Fort­sat fra si­de 20- 21

BT - - NYHEDER -

min­de fra sin barn­dom, at der ik­ke er no­get, ’ vi skal ha­ve snak­ket om, in­den min far og mor ik­ke er her læn­ge­re’, men ’ man lø­ber sig nog­le sta­ve­re i li­vet’.

Drøm­men der brast

Nu kig­ger hun til si­den og sva­rer kort­fat­tet. Det kom­mer in­gen ved, hvor­dan det er at bli­ve skilt. Det, der skal hol­de til ’ vo­re da­ges en­de’, hol­der i seks år, og i 2012 er det slut.

Hun si­ger det ik­ke di­rek­te, men ja, en skils­mis­se er et per­son­ligt ne­der­lag, en drøm der bra­ser sam­men. Det er så­dan no­get, der sæt­ter sig i én, no­get, der ven­der op og ned på til­væ­rel­sen.

Man går fra to­som­hed til en­som­hed, og no­get af én for­svin­der, når eks- man­dens flyt­te­læs er kørt væk. Så sid­der man dér, ale­ne i sit hus med fjor­dud­sigt, langt fra ens ar­bejds­plads i Kø­ben­havn og ens fa­mi­lie på den an­den si­de af Jyl­land. Dér sam­ler man sig selv op, man går på ar­bej­de, lø­ser si­ne op­ga­ver ef­ter bed­ste ev­ne, går lan­ge tu­re med sin hund, kig­ger in­dad og fremad.

» Jeg har og­så slå­et mig på li­vet. Al­ting be­ty­der no­get. Jeg vil si­ge, at min skils­mis­se var me­get ud­ra­ma­tisk. Men det er så­dan no­get, der er pri­vat, « si­ger In­ger Støj­berg, der for­kla­rer, at når pri­vat­li­vet slår knu­der, så er der ’ med­fø­lel­se og for­stå­el­se’ fra bå­de rø­de og blå på Chri­sti­ans­borg.

Hun re­flek­te­rer over, hvad der er sket med hen­de, især i de se­ne­ste år, hvor hun har for­an­dret sig, og hun er be­gyndt at de­le van­de­ne i sit par­ti og i be­folk­nin­gen.

Hun bru­ger fle­re da­ge på at sæt­te ord på, hvad der er sket med kvin­den, der selv frem­hæ­ver, at hun ik­ke har op­le­vet no­get stort tab, syg­dom, fød­sel, Lotto- ge­vin­sten el­ler en ulyk­ke.

Hun har al­drig væ­ret i ’ op­po­si­tion til si­ne for­æl­dre’, men nu er der al­li­ge­vel et lil­le op­rør, som fol­der sig ud. Et op­rør mod dét, at man ik­ke skal stik­ke næ­sen frem. Hen­des op­dra­gel­se og hen­des kar­ri­e­res kon­flik­ter, men det har ta­get slag på li­vets vej, me­re end 10 år i Fol­ke­tin­get og en mi­ni­ster­post, før hun - må­ske - ube­vidst be­gyn­der at gen­nem­gå den for­vand­ling, som bli­ver kaldt en ’ trans­for­ma­tion’. Hun si­ger, at der ’ ik­ke er en be­stemt be­gi­ven­hed i mit liv, som har ud­løst det.’

» Det er må­ske sna­re­re en er­ken­del­se af, at jeg det me­ste af mit liv har lagt bånd på mig selv. Især min mor har al­tid væ­ret me­get be­ske­den, og jeg er op­dra­get til ik­ke at stik­ke næ­sen for langt frem, men det at væ­re po­li­ti­ker er jo net­op at stik­ke næ­sen frem. Så som al­le an­dre men­ne­sker, så har jeg skul­let fin­de mit eget stå­sted. Det er der jo over­ho­ve­det ik­ke no­get usæd­van­ligt i. Det usæd­van­li­ge er nok nær­me­re, at når man - som jeg - er po­li­ti­ker, så er der nog­le gan­ge til­sku­e­re på, « si­ger In­ger Støj­berg.

Det er sent, at du kom­mer frem til den er­ken­del­se?

» Det hæn­ger nok sam­men med, at jeg jo er ud af et ret jord­bun­dent mil­jø, hvor man gør sig uma­ge med det, man har, og pas­ser sit eget. Det er be­stemt nog­le go­de so­li­de vær­di­er - og en god bal­last - at ha­ve med hjem­me­fra, men det kan selvsagt væ­re svært at kom­bi­ne­re med det job, som jeg nu en­gang har. Så jeg har - uden at det skal ly­de som den sto­re ’ psy­ko­a­na­ly­se’, for det er jo

Fo­to: Hen­ning Bag­ger, David Leth Wil­li­ams, Ernst Van Nor­de, Mor­ten Stri­ck­er, Jørn Del­eu­ran, Keld Navn­toft, For­svars­mi­ni­ste­ri­et

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.