AN­NET­TE HEICK HÅ­RET I SEN­GEN

BT - - SØNDAG -

Min ve­nin­des mand bo­e­de en kort over­gang i ud­lan­det i for­bin­del­se med sit ar­bej­de. En gang, hvor hun be­søg­te ham, fandt hun et langt, sort hår i hans seng, og da hun selv hav­de en an­den hår­far­ve, kun­ne det ik­ke væ­re hen­des! Er­go...?!

Hun spurg­te selvsagt om, hvor hå­ret kom fra, og det kun­ne han ik­ke sva­re på, men blot ga­ran­te­re, at der ik­ke hav­de væ­ret frem­me­de i hans seng. De lod sa­gen bli­ve ved det. Hun sto­le­de på ham. Nu sid­der jeg så og tæn­ker, at det hav­de hun må­ske og­så god grund til. Jeg selv bor væk fra min fa­mi­lie for ti­den, og for­le­den dag duk­ke­de… nåh ja… et langt, sort hår op i min seng. Jeg har vir­ke­lig spe­ku­le­ret som en gal på, hvor det kun­ne kom­me fra, og jeg tror, jeg har fun­det sva­ret.

En gang om ugen går jeg på va­ske­ri og va­sker bl. a. sen­ge­tøj. Det er langt­fra us­and­syn­ligt, at et an­det men­ne­skes hår er rø­get med fra en af ma­ski­ner­ne. Bum! Sag opkla­ret. Men tænk hvor man­ge men­ne­sker, der har væ­ret skils­mis­sen nær på grund af lig­nen­de til­fæl­de. Man si­ger jo, at der ik­ke går røg af en brand, uden at der er ild i den. Men som­me ti­der op­står de der ab­sur­de til­fæl­de. Det, man nor­malt vil­le ka­te­go­ri­se­re som utæn­ke­ligt, sker. PÅ SAM­ME VIS fi ndes der sa­ger om døds­fald, der var så mær­ke­li­ge, at der måt­te væ­re ta­le om mord, og i nog­le af dis­se sa­ger er helt uskyl­di­ge men­ne­sker ble­vet dømt og straff et. Hvis ik­ke af dom­sto­le­ne så af fol­ket.

Det er klart, at hvis det sam­me ab­sur­de til­fæl­de gang på gang kli­strer til en en­kelt per­son, så må man un­dre sig, men el­lers er det værd in­di­mel­lem at la­de tviv­len kom­me et an­det men­ne­ske til go­de. I MID­TEN AF 90’ er­ne ar­bej­de­de jeg fl ere år på Se og Hør. Jeg var rig­tig glad for min ar­bejds­plads og ik­ke mindst mi­ne kol­le­ga­er. Det er klart, at jeg på grund af min op­vækst i show­bran­chen lå in­de med en hel del in­for­ma- tio­ner om ken­dis­ser. In­for­ma­tio­ner, som var hem­me­li­ge, og som jeg al­drig kun­ne drøm­me om at rø­be. Al­li­ge­vel op­le­ve­de jeg i de år fi re gan­ge at sid­de til et re­dak­tions­mø­de, hvor en an­den jour­na­list brag­te et ryg­te til torvs, som jeg godt kend­te til. ÉN TING VAR at ly­ve over­for min ar­bejds­plads og be­næg­te mit kend­skab til for­hol­de­ne. Men en an­den ting var at rin­ge op til den kend­te per­son, som det hand­le­de om, og be­dy­re min uskyld. Tre af gan­ge­ne blev jeg vist til­lid, men den ene gang, hvor den an­den per­son ik­ke tro­e­de på mig, den sat­te sig i mig for evigt. Han

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.