AN­NET­TE HEICK Tænk på de sult­ne bø• r ANn NETTES UGE PÅ In­s­ta­gram

An­net­te Heick er 43 år. Tv- vær­tin­de, san­ge­r­in­de og for­fat­ter. Hun er gift med kok­ken Jesper Vol­l­mer og har to dren­ge

BT - - SØNDAG - Bt. dk/ brev­kas­ser

Dan­marks Ra­dio fyl­der 90 år. I 90 år har dan­sker­ne få­et bå­de ra­dio- og tv- pro­gram­mer, som har væ­ret el­sket og udskældt. El­ler beg­ge de­le, så­dan som det fak­tisk var til­fæl­det for den før­ste sæ­son af Ma­ta­dor. In­gen har som DR ta­get chan­cer, hvil­ket jeg har den stør­ste respekt for. Og så ta­ger jeg hat­ten af for de gan­ge, hvor DR trods hård kri­tik har stå­et ved si­ne ud­sen­del­ser og vær­ter og ik­ke har bø­jet af for en fol­ke­stem­ning. hø­stet en ver­bal ski­de­bal­le af Mads for det. Vi skal ik­ke af­gø­re, om folks pro­ble­mer er små el­ler sto­re. Vi skal lø­se dem. JEG ER BLE­VET stor fan af den be­tragt­ning. Min ve­nin­de, som er sy­geple­jer­ske, ar­bej­de­de en­gang på ska­destu­en, og som hun sag­de til mig: » Jeg kan jo ik­ke ret godt si­ge til ham, der kom­mer ind med en smadret tom­mel­fi nger, at han ba­re skal væ­re glad for, det ik­ke var he­le ar­men, der røg i ma­ski­nen. Og ham, der er ble­vet lam, skal hel­ler ik­ke ha­ve at vi­de, at han ba­re skal glæ­de sig over at væ­re i li­ve. « DET UD­SAGN HAR jeg tit tænkt over. Og for­le­den slog det mig igen, da en da­me for­tal­te mig, at hun gen­nem he­le sin barn­dom var ble­vet mødt af et ’ Tænk på de sult­ne børn i Afri­ka’, når hun hav­de lev­net en smu­le mad. DET ER FAK­TISK det sam­me, for det hand­ler om at for­tæl­le men­ne­sker, at de ik­ke må fø­le det, de rent fak­tisk fø­ler. Den op­dra­gen­de part bru­ger så en lo­gik, der hand­ler om at ta­ge stik­ket hjem ved at by­de over – næv­ne nog­le, der har det vær­re. Det er egent­lig ret usym­pa­tisk. VI SKAL HU­SKE på, at brok­ke­ri er en slags ven­til, vi er ud­sty­ret med. Brok skal ik­ke ta­ge over­hånd el­ler få os til at glem­me de po­si­ti­ve ting, men brok kan godt væ­re ud­tryk for, at vi ke­rer os. Jeg skrev den an­den dag på In­s­ta­gram, at jeg var træt af at få ser­ve­ret sandwich, der var over­fyldt med sa­lat og dres­sing i en grad, så man hver­ken kan spi­se det med be­stik el­ler med hæn­der­ne uden at bli­ve sovset ind. Jeg bru­ger mindst 10 ser­viet­ter på at hånd­te­re så­dan en, in­den jeg op­gi­ver at spi­se op. Det er spild af mad og res­sour­cer, skrev jeg. Straks kom et svar der­u­de­fra: ’ Drop li­ge snob­be­ri­et og spis je­res over­lækre sandwi­ches op, som I er så hel­di­ge at ha­ve råd til. Køb froko­sten i Net­to og giv re­sten til en fat­tig på ga­den’. JEG VAR LI­GE ved at skri­ve til­ba­ge, at jeg er træt af løft ede pe­ge­fi ngre, men så vil­le jeg sik­kert ri­si­ke­re at få at vi­de, at jeg ba­re skal væ­re glad for, jeg selv har to pe­ge­fi ngre. Det er så­gu da ik­ke nemt.

SØN­DAG 29. MARTS 2015 Bad om et sty kke ka­ge på Café Ha­ck, og så går kok­ke- ele­ven Las­se helt amok. Wauw!!!!! Re­gi­me­tro - så­dan et ord, man kan læ­se man­ge gan­ge, før man fat­ter, hvor­dan de­les ... re­gi­me- tro selv­vær­det. Du næv­ner selv de­pres­sion og angst. Det vir­ker dog, som om du er kom­met godt ud på den an­den si­de. Jeg tæn­ker, at du skal pas­se på med ik­ke at blan­de de tid­li­ge­re pro­ble­mer med de­pres­sion og angst ind i det­te her med tæn­der­ne. Det er to for­skel­li­ge ting. Jeg er klar over, at tand­pro­ble­mer kan sæt­te ne­ga­ti­ve tan­ker i gang, men hold dem ud i strakt arm. Du er vi­de­re nu. Jeg sy­nes, det er en ga­ve til dig, at du skal be­gyn­de som kon­tor­mus. Det er før­ste spæ­de skridt på vej­en. Hold fast i det. Du har brug for at ha­ve kol­le­ga­er om­kring dig, og du har brug for at få en hver­dag sam­men med nog­le, der ik­ke be­døm­mer dig på dit ud­se­en­de, men på di­ne kva­li­fi ka­tio­ner bå­de som men­ne­ske og som ar­bejds­kraft . Det er me­get værd. Du er en res­sour­ce, og det er en vig­tig fø­lel­se at ha­ve med sig.

Jeg øn­sker dig al mu­lig held og lyk­ke. An­net­te

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.