’ Of­fi­ce­rer­ne græd

In­ger Thomsen var ni år gam­mel og bo­e­de på Ka­stel­let 9. april 1940, da ty­sker­ne spræng­te sig vej ind til hen­des barn­dom

BT - - BESÆANSETN TELSEN 1940- 1945 - Jens Rebensdorff jrf@ ber­ling­s­ke. dk

ØJEN­VID­NE

» Bra­get « , si­ger In­ger Thomsen.

» Det er det før­ste, jeg hu­sker. Et fryg­te­ligt brag. Bå­de min mor og min far og jeg våg­ne­de. Min far sag­de, at det sik­kert var ga­sked­len ov­re i gym­na­stik­hal­len, der var eks­plo­de­ret. Men så rin­ge­de te­le­fo­nen. Det var sog­ne­præ­sten. Han sag­de ba­re: ’ Det er ty­sker­ne’, og så lag­de han på. «

84- åri­ge In­ger Thomsen var fi­re da­ge fra at fyl­de ti år 9. april 1940. Hun kan sta­dig hø­re eks­plo­sio­nen fra den tirs­dag mor­gen, da de ty­ske be­sæt­tel­se­s­trop­per kl. cir­ka halv fem spræng­te sig vej gen­nem Nor­ge­spor­ten ind på Ka­stel­let og un­der hø­je kom­man­doråb be­sat­te det gam­le fæst­nings­værk.

Ty­sker­ne var stil­le og ro­ligt gå­et fra bor­de fra S/ S ’ Han­sestadt Dan­zig’ på Lan­ge­li­nie og var nu i gang med at ind­ta­ge Kø­ben­havn. Om­kring en halv ti­me før hav­de de kryd­set græn­sen ved Pad­borg.

Hen­des ver­den var bar­nets ver­den. Ka­stel­let uni­ver­sets cen­trum. Et har­monisk mi­ni­sam­fund midt i ho­ved­sta­den, kun be­bo­et af 200- 300 mi­li­tær­folk og an­sat­te ved den po­pu­læ­re Ka­stelskir­ken.

Hen­des far var kor­degn i kir­ken, og hun var vant til at le­ge på vol­de­ne om som­me­ren og skøjte i vold­gra­ve­ne om vin­te­r­en. Ty­ske­re hav­de hun al­drig gjort sig tan­ker om.

Med bar­nets san­se­de erin­dring hu­sker hun de­tal­jer og fø­lel­ser. Og kun i baks­pej­let og via bø­ger og lit­te­ra­tur al­le de an­dre ting, der ske­te: At Hit­ler med be­sæt­tel­sen hav­de brudt en ik­ke- an­grebs­pagt. At ty­sker­ne på­stod, at de be­sat­te Dan­mark for at be­skyt­te os mod et en­gelsk an­greb. At ka­no­nen på Mid­del­grunds­for­tet 9. april sag­de ’ klik’ og ik­ke vir­ke­de. El­ler Kong Chri­sti­an Xs or­dre om vå­ben­hvi­le.

In­ger Thomsen bor i dag i Skæls­kør sam­men med sin jæv­nal­dren­de ku­si­ne. Hun er pen­sio­ne­ret log­o­pæd og ef­ter eget ud­sagn en af de før­ste, der på­vi­ste psy­ki­ske og in­tel­lek­tu­el­le pro­ble­mer ved hjer­neska­der. I 1980 var det ba­ne­bry­den­de forsk­ning.

Hun fik al­drig børn og har el­sket sit ar­bej­de over alt. Som er­hvervsak­tiv var hun en flit­tig un­der­vi­ser, skrev me­get og var gæst og op­lægs­hol­der på kon­fe­ren­cer, spe­ci­elt i Skot­land og Eng­land.

Hen­des hus er ny­de­ligt og ryd­de­ligt. En nul­ler­mand er i fjen­deland her. Det sto­re stan­dur slår hvert kvar­ter, og der er ud­sigt over fjor­den.

Hor­nung og Møller- flyg­let Fra den­ne skæb­nesvan­gre har fulgt den sang- og spilledag i dan­marks­hi­sto­ri­en fer­me kvin­de, si­den hun fik hu­sker In­ger Thomsen først det som 14- årig og måt­te ha­ve chok­ket ef­ter bra­get og så de no­get af mu­ren ban­ket ned ty­ske sol­da­ter, der kort ef­ter for at få det ind i for­æl­dre­nes gik fra dør til dør på Ka­stel­let. lavlof­te­de lej­lig­hed på Ka­stel

» He­raus! He­raus!, råb­te de, let. og vi fik be­sked på at gå til kirHun for­tæl­ler over te og ke­plad­sen. De vil­le vist sik­re småka­ger, hvad hun kan hu-

’ He­raus! He­raus!’

sig, at in­gen hav­de ra­dio­sen­de­re i lej­lig­he­der­ne. Jeg var ban­ge, for det myl­dre­de med ty­ske­re. De­res uni­for­mer var grøn­ne. Det var nyt, hu­sker jeg. Jeg var mest vant til de dan­ske sol­da­ters grå, og så bar de de­res vå­ben me­get ty­de­ligt. Det var ut­rygt. «

» Kvin­der og børn blev be­or­dret ind i kir­ken. Of­fi­ce­rer og me­ni­ge skul­le ind i an­dre byg­nin­ger. Stem­nin­gen var stil­le, og jeg var ban­ge. Det var der man­ge, der var, for­di fædre­ne og mæn­de­ne ik­ke var der, og for­di nog­le tro­e­de, at ty­sker­ne vil­le sky­de os. Der var og­så nog­le, der græd. El­lers var der stil­le. Min mor og far be­ro­li­ge­de mig, men de var og­så ulyk­ke­li­ge. « ske fra 9. april 1940. Hun har selv spurgt, om hun må for­tæl­le sin hi­sto­rie.

» Vi er jo ik­ke så man­ge til­ba­ge fra den tid, og jeg vil ger­ne for­tæl­le, så de un­ge og­så kan få no­get at vi­de om, hvor­dan det var, « kon­sta­te­rer hun.

En mørk skyg­ge over kir­ken

Hun hu­sker ik­ke, at ty­sker­ne op­pe i kir­kens kor hav­de pla­ce­ret to be­man­de­de ma­skin­ge­væ­rer. Men der­i­mod, at sol­da­ter med ma­skin­pi­sto­ler holdt vagt in­de i den tryg­ge kir­ke, hvor hun hav­de haft sin gang, si­den hun blev født.

Med kir­ke­gang hver søn­dag var kir­ke­rum­met et na­tur­ligt og trygt sted for den lil­le In­ger. Nu var et af hen­des barn­doms hol­de­punk­ter for­vand­let til et koldt og fjendt­ligt rum.

» Det var en frem­med for­nem­mel­se og angst­frem­kal­den­de plud­se­lig at se sol­da­ter­ne og vå­ben i kir­ken. Det var som om, der var kom­met en mørk skyg­ge over den. Da vi så kom ud, lå der et stort ha­ge­kors­flag på jor­den, som jeg fik at vi­de var tegn til de ty­ske fly­ve­ma­ski­ner. «

Hvis ty­sker­nes flag på jor­den var fol­det én gang, be­tød det, at Ka­stel­let hav­de mod­sat sig be­sæt­tel­se og der­med var ble­vet en po­ten­ti­el kamp­plads. Var fla­get fol­det helt ud, be­tød det, at dan­sker­ne hav­de lagt sig ned og ac­cep­te­ret over­mag­ten. Fla­get var fol­det helt ud.

» Da vi al­le var sam­let uden­for igen, så jeg, at nog­le af of­fi­ce­rer­ne græd. Det er det, jeg hu­sker kla­rest, og at jeg var ban­ge. Tå­rer­ne løb ned ad kin­der­ne på dem. Det var helt for­kert, at de græd. Jeg hav­de al­drig set en mand græ­de før, og of­fi­ce­rer var jo så­dan nog­le, man hav­de respekt for. An­dre så ba­re ned i jor­den. Først se­ne­re fandt jeg ud af, at de skam­me­de sig over ik­ke at ha­ve haft mu­lig­hed for at for­sva­re sig, som sol­da­ter jo skal. «

In­ger Thomsen hu­sker, hvor­dan Kong Chri­sti­an X og­så før be­sæt­tel­sen red gen­nem by­en på sin hest, og at hen­des far buk­ke­de ek­stra dybt for kon­gen ef­ter ty­sker­nes an­komst.

Pa­ni­ske ty­ske sol­da­ter

9. april 1940 kom hun ik­ke i sko­le.

» Min far sag­de, at jeg skul­le bli­ve hjem­me. Næ­ste dag i sko­len for­tal­te min ve­nin­de, at hun hav­de set frø­ken Søn­der­gaard græ­de. «

Hen­des far for­tal­te hur­tigt dat­te­ren, at hun ik­ke skul­le ple­je om­gang med ty­sker­ne. Hvis de søg­te kon­takt med hen­de, skul­le hun ven­de om og gå.

» En gang var der nog­le ty­ske­re, der kald­te på os og bad os stil­le os op på nog­le bæn­ke, men jeg gjor­de det ik­ke, for jeg kun­ne hu­ske, hvad min far hav­de sagt. Så tog de nog­le po­ser frem og ka­ste­de brød hen til de an­dre børn, som så skul­le gri­be brø­d­et, mens det he­le blev fo­to­gra­fe­ret. Der var og­så en ober­stin­de, der hav­de en stor, grøn pa­pe­gø­je, der kun­ne si­ge ’ Dum­me ty­ske­re’. Det hav­de vi stor mor­skab af, « smi­ler hun.

Mens re­sten af Dan­mark, ef­ter bed­ste ev­ne, for­søg­te at le­ve si­de om si­de med den ty­ske over­magt, hav­de In­ger Thomsen og hen­des ven­ner på Ka­stel­let de­res ty­sker- pro­ble­mer at slås med.

Når der var uro på Ka­stel­let el­ler, som In­ger Thomsen hu­sker det, myt­te­ri blandt de ty­ske sol­da­ter, når de ik­ke vil­le ind­ski­bes til fron­ten, kun­ne bør­ne­ne ik­ke kom­me for­bi vag­ter­ne og hjem, for­di de ik­ke hav­de pas­ser­sed­ler. De måt­te lå­ne en te­le­fon ude i by­en og få for­æl­dre­ne til at hen­te sig ved porten.

Gæ­ster skul­le og­så føl­ges til og fra porten. Og når luf­ta­lar­men lød, og dan­ske­re og ty­ske­re skul­le skyn­de sig i hver sit be­skyt­tel­ses­rum, pa­nik­ke­de de ty­ske sol­da­ter, der hav­de væ­ret ved fron­ten.

» Ty­sker­ne luk­ke­de og­så kir­ken for os, men vi fik lov til at hol­de en lil­le an­dagt en gang imel­lem. En dag blev jeg me­get over­ra­sket, da en tysk of­fi­cer plud­se­lig kom ind i kir­ken, knæ­le­de in­den for dø­ren og bad en lil­le bøn. Jeg hav­de jo fo­re­stil­let mig, at na­zi­ster­ne var så­dan nog­le on­de no­gen, der ik­ke tro­e­de på Gud. «

Man kun­ne sid­de læn­ge og lyt­te til In­ger Thom­sens min­der fra ’ de fem on­de år’ og den tirs­dag mor­gen i 1940, da de be­gynd­te. Men hun skal til frokost i Præ­stø med ku­si­nen, og så må nok væ­re nok.

In­ger Thomsen run­der på op­for­dring for­mid­da­gen af med at sæt­te sig ved flyg­let. Uge­nert og usen­ti­men­talt fyl­der den 84- åri­ge kvin­de det ly­se par­cel­hus med sin sang.

» Jeg bæ­rer med smil min byr­de. Jeg dra­ger med sang mit læs. «

TORS­DAG 9. APRIL 2015

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.