’’
Tankerne snurrede rundt i hovedet på hende. Bladene knasede under deres fødder. Det var torsdag den anden uge i december, og Susanne og hendes stedsøster gik en tur i det rimfrostkantede Vaarst.
» Jeg slår ham simpelthen ihjel, « sagde hun igen.
Stedsøsteren tilbød at hjælpe hende med at pakke og flytte ind hos sig. Men Susanne vidste, at Al- lan bare ville finde hende igen. Han ville altid kunne finde hende.
Weekenden kom. Susanne og Allan havde været inde i byen efter nogle øl, som Bos ekskæreste skyldte dem. De skulle være hjemme til tiden. Det tiende afsnit af julekalenderen kom snart på tv, og det skulle Allan se. Da programmet var slut, hentede de nogle øl på bodegaen over for købmandsgården til de gæster, som snart ville ankomme.
Bo, Søren og Sørens kone Tina strøg ind ad døren til det lille kvistværelse. Susannes bror kiggede også forbi, og der var liv og glade dage. Susanne sad i sofaen med Søren og talte om digte. Begge holdt af at skrive, og Susanne skrev ofte, når livet var surt. Allan holdt øje med dem fra spisebordet, hvor de andre sad og drak øl. Senere på aftenen tog vennerne videre. Der blev uddelt krammere i døren, og Susannes bror gik plørefuld i seng på sit værelse i den anden ende af gangen i toppen af købmandsgården.
Det franske knivsæt
Med et slog Allan hende. Lussingen sad direkte på kinden. Huden sitrede. Tiden stod stille et øjeblik. Som i en trance begyndte hun at rydde de tomme dåser af bordet, stille dem ud i fælleskøkkenet og tømme askebægrene. Imens redte Allan sofaen op til natten. Normalt sov hun i sofaen, og han på hynderne på gulvet. Susanne begyndte at tage tøjet af. Hun lagde ikke rigtig mærke til, hvad der foregik omkring hende, som om noget af hendes verden var blevet sløret. Hun bevægede sig ud i køkkenet, og pludselig lagde hun mærke til det. Det franske knivsæt hendes far engang havde vundet, og som hun nu ejede. Hun tog den bredeste og den længste kniv, vejede dem let i hænderne og gik ind i stuen igen.
Skulle det gøres, skulle det gøres nu .
Hun bøjede sig over Allan. Han sov. Lidt sad hun der og nussede ham på kinden. Kørte hånden gennem hans hår og kyssede ham på panden. Så løftede hun forsigtigt dynen af ham.
Pludselig slog han øjnene op. Hendes åndedræt stoppede. Det var nu eller aldrig.
Kniven masede sig gennem kødet og skar en luns af højre lunge. » Nej, « skreg han højt. Det var den frygteligste lyd, Susanne nogensinde havde hørt. Hun stak ham igen. Kniven flænsede venstre nyre. Så løb hun.
På vej ned ad trapperne bankede hun på dørene ind til de andre lejligheder. Bag sig kunne hun høre Allan kalde på hendes bror. Hun stormede ud ad fordøren, ud på hovedvejen og satte af sted mod nogle bekend-
ihjel Jeg slår ham simpelthen