Fort­sat fra si­de 18- 19

BT - - NYHEDER - Maria Christine Mad­sen ma­ma@ bt. dk

ti­den er han ble­vet me­re hård­før. Har få­et hård hud på fø­lel­ser­ne og er ble­vet i stand til at si­ge ’ her­re­ste gud’, når det sker. For Hans Jør­gen Bon­ni­ch­sen er det vig­ti­ge­re at bli­ve klo­ge­re og hjæl­pe an­dre med at bli­ve det end at bli­ve be­græn­set og sæt­te sig til­ba­ge.

Så­dan har han haft det he­le li­vet. Han er dre­vet af nys­ger­rig­hed. Bå­de nys­ger­rig­hed på at bli­ve klo­ge­re og på at opkla­re. Og den vi­den, han har op­nå­et, vil han ger­ne de­le ud af. Især for­di han me­ner, at po­li­ti­et ik­ke kan stå ale­ne uden be­folk­nin­gen. Po­li­ti­et er af­hæn­gigt af hjælp fra be­folk­nin­gen.

» Da jeg sad i PET, føl­te jeg på vis­se om­rå­der, at det var li­ge­som at sid­de i et jer­n­bur. Vi var stæk­ket på mun- den. Jeg tænk­te: ’ Hold op, vi har da brug for at gå ud med det her. Vi har brug for be­folk­nin­gens hjælp i vis­se si­tu­a­tio­ner. Vi har brug for, at de har ind­sigt i vo­res ar­bejds­om­rå­der. For jo me­re ind­sigt de får, des stør­re til­lid vil vi få, og de­sto me­re gavn vil vi få af, at de ken­der os og ved, hvad vi står for. For mig var det ind­ly­sen­de. Det var det ik­ke for an­dre den­gang, « si­ger Hans Jør­gen Bon­ni­ch­sen.

Fle­re gan­ge har han få­et hin­ts om, at han nok ik­ke bur­de ud­ta­le sig, som han gør. Det ske­te blandt an­det un­der Hen­rik Sass Lar­sen- sa­gen, hvor so­ci­al­de­mo­kra­ten ik­ke kun­ne få et mi­ni­ster­sæ­de, for­di han var ble­vet set med en per­son med til­knyt­ning til ro­ck­er­mil­jø­et. Den­gang syn­tes ’ no­gen’, at Hans Jør­gen Bon­ni­ch­sen skul­le hol­de sig langt væk fra at si­ge me­re om den sag.

Kun en en­kelt gang har man di­rek­te for­søgt at gi­ve ham mund­kurv PET kun­ne dog nemt på.ha­ve for­hin­dret ham i at ud­ta­le sig, for­kla­rer » Jeg fik en te­le­fo­nop­ring­ning på et han. Hvis PET var gå­et ud for at si­ge tids­punkt, hvor jeg spurg­te, om det det sam­me, som han sag­de, hav­de var et for­søg på at luk­ke kæf­ten på der ik­ke væ­ret no­gen grund til, at mig. Til det sva­re­de jeg ba­re: ’ glem han gjor­de det. Men det gjor­de PET det’, « si­ger Hans Jør­gen Bon­ni­ch­sen. ba­re al­drig den­gang.

» Det, jeg for­tæl­ler, kun­ne PET li­ge så godt selv ha­ve for­talt. Det er ik­ke for­di, jeg over­træ­der no­gen græn­ser. Jeg ved li­ge præ­cis, hvor far­ligt det er, når man kræn­ker sin tavs­heds­pligt. Det kun­ne jeg al­drig fin­de på at gø­re. Al­drig no­gen­sin­de, « si­ger han.

Mund­kur­ven

Stik­ket

Han har ik­ke tænkt sig at stop­pe med at ud­ta­le sig. Hvad en­ten det er kri­tisk om de til­tag og be­fø­jel­ser, man gi­ver ef­ter­ret­ning­s­tje­ne­sten, el­ler in­for­ma­tio­ner om dens ar­bej­de. Den vi­den, der blev ’ ka­stet på ga­den’, som han for­mu­le­rer det, da han blev pen­sio­ne­ret fra PET, skal bru­ges.

Han har ik­ke no­get be­hov for at træk­ke stik­ket. Hel­ler ik­ke selv­om han fra den 14. fe­bru­ar til den 15. fe­bru­ar, hvor ter­r­or­an­gre­bet i Dan­mark fandt sted, modt­og me­re end 150 hen­ven­del­ser fra for­skel­li­ge me­di­er, der ger­ne vil­le ha­ve en kom­men­tar. Bå­de fra Washington Post, fra Hol­land, fra Færø­er­ne.

Su­set

» Det var vold­somt. Men og­så spæn­den­de. Det gav mig trods alt lidt af su­set til­ba­ge fra de gam­le da­ge. At man er med på den må­de, at man er med i ma­ne­gen igen. Så jo, jeg ny­der det. Det kan jeg ik­ke kom­me udenom, « si­ger Hans Jør­gen Bon­ni­ch­sen med et smil.

Det er der­for an­dre, der skal træk­ke stik­ket ud for ham. Når me­di­er­ne og an­dre ik­ke læn­ge­re sy­nes, han kan bi­dra­ge med no­get, vil de stop­pe med at rin­ge. Så vil stik­ket helt au­to­ma­tisk gli­de ud.

» Hvis no­gen fø­ler, jeg sta­dig kan bi­dra­ge med et el­ler an­det, så sva­rer jeg og­så. Om det er me­di­er­ne el­ler gym­na­sie­klas­ser, der skri­ver pro­jek­ter om ter­ror. Hvis jeg hav­de ni liv, skul­le de an­dre ot­te og­så bru­ges i po­li­ti­et. Selv­om min ko­ne godt kan sy­nes, det er lidt be­la­sten­de, at jeg bru­ger så me­get tid på det, « gri­ner han.

Selv si­ger han, at det er et for­løb, der har for­met ham til den per­son, han er i dag. Ik­ke en en­kelt­stå­en­de hæn­del­se. Men en dan­nel­ses­pro­ces, der har gi­vet ham mu­lig­he­den for at bli­ve klo­ge­re og klo­ge­re for hver dag, og for at vi­dere­for­mid­le den vi­den og er­fa­ring, han har.

» Den pro­ces bli­ver ved. Hå­ber jeg da. Man skal for­be­hol­de sig ret­ten til at bli­ve klo­ge­re. Det vil væ­re ræd­sels­fuldt at nå en bar­ri­e­re. Gan­ske ræd­sels­fuldt. Så det sker for­hå­bent­lig ik­ke, før jeg luk­ker øj­ne­ne, « si­ger han og slut­ter:

» Og lad det ske sent. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.