’ Hvis vi gør, som vi ple­jer ...’

BT - - WEEKEND -

Har du vir­ke­lig lø­bet 42 km, Mi­chel­le? Dét spørgs­mål er jeg ble­vet stil­let me­re end en gang. Det kan vir­ke som idi­o­ti, at tvin­ge det ene ben for­an det an­det, kun for at kun­ne si­ge, at man kun­ne gø­re det he­le 42,195 km. Men ja, jeg har gjort det. Èn gang. Ud fra en be­tragt­ning om, at hvis man gør, som man ple­jer, får man det sam­me re­sul­tat – som man ple­jer. Og jeg træng­te ær­lig talt til et nyt re­sul­tat. Der­for løb jeg 42 km. For det stør­ste idi­o­ti er, at ven­te på mirak­ler og for­an­dring, mens vi gør, som vi ple­jer... Vi gør det ik­ke, for at le­ge men­ne­ske­lig stopklods. Næ, vi gør det, for­di vi er ban­ge. Ban­ge for den sto­re, fe­de af­vis­ning. Hvis vi en­de­lig vover pel­sen og gør no­get cra­zy, så skræm­mer vi vo­res om­gi­vel­ser, som må­ske ik­ke er klar til for­an­dring. El­ler som selv er ban­ge for at bli­ve af­vist. Da min søn var i USA i 6 må­ne­der, hør­te jeg næ­sten in­tet fra ham. Jeg bad des­pe­rat om bil­le­der – og fik ét af en tom gym­na­stiksal. Tak – hvad skal man li­ge lig­ge i det? Men plud­se­lig mang­le­de han pen­ge – til et jak­ke­sæt – så rin­ge­de han. Han skul­le ud med en pi­ge. Me­re fik jeg ik­ke at vi­de... Jeg fo­re­stil­le­de mig, at hun var den før­ste. Det var vildt – på frem­med grund og med mig ( sin støt­te) langt væk. Men hi­sto­ri­en var me­get vil­de­re end det – skul­le det vi­se sig. Til mig sag­de han kun, at han mang­le­de pen­ge. Re­sten af hi­sto­ri­en fik jeg af mo­de­ren i hans ame­ri­kan­ske vært­s­fa­mi­lie. For han hav­de jo ik­ke ’ ba­re’ rin­get til pi­gen og spurgt, om hun vil­le gå ud med ham. Han hav­de la­vet et skilt... Og til et tem­me­lig vel­be­søgt sport­s­stæv­ne, holdt

er, han skil­tet op – så al­le kun­ne se det. På skil­tet spurg­te han den ud­kår­ne, der stod midt på ba­nen i sports­hal­len, om hun vil­le gå med ham til årets af­slut­nings­fest. Et skilt?!! Hi­sto­ri­en er smuk. Fak­tisk en Hol­lywood- film vær­dig. Min søns før­ste da­te... Jeg er sta­dig stolt. Men når sandheden skal frem. Så var det godt, at jeg in­tet vid­ste. Godt, at jeg var på den an­den si­de af klo­den. For jeg vil­le hav­de stop­pet ham. For at pas­se på ham – na­tur­lig­vis. Vi er ræd­sels­slag­ne for af­vis­nin­gen. I en grad så vi og­så er ræd­sels­slag­ne for at dem, vi hol­der af skal bli­ve af­vist. Der­for er et ek­stra lag vat at fo­re­træk­ke. Me­re vat. Og lidt me­re. Ger­ne usyn­ligt. Vi tror, at vi gør vo­res børn en tje­ne­ste. Men når vi pas­ser på dem, pak­ker vi dem i vir­ke­lig­he­den ind i me­re vat. Me­get vat. Og så bli­ver vi in­de i kom­fortzo­nen. Og drøm­mer om for­an­dring, mens vi gør, som vi ple­jer. P. S. Hun sag­de ja – selv­føl­ge­lig. Hav­de hun sagt nej til en ung mand med så me­get mod og fan­den- ivoldsk­hed, ja så bur­de hun og­så men­ta­lun­der­sø

ges. Hvem vil­le jeg selv fo­rel­ske mig i? En vat­pik, der gør som han ple­jer. El­ler ham der med li­vet som ind­sats og ri­si­ko­en for en to­tal of­fent­lig af­vis­ning har la­vet et skilt, som han frygt­løs

vi­ser til he­le ver­den? Hel­di­ge pi­ge. Hel­di­ge søn. Og hel­digt at jeg – som en el­sken­de stopklods – ik­ke var til­ste­de i den sports­hal. Husk – man ska­ber sit eget held ved at gø­re no­get – an­det.

We­e­kend - 14.03.2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.