JEG VAR KLAR TIL ET HELT AN­DET LIV

Om to uger står An­net­te Heick klar til pre­mi­e­re på Aar­hus Te­a­ters ’ My Fair La­dy’ i ho­ved­rol­len som Eliza

BT - - VOORZIJDE PAGINA - Maria Ru­nøe Møller mil­le@bt.dk

Hun kig­ger ind i hans ban­ge øj­ne, men hun ser ham egent­lig ik­ke. Selv om han lig­ger med vold­som­me smer­ter bag i am­bu­lan­cen, der be­væ­ger sig i fuld fart mod det nær­me­ste ho­spi­tal, er han ved fuld be­vidst­hed, Men det er hun ik­ke.

An­net­te Heick hu­sker ty­de­ligt de tan­ker, der gik igen­nem hen­des ho­ved den 21. ja­nu­ar, hvor hen­des mand Jesper Vol­l­mer sprang i ha­vet un­der en fe­rie i Thailand. Her blev han slå­et ned mod sand­bun­den af en kæm­pebøl­ge, der som hård ce­ment brutalt bræk­ke­de hans nak­ke.

» Min før­ste tan­ke var, at Jesper al­drig no­gen­sin­de vil­le kom­me til at gå igen. Jeg be­gynd­te lyn­hur­tigt at plan­læg­ge, hvor­dan jeg rent prak­tisk kun­ne hjæl­pe ham, « si­ger An­net­te Heick, der i sit ho­ved bå­de fik etab­le­ret en ram­pe ved ind­gangs­dø­ren til fa­mi­li­ens hus i Skå­ne og skaf­fet han­di­cap­trans­port. Blot ty­ve mi­nut­ter ef­ter at ulyk­ken fandt sted.

» Det var min må­de at hånd­te­re et to­talt ka­os på. Jeg var al­drig ban­ge for at mi­ste ham. Han var ved fuld be­vidst­hed, så den frygt hav­de jeg ik­ke. Det var først se­ne­re, jeg fandt ud af, hvor tæt på dø­den han egent­lig hav­de væ­ret, « si­ger hun og for­tæl­ler, at hun den dag i am­bu­lan­cen tro­e­de, at fa­mi­li­ens liv al­drig vil­le bli­ve det sam­me igen:

» Al­le­re­de dér hav­de jeg ac­cep­te­ret he­le si­tu­a­tio­nen og var klar til et helt an­det liv. « Fe­ri­en be­gynd­te el­lers så godt. Mul­ti­kunst­ne­ren og BTs fa­ste blog­ger, 43-åri­ge An­net­te Heick, gik i be­gyn­del­sen af det nye år en travl tid i mø­de som ho­ved­rol­le­in­de­ha­ver i Aar­hus Te­a­ters op­sæt­ning af mu­si­cal­klas­si­ke­ren ‘ My Fair La­dy’. Det sam­me gjor­de sig gæl­den­de for hen­des mand, køk­ken­chef Jesper Vol­l­mer, der hav­de sto­re pro­jek­ter med kon­ge­hu­set. Der­for hav­de de og søn­ner­ne Eli­ot og Storm hårdt brug for to ugers puste­rum i det thailand­ske fe­ri­e­pa­ra­dis, in­den året for al­vor gik i gang.

Kar­ri­e­re­men­ne­sker

» Jeg så vir­ke­lig frem til at kom­me af sted. Bå­de Jesper og jeg læg­ger enorm vægt på kar­ri­e­ren, og det er 14 år si­den, at vi sidst har haft to ugers sam­men­hæn­gen­de fe­rie i ud­lan­det sam­men, « si­ger An­net­te Heick, der var sik­ker på, at fa­mi­lie­tu­ren vil­le bli­ve et høj­de­punkt i hen­des liv:

» Og så en­der jeg i ste­det med at op­le­ve den vær­ste kri­se, jeg no­gen- sin­de har væ­ret ud­sat for. «

Kon­se­kven­ser­ne af Jesper Vol­l­mers tragi­ske ulyk­ke fik dog hur­tigt et po­si­tivt for­tegn. An­net­te Heick for­tæl­ler, at hen­des mand he­le ti­den ryk­ker sig i den rig­ti­ge ret­ning. Det er grun­den til, at han kun to uger ef­ter ulyk­ken blev over­ført til Rigs­ho­spi­ta­let i Kø­ben­havn. Og det er og­så der­for, han sid­ste fre­dag kun­ne ta­ge si­ne før­ste skridt ef­ter ulyk­ken - dog med hjælp fra et så­kaldt exo­ske­let, et com­pu­ter­sty­ret skelet, der hjæl­per ham med at hol­de krop­pen op­pe og må­ler hver en be­væ­gel­se og styr­ken i hans krop.

Fa­mi­li­en op­le­ver he­le ti­den po­si­ti­ve frem­skridt og har der­for ud­sty­ret sig selv med tå­l­mo­dig­hed. For de små frem­skridt ta­ger tid.

» Jesper har haft en po­si­tiv indstil­ling gen­nem he­le for­lø­bet, og han kæm­per vir­ke­lig for at bli­ve helt rask igen. Det er enormt in­spi­re­ren­de. Han kun­ne li­ge så godt ha­ve lagt sig i foster­stil­ling og sagt, at han ik­ke kun­ne fin­de ud af no­get som helst. Han kun­ne ha­ve væ­ret trau­ma­ti­se­ret og mi­stet al selv­til­lid. Men det har slet ik­ke væ­ret til­fæl­det, « si­ger An­net­te Heick.

Det svæ­re valg

Da BT mø­der hen­de, sid­der hun fle­re hund­re­de ki­lo­me­ter fra æg­te­man­dens sen­ge­kant på Rigs­ho­spi­ta­let. Hun er i Aar­hus, hvor hun er i fuld gang med at læg­ge sid­ste hånd på sin rol­le som den rapkæf­te­de Eliza i ’ My Fair La­dy’, der har pre­mi­e­re den 20. marts på Aar­hus Te­a­ter. I øje­blik­ket er det Eliza, der fyl­der mest i hen­des liv, mens rol­len som hu­stru er trå­dt lidt i bag­grun­den.

Et valg, der er svært at for­stå for dem, der ik­ke ken­der mig, for­tæl­ler An­net­te Heick:

» Før jeg tog af sted til Aar­hus, kig­ge­de Jesper og jeg hin­an­den dybt i øj­ne­ne. Det var vig­tigt for mig, at han var fuld­stæn­dig ær­lig om, hvad han hav­de brug for, og hvor­dan vi sam­men skul­le ta­ck­le he­le si­tu­a­tio­nen. «

Men Jesper Vol­l­mer var al­drig i tvivl om, at hans hu­stru skul­le af sted til Aar­hus. Og han hav­de slet ik­ke be­hov for at tæn­ke kon­se­kven­ser­ne af hen­des fra­vær igen­nem.

’ Ja, det bli­ver hårdt. Ja, jeg kom­mer til at sav­ne dig. Ja, der er da­ge, hvor det he­le er mørkt og dystert. Men selv­føl­ge­lig skal du af sted,’ var hans ord.

» Et el­ler an­det sted vid­ste jeg jo godt, hvad han vil­le si­ge. Vi er beg­ge ar­bejds­narko­ma­ner og tæn­ker helt ens på det punkt. Vo­res ar­bej­de er vo­res iden­ti­tet. Og hvis jeg var ble­vet i Kø­ben­havn, var en del af min iden­ti­tet for­s­vun­det. Det tror jeg var gå­et ud over vo­res kær­lig­hed til hin­an­den, « si­ger hun og fort­sæt­ter:

» Det hav­de gjort mig bit­ter at væ­re i Kø­ben­havn uden at la­ve no­get. Jesper har det på sam­me må­de. Og der­for kan jeg og­så sid­de her i Aar­hus uden dår­lig samvit­tig­hed. Men jeg var al­drig ta­get her­over,

Hvis jeg var ble­vet i Kø­ben­havn, var en del af min iden­ti­tet for­s­vun­det. Det tror jeg var gå­et ud over vo­res kær­lig­hed til hin­an­den Jeg kan mær­ke, at vo­res børn er på­vir­ke­de af si­tu­a­tio­nen, og de for­tæl­ler mig of­te, at de sav­ner os beg­ge

hvis han ik­ke hav­de ac­cep­te­ret det, og det var vig­tigt for mig, at jeg ik­ke lag­de or­de­ne i mun­den på ham. «

Hun tæn­ker sig om et øje­blik og kig­ger så BTs ud­send­te hud­løst ær­ligt i øj­ne­ne:

» Jeg kan in­gen­ting gø­re for at hjæl­pe hans fy­sik på ret­te vej. In­gen­ting over­ho­ve­det. Og det er grun­den til, at jeg ik­ke sid­der og hol­der ham i hån­den li­ge nu. Det vil­le ik­ke hjæl­pe no­gen af os - og det gør be­stemt ik­ke vo­res kær­lig­hed til hin­an­den min­dre. «

Sam­me hud­lø­se ær­lig­hed har An­net­te Heick lagt vægt på igen­nem he­le sin mands ho­spi­tals­for­løb. Hun yn­ker ham ik­ke, og hun ha­der selv­med­li­den­hed. Men hvad hun be­teg­ner som al­min­de­lig ær­lig­hed i et æg­te­skab, er of­te et ta­bu for an­dre par i sam­me si­tu­a­tion. » Det er jo ik­ke pænt at brok­ke sig, når ens part­ner har væ­ret ud­sat for en al­vor- lig ulyk­ke el­ler er syg. Og man må i hvert fald ik­ke si­ge det højt, når man sy­nes, at den, der sid­der i kø­re­stol, er en idi­ot. Men det gør jeg alt­så al­li­ge­vel. Jesper og jeg kan sag­tens dis­ku­te­re og væ­re ue­ni­ge. Det er ek­stremt be­fri­en­de. «

Selv om An­net­te Heick ik­ke kan væ­re fy­sisk til ste­de i hver­da­gen og kun be­sø­ger sin mand en dag om ugen, ta­ler de i te­le­fon sam­men fle­re gan­ge om da­gen. Og at hun sid­der midt i et in­ter­view med BT, gør ik­ke no­gen for­skel. Midt i en sæt­ning rin­ger te­le­fo­nen, og da hun ser, at det er hen­des mand i den an­den en­de, ta­ger hun den straks.

Sav­ner mor og far

An­net­te Heick prø­ver at fo­ku­se­re på de om­rå­der, hvor hun rent fak­tisk kan hjæl­pe sin mand. Der­for træf­fer hun al­le de prak­ti­ske be­slut­nin­ger i fa­mi­li­en. Og hun ta­ger sig me­get af bør­ne­ne, som har det svært med beg­ge for­æl­dres fra­vær.

» Jeg kan mær­ke, at de er på­vir­ke­de af si­tu­a­tio­nen, og de for­tæl­ler mig of­te, at de sav­ner os beg­ge. Jeg har li­ge haft dem hos mig i Aar­hus i ti da­ge, og det tror jeg har hjul­pet dem me­get, « si­ger An­net­te Heick, som gør me­get ud af, at bør­ne­ne kan bi­be­hol­de en så nor­mal hver­dag som mu­ligt. Der­for er hun og­så ek­stra tak­nem­me­lig for, at mor­mor og mor­far, Hil­da og Keld Heick, og­så bor i Skå­ne.

» De bor jo li­ge ved si­den af os, så bør­ne­ne har den sam­me hver­dag som før. De ta­ger bus­sen til og fra sko­le, og de kan sove i de­res egen seng om nat­ten, hvis de har lyst til det. «

Hun læg­ger dog ik­ke skjul på, at hun er glad for, at hun kun skal sid­de i Aar­hus i tre må­ne­der:

» Tre må­ne­der er lang tid at væ­re væk fra min fa­mi­lie. Det hav­de det og­så væ­ret, selv om Jesper ik­ke var kom­met til ska­de. Jeg ser vir­ke­lig frem til at væ­re sam­men med min fa­mi­lie uden de her be­kym­rin­ger. Hel­dig­vis er der ik­ke så læn­ge til som­mer, og jeg drøm­mer om, at Jesper er kom­met helt på hæg­ter­ne til den tid. «

Min før­ste tan­ke var, at Jesper al­drig no­gen­sin­de vil­le kom­me til at gå igen Det er jo ik­ke pænt at brok­ke sig, når ens part­ner har væ­ret ud­sat for en al­vor­lig ulyk­ke el­ler er syg. Og man må i hvert fald ik­ke si­ge det højt, når man sy­nes, at den, der sid­der i kø­re­stol, er en idi­ot Jesper har haft en po­si­tiv indstil­ling gen­nem he­le for­lø­bet, og han kæm­per vir­ke­lig for at bli­ve helt rask igen

Der er fart på fød­der­ne, når de sor­te pa­raply­er fa­rer over sce­nen på Aar­hus Te­a­ter. Ind fra ven­stre kom­mer en pi­ge selvsik­kert gå­en­de. Det er den un­ge Eliza Doo­litt­le, hvis før­ste ord af­slø­rer hen­des udan­ne­de væ­sen:

’ For sa­tan i hel­ve­de, pis og lort og røv og nøg­ler!’ rå­ber hun, da en af pa­raply­er­ne væl­ter hen­de om­kuld.

Tre må­ne­der skal mul­ti­kunst­ner An­net­te Heick væ­re væk fra sin fa­mi­lie, mens hun spil­ler ho­ved­rol­len i Aar­hus Te­a­ters op­sæt­ning af ‘ My Fair La­dy’. Drøm­merol­len som den rapkæf­te­de Eliza Doo­litt­le, der øj­ner en mu­lig­hed for at krav­le op ad den so­ci­a­le rangsti­ge, kom­mer dog i kølvan­det på ho­ved­rol­le­in­de­ha­ve­rens stør­ste livskri­se. Hen­des mand Jesper Vol­l­mer, køk­ken­chef for Dron­nin­gen, bræk­ke­de i ja­nu­ar må­ned nak­ken un­der en fe­rie i Thailand, og det fik hen­de til at genover­ve­je te­a­ter­rol­len.

» Jeg var ban­ge for, at te­a­tret vil­le bli­ve et ned­pri­o­ri­te­ret on­de, og at jeg ik­ke kun­ne væ­re or­dent­ligt til ste­de. Men det har vir­ke­lig over­ra­sket mig, hvor me­get det her styk­ke har hjul­pet mig til­ba­ge på spo­ret. Te­a­tret har væ­ret et lys­punkt midt i al mør­ket. «

Kæm­pe ud­for­dring

‘ My Fair La­dy’ er i An­net­te Hei­cks øj­ne mu­si­ca­lens mo­der. Det er grun- den til, at hun stolt tak­ke­de ja til rol­len, da hun fik den til­budt. Og der­for hav­de hun hel­ler ik­ke lyst til at gi­ve den fra sig, da hen­des mand kom på ho­spi­ta­let.

» Styk­ket er en per­fekt kom­bi­na­tion af mu­sik og sang, og jeg bli­ver vir­ke­lig ud­for­dret i mit sku­e­spil. Sam­ti­dig er Eliza Doo­litt­le en liv­lig og am­bi­tiøs kvin­de, og det kan jeg vir­ke­lig re­la­te­re til, « for­tæl­ler An­net­te Heick, der kon­stant ud­for­drer sig selv ar­bejds­mæs­sigt.

I 2014 tur­ne­re­de hun med sin far Keld Heick med et show, hun selv hav­de skre­vet, mens hun før­ste gang fik øj­ne­ne op for te­a­tret i en al­der af 39 år, hvor hun spil­le­de heks i mu­si­ca­len ‘ Wi­ck­ed’ på Det Ny Te­a­ter.

Blod på tan­den

» At få lov til at spil­le Eliza har gi­vet mig end­nu me­re blod på tan­den. Jeg fø­ler mig vildt in­spi­re­ret og skal helt sik­kert bru­ge dra­ma­tik­ken me­get me­re i min frem­ti­di­ge kar­ri­e­re, « si­ger An­net­te Heick og smi­ler hem­me­lig­heds­fuldt.

Man­den bræk­ke­de nak­ken i Thailand

Jesper Vol­l­mer er i fuld gang med sin genop­træ­ning ef­ter den fryg­te­li­ge ba­deu­lyk­ke i Thailand, hvor han bræk­ke­de nak­ken. Pri­vat­fo­to

An­net­te Heick er hud­løst ær­lig om sin si­tu­a­tion ef­ter æg­te­man­dens ulyk­ke. Hun har valgt at spil­le te­a­ter i Aar­hus de næ­ste tre må­ne­der, mens Jesper Vol­l­mer er ind­lagt på Rigs­ho­spi­ta­let i Kø­ben­havn til genop­træ­ning. Fo­to: Hen­ning Bag­ger

An­net­te Heick er i fuld gang med prø­ver­ne til ’ My Fair La­dy’ på Aar­hus Te­a­ter. Styk­ket har pre­mi­e­re om godt fjor­ten da­ge.

Fo­to: Hen­ning Bag­ger

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.