Vred og sjov dra­ma­ti­ker

Li­ne Knutzon er en af dansk te­a­ters stær­ke­ste stem­mer

BT - - NAVNE - Jakob Steen Ol­sen jso@ ber­ling­s­ke. dk

50 ÅR I DAG

I be­gyn­del­sen af 1990er­ne in­ter­viewe­de jeg Li­ne Knutzon sam­men med min spe­ci­a­le­mak­ker. Vi skrev om dan­ske dra­ma­ti­ke­res mu­lig­he­der for at ud­dan­ne sig, og Li­ne Knutzon – den­gang en helt ung dra­ma­ti­ker­spi­re – hav­de haft den eks­klu­si­ve op­le­vel­se at væ­re en del af Ave­ny Te­a­trets te­a­ter­la­bo­ra­to­ri­um, hvor man til­bød et ube­skre­vet ta­lent at prø­ve kræf­ter med dra­ma­tik­ken.

Det var den­gang, mang­len på ny dansk dra­ma­tik blev be­trag­tet som et ’ pro­blem’. Vi var så­dan set fær­di­ge med at stil­le spørgs­mål i Knutzons lil­le lej­lig­hed på Chri­sti­ans­havn, hav­de sagt pænt far­vel og var på vej ned ad trap­pen. Så råb­te hun os an. Med stor al­vor. ’ Tror I, at te­a­tret har en frem­tid?’

Stærk stem­me

I hvert fald kan man si­ge, at te­a­tret og Li­ne Knutzon si­den den­gang har haft en frem­tid sam­men. Det util­pas­se­de, rast­lø­se og ret­nings­lø­se te­a­ter­barn gik hen og blev en af dansk te­a­ters stær­ke­ste stem­mer – selv om man ind imel­lem har haft på for­nem­mel­sen, at det om­trent er sket i trods og eft er me­gen mø­je.

Der er i hvert fald tre ting, der har gjort Li­ne Knutzon til den dra­ma­ti­ker, hun er: Dels den hu­mor, det blik for til­væ­rel­sens gro­te­ske si­der, for men­ne­ske­lig dår­skab og småtskå­ren­hed, der for ek­sem­pel gjor­de hen­des grup­pe­dy­na­mi­ske øvel­se ’ Guitaristerne’ til no­get af det sjove­ste, der læn­ge var set på en dansk te­a­ter­s­ce­ne.

Hun har en for­mi­da­bel ev­ne til at se på ver­den gen­nem skæ­ve bril­ler. No- get, der og­så gi­ver sig ud­slag i hen­des an­det ka­rak­te­ri­sti­kum: Den ene­stå­en­de ev­ne til at jong­le­re med sproget med liv­gi­ven­de, be­ga­vet fi nur­lig­hed. Hen­des vildt­vok­sen­de ver­ba­le bril­lans stil­ler tin­ge­ne på ho­ve­d­et, for hun bru­ger den ik­ke mindst til at be­ly­se, hvor­dan kon­for­mi­tet og be­vidst­løs ac­cept af tin­ge­nes til­stand lig­ger ind­lej­ret i sproget. Hos hen­de bli­ver bå­de ’ fed­te­fa­det’ og ’ træ­de­møl­len’ for ek­sem­pel fy­si­ske for­an­stalt­nin­ger, man kan fi nde ude i sam­fun­det. Hen­des fi gu­rer bru­ger den le­gen­de fan­ta­siev­ne, der af­spej­ler sig i or­de­ne, som et værn mod tru­en­de om­gi­vel­ser.

Tid­li­ge­re kom­mu­nist

Når nu vi ta­ler om sam­fun­det, så er der en tred­je ting, der gør Li­ne Knutzon til den stem­me, hun er. Den gam­le DKUer er sta­dig rig­tig godt gal i skral­den un­der top­hu­en. Hun er fuldt ud so­li­da­risk med si­ne fi gu­rer – hvad en­ten der er ta­le om stor­by­ens iso­le­re­de, bund­n­eu­ro­ti­ske og al­li­ge­vel så tryg­heds­sø­gen­de små­ek­si­sten­ser el­ler stres­se­de bedste­bor­ge­re, der har tabt li­vets san­de vær­di­er af sy­ne og skal straff es for det. Beck­ett er pas­sen­de nok en af de få dra­ma­ti­ke­re, hun næv­ner, hun har set og kun­net li­de.

Struk­tu­ren på te­a­tret har gi­vet hen­de hovedbrud. Til gen­gæld har hun så brugt sin krøl­le­de hjer­ne an­dre ste­der – fj er­nt fra te­a­tret: Hun har skre­vet bør­ne­bø­ger om ’ Lil­le Al­lan’ med ven­nen Pe­ter Frö­din – det var med te­a­ter­fæl­les­ska­bet ’ Guds øje’, som og­så om­fat­te­de ham, Papri­ka Steen og Martin Bryg­mann, at me­get be­gynd­te. Og se­ne­st den ut­ra­di­tio­nel­le de­bat­bog om kvin­de­liv ’ Frit fl et’ med Mette Mo­e­strup og Na­ja Ma­rie Aidt. Den sid­ste en frit for­mu­le­ret col­la­ge. Det har pas­set Li­ne Knutzon fi nt.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.