Kul­tur MA­GE­LØ­SE MOOR Dom­men

Juli­an­ne Mo­o­re har fuldt ud fortjent den Oscar, hun vandt for sit alzhei­mer- po­rtræt

BT - - KULTUR - Ni­els Lind Lar­sen nll@ bt. dk

FILM

’ Jeg er sta­dig Ali­ce’ er en fi lm om en kvin­de, der ram­mes af alzhei­mer. Hver­ken me­re el­ler min­dre.

Den er di­rek­te og so­ber i sin skil­dring af et fal­men­de men­ne­ske. Den er og­så kon­trol­le­ret og blot­tet for un­der­tekst. Det er ik­ke en fi lm, der over­la­der no­get til os selv, el­ler ta­ger svin­ke­æ­rin­der un­der­vejs. Den hol­der slet og ret sit fo­kus og be­skri­ver sin syg­doms­hi­sto­rie. Og i sin ind­træn­gen­de en­kel­hed er det alt nok.

Ali­ce ( Juli­an­ne Mo­o­re) er kun 50 år, da hun ram­mes af præ­se­nil alzhei­mer. Det be­gyn­der i det små. Ali­ce glem­mer et ord - no­get li­ge net­op hun, som pro­fes­sor i ling­vi­stik, el­lers al­drig gør. Så bli­ver hun væk på en lø­be­tur. I fem lan­ge se­kun­der kan hun ik­ke ken­de de ga­der, hun har tra­vet op og ned ad i åre­vis.

Dom­men af­sagt

Di­ag­no­sen er klar og uaf­vi­se­lig. Alzhei­mer er sjæl­dent i Ali­ces al­der, men en kends­ger­ning, og med dom­men af­sagt går det uaf­ven­de­li­ge alt for hur­tigt. Ali­ce og man­den Jo­hn ( Alec Baldwin) må for­tæl­le de tre voks­ne børn, at mor ik­ke ale­ne har alzhei­mers syg­dom, den er end­da ar­ve­ligt be­tin­get. Job­bet på uni­ver­si­te­tet må op­gi­ves langt hur­ti­ge­re end hå­bet, og hukom­mel­sen da­ler som bla­de­ne på et eft er­år­s­træ.

Det men­tale svind er skil­dret med ud­søgt vær­dig­hed. Vi får in­gen sce­ner, hvor Ali­ce re­a­ge­rer ag­gres­sivt, og vi ser hen­de ik­ke yd­my­get i off ent­li­ge si­tu­a­tio­ner, som det el­lers er kuty­me i fi lm om de­mens.

Det er ik­ke for­di, in­struk­tør­par­ret Wash West­mo­re­land og Ri­chard Glatzer for­ti­er el­ler ba­ga­tel­li­se­rer følgerne af alzhei­mer, men for­di de kon­se­kvent fo­ku­se­rer på Ali­ces egen op­le­vel­se af sin til­ta­gen­de syg­dom, frem­for om­gi­vel­ser­nes re­ak­tion.

Fa­mi­li­en re­a­ge­rer

De er her na­tur­lig­vis, fa­mi­li­en om­kring hen­de, og de er vig­ti­ge. Jo­hn fl yg­ter af­mæg­tigt ind i sit ar­bej­de, mens især den yng­ste dat­ter Ly­dia ( Kri­stin Stewart) for­sø­ger at nær­me sig. Så me­get som man nu kan nær­me sig en mor, der for­svin­der end­nu hur­ti­ge­re. Men det er Ali­ces hi­sto­rie, og næ­sten al­le sce­ner ba­lan­ce­rer på hen­des smerte­li­ge be­vidst­hed om sin til­ta­gen­de util­stræk­ke­lig­hed.

En god dag kan på et split­se­kund bli­ve en dår­lig. Ali­ce skam­mer sig, og hun græm­mes, når hun plud­se­lig ik­ke kan hu­ske si­ne børns nav­ne, fi nde toilet­tet i sit eget hus, el­ler hol­de ud at se sig selv i spej­let. Så fal­der eft er­hån­den og­så de fi ltre.

En fuldt fortjent Oscar

Det er ind­sigts­fuldt og be­væ­gen­de for­talt, men fi lmens vær­dig­hed er først og frem­mest Juli­an­ne Mo­o­res fortje­ne­ste. Det er læn­ge si­den, hun har få­et lov at spil­le på he­le sit ta­lents klavi­a­tur, men her kom­mer bå­de hen­des ari­sto­kra­ti­ske stolt­hed og mo­der­li­ge øm­hed til de­res ret. Ali­ce bi­der tæn­der­ne sam­men, og Mo­o­re un­der­spil­ler med en præ­cis an­stæn­dig­hed, der ik­ke gør fi lmen min­dre føl­som, kun min­dre rør­strøm­sk.

Det er en stor sku­e­spil­ler, der så over­be­vi­sen­de for­mår at svin­de ind for øj­ne­ne af os, og en fuldt fortjent Oscar, hun hø­ste­de for ind­sat­sen.

Juli­an­ne Mo­o­re som alzhei­mer- pa­tient i fil­men ’ Jeg er sta­dig Ali­ce’. Fo­to: SF- Film

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.