’’

BT - - NYHEDER -

Tan­ker­ne snur­re­de rundt i ho­ve­d­et på hen­de. Bla­de­ne kna­se­de un­der de­res fød­der. Det var tors­dag den an­den uge i de­cem­ber, og Sus­an­ne og hen­des sted­s­ø­ster gik en tur i det rim­frost­kan­te­de Vaarst.

» Jeg slår ham sim­pelt­hen ihjel, « sag­de hun igen.

Sted­s­øste­ren til­bød at hjæl­pe hen­de med at pak­ke og flyt­te ind hos sig. Men Sus­an­ne vid­ste, at Al- lan ba­re vil­le fin­de hen­de igen. Han vil­le al­tid kun­ne fin­de hen­de.

We­e­ken­den kom. Sus­an­ne og Al­lan hav­de væ­ret in­de i by­en ef­ter nog­le øl, som Bos eks­kæ­re­ste skyld­te dem. De skul­le væ­re hjem­me til ti­den. Det tien­de af­snit af ju­le­ka­len­de­ren kom snart på tv, og det skul­le Al­lan se. Da pro­gram­met var slut, hen­te­de de nog­le øl på bo­de­ga­en over for køb­mands­går­den til de gæ­ster, som snart vil­le an­kom­me.

Bo, Sø­ren og Sø­rens ko­ne Tina strøg ind ad dø­ren til det lil­le kvist­væ­rel­se. Sus­an­nes bror kig­ge­de og­så for­bi, og der var liv og gla­de da­ge. Sus­an­ne sad i so­fa­en med Sø­ren og tal­te om dig­te. Beg­ge holdt af at skri­ve, og Sus­an­ne skrev of­te, når li­vet var surt. Al­lan holdt øje med dem fra spi­se­bor­det, hvor de an­dre sad og drak øl. Se­ne­re på af­te­nen tog ven­ner­ne vi­de­re. Der blev ud­delt kram­me­re i dø­ren, og Sus­an­nes bror gik plø­re­fuld i seng på sit væ­rel­se i den an­den en­de af gan­gen i top­pen af køb­mands­går­den.

Det fran­ske kniv­sæt

Med et slog Al­lan hen­de. Lus­sin­gen sad di­rek­te på kin­den. Hu­den si­tre­de. Ti­den stod stil­le et øje­blik. Som i en tran­ce be­gynd­te hun at ryd­de de tom­me då­ser af bor­det, stil­le dem ud i fæl­les­køk­ke­net og tøm­me aske­bæg­re­ne. Imens red­te Al­lan so­fa­en op til nat­ten. Nor­malt sov hun i so­fa­en, og han på hyn­der­ne på gul­vet. Sus­an­ne be­gynd­te at ta­ge tø­jet af. Hun lag­de ik­ke rig­tig mær­ke til, hvad der fo­re­gik om­kring hen­de, som om no­get af hen­des ver­den var ble­vet slø­ret. Hun be­væ­ge­de sig ud i køk­ke­net, og plud­se­lig lag­de hun mær­ke til det. Det fran­ske kniv­sæt hen­des far en­gang hav­de vun­det, og som hun nu eje­de. Hun tog den bre­de­ste og den læng­ste kniv, ve­je­de dem let i hæn­der­ne og gik ind i stu­en igen.

Skul­le det gø­res, skul­le det gø­res nu .

Hun bø­je­de sig over Al­lan. Han sov. Lidt sad hun der og nus­se­de ham på kin­den. Kør­te hån­den gen­nem hans hår og kys­se­de ham på pan­den. Så løf­te­de hun for­sig­tigt dy­nen af ham.

Plud­se­lig slog han øj­ne­ne op. Hen­des ån­de­dræt stop­pe­de. Det var nu el­ler al­drig.

Kni­ven ma­se­de sig gen­nem kø­det og skar en luns af høj­re lun­ge. » Nej, « skreg han højt. Det var den fryg­te­lig­ste lyd, Sus­an­ne no­gen­sin­de hav­de hørt. Hun stak ham igen. Kni­ven flæn­se­de ven­stre ny­re. Så løb hun.

På vej ned ad trap­per­ne ban­ke­de hun på dø­re­ne ind til de an­dre lej­lig­he­der. Bag sig kun­ne hun hø­re Al­lan kal­de på hen­des bror. Hun storme­de ud ad for­dø­ren, ud på ho­ved­vej­en og sat­te af sted mod nog­le be­kend-

ihjel Jeg slår ham sim­pelt­hen

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.