Dvind

BT - - NYHEDER -

TORS­DAG 2. APRIL 2015 of­test. Jeg rin­ger for at få fak­tu­el­le og nød­ven­di­ge op­lys­nin­ger fra po­li­ti­ke­re, og jeg ta­ler med mi­ni­stre og top­po­li­ti­ke­re i al­le par­ti­er. Jeg er godt for­bun­det i det rø­de bag­land, men ef­ter­hån­den og­så i det blå. Jeg har den lil­le fin­te, at jeg kom­mer ud og hol­der en del fored­rag i al­le mu­li­ge sam­men­hæn­ge. Der snak­ker jeg med folk bå­de før og ef­ter. Det gi­ver et ufat­te­lig godt ind­tryk af, hvad folk er op­ta­get af. Jeg sto­ler på min egen ana­ly­se og gi­ver min vur­de­ring, som folk så kan spil­le bold op ad. «

Skils­mis­se trak tæn­der ud

Pe­ter Mo­gen­sen blev skilt fra sin eks­ko­ne Louise Mo­gen­sen i 2010. En skils­mis­se, han har sam­men­lig­net med at gå til tand­læ­ge og få truk­ket tæn­der ud uden be­dø­vel­se. I dag bor de i hver sit hus ik­ke så langt fra hin­an­den i Gen­tof­te.

De­res fæl­les børn er hen­holds­vis 14, 12 og seks år gam­le, og de bor ot­te og seks da­ge ad gan­gen hos skif­te­vis de­res mor og far. Og en we­ek- end om må­ne­den er lil­le et- åri­ge Maa­li og­så hos sin far.

Hen­de fik Pe­ter Mor­gen­sen med en kvin­de, han dår­ligt kend­te. De blev ef­ter kort tid eni­ge om, at det ik­ke vil­le ud­vik­le sig til fo­rel­skel­se og kær­lig­hed mel­lem dem og brød for­hol­det. Tre uger se­ne­re vi­ste det sig, at kvin­den var gravid. Hun var 35 år og vil­le ger­ne be­hol­de bar­net. Han ac­cep­te­re­de øn­sket og føl­te sig ik­ke snydt. Han valg­te at stå ved sit an­svar som far og støt­ter og hjæl­per øko­no­misk. Pe­ter Mo­gen­sen har tid­li­ge­re for­talt om, hvor­dan det kun­sti­ge og spe­ci­el­le an­gå­en­de om­stæn­dig­he­der­ne blev helt li­ge­gyl­digt, da han stod med sin dat­ter i ar­me­ne da­gen ef­ter føds­len.

Hvor­dan pas­ser li­vet som ny­bagt far og de­le­for­æl­der sam­men med et travlt liv som bl. a. po­li­tisk kom­men­ta­tor?

» Mit liv er som i an­dre skils­mis­se­fa­mi­li­er delt op i uger­ne med og uden børn. De uger uden børn er det sjove­re at sid­de på restau­rant og spi­se mid­dag med en smuk kvin­de. Når jeg har bør­ne­ne, så står jeg og la­ver pas­ta med kødsovs hjem­me i køk­ke­net. En we­e­kend om må­ne­den hen­ter jeg Maa­li i vug­ge­stu­en om fre­da­gen og af­le­ve­rer hen­de hos sin mor om søn­da­gen. Det er cool. «

Et barn er et ma­ra­ton

Kan du mær­ke for­skel på dit for­hold til din yng­ste dat­ter i for­hold til di­ne an­dre børn?

» Jeg er ble­vet over­ra­sket over, at man fak­tisk godt kan ha­ve et barn på den må­de og så væn­ne sig til at se hen­de en gang om må­ne­den i en we­e­kend. Jeg sy­nes, det fun­ge­rer. Men det har kræ­vet nog­le res­sour­cer men­talt at væn­ne mig til at ha­ve så­dan et barn. Jeg skyl­der så og­så at si­ge, at mo­de­ren har truk­ket et enormt læs. Det har jeg me­get stor respekt for. Her det før­ste år har jeg ik­ke spil­let den helt sto­re rol­le, men et barn er ik­ke en spurt, men et ma­ra­ton. Så jeg skal nok få min del. «

Hvor me­get ta­ger du del i hen­des liv?

» Det dag­li­ge hver­dags­liv hos hen­des mor får jeg mest ind­blik i gen­nem vi­deo, fo­tos og sms. Jeg del­ta­ger hel­ler ik­ke i for­æl­dre­mø­der og så­dan no­get. For at si­ge det li­ge ud: Det gi­der jeg sgu ik­ke me­re. Jeg har del­ta­get i ri­ge­ligt med for­æl­dre­mø­der og sko­le- hjem­sam­ta­ler med tre børn gen­nem ni år. Sko­le- hjem- sam­ta­ler er jeg dog sta­dig glad for, og jeg snak­ker lidt med pæ­da­go­ger­ne i vug­ge­stu­en. Jeg har selv få­et lov at be­stem­me, hvor­dan jeg vil væ­re far til mit barn. På den må­de har det væ­ret en god de­al. « Hvad har du lært af det? » Jeg har i hvert fald lært, hvad jeg ik­ke skal gø­re lør­dag af­ten mel­lem kl. et og tre om nat­ten, haha. Nej, jeg har frem for alt lært, at li­vet gi­ver en nog­le bump ind imel­lem. Man er ik­ke selv her­re over al­ting. Som jeg nævn­te i ind­led­nin­gen fik jeg en ro­ck­er­til­pas­ning til rol­len som rå­d­gi­ver for Nyrup, da alt gik galt i be­gyn­del­sen. Det har væ­ret det sam­me her. Det vi­ser ba­re, hvor sar­te og skrø­be­li­ge vi er som men­ne­sker, og hvor hur­tigt tin­ge­ne kan æn­dre sig om­kring os. Det her var ik­ke sket, hvis den sto­re plan­læg­nings­ma­ski­ne hav­de kørt in­den. Men vi må tå­le, at vi ik­ke kan plan­læg­ge alt i li­vet. Hel­dig­vis er vi go­de til at til­pas­se os det nye, og no­get ty­der på, at det tit en­der godt. «

BLÅ BOG

Po­li­tisk kom­men­ta­tor Pe­ter Mo­gen­sen kom­mer ik­ke me­get på Chri­sti­ans­borg. Det er nem­me­re at rin­ge el­ler sen­de en sms, for­tæl­ler han. Fo­tos: Si­mon Læs­søe/ Pri­vat

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.