DØ­DE­NS TRI­UMF

For­mel 1 fyl­der 65 år, og det er 65 år, der har budt på man­ge sto­re øje­blik­ke og ner­vepi­r­ren­de dra­ma­er. Ik­ke me­get slår dog den gro­te­ske hi­sto­rie om Jo­chen Rindts tragi­ske ver­dens­mester­skab

BT - - DANMARKS SPORTSAVIS - F1 FYL­DER HALVRUNDT Lars B. Jør­gen­sen lbj@ spor­ten. dk

Jo­chen Rindt vid­ste det godt selv. Som For­mel 1- kø­rer le­ver man stærkt og ri­si­ke­rer at dø me­nings­løst ung.

Det var vil­kå­re­ne den­gang i 1960er­ne og 1970er­ne, da mo­tor­spor­tens fuld­blod­s­klas­se hand­le­de om alt an­det end dæk­stra­te­gi, down­for­ce og ben­z­in­for­brug. Hvor den en­kel­te kø­rer blev be­dømt på sin ev­ne til at kø­re for­ban­det stærkt, væ­re vil­lig til at ven­de vrangen ud på kon­vo­lut­ten og om­fav­ne en­hver ri­si­ko som en mand.

Med li­vet som ind­sats og dø­den som blind pas­sa­ger. Det gjor­de Jo­chen Rindt.

For Jo­chen Rindt var dø­den langt fra no­gen frem­med stør­rel­se. Han hav­de mi­stet beg­ge si­ne for­æl­dre, da de al­li­e­re­de i 1943 søn­der­bom­ben­de fø­de­by­en Mainz un­der An­den Ver­denskrig. Og på dren­ge­væ­rel­set hos si­ne bedste­for­æl­dre i østrig­ske Graz sam­le­de han på hi­sto­ri­er om de mo­tor­sports­hel­te, for hvem for­hol­det mel­lem tri­umf og tra­ge­die var en livs­far­lig li­nedans.

Dø­de­ns år­ti

Op igen­nem 1960er­ne dø­de 11 etab­le­re­de For­mel 1- pi­lo­ter på stri­be. En af de før­ste til at be­ta­le den ul­ti­ma­ti­ve pris var den ty­ske adels­mand og vove­hals Wol­f­gang von Trips, der på Mon­za blev slyn­get over bar­ri­e­ren, in­den han i sin Fer­ra­ri tog 14 til­sku­e­re med sig i dø­den.

Det er hæn­del­ser af en ka­rak­ter, man skal kun­ne iso­le­re. Læg­ge bag sig. Fortræn­ge langt ned i un­der­be­vidst­he­dens kry­be­kæl­der.

Jo­chen Rindt ar­gu­men­te­re­de med en ka­rak­te­ri­stisk kølig­hed, no­gen kun­ne fri­stes til at kal­de tysk i sin men­tale grundsub­stans.

» In­gen mand kan vi­de, hvor lang tid, han vil le­ve. Men på grund af net­op det, skal du gø­re så me­get som mu­ligt så hur­tigt, du kan, « sag­de han.

Det er nem­me­re sagt end gjort. Jo­chen Rindt vil­le hel­le­re end ger­ne kø­re stærkt. Me­get stærkt. Men ak­ku­rat som Ke­vin Magnus­sen har måt­tet san­de, skal man væ­re me­re end ba­re en dyg­tig ra­cer­kø­rer for at ram­me et sæ­de i For­mel 1. Man må væ­re bå­de diplo­mat, for­ret­nings­mand og til­pas fan­de­ni­voldsk på ret­te tid og sted.

Der er sjæl­dent no­gen li­ge vej ind i en For­mel 1- ra­cer. Rindt måt­te i 1964 selv sky­de 4.000 en­gel­ske pund ind i en F2 Brabham for over­ho­ve­det at kun­ne vi­se sit værd. Det gjor­de han så. Og­så i den grad.

Frygt­løs

Året eft er teg­ne­de den tysk fød­te østri­ger kon­trakt med det bri­ti­ske Coo­per team. Rindt var ble­vet kendt som en mand, der kun­ne tæm­me selv en vild og ur­e­ger­lig bil. El­ler ret­te­re: Rindt led ik­ke af tæ­ren­de frygt for de kræft er, der kun­ne slip­pes løs un­der en mo­tor­hjelm. Han var kendt for at vil­le gå til græn­sen og ger­ne over.

» Kø­rer jeg no­gen­sin­de in­den for græn­ser­ne, « sva­re­de Jo­chen Rindt med sin slet skjul­te ar­ro­gan­ce en­gang, da han blev spurgt om, hvor tit han kun­ne pres­se sit kø­re­tøj ud over de fl este dø­de­li­ges kom­fortzo­ne.

Det tog ik­ke Jo­chen Rindt ret lang tid at etab­le­re sig som en mand, der kun­ne for­vand­le et ra­ce til en nå­des­løs, ån­de­dræts­lam­men­de gyser. Men i en æra, hvor det var me­re re­gel end und­ta­gel­se med vold­somt upå­li­de­li­ge og jævnt hen livs­far­li­ge bi­ler, var me­ka­nik­ken al­drig med Jo­chen Rindt.

Først i 1969, fi re år eft er sin de­but, til­bød Lo­tus ham en kon­trakt som den før­ste ik­ke- bri­ti­ske kø­rer no­gen­sin­de. End­nu mens skyg­gen fra den tragisk foru­lyk­ke­de le­gen­de Jim Clark hvi­le­de over hol­det.

1970 blev Jo­chen Rindts år. Hans sejr i Mo­na­cos Grand Prix bød på en uforg­lem­me­lig du­el med Ja­ck Brabham, der blev pres­set til en kø­re­fejl i sid­ste sving på sid­ste om­gang. Og så­dan fort­sat­te det i Hol­land, Frank­rig, Eng­land og Tys­kland.

Da det blev tid for Ita­li­ens Grand Prix på Mon­za, blev der eks­pe­ri­men­te­ret i en grad, som vil­le væ­re uhørt i mo­der­ne For­mel 1. Kon­kur­ren­ter som skot­ten Ja­ck­ie Stewart og Den­ny Hul­me pil­le­de hæks­poi­le­ren af de­res bi­ler. Det be­tød en hø­je­re top­fart, men og­så en langt me­re usta­bil ra­cer.

Skæb­nesvan­ger

Den skæb­nesvan­gre sø­gen eft er me­re fart var et pro­dukt af en tid uden de strik­se re­gu­le­rin­ger, vi ken­der fra nu­ti­dens For­mel 1. Der blev ta­get vil­de ri­si­ci, ba­ner­ne var re­ne døds­fæl­der, og bi­ler­ne var uden an­dre sik­ker­heds­for­an­stalt­nin­ger end en fem­punkt­s­se­le.

Som så oft e før i spor­tens hi­sto­rie er dødsulykker et sam­men­træf af om­stæn­dig­he­der. Jo­chen Rindts var in­gen und­ta­gel­se. An­gi­ve­ligt und­lod han at spæn­de sin sik­ker­heds­se­le i skrid­tet for at væ­re sik­ker på at kun­ne kom­me hur­tigt ud af en bræn­den­de bil. Bar­ri­e­rer­ne på Mon­za var og­så fejl­kon­stru­e­re­de. Og ved eft er­sy­net af den Lo­tus, som Rindt plø­je­de ind i Pa­ra­bo­li­ca kur­ven i, fandt man en de­fekt på brem­sen i høj­re si­de.

At en kø­rer foru­lyk­ker med dø­de­lig ud­gang, når han fø­rer i kam­pen om VM- tit­len, er hel­dig­vis ik­ke hver­dagskost. Ma­te­ma­tisk sik­re­de Jo­chen Rindt sig VM kort tid eft er sin død, da Emer­son Fit­ti­pal­di sej­re­de på Wat­kins Glen i USA i sæ­so­nens næst­sid­ste grand­prix.

Man­den i cen­trum måt­te alt­så fejres po­st­humt. Som en fal­den kri­ger på spor­tens slag­mark. Det var før­ste og ene­ste gang, og hel­dig­vis for det.

Jo­chen Rindts ver­dens­mester­skab var først og frem­mest dø­de­ns tri­umf. Det var så mor­bidt og ab­surd, som det kun­ne væ­re.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.