’ Ri­si­ko­en for at få en kniv i ma­ven var for stor til, at jeg gik til an­greb’

BT - - WEEKEND - Si­mon Rie­del sir@ bt. dk

IN­TER­VIEW Børns for­vent­nin­ger til ver­den eft er grund­sko­len er ... desvær­re, at de har få­et et ure­a­li­stisk bil­le­de af de krav, der ven­ter for­u­de. Der er ge­ne­relt en lidt af­slap­pet hold­ning til, hvad der skal ske, og alt for man­ge ta­ger en hyg­ge­lig tur i gym­na­si­et. Men vi gør de un­ge en bjør­ne­tjen­ste ved ik­ke me­get klart at si­ge i 8. klas­se, at der ven­ter et spæn­den­de liv for­u­de. I Dan­mark har vi et fl ek­si­belt sy­stem. Hvis man f. eks. be­gyn­der med at ta­ge en er­hverv­s­ud­dan­nel­se til tøm­rer og se­ne­re fi nder ud af, at man vil væ­re in­ge­ni­ør, kan man læ­se HF. Der er ik­ke no­gen blin­de ve­je. Det er ba­re ær­ger­ligt, at så man­ge er vild­ledt over i gym­na­si­et, der ude­luk­ken­de ret­ter sig eft er en vi­de­re­gå­en­de ud­dan­nel­se. De, der har ka­rak­te­ren 4, får me­get sjæl­dent et lyk­ke­ligt liv som ufag­lær­te stu­den­ter. En god læ­rer er et for­bil­le­de ved .... ik­ke ba­re at kræ­ve ro, men ved at bræn­de for sit fag. Det er ik­ke no­gen ulem­pe, at læ­re­ren er lidt un­der­hol­den­de. Når jeg tæn­ker på de dår­li­ge læ­re­re, jeg har mødt, vir­ke­de det som om, de nu skul­le ha’ da­gen til at gå så let som mu­ligt. Fy­sik­læ­re­re, der må­ske er lidt nør­de­de, er in­spi­re­ren­de, når de la­ver for­søg, som si­ger wow, li­ge­som på Ex­pe­ri­men­ta­ri­um. Der er hel­dig­vis ik­ke så man­ge dår­li­ge læ­re­re, men dem, der sy­nes, det er en pe­st at skul­le i sko­le, bur­de over­ve­je at la­ve no­get an­det. Der fi ndes og­så pro­fes­so­rer, som bur­de væ­re holdt op for læn­ge si­den. Ind­van­dre­re­le­ver un­der­vi­ses bedst ... ved, at der stil­les sto­re krav til, at de gør sig uma­ge for at ta­le dansk og væ­re en del af klas­sen. Sym­pa­ti fra læ­re­ren for de­res si­tu­a­tion gør det ik­ke. Der kan og­så væ­re det pro­blem med dren­ge fra Mel­le­mø­sten, at respek­ten for kvin­der ik­ke er så stor, som man kun­ne øn­ske sig. Det bed­ste vil­le væ­re, hvis der var nog­le læ­re­re med mel­le­møst­lig bag­grund, som kun­ne væ­re rol­lemo­del­ler. Mi­ne mod­stan­de­re har ret i én ting, nem­lig ... at jeg fyl­der me­get i me­di­er­ne, det er rig­tigt, men så vil jeg ha’ lov til at si­ge, at det er ik­ke min skyld. Det er for­di, de ik­ke selv ta­ger te­le­fo­nen el­ler gør op­mærk­som på, hvad de be­skæft iger sig med. Tit hen­vi­ser jeg jour­na­li­ster til an­dre, men så går der halvan­den ti­me, og de ven­der til­ba­ge, for­di de ik­ke har få­et svar hver­ken på mail el­ler te­le­fon. El­ler og­så har de talt med en, der hav­de for me­get uld i mund til, at man kun­ne få en klar ud­ta­lel­se. Det gør mig ra­sen­de, når ... no­gen ud­sæt­tes for chi­ka­ne. Jeg så det selv en­gang, da en kvin­de blev groft chi­ka­ne­ret med sjo­fl e hen­tyd­nin­ger i et tog. Selv op­le­ve­de jeg det for ny­lig, da jeg tog me­tro­en fra Ka­strup. Jeg var den ene­ste i to­get bort­set fra to ind­van­drer­dren­ge. De sat­te sig helt op for­an ved si­den af mig og så tru­en­de ud, mens de pu­ste­de ci­ga­re­trøg i ho­ve­d­et på mig. Jeg valg­te ik­ke at re­a­ge­re på det, og jeg var me­get glad, da to­get stand­se­de. Den slags gør mig ra­sen­de, men ri­si­ko­en for at få en kniv i ma­ven er for stor til, at jeg vil­le re­a­ge­re. Og jeg har nu hel­ler ik­ke no­gen er­fa­ring i at slås. Ulem­pen ved, at nu­ti­dens un­ge er for­kæ­le­de ma­te­ri­elt, er at... tin­ge­ne kom­mer for let. De har ik­ke prø­vet at kæm­pe for en ting ved at spa­re op i to år. Så­dan var det, da jeg selv spa­re­de op til mit før­ste elek­tri­ske tog, der ko­ste­de 2.000 kr. den­gang i 1957. Kon­se­kvens i sko­len er nød­ven­digt, for­di ... når no­gen over­træ­der reg­ler­ne, skal der kom­me en sank­tion, som ik­ke er sær­lig mor­som. Jeg me­ner, kon­se­kvens og sank­tio­ner er nød­ven­di­ge, el­lers bli­ver det de dår­li­ge ele­ver, der kom­mer til at sty­re, og det øde­læg­ger un­der­vis­nings­mil­jø­et. Der er fl ere mu­lig­he­der: En so­lid ski­de­bal­le, en sam­ta­le un­der fi re øj­ne i pau­sen, et brev med hjem el­ler en tur op til sko­le­in­spek­tø­rens kon­tor. De fær­re­ste kan li’ det. Jeg un­drer mig over ... at man­ge po­li­ti­ke­re ik­ke vil stil­le se­ri­ø­se krav for at kom­me i gym­na­si­et. Hvis ele­ver­ne ik­ke dur til at læ­se bø­ger, så er det ik­ke det, de skal. Så er det bed­re at ar­bej­de på la­ger el­ler i et byg­ge­mar­ked, et sted, hvor de bå­de skal bru­ge hæn­der­ne og ho­ve­d­et. Hvis man kun har ka­rak­te­ren 4 fra fol­ke­sko­len, er det tvivl­s­omt, om gym­na­si­et er den rig­ti­ge vej.

Jeg tog fejl ... i min kar­ri­e­re som pi­lot, da jeg en­gang i 1970 skul­le fl yve en Pi­per Chero­kee fra Oden­se til Kø­ben­havns luft havn for at trans­por­te­re et sæ­de til et an­det fl y. Da jeg sat­te mig ind og slog kon­tak­ten til, kun­ne jeg se på må­ler­ne, at der var ri­ge­ligt med ben­zin, og det rak­te fi nt. Men da jeg pas­se­re­de Val­lens­bæk, kun­ne jeg se den ene tank var tom, og da jeg slog over på den an­den, vi­ste den sig væ­re tom. Min fejl var, at jeg ik­ke selv hav­de kig­get ind i tan­ke­ne først med mi­ne eg­ne øj­ne, det skal man al­tid. Jeg hav­de kun få mi­nut­ter til at nød­lan­de ma­ski­nen. Det vil­le ik­ke væ­re godt at lan­de i van­det, så jeg ud­så mig en ny­slå­et mark. Nød­lan­din­gen gik hel­dig­vis helt per­fekt. Bag­eft er ryste­de mi­ne knæ så me­get, at jeg ik­ke kun­ne sty­re det. Det er ka­rak­te­ri­stisk for den slags si­tu­a­tio­ner, at re­ak­tio­nen først kom­mer bag­eft er. I dag får folk po­st­trau­ma­tisk stres­ssyn­drom, hvis de­res net­topo­se går i styk­ker. Jeg kom mig hur­tigt over chok­ket og har prø­vet det, der var vær­re si­den da - nem­lig da der gik ild i mit fl y. Det går galt i Dan­mark om ti år, hvis ik­ke vi ... får nog­le fl ere un­ge men­ne­sker over i er­hverv­s­ud­dan­nel­ser. Der skal og­så væ­re folk, der kan re­pa­re­re hu­se og bi­ler samt he­le han­dels­sek­to­ren og sosu- om­rå­det. Hvis ik­ke nog­le dan­ske­re ta­ger fat der, må vi im­por­te­re folk fra Øst­eu­ro­pa, mens dan­sker­ne går på kon­tant­hjælp, må­ske for­di de fejl­ag­tigt valg­te gym­na­si­et. Som hånd­vær­ker kan man kom­me til at tje­ne me­re end en sko­le­læ­rer i livsløn, og der kan væ­re en ut­ro­lig til­freds­stil­lel­se ved at ha­ve sin egen virk­som­hed. Det al­ler­vig­tig­ste i li­vet er ... at man får en god fa­mi­lie og børn. Glæ­den ved at fø­re det he­le vi­de­re er enormt stor. Des­u­den et godt ar­bej­de, som ud­for­drer en, så man he­le ti­den skal bli­ve bed­re. Jeg har det med at få tå­rer i øj­ne­ne, når ... jeg ser en ro­man­tisk fi lm, hvor det he­le en­der godt. Det er li­ge før en Far til fi re- fi lm kan gø­re det. Men jeg sy­nes, det er dybt pin­ligt at sid­de der i bi­o­gra­fen og tør­re øj­ne­ne. En vok­sen mand, der sid­der og tu­der. Og det bli­ver end­da vær­re med al­de­ren. Det go­de ved at væ­re mig er, at ... jeg har for­fulgt to vidt for­skel­li­ge kar­ri­e­rer og er ble­vet pi­lot og aka­de­mi­ker pa­ral­lelt, og har nå­et, hvad man kun­ne kal­de top­pen i beg­ge. Jeg har fl øjet Bo­e­ing 747, væ­ret luft kap­ta­jn fra 1987 til 2006 og har væ­ret pro­fes­sor si­den 1996. Det dår­li­ge ved at væ­re mig er.. at jeg er for­fær­de­lig utå­l­mo­dig og ha­der at stå i kø. I luft - hav­nen ud­ser jeg mig al­tid den hur­tig­ste og kor­te­ste kø, men når den vi­ser sig at væ­re den mest lang­som­me, bli­ver jeg ir­ri­te­ret. Det sam­me i su­per­mar­ke­det, hvor en af mi­ne ven­ner fra luft far­ten dog har gi­vet det råd, at man skal væl­ge den kø, hvor den køn­ne­ste kas­se­da­me sid­der. Min svæ­re­ste sel­ver­ken­del­se er, ... at jeg til au­gust fyl­der rundt, og det er et syv­tal, der står for­re­st. Jeg fø­ler mig ik­ke gam­mel, jeg er sta­dig midt i 20er­ne in­de­ni. Jeg har fo­re­lø­big aft alt at ar­bej­de som pro­fes­sor, til jeg bli­ver 75. Før­ste gang jeg fi k et brev fra kom­mu­nen om pen­sion og fra Æl­dreSa­gen, da jeg blev 65, blev jeg små­for­nær­met. Jeg er ik­ke gam­mel. Men jeg er­fa­re­de med glæ­de, at jeg så kan kø­re bil­li­ge­re i tog og kom­me bil­li­ge­re på mu­se­er. Men jeg gi­der alt­så ik­ke træk­ke mig til­ba­ge og spil­le golf he­le da­gen. Det bed­ste råd, jeg kan gi­ve til en per­son på 18 år, er ... un­der­søg grun­digt, hvil­ke kar­ri­e­re­mu­lig­he­der der er, og be­slut dig i en tidlig al­der. Jeg hav­de selv to ud­dan­nel­ser, da jeg var 25, pi­lot og læ­rer, og da jeg blev 31, var jeg og­så ud­dan­net psy­ko­log. Det er ik­ke klogt at rej­se jor­den rundt tre gan­ge, før man be­slut­ter sig.

BLÅ BOG Ni­els Ege­lund ( f. 1945) er pro­fes­sor og di­rek­tør for Cen­ter for Stra­te­gisk Ud­dan­nel­ses­forsk­ning ved In­sti­tut for ud­dan­nel­se og pæ­da­go­gik, Aar­hus Uni­ver­si­tet. Han var 1988– 1993 fl yve­chef for Muk Air og At­lan­tic Airways, og han har og­så væ­ret pi­lot for bl. a. Ster­ling Airways og SAS. Til og med ud­gan­gen af 2006 var han luft kap­ta­jn i At­lan­tic Airways. Er ud­dan­net læ­rer fra Oden­se Se­mi­na­ri­um i 1968, mag. art. i psy­ko­lo­gi i 1976, ph. d. i 1982 og dr. pæd. i 1990. Psy­ko­log ved Al­bert­slund Kom­mu­ne 1977– 1979 DPU som ad­junkt ( 1979– 1982), lek­tor ( 1982– 1987), do­cent ( 1987– 1988), forsk­nings­lek­tor ( 1994– 1995) i 1996, pro­fes­sor.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.