Spil­le­reg­ler for und­ta­gel­ses­til­stand

BT - - KENDER DU DET? -

Man skal væ­re ho­ved­per­son i sit eget liv, si­ger jeg tit. Det er sandt. Men er man i et parforhold, er der tids­punk­ter, hvor man må de­le ho­ved­rol­len. Når man de­ler sit liv med en an­den, er der et over­lap af ’ jeg’er’, der skal til­freds­stil­les. Over­lap­pet kan be­skri­ves som en fæl­les­mæng­de. I fæl­les­mæng­den er man nødt til at fin­de kom­pro­mi­ser. Det kan væ­re at fin­de sig i nye hy­giej­ne­stan­dar­der. At bli­ve eni­ge om, hvor­vidt man skal ha­ve børn. El­ler at ac­cep­te­re so­k­ker i san­da­ler­ne. Når alt går godt, er det nemt at væ­re lar­ge. Så er det ik­ke no­get pro­blem, at snav­se­tø­jet sjæl­dent ram­mer va­ske­tøjs­kur­ven. Men når der op­står kri­ser, kom­mer fæl­les­mæng­den un­der pres. Når man mang­ler over­skud, ry­ger ba­ga­tel­græn­sen ned på et mini­mum, og kom­men­ta­rer om for lidt salt i ma­den kan væ­re nok til at star­te 3. Ver­denskrig. In­gen går igen­nem li­vet uden kri­ser. Vi op­le­ver al­le pe­ri­o­der, hvor vi er ke­de af det, ban­ge el­ler stres­se­de. Hjem­me hos os har vi væ­ret igen­nem en mis­lyk­ket fer­ti­li­tets­be­hand­ling – og de sto­re børn er ved at flyt­te hjem­me­fra. Det ta­ck­le­de jeg ved at væ­re kro­pu­mu­lig. Jeg tog et ho­ved­spring di­rek­te ud i ’ midt­vejskri­sen’, med det re­sul­tat, at jeg var mug­gen og hav­de svært ved at fin­de gej­sten. Det gjor­de fæl­les­mæng­den til et me­get lidt fest­ligt sted at op­hol­de sig. Når den ene part er i kri­se, på­vir­ker det beg­ge. Vi er op­dra­get til, at in­di­vi­du­a­lis­men er i høj­sæ­det. Vi har lært at mær­ke, hvor vo­res græn­ser går, og at vi ik­ke skal fin­de os i no­get – fra no­gen. Når man fø­ler sig uret­fær­digt be­hand­let, våg­ner den lær­dom op til dåd, og det bli­ver plud­se­lig vig­tigt, at ens part­ner ik­ke over­træ­der ens græn­ser ved at klem­me midt på tand­pa­sta­tu­ben. Det bli­ver svært at fin­de ba­lan­cen mel­lem at af­gi­ve ter­ri­to­ri­um og at vin­de ter­ri­to­ri­um, og alt for let bli­ver fæl­les­mæng­den en kamp­plads frem for et sted, man slap­per af. Men hvor­dan for­hin­drer man, at stress, syg­dom, øko­no­misk usik­ker­hed og hvad vi el­lers mø­der gen­nem li­vet, får par­for­hol­det til at vak­le? Når først man er pres­set og ens for­svars­me­ka­nis­mer over­ta­ger an­sva­ret for hand­lin­ger og ud­ta­lel­ser, så er det smart at ha­ve et kri­se­be­red­skab. Vi har fun­det et, der vir­ker for os. Når sne­bol­den rul­ler, og vi hand­ler ud­fra fø­lel­ser og frygt i ste­det for ra­tio­na­li­tet, så ry­ger team­fø­lel­sen re­la­tivt hur­tigt. Her er det vig­tigt at stop­pe sig selv og ta­ge en ær­lig snak om, hvad det er, der gør det ube­ha­ge­ligt at væ­re i fæl­les­mæng­den. Det er vig­tigt ik­ke at fo­ku­se­re på at af­gø­re skylds­spørgs­mål om, hvis fejl det er. Det hand­ler om at få ro, ik­ke om at få ret. Et re­to­risk fif til den her snak er: at alt, hvad du si­ger før ’ men’ ik­ke tæl­ler. » Jeg el­sker dig, men jeg ha­der, at du ik­ke kan fin­de ud af no­get så sim­pelt som at hand­le! « Når man er i un­der­skud, hø­rer man ik­ke ’ jeg el­sker dig’. Så sig, hvad du vil si­ge - klart og ty­de­ligt. Vil du si­ge: ’ Jeg el­sker dig’? Så sig det. Vil du si­ge: ’ Tag en hu­ske­sed­del med når du hand­ler – jeg er træt af at tør­re mig i rø­ven med kaf­fe­fil­ter.’ Så sig det. For os vir­ker det at la­ve spil­le­reg­ler for und­ta­gel­ses­til­stan­den. En del hand­ler om, hvor­dan vi får hæ­vet ba­ga­tel­græn­sen. En an­den om at sæt­te suc­ceskri­te­ri­et for ’ det per­fek­te for­hold’ i re­la­tion til kri­sen, vi står i. Et suc­ceskri­te­ri­um kan væ­re, at man al­tid sover i sam­me seng, uan­set hvor ir­ri­te­ret man er. Det hand­ler om at er­ken­de, at ’ ja, det er hårdt li­ge nu, men det er en del af li­vet. Det hand­ler ik­ke om, at du er en idi­ot, el­ler at jeg er en idi­ot – det er ba­re en kræ­ven­de pe­ri­o­de, vi går igen­nem. Sam­men.’ Når der er kri­se der­hjem­me, har man en ten­dens til at fo­ku­se­re al sin ener­gi på det, der er galt. Men da man i kri­se­pe­ri­o­den ik­ke kan la­de op i fæl­les­mæng­den, er det vig­tigt at få til­ført sit ’ jeg’ no­get po­si­tivt. Gå til yo­ga el­ler ukulele­un­der­vis­ning, el­ler hvad der nu gør dig glad. At ta­ge tid til sig selv be­ty­der ik­ke, at du svig­ter for­hol­det. Tvær­ti­mod. Bli­ver du la­det op, tilfører du frisk ener­gi. Har du be­hov for at de­le je­res ud­for­drin­ger med an­dre, så vælg per­so­nen med om­hu og over­vej, hvor­for du gør det. Er for­må­let at bli­ve be­kræf­tet i, at du har ret og din kæ­re­ste er en tum­pe, er du i gang med at for­la­de fæl­les­mæng­den. Sid­der I i hver sin skyt­te­grav og bli­ver op­mun­tret af ryg­klap­pen­de ven­ner, så er ’ vi’- fø­lel­sen hur­tigt et over­stå­et ka­pi­tel. Fæl­les­mæng­dens stør­rel­se va­ri­e­rer gen­nem li­vet. Det vig­ti­ge er, at man ik­ke træk­ker sig så langt væk fra hin­an­den, at den for­svin­der. Kun så­dan kan man kom­me igen­nem det he­le med kær­lig­he­den in­takt. • Chri­sti­na Se­derq­vist er 40 år, for­fat­ter, ko­mi­ker og fored­rags­hol­der. Kendt fra se­ri­en ’ Skrå­plan’, som hun la­ve­de med Linda P. Hun er mor til to og er for ny­lig flyt­tet på lan­det med børn, kæ­re­ste og en min­dre dy­re­park. • I næ­ste uge skri­ves klum­men af Mi­chel­le Hvi­id

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.