HOLDT I HÅND T

Da han mær­ke­de dø­den og ik­ke læn­ge­re kun­ne be­sø­ge sin el­ske­de blin­de In­ge på ple­je­hjem­met, hen­te­de han hen­de hjem

BT - - NYHEDER - Sus­an­ne Jo­hans­son suss@ bt. dk

DØDS­FALD

For­fat­te­ren Klaus Rif­b­jerg vid­ste, hvor det bar hen. Vid­ste, at det lak­ke­de mod en­den.

Men da en af de stør­ste og mest be­tyd­ning­ful­de dan­ske skri­ben­ter på­ske­lør­dag tak­ke­de af ef­ter 83 år på den­ne jord, var det sand­syn­lig­vis fyldt med en stil­le fø­lel­se af lyk­ke.

For selv­om Klaus Rif­b­jerg i utal­li­ge in­ter­view de se­ne­re år hav­de jo­ket med dø­den og in­si­ste­ret på, at han vil­le dø med en bi­den­de pen i sin hånd, var det dét, han el­ske­de end­nu hø­je­re, der fyld­te hans hånd. Nem­lig hans ko­nes hånd. In­ges.

Hans eget hel­bred har ik­ke haft det for godt i de se­ne­re år. Iføl­ge en af Klaus Rif­b­jergs helt næ­re ven­ner, pro­fes­sor og lit­te­ra­turkri­ti­ker Tor­ben Bro­strøm, var det en le­ver­syg­dom, der bid for bid åd sig me­re og me­re ind på ham og svæk­ke­de ham, hvil­ket re­sul­te­re­de i, at han fle­re gan­ge faldt og be­svi­me­de.

Svært ved at gå

» Syg­dom­men gjor­de det umu­ligt for ham at be­sø­ge In­ge på ple­je­hjem­met. Den sat­te sig i hans ben og gjor­de det i pe­ri­o­der van­ske­ligt for ham at gå, « for­tæl­ler Tor­ben Bro­strøm.

Og den tan­ke - ik­ke at kun­ne be­sø­ge In­ge - var ubær­lig for ham.

For et lil­le års tid si­den køb­te Klaus Rif­b­jerg en lej­lig­hed i Skod­s­borg med ud­sigt til Øre­sund. Og han be­slut­te­de, at her skul­le In­ge til­brin­ge den sid­ste tid sam­men med ham.

» Det lyk­ke­des ham at få sin kæ­re In­ge med fra ple­je­hjem­met, hvor hun el­lers har bo­et. Så der sad de to sam­men hånd i hånd her i den sid­ste tid. Det var en me­get smuk af­slut­ning, « si­ger Tor­ben Bro­strøm om ven­nens sid­ste tid.

Klaus Rif­b­jerg mød­te sin In­ge til­ba­ge i 1950 i Dan­set­ten i Tivoli, men først et par år se­ne­re var ung­kar­len klar til kær­lig­he­den. Den, der va­rer ved. Og gjor­de det i me­re end 60 år.

» Det er usæd­van­ligt nu, det var det ik­ke den­gang, « som Klaus Rif­b­jerg sag­de i et in­ter­view til BT i 2011. » Men man er ik­ke så naiv, at man tror, at det er bræn­den­de kær­lig­hed. Der op­står en an­den form for kær­lig­hed, en so­li­da­ri­tet, en ind­for­stå­et­hed, en sjæ­le­nes over­ens­stem­mel­se. «

Ad­skilt i en høj al­der

Men den over­ens­stem­mel­se va­re­de ik­ke ved. Sam­me år måt­te In­ge flyt­tes på ple­je­hjem. En al­vor­lig øjen­syg­dom hav­de gjort hen­de blind.

» Vi er ble­vet skilt i en me­get høj al­der, me­get mod vo­res vil­je. Det er sgu ik­ke sjovt, « som han for­tal­te til BT.

Og da det i lø­bet af 2014 blev umu­ligt for Klaus Rif­b­jerg at be­sø­ge In­ge, tog han iføl­ge Tor­ben Bro­strøm kon­se­kven­sen.

» De to var så nært knyt­tet sam­men, hun var en stor del af hans liv. Og da han ik­ke læn­ge­re var i stand til at be­sø­ge hen­de på ple­je­hjem­met, var det her den sid­ste mu­lig­hed. At få hen­de hjem. Jeg er sik­ker på, at han har vidst, hvor det bar hen. Han var al­tid me­get dyg­tig in­tu­i­tivt, hav­de en fan­ta­stisk si­tu­a­tions­for­nem­mel­se og for­nem­mel­se for an­dre men­ne­sker og nær­vær. Og der­for lyk­ke­des det ham at slut­te af på den­ne smuk­ke må­de, « si­ger Tor­ben Bro­strøm om den sto­re for­fat­ter, som sør­ge­de for at sam­le fa­mi­lie og ven­ner i hjem­met i den sid­ste tid.

» Jeg ved ik­ke, om det var be­vid­ste af­skeds­ce­re­mo­ni­er, men be­sø­ge­ne var op­mun­tren­de for ham og os an­dre. Selv­om man kun­ne se, hvad vej det gik. Der var mu­lig­hed for at fø­re fle­re go­de sam­ta­ler, for - bort­set fra en­kel­te gan­ge, hvor han var fjern og tå­get - var han ly­nen­de klar i ho­ve­d­et sta­dig­væk, « for­tæl­ler Tor­ben Bro­strøm, som for kun en uge si­den be­søg­te ven­nen og fik ta­get en slags af­sked.

Af­ske­den

» Vi var beg­ge klar over, at det var mod slut­nin­gen. Og selv­om det ik­ke var et di­rek­te sam­ta­le­em­ne, så nævn­te han un­der sam­ta­len, at ’ det er svært at ta­ge af­sked’ – og så var vo­res sam­ta­le el­lers præ­get af erin­drin­ger og gam­le da­ge, « si­ger Tor­ben Bro­strøm, som er­ken­der, at det bli­ver et stort savn for ham.

» Det er hårdt at mi­ste én, der står én så nær. Og svært at indstil­le sig på, net­op for­di han var så vi­talt et men­ne­ske, der ud­strå­le­de livs­glæ­de og hu­mor og sans for sin om­ver­den.

Og der er hel­ler ik­ke tvivl om, at det bli­ver ufat­te­lig hårdt for In­ge og­så. Men jeg tror, at hun var me­get glad for, at hun fik lov til at væ­re sam­men med ham he­le ti­den til det sid­ste. «

’ Den kro­ni­ske uskyld’

Ud­over hu­stru­en In­ge ef­ter­la­der Klaus Rif­b­jerg sig de tre børn Li­se, Frands og Syn­ne Rif­b­jerg, samt bør­ne­bør­ne­ne Oscar og Astrid. Og til al­le os an­dre: et stort og vig­tigt for­fat­ter­skab med et hav af bø­ger og dig­te, hvoraf ’ Den kro­ni­ske uskyld’ fra 1958 sta­dig står som et af hans ho­ved­vær­ker.

MAN­DAG 6. APRIL 2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.