G sin mand ihjel

En de­cem­ber­nat i 1994 fik Sus­an­ne nok. Ef­ter år med trus­ler og vold fri­gjor­de hun sig fra sit vol­de­li­ge æg­te­skab. Hun sag­de god­nat til sin mand, gik ud i køk­ke­net ef­ter to kni­ve...

BT - - NYHEDER - Tekst: Si­mo­ne Ok­kels Fo­to: Ti­ne Slet­ting

ET LIV

SØN­DAG 29. MARTS 2015 » Straf­fe­lovens § 237 - mand­drab – ved den 11. de­cem­ber 1994 kl. ca. 02.50 på adres­sen Gu­dumvej 60 A, 2. th., Gi­strup, at ha­ve til­fø­jet Las­se Andersen kniv­stik, hvil­ket be­vir­ke­de, at Las­se Andersen den 12. de­cem­ber 1994 kl. 03.19 af­gik ved dø­den.

Til­tal­te har er­kendt sig skyl­dig og har for­kla­ret om for­hol­det. « Der var næ­sten ik­ke no­get blod. Hun hav­de fo­re­stil­let sig, at der vil­le væ­re me­re. Men der var kun nog­le få drå­ber på den bre­de af kni­ve­ne. Og en smu­le rødt mel­lem de små, grøn­ne blom­ster på hen­des T- shirt. Hen­des ån­de­dræt var hårdt ef­ter lø­be­tu­ren fra køb­mands­går­den og rundt på vil­la­ve­je­ne. Hun vid­ste ik­ke hvor­for, men hen­des ben hav­de bragt hen­de til­ba­ge der­til, hvor hun var stuk­ket af fra, sta­dig med kni­ve­ne knu­get hårdt i hæn­der­ne.

Nu stod hun dér. For en­den af kæl­der­skak­tens trap­per un­der køb­mands­går­den, kun i T- shirt og trus­ser. Selv­om det var midt i de­cem­ber, æn­se­de hun ik­ke kul­den, mær­ke­de ik­ke den kol­de be­ton el­ler de regn­vå­de bla­de.

Hun holdt øje med am­bu­lan­cen. Dens lyg­ter ly­ste plad­sen for­an køb­mands­går­den op. De kør­te ham ind på bå­ren.

» Det var min ko­ne, der stak mig, « var det sid­ste, hun hør­te.

Så kør­te am­bu­lan­cen væk i mør­ket. Lang­somt vend­te hun sig væk fra lyg­ter­ne og po­li­ti­bi­ler­ne og gik op ad trap­per­ne. Hen­des ba­re fød­der var næ­sten lyd­lø­se i gru­set.

» Smid kni­ve­ne, « hav­de en vå­gen be­tjent råbt.

Men hun smed dem ik­ke. Hun lod dem ba­re fal­de til jor­den. Slap dem. Hun vid­ste, at nu var hun i sik­ker­hed.

Der bli­ver be­gå­et om­kring 40 drab om året i Dan­mark. Drabs­mæn­de­ne er of­test mænd om­kring 35 år. Sus­an­ne Pe­ter­sen var 18 år, da hun dræb­te sin mand.

Langt de fle­ste mand­drab sker in­den for hjem­mets fi­re væg­ge. Om­kring hvert tred­je drab bli­ver be­gå­et af en en­ten tid­li­ge­re el­ler nu­væ­ren­de part­ner, som det ske­te den nat i de­cem­ber, hvor Sus­an­ne Pe­ter­sen stak den seks år æl­dre Al­lan Andersen med en køk­kenk­niv. Al­lan var hun ble­vet gift med et halvt år tid­li­ge­re.

Pin­li­ge for­æl­dre

Sus­an­ne blev født den 23. de­cem­ber 1975. Den smi­len­de, mørk­hå­re­de pi­ge vok­se­de op lidt uden for Ho­bro, i det for­sam­lings­hus hen­des for­æl­dre for­pag­te­de. Mo­de­ren var ud­dan­net smør­re­brød­sjom­fru, fa­de­ren var skibs­kok og ma­ler, og når par­ret fik en tår over tør­sten, kun­ne de godt fin­de på at slås. Sko­le­ti­den var hård og en­som. Sto­re­bro­de­ren var flyt­tet hjem­me­fra, og det var svært for Sus­an­ne at få ven­ner, for det var så pin­ligt, det der fo­re­gik der­hjem­me. Hel­ler ik­ke til spej­der el­ler hånd­bold fik hun de slyng­ve­nin­der, som hen­des jæv­nal­dren­de drev rundt med ar­men om ef­ter sko­le.

Da Sus­an­ne var 12 år, blev hen­des for­æl­dre skilt, og hun flyt­te­de med sin mor på kri­se­cen­ter. De fik sig der­ef­ter et lil­le hus på Rund­dys­sen i Sven­strup, men der gik ik­ke læn­ge, før al­ko­ho­len fik over­ta­get over mo­de­ren. Fa­de­ren tu­re­de de dan­ske lan­de­ve­je rundt som va­ga­bond, da han ik­ke læn­ge­re kun­ne kla­re for­sam­lings­hu­set ale­ne. Året ef­ter at Sus­an­ne og mo­de­ren var flyt­tet fra fa­de­ren, blev Sus­an­ne sendt på bør­ne­hjem i Hjør­ring.

Vil­le hæn­ge sig i lam­pe

Her bo­e­de hun de næ­ste to år. Sus­an­ne og de an­dre børn på bør­ne­hjem­met gik i spe­ci­al­klas­se på Hol­me­gårds­sko­len. De blev stemp­let af de an­dre børn, og var man ik­ke en rod, så blev man det. vel halvan­det år, hav­de fun­det sig en kæ­re­ste i den lil­le lands­by og få­et sig en lej­lig­hed nær hen­des. Når Sus­an­ne ik­ke var hos fa­de­ren, bo­e­de hun hos sin af­last­nings­fa­mi­lie i Lang­holt. Hun be­gynd­te i 8. klas­se på Gi­strup Sko­le. En dag i sko­lens ry­ge­rum mød­te hun den lidt æl­dre Tina, hvis kæ­re­ste hav­de en tvil­lin­ge­bror. Al­lan.

Al­lan var ik­ke den pæ­ne­ste fyr, hun hav­de set. Men Tina hav­de for­sik­ret hen­de om, at han var li­ge no­get for Sus­an­ne. Hun mød­te ham ved bus­stop­pe­ste­det, hvor hun stod og ven­te­de. Bus num­mer 11 tril­le­de ind, og ud kom den her spink­le fyr med lyst hår, som hver­ken var rig­tig langt el­ler rig­tig kort. Han var ik­ke me­get hø­je­re end Sus­an­ne, men han var dyg­tig til bryd­ning og hav­de grøn­ne øj­ne. De to faldt let i snak, og da­gen ef­ter tog Sus­an­ne på be­søg hjem­me hos Al­lan.

Mo­to­rer og øl

Lej­lig­he­den var fyldt med skod, då­ser og knal­lert­de­le. Al­lan bo­e­de sam­men med sin bror Bo, og de to holdt af at ro­de med mo­to­rer og drik­ke øl. Alt hav­de et ly­se­rødt skær over sig, så selv om Sus­an­ne godt vid­ste, at det var tos­set at ha­ve knal­ler­ter stå­en­de in­de i stu­en, var det okay. Hun var fo­rel­sket.

Der gik dog ik­ke me­re end to må­ne­der, før Sus­an­ne fandt ud af, at Al­lan hav­de en an­den pi­ge. En han hav­de set læn­ge. Sus­an­ne gjor­de det for­bi, og var det ik­ke for hen­des nye kæ­re­ste, Mor­ten, vil­le hun al­drig væ­re stødt på Al­lan igen.

Sus­an­ne stød­te på Mor­ten på disko­te­ket Hr. Nielsen i Jom­fru Ane Ga­de i Aal­borg. Det var lør­dag den 18. maj 1991. Han var spæn­den­de, syn­tes hun. Næ­sten med det sam­me flyt­te­de hun ind hos ham i Nør­re­sund­by. Sus­an­ne var 15 år gam­mel, og for før­ste gang fik hun tæsk i et for­hold. Mor­ten var vol­de­lig. Me­get vol­de­lig. En­gang på Kon­ger­s­lev Mar­ked spar­ke­de han Sus­an­ne i ma­ven. Da løb hen­des far ef­ter ham, men han fan­ge­de desvær­re ik­ke Mor­ten og fik hel­ler ik­ke chan­cen igen. Fi­re da­ge se­ne­re be­gik fa­de­ren selv­mord med en halv fla­ske snaps og 22 gigt­pil­ler.

Guld og grøn­ne sko­ve

Sus­an­ne ar­bej­de­de i kio­sken i Løvvang­cen­te­ret i Nør­re­sund­by. Det var Mor­tens far, der eje­de bik­sen. Sus­an­ne stod bag di­sken og lan­ge­de smø­ger, slik el­ler bla­de over til kun­der­ne. En dag kom Al­lan ind ad dø­ren. Hun gen­kend­te ham med det sam­me. Året var 1992, og Al­lan ar­bej­de­de på Rø­gilds Ler­va­re­fa­brik i Nør­re Ut­trup. Ef­ter ar­bej­de vil­le han ha­ve en øl på Cen­ter Pu­b­ben ved si­den af den kiosk, hvor Sus­an­ne ar­bej­de­de. Han vil­le og­så ha­ve smø­ger, og der stod Sus­an­ne. De faldt i snak, og Sus­an­ne for­tal­te Al­lan om Mor­ten. Hvor­dan han be­hand­le­de hen­de. Sla­ge­ne og spar­ke­ne. Al­lan lo­ve­de, at han nok skul­le red­de hen­de. De la­ve­de en af­ta­le, og da­gen ef­ter tog hun over til Al­lans mor ef­ter ar­bej­de, hvor han hen­te­de hen­de. Fra da af tro­e­de hun på guld og grøn­ne sko­ve med ham.

De før­ste må­ne­der var fi­ne. Sus­an­ne var fo­rel­sket på ny, men så en af­ten gik det galt, for­di hun kom til at væl­te Al­lans øl.

Det var ham el­ler mig

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.