’’

BT - - SØNDAG - TEKST mela@ bt. dk FO­TO

Hen­des mør­ke­bru­ne øj­ne bli­ver for en stund blan­ke, mens hun for­tæl­ler om den skæb­nesvan­gre nat, der sat­te et ty­de­ligt aft ryk på par­rets liv.

Hun for­tæl­ler, hvor­dan blo­det sprøjte­de op i loft et, da kni­ven gik he­le vej­en gen­nem R’s arm. Han tro­e­de, at kni­ven hav­de ramt en pulsåre, og at han snart skul­le dø. Da ger­nings­mæn­de­ne var stuk­ket af, sad R på gul­vet og var over­be­vist om, at det vil­le væ­re et spørgs­mål om mi­nut­ter, før han dø­de.

En am­bu­lan­ce kør­te ham til be­hand­ling på trau­me­cen­te­ret i Aal­borg, hvor de fy­si­ske ska­der blev be­hand­let og sår­e­ne for­bun­det. I må­ne­der­ne eft er over­fal­det kun­ne han stort set ik­ke bru­ge si­ne ar­me på grund af de man­ge slag og kniv­stik , men som ti­den gik, he­le­de sår­e­ne og blev til ar. Over­fal­det hav­de og­så eft er­ladt psy­ki­ske sår på R’s sjæl, og de he­le­de ik­ke så let som de fy­si­ske.

Hans krop og sind var kon­stant på over­ar­bej­de for at væ­re på for­kant, hvis han skul­le bli­ve over­fal­det igen. Hver gang R kom et nyt sted, søg­te hans øj­ne rundt for at fi nde en fl ugt­vej, og når nat­ten og mør­ket faldt på, kun­ne han ik­ke fi nde ro. Han tur­de ik­ke.

Man­ge gan­ge nå­e­de klok­ken at bli­ve fem om mor­ge­nen, før han en­de­lig faldt i søvn . Han blev sy­ge­meldt fra sit ar­bej­de.

Fo­rel­skel­sen

Di­a­na Den En­gels­man

Det var sen­som­mer, da Di­a­na Den En­gels­man mød­te R for før­ste gang. Året var 2010, og i Ho­bro var der Am­bu- fest, en år­ligt til­ba­ge­ven­den­de tra­di­tion i by­en ved Ma­ri­a­ger­fj ord. Ga­der­ne var fyldt med fest­g­la­de men­ne­sker, og gen­nem nog­le ven­ner mød­te Di­a­na Den En­gels­man den ot­te år æl­dre R. I man­ge år hav­de han bo­et på vest­ky­sten, hvor han ar­bej­de­de som fi sker, men da de mød­tes, var han på ud­gang fra fængs­let, hvor han af­so­ne­de en dom for blandt an­det ty­ve­ri.

Al­le ven­ner­ne kun­ne se, at der var no­get sær­ligt mel­lem de to, og der gik ik­ke lang tid, før de ud­veks­le­de det før­ste kys af man­ge. De fo­rel­ske­de sig. Men Di­a­na Den En­gels­man gjor­de det klart for R, at hvis de­res for­hold skul­le over­le­ve, så måt­te han af­so­ne re­sten af sin straf og bry­de en­de­gyl­digt med det kri­mi­nel­le mil­jø.

Som sagt, så gjort. Da R blev løsladt i ju­ni 2011, sag­de han sam­ti­dig far­vel til de kri­mi­nel­le kammerater, og kort eft er fl yt­te­de par­ret sam­men i lej­lig­he­den i Ho­bro. Alt ån­de­de fred og lyk­ke i det lil­le hjem ind­til over­fal­det den nat i novem­ber.

Fryg­ten

Eft er an­gre­bet på R var de to volds­mænd på fl ugt i en uge, før po­li­ti­et en­de­lig fi k dem an­holdt. I ja­nu­ar 2012 blev de idømt hen­holds­vis halvan­det og to års fængsel, men selv om de var bag trem­mer, var R ned­brudt og fuld af frygt.

En kam­me­rat for­tal­te ham, at et fuld­gyl­digt med­lem af Hells An­gels hav­de sagt, at ’ næ­ste gang sker der no­get me­get vær­re, og så vil han ik­ke væ­re så hel­dig som sidst’.

Da R hør­te de ord, stod ti­den stil­le. Tu­sind tan­ker fór igen­nem hans ho­ved, men han var ik­ke i tvivl om, hvad bud­ska­bet var. Vær­re end sid­ste gang be­tød kun en ting. Dø­den.

» R var ban­ge, uan­set hvor han var. Han kig­ge­de sig al­tid over skul­de­ren og fryg­te­de, at der var no­gen, der vil­le gø­re ham no­get, « for­tæl­ler hun.

Det gjor­de det ik­ke nem­me­re for par­ret, at de al­drig rig­tig fandt ud af, hvor­for volds­mæn­de­ne til­tvang sig ad­gang til lej­lig­he­den og tæ­ve­de løs på R.

Det var ty­de­ligt for Di­a­na Den En­gels­man og fa­mi­li­en, at R led eft er over­fal­det. Med ti- den lyk­ke­des det hen­de at få over­talt R til at gå til en psy­ko­log for at få be­ar­bej­det trau­mer­ne eft er over­fal­det. En be­hand­ling, de selv måt­te be­ta­le for.

R blev si­den hen­vist til en psy­ki­a­ter, der stil­le­de di­ag­no­sen po­st­trau­ma­tisk stress, PTSD.

» Han vil­le kla­re sig selv. Han var stolt og stæ­dig, og han in­si­ste­re­de på selv at kom­me igen­nem det, « for­tæl­ler hans kæ­re­ste.

Eft er­hån­den som ti­den gik, be­gynd­te R li­ge så stil­le at få det bed­re. Over­skud­det vend­te lidt eft er lidt til­ba­ge, og Di­a­na Den En­gels­man mær­ke­de lang­somt for­an­drin­gen. Som da­ge­ne gik, fi k hun me­re og me­re til­ba­ge af den mand, hun fo­rel­ske­de sig i den sen­som­mer­af­ten.

Fryg­ten for­svandt dog al­drig, og R var he­le ti­den på vagt.

» Jeg tror ik­ke, man kan sæt­te sig ind i, hvor svært R hav­de det. Han var ban­ge kon­stant, selv i sit hjem. Det sted, hvor man bur­de væ­re mest tryg, « si­ger hun.

Dra­bet

2. pin­se­dag, den 9. ju­ni 2014, var him­len blå. So­len skin­ne­de fra en skyfri him­mel og tvang ter­mome­tre rundt om i lan­det op over 20 gra­der, så man­ge dan­ske­re fi k travlt med at fi nde som­mer­kjo­ler og shorts frem fra gem­mer­ne.

I Ho­bro var det og­så en sej­re­ns dag. På by­ens fod­bold­sta­dion var tro­fa­ste fans, lo­kal­po­li­ti-

Fort­sæt­ter næ­ste si­de

METTE FAUR­HOLT- SEHESTED

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.