fy­sisk, men mest men­talt; det var hård kost. Man­ge år i tra­ek var vi der fan­de­me na­e­sten en må­ned i tra­ek. Der var ik­ke no­get med at ta­ge hjem og frem og til­ba­ge. Det var kun i den sid­ste del af min kar­ri­e­re, hvor man be­gynd­te at be­stem­me selv, og de godt vid­ste, man kun­ne for­be­re­de sig or­dent­ligt til tin­ge­ne. Men i al­le de år med Fer­ret­ti blev vi derop­pe i tre-fi­re uger. Da bo­e­de vi ba­re derop­pe. Så når man var fa­er­dig med klas­si­ker­ne, tog man li­ge Frank­furt med, og så var det li­ge­som slut.”

Helt slut har Rolf Sø­ren­sens cy­kelkar­ri­e­re va­e­ret si­den 2002. Det star­te­de med en røv­fuld, og det kul­mi­ne­re­de ti år se­ne­re, da han 900 me­ter fra mål kør­te so­lo og vandt Flan­dern Rundt som den ene­ste dan­sker i hi­sto­ri­en. Rolf Sø­ren­sens kar­ri­e­re blev skabt og de­fi­ne­ret af en­dagslø­be­ne. Som in­tet an­det sat­te de de­res pra­eg på Dan­marks mest vin­den­de cy­kel­ryt­ter gen­nem ti­der­ne. Og som in­gen an­den dan­sker sat­te Rolf sit pra­eg på dem.

ROLF SØ­REN­SEN (TV.) KA­EM­PER OP AD BRO­STE­NE­NE PÅ VEJ MOD END­NU EN TOP­PLA­CE­RING I EN KLAS­SI­KER, HER TRED­JE­PLAD­SEN I LIÉ­GE-BA­STOG­NE-LIÉ­GE I 1991.

FO­TO: HE­I­NE PE­DER­SEN/POL­FO­TO

I FRONT I 1997-UD­GA­VEN AF PA­RIS-ROU­BAIX. FO­TO: OLE KJA­ER/POL­FO­TO

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.