Hum­mus mø­der roast­be­ef

Vær­dik­ri­ger­ne Khader og Kjær­s­gaard in­spi­re­rer hin­an­den i ud­læn­din­ge­de­bat­ten

BT - - NF ER - In­ge­li­se Skryd­strup isk@ bt. dk

IN­TER­VIEW

Klok­ken er næ­sten 13, og snak­ken ved de sor­te frokost­bor­de sum­mer i Restau­rant Ida David­sen. Ind imel­lem skæ­rer et grin, et ’ hej’ el­ler den skar­pe klir­ren fra be­stik på hvi­de po­r­ce­læn­stal­ler­k­ner gen­nem luf­ten.

Ba­gerst i re­stau­ran­ten sid­der to mænd i ha­bit. Til­sy­ne­la­den­de kon­cen­tre­ret om de­res mad og for­dy­bet i sam­ta­le. Men med PET- snegl i ører­ne og fuldt fo­kus på den mand, der nu træ­der frem fra halvvæg­gen bag de to: Naser Khader, mel­le­møst­eks­pert, fol­ke­tings­kan­di­dat for De Kon­ser­va­ti­ve og ivrig de­bat­tør

To mi­nut­ter ef­ter træ­der en vind­blæst Pia Kjær­s­gaard, Dansk Fol­ke­par­tis vær­di­o­rd­fø­rer, de tre trin fra ga­den og ned i re­stau­ran­ten. Det blæ­ser i Kø­ben­havn i dag, og hun har ta­get tu­ren ind fra Gen­tof­te på cy­kel.

» Hej, Naser. Godt at se dig, « hil­ser hun og Naser Khader hil­ser hjerte­ligt til­ba­ge.

» Jeg bli­ver glad, når jeg ser Pia. For mig er Pia en del af dansk kul­tur. Jeg fø­ler mig hjem­me, når jeg ser hen­de. Som po­li­ti­ke­re har man ue­nig­he­der. Men per­son­ligt snak­ker vi godt sam­men – og­så om pri­va­te ting, « for­tæl­ler Naser Khader, der halv­de­len af hver må­ned bor i Washington.

Naser Khader og Pia Kjær­s­gaard er to vær­dik­ri­ge­re med hver sit ud­gangs­punkt. Han har palæsti­nen­sisk/ sy­risk mun­den på hen­de, og hun kald­te ham ’ selv­fed’. Ef­ter ter­r­or­an­gre­bet i Kø­ben­havn har de beg­ge væ­ret ak­ti­ve i de­bat­ten. De er eni­ge om, at in­te­gra­tio­nen har slå­et fejl i Dan­mark, og de er eni­ge om, hvad vi skal gø­re ved det.

» Vi er som hum­mus, der mø­der roast­be­ef, og det kan der kom­me spæn­den­de nyt smør­re­brød ud af. Vent ba­re og se, « si­ger Naser Khader, og så gri­ner de. Højt. min mad, « si­ger Khader.

» Din « spør­ger Pia Kjær­s­gaard og ser un­dren­de ud, men Naser Khader gri­ner ba­re og føl­ger hen­de til­ba­ge til bor­det.

» Bor­det er det vig­tig­ste mø­bel i Dan­mark, og den bed­ste in­te­gra­tion sker om bor­det. Det er her, vi dis­ku­te­rer, bru­ger sproget, mø­des, spi­ser og lø­ser kon­flik­ter. Dan­ske­re er ik­ke til ek­stre­mer, vi hyg­ger os, og ta­ger det stil­le og ro­ligt, « si­ger Naser Khader

Pia Kjær­s­gaard: » Ja, når jeg har gæ­ster, kan jeg og­så se, at vi er be­gyndt at bli­ve sid­den­de ef­ter mid­da­gen. I gam­le da­ge ryk­ke­de man lo­ka­le, men i dag bli­ver vi sid­den­de og får kaf­fen dér. «

Skål!

Tje­ne­ren ser­ve­rer re­jema­den og fi­ske­file­ten.

De to po­li­ti­ke­re slår ølg­las­se­ne sam­men og si­ger ’ skål’, in­den de ka­ster sig over ma­den.

Er vi go­de nok til at in­vi­te­re frem­me­de med ind til bor­det?

Khader: » Jeg tror, at vilj­en er der, men det kan kni­be med at fin­de ti­den til det. Al­le har travlt. Vi kom­mer hjem fra ar­bej­de, skal skyn­de os at la­ve mad og tæn­ker ik­ke li­ge på at in­vi­te­re en frem­med med ind. «

Kjær­s­gaard: » Jeg sy­nes vir­ke­lig, at dan­sker­ne ge­ne­relt er åb­ne og to­le­ran­te. Hvor tit har vi to ik­ke stå­et om­kring et bord med folk, der var fuld­stæn­dig langt ude. Vi bur­de må­ske ha­ve sagt: ’ Ved du hvad, jeg gi­der slet ik­ke hø­re på dig’, men vi har ta­get de­bat­ten. «

Khader: » Ja, det er et spørgs­mål om vil­je. De fle­ste dan­ske­re er imø­de­kom­men­de, hvis du til­ken­de­gi­ver, at du godt kan li­de Dan­mark, det dan­ske de­mo­kra­ti og er loy­al over­for grund­loven. Men hvis du he­le da­gen ren­der rundt og si­ger ’ jeg ha­der det her land’, ’ jeg vil ik­ke in­te­gre­res’ og ’ jeg ha­der de­mo­kra­ti’, så er der ik­ke no­get at si­ge til, at der er nog­le, der si­ger ’ skrid’. «

Kjær­s­gaard: » Vi skal i hvert fald ik­ke sky­de skyl­den på os selv. Vi skal træk­ke en græn­se og si­ge ’ nu ta­ger I jer sam­men’. «

Khader: » Pro­ble­met er, at no­gen af dem har gå­et i dan­ske bør­ne­ha­ver og dan­ske sko­ler, hvor der ik­ke er no­gen, der har sagt dem imod. Jeg tror, at læ­re­re og pæ­da­go­ger har en form for be­rø­rings­angst. En­gang vil­le en grup­pe læ­re­re og pæ­da­go­ger ha­ve mig til at gi­ve et bud på, hvad de skul­le gø­re ved en dreng fra Mjøl­ner­par­ken ( om­rå­de på Nør­re­bro i Kø­ben­havn, red.), som sag­de, han vil­le slå Bush ihjel og slag­te jø­de­r­ne. Det skal da ba­re stop­pes. Men li­ge så snart folk har en an­den hud­far­ve el­ler en an­den re­li­gion, så bli­ver man hand­ling­s­lam­met. «

Be­rø­rings­angst

Kjær­s­gaard: » Du har fuld­stæn­dig ret. Selv­om der er sket me­get, er der be­rø­rings­angst. Spe­ci­elt fra pæ­da­gog­ver­de­nen. «

Men hvad er så den go­de løs­ning?

Ida David­sen har til Pia Kjær­s­gaards over­ra­skel­se opkaldt et styk­ke smør­re­brød ef­ter Naser Khader: Roast­be­ef med hum­mus, fri­ske kryd­derur­ter, rød­be­de og lam­me­ba­con.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.