LAD DOG BØR­NE­NE – OG DE VOKS­NE… ’’

Un­der­sø­gel­se vi­ser, at voks­ne fø­ler sig min­dre nær­væ­ren­de på grund af so­ci­a­le me­di­er. In­tet nyt dér

BT - - DEBAT -

Jeg im­po­ne­res til sta­dig­hed over, hvor­dan børn i twe­en- og te­e­na­ge­al­de­ren ser sig i stand til at rej­se sig søvn­gæn­ger­ag­tigt fra en læ­ne­stol, med hø­re­te­le­fo­ner i ører­ne, smartp­ho­ne i den ene hånd og i én og sam­me be­væ­gel­se sej­le igen­nem rum­met for at sæt­te sig på en stol ved køk­ken­bor­det og be­gyn­de at spi­se med den an­den hånd. Uden at fortræk­ke en mi­ne. HER I HU­SET spi­ser vi til ti­der med kniv og gaff el, så beg­ge hæn­der skal på et tids­punkt i brug, men så lig­ger skær­men jo og­så på bor­det op­pe for­an, mens ene­ste fa­re­mo­ment i pro­ces­sen er i skyn­din­gen at skæ­re en led­ning over. Og li­ge ind­til en vok­sen bry­der ind og by­der til nær­vær og fæl­les­skab. Nu spi­ser, snak­ker og hyg­ger vi.

Jeg ved ik­ke, om to­le­ran­ce­tær­s­k­len har ryk­ket sig, el­ler om græn­sen er ud­for­dret og fl yder læn­ge­re og læn­ge­re ud mod det ukon­trol­lab­le. For at al­le til sidst en­der som om­van­dren­de og sel­v­op­ta­ge­de it- bob­ler, der kon­stant tru­er med at spræn­ges, til for­skræk­kel­sen over, at der rent fak­tisk er an­dre men­ne­sker til ste­de ude over kanten af det de­vi­ce, man nu le­ver igen­nem. El­ler og­så er det ba­re en hyste­risk vagtsom­hed og angst for, at nye kom­mu­ni­ka­tions­for­mer tru­er ik­ke blot mid­dags­bor­det, men i det he­le ta­get præ­mis­sen for at væ­re sam­men. So­ci­alt samvær, der de­fi ne­res i pixels og li­kes.

I en Epi­ni­on- un­der­sø­gel­se for DR har man spurgt voks­ne, om de kan hol­de snit­ter­ne fra de so­ci­a­le me­di­er og er nær­væ­ren­de nok. Det kan de ik­ke, og det er de ik­ke. I un­der­sø­gel­sen si­ger hver tred­je, el­ler 36 pro­cent, at de er ’ helt el­ler del­vist eni­ge i, at so­ci­a­le me­di­er gør dem min­dre nær­væ­ren­de’.

Alt­så, man kan sta­dig fol­de en avis sam­men og ned til iPad- stør­rel­se og læ­se sig igen­nem en kvart Cuba- kri­se i lø­bet af en tal­ler­ken­fuld cor­n­fl akes uden at æn­se, hvad der fo­re­går for næ­sen af én. Even­tu­elt plø­je en bog, se fj ern­syn i en uen­de­lig­hed. Klip­pe ro­ser, hvis nog­le skul­le ha­ve trang til det. El­ler fortræk­ke til gæ­ste­væ­rel­set som næst­sid­ste sta­tion for den sta­tio­næ­re com­pu­ter, in­den den ry­ger ud. El­ler ba­re for at nap­pe en mor­far. UND­VI­GEL­SES­MA­NØV­RER OG SO­CI­A­LE fl ugt­pla­ner har al­le da­ge væ­ret en gang­bar ud­vej for en­hver mor, far, vok­sen, 18- årig el­ler pen­sio­nist. Og tænk, nu kan man ta­ge fl ug­ten i Hvil­ken be­ty dning kom­mer det til at få for par­ti­et i valg­kam­pen, at Lars Løk­ke Ras­mus­sen ik­ke er kom­met med me­re fa­ste løft er? sam­me rum med re­sten af fa­mi­li­en og al­li­ge­vel væ­re lidt til ste­de. Trods alt et lil­le frem­skridt.

Næh, det er bør­ne­ne og de un­ge, der kø­rer med klat­ten og de so­ci­a­le me­di­er. Og ik­ke for­di de hel­le­re vil spil­le, chat­te, se youtu­be el­ler fa­ce­ti­me end at ny­de på­ske­solskins­vej­ret og fy­sisk ak­ti­vi­tet og samvær med fa­mi­lie og kammerater. Men ba­re for­di de kan. For børn er smartp­ho­nes og tab­lets ren bru­ger­fl ade, og der­for kan de gå gen­nem rum som zom­bi­er i en an­den ver­den, mens vi an­dre fal­der over eg­ne ben el­ler li­ge­frem brækker det på en rul­le­trap­pe på sta­tio­nen i et ube­hjælp­somt for­søg på at føl­ge med på second scre­en to life. TIL GEN­GÆLD OG mon ik­ke vi er no­gen­lun­de li­ge så fra­væ­ren­de, som vi al­tid har væ­ret. Nær­væ­ren­de, når det gæl­der. Og sæt­ter græn­sen, træk­ker stik­ket – bå­de selv og hos un­ger­ne li­ge in­den, de sæt­ter kni­ven i led­nin­gen til hø­re­te­le­fo­ne­ner­ne ved spi­se­bor­det…

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.