’ Stress er en del af min ba­ga­ge’

BT - - KENDER DU DET? -

Så­dan kom­mer du over stress’ hed over­skrif­ten i et da­me­blad for ny­lig. Det er no­get slud­der. For det kan man ik­ke. Har man haft stress, kom­mer man al­drig helt over det. Det vil al­tid væ­re en del af ens ba­ga­ge. Jeg gik ned med stress for nog­le år si­den. Som i helt ned. I 3 må­ne­der mag­te­de jeg ik­ke at ta­ge te­le­fo­nen el­ler at åb­ne min mail. Alt ar­bej­de blev af­lyst. Den smu­le ener­gi jeg hav­de, brug­te jeg på mi­ne børn og på at kon­tak­te en psy­ko­log. Sam­men med hen­de fik jeg styr på, hvor­for jeg hav­de budt mig selv at bli­ve så stres­set. Hvor­for jeg ik­ke hav­de pas­set bed­re på mig selv. Ef­ter de 3 må­ne­der be­gynd­te jeg – li­ge så stil­le – at bli­ve nys­ger­rig på li­vet igen, at ha­ve lyst til at del­ta­ge i ver­den. Så stres­sen gik over. På en må­de. Men det bli­ver al­drig helt det sam­me. Jeg kom­mer al­drig til at kun­ne bæ­re li­ge så sto­re byr­der, som jeg gjor­de før. Jeg kom­mer al­drig til at kun­ne ’ ta­ge mig sam­men’ på sam­me må­de som før. Min krop stop­per mig læn­ge før, jeg over­ho­ve­det kom­mer i nær­he­den af at dri­ve rov­drift på mig selv igen. Hvis mit nye jeg hav­de for­talt mit gam­le jeg, at det vil­le en­de så­dan, så hav­de mit gam­le jeg sagt, at jeg var en slapsvans og en tu­de­prin­ses­se. Men mit gam­le jeg var hel­ler ik­ke så klogt. Mit gam­le jeg tro­e­de, at min vær­di lå i, at jeg kun­ne kla­re me­re end al­le an­dre. Min psy­ko­log sag­de: ’ hvis du var en bu­tik, vil­le der væ­re et skilt i vin­du­et, hvor der stod: ’ Svæ­re op­ga­ver lø­ses på 5 mi­nut­ter. Umu­li­ge op­ga­ver ta­ger mu­lig­vis lidt læn­ge­re tid’. Du tror nær­mest, du er Gud’. Jeg sva­re­de: ’ Hvad me­ner du med ’ næ­sten’ og ’ tror’?’ Post- stress ver­sio­nen af mig selv ved godt, at jeg ik­ke be­hø­ver at væ­re per­fekt. Folk kan godt li­de mig, selv­om jeg ’ ba­re’ er et al­min­de­ligt men­ne­ske. Fak­tisk tæn­ker folk ik­ke så ski­de me­get over, hvad jeg gør og ik­ke gør. De sy­nes vist ba­re, at det er rart, jeg har få­et ko­sten ud af rø­ven og slap­per lidt me­re af. Det be­ty­der ik­ke, at jeg ik­ke kan fal­de til­ba­ge i den ad­færd, hvor jeg på­ta­ger mig for me­get. Selv­om jeg er kom­met over stress én gang og har lært en mas­se, be­ty­der det ik­ke, at jeg ik­ke får stress igen. Det gør jeg. For den slags æn­drin­ger af ens ad­færd kræ­ver øvel­se. Mas­ser af øvel­se. Øvel­ser i at mær­ke, hvad min krop si­ger, og hvor mi­ne græn­ser går, har gjort min stres­stær­skel me­get la­ve­re. Det be­ty­der ik­ke, at jeg er svag. Det be­ty­der, at jeg er ble­vet hur­ti­ge­re til at mær­ke mig selv. Når min krop nu re­a­ge­rer, be­ty­der det ik­ke, at jeg er ved at gå ned med stress. Det be­ty­der, at jeg skal stop­pe op og un­der­sø­ge, hvad der er galt. For min krop har ret, og den er klo­ge­re, end jeg er. Den hjæl­per mig til at pas­se på mit sind. Nog­le gan­ge over­vur­de­rer jeg, hvad jeg kan nå. El­ler jeg bru­ger for me­get kr­udt på at hjæl­pe an­dre, så der ik­ke er plads til mig selv. Så si­ger min krop: ’ Hal­lo, fi­ster. Nu kan du ik­ke me­re.’ Det kan kom­me til ud­tryk ved, at jeg får hjer­te­ban­ken, at jeg bli­ver enormt træt, el­ler at jeg får lyst til at spi­se en mas­se tom­me kal­o­ri­er. Krop­pen sag­de og­så fra før. Men den­gang hav­de jeg ik­ke lært at lyt­te. Den­gang trom­le­de jeg henover samt­li­ge sig­na­ler ved at ka­ste mig ud i end­nu fle­re pro­jek­ter. Nye pro­jek­ter – og at hjæl­pe an­dre – gav nem­lig et dej­ligt en­dor­f­in­fix, så jeg slap for at mær­ke mig selv. Jeg føl­te mig uund­vær­lig, hav­de mas­ser af job og mas­ser af pen­ge. Så ’ fuck’ om jeg ryste­de lidt på hæn­der­ne og hav­de hjer­te­ban­ken. Men krop­pen er en in­si­ste­ren­de rad. Til sidst tal­te den med så sto­re bog­sta­ver, at det ik­ke var mu­ligt at stå ud af sen­gen. Plud­se­lig sad Angst, De­pres­sion og Ud­mat­tel­se oven­på min dy­ne og tryk­ke­de mig ned i madras­sen. Og de tru­e­de med at bli­ve sid­den­de, hvis ik­ke jeg be­gynd­te at pas­se bed­re på mig selv. Før man går ned med stress, er det vær­ste man kan fo­re­stil­le sig, at man ik­ke kan kla­re det, man ple­jer. Når først man er gå­et ned, kan man ik­ke fo­re­stil­le sig, at man no­gen­sin­de kom­mer til at kla­re no­get som helst over­ho­ve­det. Men får man kæm­pet sig oven­på igen og læ­rer si­ne eg­ne sig­na­ler at ken­de, så ser man, at stress slet ik­ke er så skræm­men­de. Den hjæl­per dig til at mær­ke, hvor me­get du kan hol­de til. Du bli­ver al­drig den sam­me, som du var før. Du bli­ver bed­re og klo­ge­re. • Chri­sti­na Se­derq­vist er 40 år, for­fat­ter, ko­mi­ker og fored­rags­hol­der. Kendt fra se­ri­en ’ Skrå­plan’, som hun la­ve­de med Linda P. Hun er mor til to og er for ny­lig flyt­tet på lan­det med børn, kæ­re­ste og en min­dre dy­re­park. • I næ­ste uge skri­ves klum­men af Mi­chel­le Hvi­id

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.