Jeg var ik­ke se­ri­øs nok i FCK

Mads Laud­rup er i en al­der af blot 26 år af­kla­ret med sin re­træte fra pro­fes­sio­nel fod­bold. Nu har han ka­stet sig over li­vet som for­ret­nings­mand

BT - - VOORZIJDE PAGINA - FOR­VENT­NIN­GER Jo­han Lyng­holm jo­hp@ spor­ten. dk

Han var kun en knægt, da han i FC Kø­ben­havn gjor­de si­ne før­ste er­fa­rin­ger med den pro­fes­sio­nel­le fod­bold­ver­den. Og end­nu yn­gre, da me­di­er­ne be­gynd­te at ska­be for­vent­nin­ger om den næ­ste ma­e­stro i Laud­rup- dy­na­sti­et. Men Mads Laud­rup nå­e­de al­drig til hver­ken Camp Nou el­ler Ber­na­beu. Han har skabt sin egen ru­te med stop i Her­føl­ge, Ho­bro, Hels­in­gør og Hel­lerup.

Præ­cis ni år ef­ter, at 17- åri­ge Mads Laud­rup klap­pe­de hæn­der med Jesper Grønkjær på Ca­sa Are­na og løb på ba­nen til de sid­ste mi­nut­ter af Su­per­liga- kam­pen mod Hor­sens, er græs­set un­der støv­ler­ne er­stat­tet af mo­derig­ti­ge grøn­ne de­sig­ner­sto­le i kon­to­ret på Strand­vej­en i Hel­lerup. Rundt i lo­ka­let hæn­ger bil­le­der af kend­te dan­ske­re. Sport­s­u­dø­ve­re, mu­si­ke­re og sku­e­spil­le­re.

Be­va­res, Mads Laud­rup – søn af Dan­marks fod­bold­kon­ge Mi­cha­el Laud­rup – er sta­dig fod­bold­spil­ler, på kon­trakt i 2. di­vi­sions­klub­ben FC Hels­in­gør, men ar­bej­der nu fuld tid på det pro­jekt, han og to sam­ar­bejds­part­ne­re gik i luf­ten med for et halvt år si­den. ’ Book en stjer­ne’, et kon­cept, hvor bor­ge­re kan boo­ke de­res hel­te til en per­son­lig vi­deo­hil­sen, et fored­rag el­ler et sær­ligt ar­ran­ge­ment.

» I min egen op­tik er jeg halv for­ret­nings­mand og halv fod­bold­spil­ler, « si­ger Mads Laud­rup, da BT kom­mer på be­søg mel­lem froko­sten og et mø­de på kon­to­ret i Hel­lerup.

Det er her, Mads Laud­rup og sam­ar­bejds­part­ner­ne Bri­an Gel­lert ( tid­li­ge­re fod- bold­spil­ler og i dag as­si­stent­træ­ner for blandt an­dre Mads Laud­rup i FC Hels­in­gør) og Kasper S. Jør­gen­sen har brugt oce­a­ner af ti­mer det se­ne­ste halvan­det år i be­stræ­bel­ser­ne på at ska­be et kon­cept, der skal få dan­ske fans tæt­te­re på de­res ido­ler.

Nav­net på ryg­gen

For Mads Laud­rup er det kul­mi­na­tio­nen på man­ge års længsel ef­ter at ska­be no­get selv. Om ik­ke ba­re at syn­ke ned i sin fars uen­de­ligt dy­be fod­spor, men at ar­bej­de med no­get, han selv kan præ­ge og fin­de glæ­de i.

» Over­skrif­ten for mig har al­tid væ­ret, at det skal væ­re sjovt. Det er det sam­me med min fod­bold, « som han si­ger.

Net­op glæ­den har ik­ke al­tid væ­ret for­e­ne­lig med det fod­bold­liv, Mads Laud­rup, søn af Mi­cha­el Laud­rup, nevø til Bri­an og bar­ne­barn af Finn Laud­rup, blev født ind i.

Op gen­nem kar­ri­e­rens spæ­de start føl­te Mads Laud­rup, at han skul­le le­ve op til nav­net på ryg­gen af spil­ler­drag­ten. At der blev lagt en tung dy­ne af for­vent­nin­ger ned over ham. For­vent­nin­ger, han umu­ligt kun­ne le­ve op til. Men der skul­le gå alt for man­ge år, før han fik spar­ket dy­nen af sig. Og en­de­lig smidt den helt væk.

» Jeg vil ik­ke på­dut­tes no­get læn­ge­re. Det er jeg ble­vet, si­den jeg var 12 år gam­mel, og de før­ste ar­tik­ler om mig be­gynd­te at kom­me. Mads Laud­rup skul­le det ene og det an­det og det tred­je. Hel­dig­vis er jeg kom­met over det. Jeg når ik­ke det sam­me som min far el­ler Bri­an, men af den grund er jeg ik­ke dår­li­ge­re end dem. «

Fod­bold er en del af li­vet

Et mø­de med men­tal­træ­ner Mi­cha­el Mo­e­strup i HB Kø­ge blev skel­sæt­ten­de for Mads Laud­rup. Ind­til da hav­de til­rå­be­ne fra si­de­linj­en og of- fent­lig­he­dens for­vent­nin­ger væ­ret en byr­de, der slog unø­di­ge knu­der om fod­bold­støv­ler­ne. Han blev me­re af­slap­pet og i har­moni med sig selv. Me­di­er­nes sam­men­lig­ning af Mads Laud­rup og hans bror An­dreas, der spil­ler i AGF, op mod far Mi­cha­el og on­kel Bri­an be­gynd­te at prel­le af.

» Jeg var ik­ke som så­dan ban­ge for at skuf­fe nog­le, men ind­til et år in­de i min HB Kø­ge- tid hav­de jeg al­tid følt det så­dan, at når jeg var ude på ba­nen, så hvi­le­de 99 ud af 100 øj­ne, der så kam­pen, på mig. Jeg ved ik­ke, om det var nervø­si­te­ten for at skuf­fe dem, el­ler om det var for­di, jeg var ban­ge for, de skul­le se på mig som en for­ban­det sno­t­hvalp, der blev for­kælet for det, han var - el­ler ik­ke var. Men den skal har jeg egent­lig al­tid ger­ne vil­let ud af, « for­tæl­ler Mads Laud­rup.

» Der er to ty­per, når man le­ver i den her ver­den. Dem der har væ­ret i det al­tid og dem, der kom­mer ind i det. Når man har væ­ret i det al­tid, kan man til ti­der hungre ef­ter ba­re at væ­re ham dér, som en el­ler an­den går i sko­le sam­men med, og ik­ke væ­re no­gen spe­ci­el, « fort­sæt­ter han.

Har du li­ge­frem tænkt, at du må­ske slet ik­ke skul­le ha­ve sat­set på fod­bold?

» Nu si­ger du sat­set på fod­bol­den... Selv­føl­ge­lig har jeg gå­et op i min fod­bold og gjort, hvad jeg kun­ne for at kom­me der­til, hvor jeg har tem­me­lig man­ge Su­per­liga- og di­vi­sions­kam­pe. Men jeg har al­tid haft over­skrif­ten, der hed, at det skul­le væ­re sjovt. Det skal væ­re en sjov hver­dag. Hvis jeg ik­ke sy­nes det, så bli­ver det ik­ke et godt pro­dukt. Jeg er ik­ke en ma­ski­ne, hvor man ba­re kan tryk­ke start og stop. «

Skal jeg for­stå det så­dan, at du godt kun­ne ha­ve sat­set me­re på fod­bol­den? Men at du ik­ke gjor­de det, for­di det så ik­ke hav­de væ­ret sjovt?

» Jeg tror egent­lig, du si­ger det me­get godt. Som jeg ser det, er der to gre­ne i det at spil­le fod­bold. At le­ve for at spil­le fod­bold, hvor du læg­ger alt, hvad du kan, for at spil­le fod­bold, og så er der fod­bold som en del af dit liv. Der er jeg på den gren, der hed­der fod­bold som en del af mit liv. «

» Jeg kan ik­ke si­ge til mig selv, at på ons­dag spi­ser jeg ik­ke en pizza, for­di der er kamp på lør­dag. El­ler tors­dag af­ten kan jeg ik­ke de­le en halv fla­ske vin med min kæ­re­ste, for­di der er kamp søn­dag

for­mid­dag. Så­dan er jeg ba­re ik­ke byg­get. Godt nok er jeg født ind i en fod­bold­fa­mi­lie og fik mi­ne før­ste Pa­tri­ck­støv­ler med Laud­rup på si­den af dem, da jeg var tre år gam­mel. Men jeg har al­tid haft det så­dan, at der og­så skul­le væ­re an­dre ting i mit liv. «

For man­ge café­be­søg

Og det er der kom­met. For to år si­den solg­te han in­foskær­me i et del­tidsjob, da han var på kon­trakt i Ho­bro, året ef­ter delt­og han i Vild med Dans, og nu er han front­mand for en spi­ren­de virk­som­hed, der hu­ser en bred vif­te af Dan­marks mest po­pu­læ­re ken­dis­ser. Skjor­te­ær­mer­ne er smurt op. Klar til at ta­ge fat.

Men én ting kan dog sta­dig na­ge. For li­ge så vel som nys­ger­rig­he­den for ver­de­nen uden for den pro­fes­sio­nel­le skal har ba­net vej­en for et for­ret­nings­e­ven­tyr, så var den og­så med til at spæn­de ben, da han som te­e­na­ger spil­le­de sig op blandt de 20 bed­ste i den FCK-første­hold­strup, der tal­te pro­fi­ler som Wil­li­am Kvist, Ati­ba Hut­chin­son, Ni­clas Jensen og Jesper Grønkjær.

» FCK var en van­vit­tigt in­spi­re­ren­de op­le­vel­se. Når jeg kig­ger til­ba­ge, er det, jeg ærg­rer mig mest over, nok, at jeg ik­ke gav den 20 pro­cent ek­stra. «

» Jeg var ik­ke use­ri­øs, men gav må­ske kun 95 pro­cent af det, jeg kun­ne. Hvis jeg hav­de le­ve­ret 110 pro­cent, er jeg den dag i dag ik­ke i tvivl om, at jeg hav­de få­et fle­re kam­pe de­r­in­de. Og der­med få­et et bed­re fun­da­ment for kar­ri­e­ren. «

Hæn­ger det sam­men med, at det ik­ke al­tid har lig­get til dig at gå » all in « som fod­bold­spil­ler?

» Ja, jeg le­ve­de ik­ke som fod­bold­spil­ler. Vi var man­ge un­ge, som li­ge plud­se­lig kom op og tjen­te fle­re pen­ge og gik på café ef­ter træ­ning. Al­le de ting, som du kan gø­re en gang hver 14. dag, men ik­ke skal gø­re hver dag ef­ter træ­ning, hvis du vil le­ve det liv, du skal, som pro­fes­sio­nel fod­bold­spil­ler. Det lær­te jeg ik­ke, før min tid i FCK var ved at væ­re om­me. «

Og det ærg­rer dig sta­dig små 10 år ef­ter?

» Ja, og jeg vil­le ger­ne æn­dre det, men på det tids­punkt var der ik­ke no­gen, der gu­i­de­de mig der­hen og sag­de: Prøv at hø­re her. Du er her for at spil­le fod­bold og ik­ke tje­ne pen­ge. «

Kun­ne din far ik­ke ha­ve gjort det? Han ved da, hvad der skal til.

» Det ved jeg ik­ke. Det har al­tid væ­ret na­tur­ligt, at man egent­lig ba­re pas­se­de sit eget, og hvis man så vil­le spar­re, så var der selv­føl­ge­lig god spar­ring. Men der har al­drig væ­ret pa­ce el­ler ’ nu skal du gø­re det’. Og det har væ­ret det, jeg har haft det bedst med. «

Work hard, play hard

Mads Laud­rup for­tæl­ler lystigt. Lan­ge sam­men­hæn­gen­de sæt­nin­ger. Om et helt liv i fod­bold­ver­de­nen, der nu har få­et nyt in­put.

26 år, fod­bold­spil­ler i FC Hels­in­gør og be­sty­rel­ses­for­mand i ’ Book en stjer­ne’. Og med en sel­vud­nævnt sta­tus som 50 pro­cent fod­bold­spil­ler og 50 pro­cent for­ret­nings­mand. Men hvad så nu? Hvad er di­ne am­bi­tio­ner? » For­ret­nings­mæs­sigt er det at ar­bej­de van­vit­tig hårdt på det her, så det kan bli­ve en stor suc­ces. Li­ge nu er det en suc­ces, men at kun­ne vi­de­re­ud­vik­le det, så det bli­ver end­nu stør­re og bed­re, det er vo­res mål.

» Fod­bold­mæs­sigt vil jeg ha­ve det sjovt og ha­ve et liv ved si­den af. Og det skal væ­re så­dan, at vi kan hen­te en pizza, hvis min kæ­re­ste og jeg ik­ke li­ge gi­der la­ve mad, og jeg skal kun­ne drik­ke en øl med en kam­me­rat til en Cham­pions Le­ague- kamp. Det kan godt væ­re, det æn­drer sig, men så­dan skal det væ­re, for at mit liv kan hæn­ge sam­men p. t. «

26- åri­ge Mads Laud­rup fo­ku­se­rer i øje­blik­ket på virk­som­he­den ’ Book en stjer­ne’, som han har star­tet sam­men med to for­ret­nings­part­ne­re.

Fo­to: Sa­ra Gang­sted

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.