Dan­sker red­det e

En flok ind­fød­te stil­le­hav­sø­bo­e­re red­de­de en dansk dyk­ker fra den sik­re død

BT - - NYHEDER - Jesper Vestergaard Lar­sen jvl@ bt. dk

RENT HELD

Dan­ske Ras­mus Mor­ten­sen kan tak­ke de syv be­bo­e­re på stil­le­hav­sø­en Oruluk for, at han i dag har fast grund un­der fød­der­ne. Var det ik­ke for dem, lå han må­ske på bun­den af Stil­le­ha­vet.

Det­te er en hi­sto­rie fra de syv ver­dens­ha­ve. En hi­sto­rie om hvi­de sø­fa­rers dum­dri­stig­hed og om ind­fød­te øbo­e­res hel­te­mod.

Det, der skul­le ha­ve væ­ret den ul­ti­ma­ti­ve dyk­ker­fe­rie, var tæt på at ko­ste 36- åri­ge Ras­mus Ko­fo­ed Mor­ten­sen fra Kø­ben­havn li­vet.

Ras­mus Ko­fo­ed Mor­ten­sen hav­de al­drig sat si­ne ben på et sejlskib, da han plan­la­ge en to må­ne­der lang sejl­tur rundt i Stil­le­ha­vet. Pla­nen var at ta­ge ud til for­skel­li­ge øer i Mikro­nesi­en for at dyk­ke og sky­de fisk med har­pun. Skib og sej­ler­kam­me­ra­ter fandt han via en hjem­mesi­de, hvor folk, der ejer ski­be, sø­ger be­sæt­ning.

Han møn­stre­de ski­bet ’ Ki­j­ro’ på øen Po­hn­pei i slut­nin­gen af fe­bru­ar. Om bord var ski­bets ejer, en 66- årig ame­ri­ka­ner med langt hvidt skæg, og en an­den 63- årig ame­ri­ka­ner med et skæg, der var li­ge så langt og hvidt som kap­ta­j­nens.

Uer­fa­ren kap­ta­jn

Det vi­ste sig hur­tigt, at kap­ta­j­nen ik­ke hav­de sær­ligt godt styr på sin sku­de. To gan­ge stæv­ne­de de ud fra Po­hn­pei, men beg­ge gan­ge måt­te de ven­de om ef­ter få ti­mers sejlads, for­di der var hul i ben­zin­tan­ken. Da de gen­nem­gik ski­bet, vi­ste det sig, at ski­bet hav­de en ræk­ke mang­ler, som den uer­far­ne skib­se­jer ik­ke hav­de ta­get høj­de for.

» Jeg hav­de he­le ti­den fø­lel­sen af, at jeg ik­ke var ik­ke sik­ker på den båd, for der var rig­tig man­ge ting, der ik­ke vir­ke­de, « for­tæl­ler Ras­mus Ko­fo­ed Mor­ten­sen via Sky­pe.

Tred­je sejlads end­te helt galt. Da ski­bet nå­e­de ud til en atol, ( en cir­kel­for­met øgrup­pe, red.), sej­le­de de di­rek­te ind i et rev. Ro­ret knæk­ke­de, og mo­to­ren gik i stå. Ski­bet ki­le­de sig fast i re­vet og var ik­ke til at få fri. Vand be­gynd­te at fos­se ind.

» Vi kun­ne ik­ke bli­ve på ski­bet. Der var dår­ligt sig­te, der var kæm­pe sto­re bøl­ger, og det øse­de ned. Det var en ri­me­lig skræm­men­de op­le­vel­se, men jeg tog det egent­lig over­ra­sken­de ro­ligt, « for­tæl­ler Ras­mus Mor­ten­sen.

Ski­bet be­fandt sig fem sø­mil ( me­re end ni km, red.) fra land, og der var en kraf­tig strøm, der trak ud mod det åb­ne hav. Eje­ren af ski­bet gik i pa­nik og vid­ste ik­ke, hvad han skul­le gø­re. Den an­den ame­ri­ka­ner var me­re er­fa­ren og be­gynd­te at ta­ge sej­le­ne ned og sæt­te red­nings­bå­den i van­det.

Ski­bet var ud­sty­ret med en nød­k­nap, men det be­fandt sig så langt fra ci­vi­li­sa­tio­nen, at det vil­le ta­ge man­ge ti­mer, før et red­nings­hold vil­le nå frem. Med sig hav­de de en lil­le jol­le, som skul­le bru­ges til dyk­ker­tu­re. Den vil­le de nu bru­ge som red­nings­båd, men den sank hur­tigt, for­di bøl­ger­ne skyl­le­de ind over den. Nu var ene­ste ud­vej en op­pu­ste­lig red­nings­flå­de uden mo­tor. Mens de pak­ke­de red­nings­flå­den med de mest es­sen­ti­el­le for­nø­de­n­he­der, kald­te de ’ may­day, may­day, may­day’ over ra­dio­en.

De ind­fød­te

For­li­set ske­te midt in­de i Oruluk Atoll. På Oruluk bor der syv per­so­ner. De har en ra­dio, som de lyt­ter til i et kvar­ter hver dag fra klok­ken 17: 00 til klok­ken 17: 15. For­li­set ske­te klok­ken 15: 00, og der­for hør­te de syv øbo­e­re nød­kal­det fra Ki­j­ro, da de åb­ne­de op for ra­dio­en. Øbo­er­ne har en mo­tor­dre­vet båd, men de hav­de kun ben­zin nok til at sej­le ud til Ki­j­ro – ik­ke til at sej­le til­ba­ge. Al­li­ge­vel trod­se­de de uvej­ret og bøl­ger­ne og sej­le­de ud for at red­de de tre ski­b­brud­ne.

» De sat­te de­res liv på spil for at red­de os. De sej­le­de ud ef­ter os uden at ha­ve ben­zin til at kom­me til­ba­ge. Hvis de ik­ke hav­de fun­det ski­bet, kun­ne de ik­ke kom­me til­ba­ge. Det er en ri­me­lig vild ri­si­ko at lø­be for at red­de no­gen, man ik­ke ken­der, « for­tæl­ler Ras­mus Mor­ten­sen.

Red­de­de hans liv

Han tør slet ik­ke tæn­ke på, hvad sce­na­ri­et hav­de væ­ret, hvis ik­ke de hav­de få­et kon­takt til øbo­er­ne.

» Hvis ik­ke de hav­de red­det os, så hav­de det set me­get sort ud. Så hav­de vi sid­det tre mand i en me­get lil­le red­nings­flå­de i uvejr langt fra land. Det var ab­so­lut ri­me­lig tæt på at gå helt galt, « si­ger han.

De syv øbo­e­re bo­e­de i pri­mi­ti­ve pal­me­hyt­ter og hav­de le­ven­de svin og høns gå­en­de rundt. Trods de be­sked­ne kår, fik de ski­b­brud­ne bå­de mad og hus­ly af øbo­er­ne. Da­gen ef­ter sej­le­de de ud til Ki­j­ro for at bjer­ge de mest vær­di­ful­de ting om bord. Ef­ter to da­ge var ski­bet helt dæk­ket af vand.

Som tak for de­res ind­sats la­ve­de Ras­mus Mor­ten­sen – der er hob­by­ga­stro­nom – mad til al­le øens be­bo­e­re med mad­va­rer, der var ble­vet bjer­get fra ski­bet. Der­u­d­over fik øbo­er­ne en mas­se vær­di­fuldt ud­styr, der var ble­vet bjer­get fra ski­bet.

Ef­ter et par da­ge på Oruluk blev de tre ski­b­brud­ne sam­let op af et mi­kro­ne­sisk po­li­ti­far­tøj, der sej­le­de dem til­ba­ge til øen Po­hn­pei.

Ras­mus Mor­ten­sen er nu på vej vi­de­re til Viet­nam, hvor han plan­læg­ger at hol­de en stil­le og ro­lig fe­rie. Han ag­ter ik­ke at sæt­te si­ne ben på et sejlskib fo­re­lø­big.

ONS­DAG 4. MARTS 2015

Li­ge da ulyk­ken ske­te be­va­re­de Ras­mus Ko­fo­ed Mor­ten­sen ro­en og hav­de der­for og­så tid til en sel­fie.

Fo­to: Pri­vat

Den for­li­ste båd, in­den den stæv­ne­de ud. Fo­to: Pri­vat

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.