EL PI­STO­LERO -

Lu­is Suárez er en af ver­dens bed­ste an­gri­be­re og den må­ske mest kon­tro­ver­si­el­le skik­kel­se i mo­der­ne top­fod­bold. I går ud­kom sports­bi­o­gra­fi en om ham. BT brin­ger her et ud­drag af ’ Kri­ge­ren’

BT - - SPORTEN - BOG- UD­DRAG

Man kan godt bli­ve for­ar­get over, at uru­gu­ay­er­ne bli­ver ved med at for­sva­re Suárez. Men det er vig­tigt at for­stå, at i Uru­gu­ay er fod­bold det vig­tig­ste na­tio­na­le sam­lings­punkt og den vig­tig­ste eks­portva­re. De har in­gen na­tu­ra­li­er li­ge­som i Ar­gen­ti­na og Bra­si­li­en, og der­for be­skyt­ter de de­res unik­ke pro­dukt. Fod­bol­den. Det er den ene ting, de har at by­de på. Fle­re jour­na­li­ster fra Salto og Mon­te­vi­deo har for­talt, at de sag­tens kun­ne se det me­get be­kla­ge­li­ge og ab­sur­de i Suárez’ hand­lin­ger. De men­te og­så, at han skul­le straff es, og de vil­le ger­ne skri­ve om det. De vil­le ba­re al­drig tur­de si­ge det til re­fe­rat.

De le­ver i lan­det, hvor Suárez’ skal­le til en dom­mer i ung­domsår­e­ne er ble­vet gemt af vej­en. Der fl ore­rer ryg­ter om, at Suárez har helt op til 4 yder­li­ge­re bi­de­epi­so­der fra ti­den i Uru­gu­ay, her­un­der og­så, da han spil­le­de for Na­cio­nal. De sa­ger skul­le og­så væ­re ar­ki­ve­ret lodret i glem­s­len. De kan ik­ke gra­ves frem.

Fre­elan­cejour­na­list Ri­car­do Ga­bi­to for­tæl­ler så­gar en end­nu me­re van­vit­tig hi­sto­rie. Han er en af de sport­sjour­na­li­ster, der kon­ti­nu­er­ligt har for­søgt at af­dæk­ke kor­rup­tio­nen og ma­fi atil­knyt­nin­gen i uru­gu­aysk fod­bold. Han fandt fak­tisk den dom­mer, som Suárez i ung­domsår­e­ne hav­de nik­ket en skal­le. Lu­is Lar­ran­ga, skul­le han an­gi­ve­ligt hed­de. Det vi­ste sig, at Lar­ran­ga var ble­vet tru­et me­get bog­sta­ve­ligt til at tie om episo­den over for me­di­er­ne. Ga­bi­to gra­ve­de den frem i 2003, men kort tid eft er kør­te to per­so­ner ind i hans ind­kør­sel, brød ind i hans hus, tog kvæ­ler­tag på ham og skød ham i be­net. Ga­bi­to har ik­ke få­et bragt en ar­ti­kel si­den 2003. Hans ynd­lings­spil­ler er i øv­rigt Lu­is Suárez.

************ Ga­bi­tos hi­sto­rie kan ik­ke ve­ri­fi ce­res, men den er et godt ud­tryk for, hvad der er på spil i Uru­gu­ay, når det hand­ler om fod­bold. Lan­det kan af fl ere år­sa­ger ik­ke hol­de til, at de­res fod­bold­fa­brik går fal­lit. I for­tæl­lin­gen om fod­bol­den i Uru­gu­ay er Suárez en vig­tig per­son. I dis­se år sel­ve ho­ved­per­so­nen. Der­for skal

KRI­GE­REN. han for­sva­res, selv­om en del jour­na­li­ster ger­ne vil­le for­tæl­le den an­den si­de og­så. Selv præ­si­dent Muji­ca har sik­kert ban­det godt og grun­digt ind­ven­dig, da El Pi­sto­lero sat­te tæn­der­ne i den ita­li­en­ske skul­der. Det fi k man ham ba­re ik­ke til at er­ken­de for rul­len­de ka­me­ra­er. Og det hand­ler ik­ke om pri­ma­don­na­nyk­ker, men ren og skær over­le­vel­se.

På vo­res bred­degra­der kan det sy­da­me­ri­kan­ske selv­bed­rag og den nær­mest ko­mi­ske be­næg­tel­se af bi­de- episo­den vir­ke skræm­men­de. Til­li­den til Suárez er i Uru­gu­ay til­sy­ne­la­den­de så blind, at de grove­ste epi­so­der vift es af bor­det som ube­ty­de­li­ge el­ler fa­bri­ke­re­de. An­fø­rer Die­go Lu­ga­no meld­te ud, at en­hver idi­ot kun­ne se, at bi­de­mær­ker­ne i for­svars­klip­pens skul­dre var gam­le ar. Vi græm­mes og for­ar­ges, når vi hø­rer den slags. Men det er en del af for­tæl­lin­gen, at den slags ud­ta­lel­ser stam­mer fra et land, hvor man ik­ke vil til­la­de no­gen at skri­ve grimt om El Pi­sto­lero. Gør de det al­li­ge­vel, ri­si­ke­rer de grove over­greb. Må­ske så­gar de­res liv. Når fod­bold­præ­si­dent Val­dez ud­ta­ler, at Uru­gu­ay bli­ver nødt til at for­sva­re sig selv, for­di de er et lil­le land og til ir­ri­ta­tion for man­ge, så kan man ryste på ho­ve­d­et. Val­dez er ba­re en brik. Han er kun præ­si­dent, så læn­ge han mak­ker ret. Han er ik­ke til for at ud­for­dre, men for­sva­re.

Det var svært at fi nde uru­gu­ay­e­re med kri­ti­ske rø­ster over for Suárez’ vol­de­li­ge over­fald. Men de fi ndes. Og lidt over­ra­sken­de var en af dem den gam­le VM- helt fra 1950, Alci­des Chig­gia. Hans ud­mel­ding lød, at han ser Suárez som en uover­truff en spil­ler, men han gjor­de no­get dumt, me­get dumt, mod Chiel­li­ni. Og det skul­le han straff es for, li­ge­som al­le an­dre vil­le bli­ve.

FI­FA lod sig ik­ke på­vir­ke af de

SØN­DAG 22. MARTS 2015 uru­gu­ay­ske for­svarsta­ler. Suárez’ egen for­kla­ring på bid­det var, at han hav­de mi­stet ba­lan­cen eft er sam­men­stø­det med Chiel­li­ni og var fal­det med åben mund uhel­digt oven på den ita­li­en­ske for­sva­rer. Det eft er­lod en lil­le rid­se på Chiel­li­nis skul­der og et sår på Suárez’ kind. Hvis man sam­men­lig­ner den for­kla­ring med tv- bil­le­der­ne, må man igen un­dre sig over, hvor Suárez- lej­ren egent­lig be­fandt sig. Hvor var Pe­re Gu­ar­di­o­la og Bal­bi med er­far­ne, go­de råd til, hvor­dan en så­dan for­kla­ring skul­le styk­kes sam­men? For­kla­rin­gen fo­re­kom som en jo­ke, en kon­stru­e­ret bort­for­kla­ring, og så­dan blev den og­så be­hand­let. Ud fra sø­for­kla­rin­gen tol­ke­de FI­FA, at Suárez øjen­syn­ligt slet ik­ke hav­de for­stå­et al­voren. De straff ede ham hårdt med ude­luk­kel­se fra ni kom­men­de land­skam­pe og fra al­le fod­bol­dak­ti­vi­te­ter i fi re må­ne­der. In­gen land­skam­pe, klubkam­pe el­ler træ­ning i en me­get lang pe­ri­o­de. En hi­sto­risk hård dom, der for­modent­lig kun­ne ha­ve væ­ret fal­det mil­de­re

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.