AN­NET­TE HEICK Som Fan­den læ­ser Bi­be­len

BT - - SØNDAG -

Når jeg skri­ver mi­ne klum­mer til den­ne si­de, mod­ta­ger jeg oft e man­ge kom­men­ta­rer. Hvil­ket al­tid glæ­der mig. Bå­de for­di jeg sy­nes, di­a­log er in­ter­es­sant, og for­di jeg vir­ke­lig sæt­ter pris på fe­ed­ba­ck. Po­si­tiv som ne­ga­tiv. I DEN­NE UGE er det dog ble­vet ek­stra ty­de­ligt for mig, at man­ge men­ne­sker læ­ser, som Fan­den læ­ser Bi­be­len. Og det er ik­ke, for­di jeg skal kom­me med en lang for­svarsta­le, men det ka­ster lys over, hvor­for vi men­ne­sker som­me ti­der kryd­ser klin­ger. Jeg har mod­ta­get tre bre­ve: EN AN­NE METTE er ble­vet vold­somt stødt over, at jeg har rå­d­gi­vet en kvin­de til at bli­ve sam­men med sin mand og ik­ke stik­ke af med sin el­sker. ’ Jeg er mil­dest talt ry­stet over dit svar til en kvin­de, der i den grad er gå­et kold på sin mand. Hun har for­søgt at rå­be ham op læn­ge. Det er dét, hun skri­ver. Han er tyk, lad og doven, og al­li­ge­vel skri­ver du, at hun for en­hver pris skal prø­ve at bli­ve i sit for­hold’, skri­ver An­ne Mette til mig. DET SJOVE VED det er jo, at den om­tal­te kvin­de hver­ken kald­te sin mand ’ tyk’, ’ lad’ el­ler ’ doven’. Li­ge­som jeg hel­ler ik­ke i mit svar skrev, at hun for en­hver pris skul­le red­de æg­te­ska­bet. Men jeg har sva­ret An­ne Mette og la­det hen­de for­stå, at jeg sy­nes, at og­så dov­ne, tyk­ke og la­de men­ne­sker har krav på at bli­ve or­dent­ligt be­hand­let af de­res æg­te­fæl­le. LIS SKRI­VER: ’ BLI­VER lidt harm, når du skri­ver, at de kun får op til 25.000, ’ som ik­ke kan be­teg­nes som en kon­ge­løn’. Så må jeg alt­så for­tæl­le dig, at vi er man­ge, som har en så­dan løn. Kom li­ge ud i den vir­ke­li­ge ver­den.’ LIS HEN­VI­SER TIL sid­ste uges klum­me, der hand­le­de om skis­ma­et, at vis­se un­ge fra­væl­ger et job, for­di de sy­nes, 22.000 er for lidt, mens an­dre knok­ler en vis le­gem­s­del ud af buk­ser­ne for min­dre. Og da kon­ge­løn er et an­det ud­tryk for en me­get høj løn, kan jeg ik­ke fo­re­stil­le mig, at ret man­ge sy­nes, at 20- 25.000 bli­ver op­fat­tet som så­dan, hvis man, som dem jeg nævn­te i ar­tik­len, ar­bej­der seks da­ge om ugen, ik­ke har de go­der, der fi ndes i nor­ma­le job­ty­per, og selv skal be­ta­le al­le for­sik­rin­ger, her­un­der pen­sion. Lis mis­se­de der­med po­in­ten: Vi skal væk fra at vur­de­re vær­di­en af et job på løn­nens stør­rel­se. DET TRED­JE BREV kom­mer fra en kvin­de, som blev adop­te­ret fra Ru­mæ­ni­en som ni- årig og har en psy­kisk li­del­se, hvor­for hun er på kon­tant­hjælp. Hun har skre­vet til mig i hå­bet om, at jeg vil væ­re med til at rå­be po­li­ti­ker­ne og dan­sker­ne i al al­min­de­lig­hed op: ’ Jeg er led og ked af hver dag at hø­re, at kon­tant­hjælps­mod­ta­ger­ne er nog­le dov­ne, pen­ge­slu­gen­de, egoi­sti­ske folk,’ skri­ver Juli­an­na, der har en hjer­te­gri­ben­de hi­sto­rie, hvor­for jeg straks fat­te­de sym­pa­ti. DET GØR MIG ondt, at Juli­an­na op­fat­ter de­bat­ten så­dan. Jeg læ­ser hver dag to- tre avi­ser, hø­rer ra­dio­a­vis og ser News. Jeg stø­der sim­pelt­hen ik­ke på det syns­punkt, hun med ret­te bli­ver ked af. Mit bud er, at Juli­an­na læ­ser den slags på de so­ci­a­le me­di­er, hvor brok­ke­ho­ve­der og su­re op­stød fyl­der alt for me­get. Mit bed­ste råd til hen­de vil­le væ­re: Drop Fa­ce­book og spar dig selv for man­ge be­kym­rin­ger, for det er et me­die, der på in­gen må­de gi­ver et se­ri­øst el­ler re­a­li­stisk bil­le­de af den ge­ne­rel­le hold­ning. SER MAN BORT fra Fa­ce­book, kan det væ­re en god idé at læ­se, hvad der rent fak­tisk skri­ves rundt om­kring og der­med bli­ve bed­re til at hol­de eg­ne fø­lel­ser ude. Så snart vi be­gyn­der at tol­ke og til­læg­ge mo­ti­ver, er der nem­lig ri­si­ko for, at vi bli­ver ke­de af det.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.