’ Pro­blem el­ler pri­vil­e­gi­um – om at nur­se si­ne sto­re børn’

BT - - KENDER DU DET? -

Den 16- åri­ge dat­ter er hjemvendt fra sprog­sko­le. Nu er der et hul i ka­len­de­ren, ind­til hun be­gyn­der i gym­na­si­et til au­gust. Der­for har hun få­et fuld­tidsjob i et su­per­mar­ked. Det, sy­nes hun, er hårdt. Den før­ste uge var hun der 45,5 ti­me og gik ud som et lys hver af­ten. Det er al­tid hårdt at star­te på nyt ar­bej­de, men det er i sær­de­les­hed hårdt, når man for før­ste gang op­le­ver, at sto­re de­le af ens dag bli­ver be­slag­lagt af en ar­bejds­plads. Jo, jo, men så­dan er li­vet jo... » Er du klar over, at jeg var der 11 ti­mer i træk? Og ved du over­ho­ve­det, hvor hårdt det er at skæ­re laks, « spurg­te hun. Det skul­le hun al­drig ha­ve gjort. For hun ved in­tet om, hvad der er hårdt. Det gør vi. Jeg tror nok, al­le voks­ne har prø­vet at cyk­le op ad bak­ke 20 km i mod­vind. Og det var op ad bak­ke – bå­de ud og hjem, for vi hav­de en avis­ru­te, når vi var fær­di­ge med at slæ­be kul 60 ti­mer i døg­net. I regn­vejr. Uden sko... Jeg sy­nes helt sik­kert og­så, at jeg hav­de det hår­de­re... Men jeg er al­li­ge­vel over­ra­sket over den re­ak­tion, jeg mø­der, når jeg for­ma­ster mig til at si­ge, at jeg godt for­står tø­sen. Og det fal­der da slet ik­ke i god jord, når jeg for­tæl­ler, at jeg end­da gi­ver hen­de et lift til ar­bej­de, når jeg har mu­lig­hed for det. Hvil­ket er me­re el­ler min­dre hver dag. » Du si­ger, at børn selv skal ta­ge an­svar, Se­derq­vist. Hvad med at gø­re, som du selv præ­di­ker, « har jeg få­et at vi­de. Det vil jeg nu og­så me­ne, at jeg gør. At ta­ge an­svar er i mi­ne øj­ne ik­ke det sam­me som at skul­le krav­le over, hvor gær­det er al­ler­hø­jest. Det er no­get med selv at sør­ge for at få rø­ven med over. Så er jeg så­dan set li­geg­lad med, om man fin­der det la­ve­ste sted, el­ler om man får en hjæl­pen­de hånd med at kom­me derop. Men hvor­når er man cur­ling­for­æl­dre? Og hvor­når hjæl­per man kon­struk­tivt? Det må be­ro på en ma­ve­for­nem­mel­se. Ek­sem­pel: Før i ti­den stod jeg al­tid op med min te­e­na­ge­søn kl. 5.30. Han er i læ­re som tøm­rer. Har selv skaf­fet læ­re­plad­sen og har al­drig haft pro­ble­mer med at kom­me op og af sted. Men for at få en god start på da­gen stod jeg op, la­ve­de mor­gen­mad, smur­te ham en mad­pak­ke, og vi hav­de en halv ti­mes ale­ne­tid, før re­sten af fa­mi­li­en stod op. Nu er han flyt­tet hjem­me­fra. Nu står jeg op med dat­te­ren. Hun mø­der kl. 7 og har halvan­den ti­mes trans­port, hvis hun selv skal stå for det. Jeg ar­bej­der hjem­me og har som of­test tid til at kø­re hen­de. Det ta­ger 20 mi­nut­ter i bil. Vi har no­get mor- dat­ter­tid, og hun er glad og frisk, når hun mø­der på ar­bej­de. Jeg mø­der to re­ak­tio­ner, når jeg for­tæl­ler det. En­ten: Hvor er du sej, at du står op og kan ha­ve den tid med di­ne unger! El­ler: Hvor­for er det dit pro­blem, at di­ne børn skal op og pas­se læ­re­plads og ar­bej­de? Jeg kan så­dan set for­stå beg­ge ar­gu­men­ter. Mit per­son­li­ge per­spek­tiv er, at så læn­ge jeg ik­ke op­fat­ter si­tu­a­tio­nen som et ’ pro­blem’, men som et pri­vil­e­gi­um, har jeg ik­ke over­t­rå­dt mi­ne eg­ne græn­ser. Jeg ved godt, at de selv kan stå op og fin­de ud ad dø­ren. Men jeg ny­der min tid med dem. Må­ske vil­le jeg ik­ke ny­de den li­ge så me­get, hvis de ik­ke var tak­nem­me­li­ge. Hvis de tog for gi­vet, at jeg hjalp dem. El­ler hvis de brug­te vo­res tid sam­men på at brok­ke sig over, at de skul­le tid­ligt op. Det gør de ik­ke. De er gla­de for, at jeg har lyst til at stå op med dem, og de gør sig uma­ge for, at mor­ge­nen bli­ver en hyg­ge­stund. Når jeg bli­ver skudt i sko­e­ne, at jeg gør dem til nog­le blød­dyr, tæn­ker jeg: ’ Vil­le jeg gø­re det sam­me for mi­ne ven­ner?’ Er sva­ret ja, så er der in­tet for­gjort i og­så at gø­re det for mi­ne børn. Jeg har nog­le børn, der ta­ger an­svar for de­res liv, de­res frem­tid, de­res øko­no­mi og for fa­mi­li­ens vel­be­fin­den­de. Der­for ser jeg in­gen fa­re i at gø­re de­res liv let­te­re en gang imel­lem. Min po­in­te er: Hvis de tje­ne­ster, du gør for an­dre, gør dig glad, så gør det. Får de dig der­i­mod til at fø­le dig slidt og ud­nyt­tet, så lad væ­re. Vo­res græn­ser er for­skel­li­ge. Ik­ke to fa­mi­li­er er ens. Men er du glad og lyk­ke­lig, så gør du ik­ke no­get for­kert – uan­set hvad bla­de, eks­per­ter og vel­me­nen­de ven­ner måt­te me­ne. • Chri­sti­na Se­derq­vist er 40 år, for­fat­ter, ko­mi­ker og fored­rags­hol­der. Kendt fra se­ri­en ’ Skrå­plan’, som hun la­ve­de med Linda P. Hun er mor til to og er for ny­lig flyt­tet på lan­det med børn, kæ­re­ste og en min­dre dy­re­park. • I næ­ste uge skri­ves klum­men af Mi­chel­le Hvi­id

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.