Den ny ro­cks utæm­me­de skrig

BT - - NAVNE - Jep­pe Krogs­gaard Christensen jech@ ber­ling­s­ke. dk

50 I DAG

Han hed­der egent­lig Char­les Mi­cha­el Kit­trid­ge Thomp­son IV. Unæg­te­ligt stor­la­dent: Et strejf af her­re­går­de og adelstit­ler. Men det er nu ik­ke un­der dét navn, han har skabt sit glo­ba­le føl­ge, men som Bla­ck Fran­cis. Og til dels og­så som Frank Bla­ck.

Det før­ste, Bla­ck Fran­cis, er nav­net, som han bru­ger i front for The Pixies, det an­det som so­lo­ar­tist. Så­dan i sto­re træk. Men lad os be­gyn­de med be­gyn­del­sen i Mas­sa­chu­setts, hvor han som dreng så si­ne for­æl­dre bli­ve skilt og sin mor fi nde en ny mand, der var kri­sten. Ik­ke i den ven­li­ge, jog­ging­s­ætblø­de ud­ga­ve, vi ken­der her til lands, men en ’ fi re and brim­sto­ne’- ver­sion, hvor djæv­le, hel­ve­de og tun­ge­ta­le er en del af li­tur­gi­en.

Lil­le Char­les op­da­ge­de sam­ti­dig fol­kemu­sik­ken og fandt ven­ner blandt de tyk­ke, de bum­se­de, de ud­stød­te. Men han var sam­ti­dig en vaks elev og blev eft er col­le­ge op­ta­get på Uni­ver­si­ty Of Mas­sa­chu­setts, hvor han læ­ste an­tro­po­lo­gi. I sin væ­rel­ses­kam­me­rat Jo­ey San­ti­a­go mød­te han og­så en for­ry­gen­de gu­i­ta­rist og ken­der af punk og en bred vift e af ro­ck­ud­tryk.

I sit an­det stu­di­e­år tog Char­les på ud­veks­lings­op­hold til Pu­er­to Ri­co, hvor alt blev vendt på ho­ve­d­et, og hvor han le­ve­de sam­men med en helt ud­k­nal­det fyr. Der­fra send­te han og­så et brev hjem til San­ti­a­go, hvo­ri han skrev: ’ Ti­den er in­de, Jo­ey’.

Nu skul­le ban­det, de hav­de talt om, re­a­li­se­res, og i The Pixies – hvor og­så Kim De­al og David Love­ring blev in­d­rul­le­ret – var tek­ster­ne en ak­ku­mu­le­ring af alt det, som Char­les, der nu kald­te sig Bla­ck Fran­cis, hav­de op­le­vet. Li­ge fra den svovlsy­den­de kri­sten­dom til det ud­sy­re­de liv i Pu­er­to Ri­co, til­sat sur­re­a­lis­me, sci- fi og ge­brok­kent spansk.

Det­te, i kom­bi­na­tion med band­med­lem­mer­nes ke­mi, re­sul­te­re­de i et af ro­ck­hi­sto­ri­ens stær­ke­ste ud­spil. ’ Doo­litt­le’ fra 1989 skar igen­nem med san­ge som ’ De­ba­ser’ og ’ He­re Co­mes Your Man’ og an­vi­ste en på sam­me tid dra­gen­de og uro- væk­ken­de vej for ro­ck­en og ik­ke mindst grun­gen. Nir­va­nas Kurt Co­bain sag­de så­gar, at ’ Smells Li­ke Te­en Spi­rit’ var ’ mit for­søg på at plan­ke The Pixies’.

Over­fl ødig genop­stan­del­se

Hi­sto­ri­en om The Pixies er lang, men kun­ne fi nt væ­re slut­tet i 1992, hvor ban­det blev op­løst. Gen­dan­nel­sen og 2014- al­bum­met ’ In­die Cin­dy’ fø­je­de i hvert fald in­tet in­ter­es­sant til. Må­ske hand­le­de det ba­re om pen­ge. El­ler må­ske om lyst uden in­spira­tion.

Sam­me gis­nin­ger gæl­der Frank Bla­ck – som han kal­der sig på si­ne so­lo­al­bum – der i si­ne bed­ste øje­blik­ke er strå­len­de, i de vær­ste li­ge­gyl­di­ge. Det sam­me gæl­der ud­spil- le­ne fra ban­det Frank Bla­ck and The Cat­ho­li­cs, og på The Pixies’ gen­for­e­nings­tur­né i 2014, der og­så før­te dem til Dan­mark, blev man min­det om, hvad der en­gang var sær­ligt ved ban­det: At det var her, Bla­ck Fran­cis for al­vor for­lø­ste sin su­veræ­ne me­lo­di­ske sans, og hvor der i støj- stil­he­d­ar­ran­ge­men­ter­ne var plads til hans pri­ma­le skrig, som kun blev me­re eff ekt­ful­de i sel­skab med De­als ly­se stem­me. Lyt ba­re til ’ Ta­me’.

Tam har han al­drig selv væ­ret. Hver­ken som Bla­ck Fran­cis el­ler Frank Bla­ck. Han er der­i­mod en af ny­e­re ro­cks mest vi­ta­le skik­kel­ser. Med et skrig, der al­tid vil ram­me no­get i un­ge. Alt­så de af dem, der vil ha­ve an­det og me­re end skønsang og suk­ker­la­ge.

The Pixies står bag nog­le af ro­ck­ens mest dra­gen­de og urovæk­ken­de num­re, og de­res om­drej­nings­punkt er Bla­ck Fran­cis. El­ler Frank Bla­ck, om man vil. Ar­kiv­fo­to: Axel Schütt

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.