180° ’ Jeg le­ve­de i et sku­e­spil’

Emi­lie Krogh le­ve­de det ’ per­fek­te’ jet­set- liv nord for Kø­ben­havn. Men da hun blev mor, indså hun, at de flot­te kjo­ler, de sto­re fe­ster og det per­fek­te bryl­lup ik­ke var det, der gjor­de hen­de lyk­ke­lig

BT - - WEEKEND - Af Ma­rie Var­m­ing Fo­to Si­mon Læs­søe

btwe­e­kend@ bt. dk

Emi­lie Krogh sid­der på gul­vet i sin lej­lig­hed nord for Kø­ben­havn. På skø­det har hun sin seks må­ne­der gam­le søn. Hen­des mand er gå­et på ar­bej­de, og hun plud­rer lystigt med den lil­le dreng. Plud­se­ligt går op for hen­de, at han en dag vil vok­se op og bli­ve li­ge­som hen­de. Bli­ve som Emi­lie, der al­tid har for­søgt at gø­re det rig­ti­ge - uden at fø­le sig helt hjem­me i det.

Skal han vir­ke­lig vok­se op og spej­le sig i det her, spør­ger hun sig selv.

» Da jeg kig­ge­de ind i hans øj­ne den for­mid­dag, blev jeg be­vidst om, at jeg hav­de le­vet i et sku­e­spil, « for­kla­rer Emi­lie Krogh, om den dag for 11 år si­den, hvor hun indså at hen­des per­fek­te liv, var byg­get på en løgn.

I dag er hun 37 år og kan kig­ge til­ba­ge på en ung­dom, hvor hun gjor­de alt, hvad hun kun­ne for at pas­se ind i bil­le­det af den fe­te­re­de over­klas­sepi­ge.

I dag kan hun se, at søn­nen Fre­de­rik var net­op det, der skul­le til for at få hen­de til­ba­ge på spo­ret af sig selv – og lyk­ken.

Hun ryd­der op i det sto­re hus i Bir­ke­rød, hvor mand num­mer to og de­res til­sam­men fi­re børn, net­op har for­ladt ma­trik­len, så hun kan for­tæl­le sin hi­sto­rie. For­tæl­le om gym­na­sie­ti­den, vær­di­er­ne, skils­mis­sen og så – hi­sto­ri­en om kron­prin­sen. I den ene en­de af hu­set her­sker cor­n­fla­kes- ka­os end­nu, mens Fu­re­sø lig­ger blå uden for vin­du­er­ne til den an­den si­de. Hun tris­ser hjem­me­vant rundt i je­ans, af­slap­pet hvid skjor­te og lø­se­ligt op­sat hår og et smil - der tæn­der som en lam­pe.

Guld, sølv og di­a­man­ter

Øre­gård Gym­na­si­um lig­ger lidt nord for Kø­ben­havn i en ver­den, hvor ha­vud­sigt, jagu­a­rer og vil­la­er er hver­dagskost. Det var her Emi­lie Krogh hav­ne­de i 1. G. Ef­ter hun hav­de for­ladt den krist­ne Ry­gaards Sko­le, hvor dags­or­de­nen for de før­ste ni år af hen­des sko­le­tid hav­de væ­ret præ­get af næ­stekær­lig­hed og med­men­ne­ske­lig­hed.

» Jeg var me­get let på­vir­ke­lig. Jeg kan ty­de­ligt hu­ske, at jeg gik fra ni­en­de kla­se til 1. g og tænk­te: Nu skal jeg ud i vir­ke­lig­he­den. Min klas­se­læ­rer, som hav­de kendt mig si­den bør­ne­ha­ve­klas­sen spurg­te mig, om jeg nu var helt sik­ker på, at det var Øre­gård, jeg skul­le på. Jeg vid­ste ik­ke, hvor­for hun spurg­te, men i dag kan jeg godt se det, « si­ger Emi­lie Krogh med et bredt smil.

» Jeg blev mødt af et helt an­det vær­di­sæt, der be­stod af tøj, sta­tus og pre­sti­ge. Al­le mi­ne klas­se­kam­me­ra­ter bo­e­de i sto­re vil­la­er – end­da palæ­er. Min egen fa­mi­lie hav­de og­så en vil­la i om­rå­det. Og jo, vi hav­de da og­så et som­mer­hus med ha­vud­sigt. Der er ik­ke no­get galt med at ha­ve det, men på Øre­gård blev det vist frem og dyr­ket på en må­de, som jeg ik­ke hav­de mødt før, « for­kla­rer Emi­lie Krogh. At star­te i 1. g var en øjenåb­ner. » Jeg tænk­te: ’ Er det her den vir­ke­lig­hed, som voks­ne går rundt i’. Hvis alt det her var det rig­ti­ge, så måt­te det jo væ­re mig, der var no­get galt med. «

Hvad kan jeg bli­ve?

Emi­lie Krogh kla­re­de sig igen­nem en ma­te­ma­tisk stu­den­terek­sa­men, selv om hun skal kæm­pe for ka­rak­te­rer­ne.

» Jeg lær­te, at hvis jeg vil­le frem i ver­den, skul­le jeg kla­re mig godt i de ma­te­ma­ti­ske fag. Li­ge net­op de fag, hvor alt skal kun­ne må­les og ve­jes. Men jeg var dår­lig til det. Jeg hav­de et lavt selv­værd i for­vej­en, og så slet ik­ke, at jeg jo var god til de fag, hvor man skul­le ana­ly­se­re, for­tol­ke og ha­ve empati med an­dre men­ne­sker. «

In­den Emi­lie var ble­vet stu­dent, hav­de hun meldt sig ind i Kon­ser­va­tiv Ung­dom, hvis ord var lov i Char­lot­ten­lund og om­egn.

Hun er næ­sten flov over at in­drøm­me det... Men hun tog og­så jagt­tegn.

» Helt ær­ligt. Jeg er så­dan en pi­ge, der ik­ke kan træ­de på en my­re. Jeg fø­ler mig dybt for­bun­det med dyr, og jeg er end­da ve­ge­tar. Hvad skul­le jeg med et jagt­tegn? Men jeg hav­de lært, at man en­ten spil­le­de golf, el­ler og­så tog man rundt på jy­ske god­ser og gik på jagt. «

Fe­ster og gæ­ster

I star­ten af 20er­ne mød­te Emi­lie Krogh en kæ­re­ste, som kom fra sam­me mil­jø nord for Kø­ben­havn. Han pas­se­de per­fekt ind. Han spil­le­de golf og gik til fest på god­ser­ne. Par­ret bo­e­de i en lej­lig­hed på Or­d­rup­vej, og Emi­lie, der på det tids­punkt læ­ste til sy­geple­jer­ske, - for­di det godt kun­ne for­sva­res og pas­se­de pænt ind i det kon­ser­va­ti­ve køns­rol­le­møn­ster - vid­ste godt, at de hav­de ret­ning mod et kir­ke­bryl­lup.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.