’ Jeg må stort set ik­ke si­ge no­get, for­di jeg er blond og ta­ler uden ac­cent’

BT - - WEEKEND - Si­mon Rie­del sir@ bt. dk

IN­TER­VIEW Jeg blev hund­eræd, ... da jeg som over­læ­ge i 2014 blev over­fal­det af en svært psy­ko­tisk pa­tient på en luk­ket af­de­ling. Pa­tien­ten næg­te­de at ta­ge me­di­cin, og da jeg sag­de, at jeg måt­te gi­ve det mod hans vil­je, for­di han var svært sinds­syg, blev han vol­de­lig og væl­te­de et stort bord over mig. Jeg var en mil­li­me­ter fra at bræk­ke be­net. Over­fal­det samt et se­ne­re drabs­for­søg mel­lem to pa­tien­ter har få­et mig til at for­la­de luk­ket af­de­ling for al­tid. En pa­tient hav­de gen­nem­ban­ket en an­den halvt til dø­de med et sto­le­ben, og der var blod overalt på stu­en. Pro­ble­met er, at reg­ler­ne for me­di­ci­ne­ring er helt util­stræk­ke­li­ge. Hvis psy­ki­a­tri­loven hav­de væ­ret an­der­le­des, kun­ne jeg ha­ve for­hin­dret det bruta­le over­fald. Jeg føl­te mig mag­tes­løs som læ­ge, og det er me­get fru­stre­ren­de. Bag­eft er skul­le jeg end­da fi nde mig i, at Özlem Cekic an­kla­ge­de mig for ik­ke at ha­ve pas­set mit ar­bej­de. Det var kræn­ken­de og vid­ner om hen­des mang­len­de for­stå­el­se for psy­ki­a­trisk syg­dom. Jeg tør ik­ke me­re ar­bej­de på luk­ket af­de­ling med den nu­væ­ren­de lov­giv­ning. Ær­ger­ligt, for jeg var rig­tig god til mit ar­bej­de. Jeg tu­de­de,... da jeg så fi lmen Ti­ta­nic. Jeg hav­de selv nog­le må­ne­der i for­vej­en be­fun­det mig på en båd uden for Gu­i­nea- Bis­sau, hvor jeg tro­e­de, at bå­den vil­le kæn­tre, og jeg vil­le druk­ne. Min stør­ste ge­ni­streg var,... da jeg gift ede mig med min nu­væ­ren­de mand David. Vi mød­tes i 2006 og har si­den væ­ret soul­ma­tes. Han er fra Slove­ni­en og har lært mig en mas­se om, hvor­dan man tæn­ker uden­for Dan­mark. At ha­ve en uden­land­sk æg­te­fæl­le er en ga­ve og får en til at se på ens eget land på en langt me­re nu­an­ce­ret må­de. David har gjort mig langt me­re kri­tisk over for Dan­mark, end jeg var tid­li­ge­re. David si­ger f. eks. at han kan si­ge hvad som helst uden at bli­ve kaldt ra­cist, for­di han ta­ler med ac­cent. Men jeg kan stort set in­tet si­ge, for­di jeg er blond og ta­ler uden ac­cent. Ju­rapro­fes­sor Eva Smith sag­de ved en høring i Fol­ke­tin­get om mig, da jeg sag­de, at vis­se ud­læn­din­ge be­vidst trak ra­cis­me­kor­tet, når de hav­de pro­ble­mer, at ’ det skul­le man hø­re fra en blond per­son med blå øj­ne’. Man kun­ne få den tan­ke, at hun in­si­nu­e­re­de, at jeg var ra­cist, og det var dog en mod­by­de­lig tan­ke. Men jeg kan jeg jo ik­ke vi­de, hvad hun tænk­te. Det go­de ved at væ­re mig er,... at jeg er sær­de­les selv­kri­tisk. Det tror man­ge nok ik­ke om mig, men jeg er be­sat af at op­fø­re mig kor­rekt, klæ­de mig kor­rekt, duft e kor­rekt, spi­se kor­rekt, ta­le kor­rekt, men jeg er helt be­vidst om, at jeg al­drig vil op­nå per­fek­tion. Men jeg kan da al­tid prø­ve! Det knap så go­de ved at væ­re mig er,... at jeg har ten­dens til at for­lan­ge, at mi­ne om­gi­vel­ser stræ­ber li­ge så me­get eft er per­fek­tion som jeg. Der­for kan jeg på an­dre vir­ke ir­ri­te­ren­de og be­læ­ren­de. Det kan min mand ta­le med om! Når men­ne­sker er i de­res fø­lel­sers vold, ... kan der ske me­get ube­ha­ge­li­ge ting. Der­for for­sø­ger jeg og­så selv at ar­bej­de med mit tem­pe­ra­ment og ik­ke tæn­de af på et for­kert grund­lag. Ulem­pen er nok, at nog­le sy­nes, at jeg er alt for kon­trol­le­ret. Er jeg op­hid­set, sen­der jeg ik­ke en email, men ven­ter nog­le ti­mer. Det si­ges, man ik­ke skal vi­se to­le­ran­ce over for ond­skab, ... og det er jeg helt enig i. Man skal sæt­te græn­ser for græn­se­lø­se men­ne­sker, der ma­ni­p­u­le­rer og er ond­skabs­ful­de. Gør man ik­ke det, sen­der man jo et sig­nal til den on­de om, at den ad­færd er o. k. Jeg ac­cep­te­rer ik­ke ... løgn. Det er me­get vig­tigt for mig at få sandheden at vi­de. Og­så om mig selv. Kan folk ik­ke li­de mig, vil jeg ger­ne vi­de det. Jeg har en tid­li­ge­re ven, som jeg har stærkt mistænkt for ik­ke at kun­ne li­de mig og væ­re mis­un­de­lig på mig. Ved­kom­men­de for­søg­te at und­la­de at vi­se det, men ved­kom­men­des ad­færd af­slø­re­de hans san­de jeg. Min stør­ste dum­hed har væ­ret at tro,... at jeg ik­ke skal væ­re skep­tisk i mit pri­vat­liv. I mit pro­fes­sio­nel­le vir­ke er jeg me­get skarp, og nog­le vil nok si­ge di­rek­te skrap, men i mit pri­vat­liv tror jeg som ud­gangs­punkt på, hvad jeg hø­rer. Og det har vist sig at væ­re dumt. Mit tid­li­ge­re æg­te­skab var nok det bed­ste ek­sem­pel på min nai­vi­tet i mit pri­vat­liv. Jeg ig­no­re­re­de, at min eks- mand, der var læ­ge, drak, at han løj, og eft er skils­mis­sen for­søg­te han, på trods af et sæ­re­je, at fl å mig for pen­ge, for­di jeg var langt me­re vel­ha­ven­de end ham. I dag har Sund­heds­sty­rel­sen fra­ta­get ham ret­ten til at prak­ti­se­re som læ­ge, eft er han er dømt for se­xover­greb på en pa­tient. Jeg måt­te selv vid­ne i ret­ten, og det var nok en af de svæ­re­ste da­ge i mit liv. Det var ho­ved­nyhe­den i TV- Avi­sen og har be­ty­det, at loven om læ­gers op­før­sel over for pa­tien­ter blev stram­met. Sør­ge­ligt og for­stem­men­de. Jeg tog fejl,... da jeg tro­e­de, mi­ne mod­stan­de­re vil­le be­hand­le mig fair. Jeg stil­ler ger­ne op i en liv­lig dis­kus­sion og respek­te­rer al­tid min mod­part. I det gam­le Frank­rig vil­le jeg i fægt­ning ha­ve be­stræbt mig på, at væ­re 100 pct. fair: en gent­le­man. Jeg har fl ere gan­ge op­le­vet, at folk, der ik­ke kan li­de mig per­son­ligt, el­ler som er po­li­tisk ue­ni­ge med mig, har brugt me­get be­skid­te kneb for at få mig til at tie. Men de har hver gang ta­get fejl, for jeg tav ik­ke. Jeg drøm­mer om at ... bli­ve så rig, at jeg bli­ver øko­no­misk uafh æn­gig og kan gø­re i li­vet, som jeg vil. Men det bli­ver jeg al­drig, da jeg ik­ke spil­ler lotto, ik­ke er fod­bold­spil­ler el­ler sku­e­spil­ler og ge­ne­relt ik­ke er så hel­dig an­lagt. Vej­en til ret­fær­dig­hed ... går via re­duk­tion af ver­dens be­folk­ning. Vi er alt for man­ge men­ne­sker. Der­for er bør­ne­be­græns­ning den ene­ste vej til et bed­re liv for de man­ge fat­ti­ge i ver­den. Jeg har rejst i he­le ver­den og set me­gen elen­dig­hed. Der­for er de evi­ge ind­sam­lin­ger i tv og ved at stem­me dørklok­ker nyt­tes­lø­se, for de lø­ser ik­ke det vir­ke­li­ge pro­blem. Jeg tro­e­de, jeg kun­ne gå på van­det, ... da en af mi­ne bø­ger om psy­ko­pa­ter røg ind som num­mer et på be­st­sel­ler­li­sten. Det er en fan­ta­stisk for­nem­mel­se, når for­la­get 24 ti­mer eft er en bog­ud­gi­vel­se rin­ger og si­ger: ’ Vi har ik­ke fl ere bø­ger til­ba­ge’. Det ta­ger så lang tid at skri­ve en bog, så når folk gi­der at læ­se den, er det som opi­um. Det går galt om 10 år,... hvis ik­ke vi dan­ske­re er­ken­der, at vo­res vel­færds­sy­stem ik­ke kan ek­si­ste­re, når me­re end halv­de­len mod­ta­ger over­før­sels­ind­kom­ster. Den fort­sat­te ind­van­dring fra ik­ke- ve­st­li­ge lan­de med dår­ligt ud­dan­ne­de men­ne­sker, hvoraf maks. 25 pct. er i ar­bej­de eft er 10 år, kan gan­ske sim­pelt ik­ke fort­sæt­te. Det går hel­ler ik­ke, når en mor med tre børn på kon­tant­hjælp kan mod­ta­ge over 300.000 kr. per år. Det er van­vid. Jeg un­drer mig over,... at rød blok ik­ke snart ind­ser, at dansk vel­færd er tru­et, og at vej­en frem ik­ke er øge­de skat­ter og ube­græn­set ind­van­dring. Par­ti­er som De Ra­di­ka­le og So­ci­al­de­mo­kra­ter­ne kom­mer til at stå med et stort for­kla­rings­pro­blem over for kom­men­de ge­ne­ra­tio­ner. At væ­re et godt men­ne­ske ind­be­fat­ter ... at du er fair og op­fø­rer dig or­dent­ligt. Du skal ha­ve for­stå­el­se for an­dre kul­tu­rer og ik­ke tro, at din må­de at gø­re tin­ge­ne på er den rig­ti­ge. Og så skal du respek­te­re au­to­ri­te­ter. Ik­ke blindt, men der er jo en grund til, at no­gen er po­li­ti­mand, pi­lot, stats­mi­ni­ster el­ler læ­ge. Dan­mark har en alt for fl ad kul­tur, hvor al­le er li­ge. Al­le er nem­lig ik­ke li­ge, her kan vi læ­re en hel del af f. eks. Portu­gal, hvor jeg bor en del af året. God op­før­sel er, hvad der ad­skil­ler men­ne­sker fra dyr. Ter­ror må vi væn­ne os til... Si­den 11. sep­tem­ber 2001 er ver­den for­an­dret for al­tid. Is­lam og kri­sten­dom har en lang tra­di­tion for ik­ke at kun­ne le­ve si­de om si­de. Bal­kan og Den Ibe­ri­ske Halvø er to sør­ge­li­ge ek­semp­ler på, hvor­dan re­li­gions­krig kan øde­læg­ge alt. Der­for er jeg atei­st. Af­skaff ede vi al re­li­gion, vil­le ver­den væ­re et langt me­re fre­de­ligt sted. Ak­tu­elt er mus­li­mer­ne de mest vol­de­li­ge, men tænk blot på ser­ber­ne un­der kri­gen på Bal­kan i 1990er­ne, IRA i Nor­dir­land i 1970er­ne el­ler den span­ske in­k­vi­si­tion. Re­li­gion er for mig vej­en til evig ufred.

BLÅ BOG Hen­rik Day Poul­sen er 48 år, de­bat­tør, for­fat­ter og del­tids­an­sat over­læ­ge ved Psy­ki­a­trisk Cen­ter Kø­ben­havn. Han dri­ver en del­tids spe­ci­al­læ­ge­prak­sis i det in­dre Kø­ben­havn, har en ph. d. i an­ven­del­se af tvang i psy­ki­a­tri­en, har væ­ret an­sat på Justits­mi­ni­ste­ri­ets Retspsy­ki­a­tri­ske Kli­nik i Kø­ben­havn og er tid­li­ge­re re­dak­tør for neu­ro­fa­ge­ne på Uge­skrift for Læ­ger. Hen­rik Day har skre­vet en ræk­ke po­pu­læ­re bø­ger om psy­ki­a­tri­ske em­ner bla. psy­ko­pa­ti, fa­na­tis­me, vold mod kvin­der og læ­gers sam­ar­bej­de med me­di­ci­na­lin­du­stri­en.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.