’’

BT - - NYHEDER - In­ger Støj­berg ( V)

Hun kig­ger på sin mo­bil. Den rin­ger mel­lem 30 og 50 gan­ge i døg­net, gæt­ter hun på. Man­ge opkald er fra jour­na­li­ster, der og­så i dag rin­ger flit­tigt. In­ger Støj­berg ta­ler om ’ prin­cip­per og ret­ning’ og ’ re­ge­rin­gens løf­te­brud’.

DR har talt med til­lids­folk fra bag­lan­det, der kræ­ver svar på, hvad ’ det mo­der­ne kon­tants­hjælpsloft’ går ud på. Alt­så hvor me­get må en kon­tant­hjælps­mod­ta­ger mak­si­malt få i of­fent­li­ge ydel­ser.

» De har snak­ket med tre men­ne­sker, som så ud­gør bag­lan­det. Bag­lan­det er sim­pelt­hen tre per­so­ner, « kon­sta­te­rer hun, da hun har af­slut­tet sam­ta­len med sin rå­d­gi­ver. Sy­nes du, at det er ir­ri­te­ren­de? » Det er et slags­mål, som ik­ke er værd at ta­ge. Man skal væl­ge, hvad man bli­ver ir­ri­te­ret over. Det her er ba­re et ek­sem­pel... Men der er tre, der helt miraku­løst me­ner det, som hi­sto­ri­en ger­ne skal hand­le om. «

Men når du si­ger så­dan, så tæn­ker jeg, at det er for­di, du ik­ke vil se in­dad?

» Så du tror, at den dan­ske be­folk­ning skri­ger på at få kon­kre­ti­se­ret det mo­der­ne kon­tant­hjælpsloft? At når man kom­mer til bad­min­ton, så er det før­ste, man si­ger til hin­an­den: ’ Hvad tror du, der lig­ger i det mo­der­ne kon­tant­hjælpsloft?’ «

Det er en hovski snovski hold­ning...

» Det sy­nes jeg ik­ke. Jeg sy­nes helt ær­ligt, at det vig­ti­ge må væ­re ret­nin­gen og prin­cip­per­ne, som vi har lagt frem. «

’ Ret­ning’ og ’ prin­cip­per’. Det er som om, vi beg­ge er ved at væ­re lidt træt­te af de ord, som er ble­vet gen­ta­get igen og igen af Støj­berg og an­dre V- folk de se­ne­ste da­ge. Hun vil selv­føl­ge­lig ik­ke in­drøm­me det, men når hun ik­ke kan si­ge or­de­ne uden at smi­le, så må der væ­re no­get om snak­ken.

Vej­en til mag­ten er bro­lagt med und­vi­gen­de svar på vis­se spørgs­mål. Mag­ten, som hun læn­ges ef­ter, selv om li­vet så igen slår en kol­bøt­te.

» Da vi tab­te val­get, og jeg ik­ke læn­ge­re skul­le væ­re mi­ni­ster, så var det og­så en fri­hed for mig. Det er en er­ken­del­se af, at når du er mi­ni­ster, så er der nog­le me­get fa­ste ram­mer. Og der er men­ne­sker om­kring dig he­le ti­den. Der­for er det og­så en fø­lel­se af fri­hed ik­ke at væ­re mi­ni­ster. Bag­si­den er, at jeg ik­ke be­stem­mer no­get læn­ge­re. Det er ik­ke så sjovt, « si­ger hun.

In­ger Støj­berg fik Ven­stre ind med mo­der­mæl­ken. Hun blev op­dra­get i par­ti­et af sin far, mens hen­des mor lær­te hen­de om be­ske­den­hed, til­ba­ge­hol­den­hed og bag­te ka­gen til mø­de­r­ne.

Nu er hun top­po­li­ti­ker, må­ske kom­men­de mi­ni­ster for det par­ti, som hen­des fa­mi­lie har væ­ret en del af, så læn­ge de al­le kan hu­ske. Er di­ne for­æl­dre stol­te af dig? » Man er ik­ke så­dan stolt i min fa­mi­lie. Det gør man ik­ke så me­get i. De er al­tid gå­et op i, at jeg skul­le la­ve det, jeg ger­ne vil­le. Men jeg tror ik­ke, at de ser det at væ­re po­li­ti­ker og det at stå i før­ste linje og væ­re den, der ta­ger kug­ler­ne, som no­get sær­ligt. Da jeg rin­ge­de for at for­tæl­le, at jeg skul­le væ­re be­skæf­ti­gel­ses­mi­ni­ster, så spurg­te min mor, om jeg hav­de sagt ja, hvor­ef­ter hun spurg­te, om jeg var sik­ker på, at jeg ger­ne vil­le. Så sag­de jeg, at hun og­så kun­ne si­ge til­lyk­ke. Til det sag­de hun: ’ Jeg skal li­ge snak­ke med far. Jeg rin­ger til­ba­ge.’ Der gik fem mi­nut­ter, og så rin­ge­de de og sag­de til­lyk­ke, « si­ger In­ger Støj­berg.

Hun ryster lidt på ho­ve­d­et ad hi­sto­ri­en om sin mor, smi­ler og gri­ner. Be­ske­den­he­den lig­ger ik­ke til hen­de. Ik­ke læn­ge­re.

Når man læ­ser avi­ser­ne, så er det par­nas­set, der står frem og kri­ti­se­rer mig

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.