Må­ske er Dylan bedst, når han ti­er stil­le

BT - - KULTUR -

MIG OG KUL­TU­REN

Man­ge sy­nes med god grund, at Bob Dylan bå­de ly­der som og lig­ner en gam­mel ged. Men på én el­ler an­den sær må­de er den gam­le geds kon­cer­ter og­så li­ge­som sex. Når Dylan er god, fi ndes der nem­lig ik­ke ret me­get, der er bed­re. Og når han er dår­lig, er ALT an­det bed­re. JEG HAR OP­LE­VET Dylan på bå­de go­de og dår­li­ge aft ener. Men mens kon­cer­ter­ne er som dag og nat, så er san­ge­ne al­tid fan­ta­sti­ske. Det er ba­re ik­ke al­le, der kan hø­re det, når Bob syn­ger - el­ler hvad det nu er, han står og la­ver bag mi­kro­fo­nen. LI­GE­SOM VO­RES EGEN Povl Dis­sing de­ler Dylans sangs­fored­rag nem­lig pu­bli­kum i to lej­re: dem, der ba­re ik­ke kan få nok og så dem, der for længst har få­et nok.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.