’ Det ene­ste, jeg hav­de til­ba­ge, var et par­ti i ru­i­ner og et par lø­be­sko’

BT - - WEEKEND - Si­mon Rie­del sir@ bt. dk

IN­TER­VIEW Den stør­ste mis­for­stå­el­se i Dan­mark er ... at LA kæm­per for de ri­ge. Vi kæm­per for dem, der bli­ver ta­be­re i glo­ba­li­se­rin­gen, hvis Dan­mark ba­re la­der stå til. Tan­ken om, at hvis vi gør, som vi al­tid har gjort, så går det nok, den hol­der ik­ke. Så har man hver­ken for­stå­et glo­ba­li­se­rin­gens mu­lig­he­der el­ler ud­for­drin­ger. Den ka­ge, vi dan­ske­re de­ler, er ble­vet min­dre og min­dre i en pe­ri­o­de, hvor det mod­sat­te kun­ne væ­re sket. Vi har glemt ... at pri­vat vel­færd og­så er vel­færd. Nog­le tror, at den ene­ste form for vel­færd, der gæl­der, er den, vi får le­ve­ret via den off ent­li­ge sek­tor, og det er en far­lig mis­for­stå­el­se. Når vi i Li­be­ral Al­li­an­ce vil gi­ve de la­ve­st­løn­ne­de 20.000 kr. i skat­te­let­tel­ser om året, si­ger det sig selv, at de pen­ge kan skat­tey­de­ren få rig­tig me­get me­re ud af, end det off ent­li­ge kan. Når man har en off ent­lig sek­tor, der ko­ster 1.070 mia. kr. om året, gør det hver­ken fra el­ler til, om den har 30 mia. kr. me­re el­ler min­dre. Men de 30 mia. kr. er for­skel­len på, om skat­te­bor­ge­ren får 20.000 kr. om året me­re, og det gør en ver­den til for­skel. Jeg in­drøm­mer, jeg var for næ­rig, da ... jeg køb­te et par skjor­ter af en ga­de­sæl­ger i Ala­nya i Tyr­ki­et på en fa­mi­lie­fe­rie i som­mer. Kva­li­te­ten vi­ste sig at væ­re præ­cis lig med pri­sen. Vrøvl, når man er tvun­get til at hø­re på ... at nog­le tror, at hvis den off ent­li­ge sek­tor bli­ver så me­get som en per­son min­dre, væl­ter he­le vel­færds­sy­ste­met sam­men om ører­ne på os, og vi kom­mer til at lig­ge i ga­der­ne og sul­te. Det har ik­ke no­get med vir­ke­lig­he­den at gø­re. Når kom­mu­ner­ne bru­ger pen­ge på cyk­len­de ju­le­mænd, lys i bæn­ke og turist­cyk­ler til mel­lem 50.000 og 100.000 kr. styk­ket, kan man slå fast, at de pen­ge kun­ne dan­sker­ne selv bru­ge bed­re. Jeg har i hvert fald al­drig hørt om no­gen, der brug­te så man­ge pen­ge på en cy­kel. Det, der må­ske vil kom­me bag på folk, er ... at jeg er de off ent­ligt an­sat­tes san­de til­lids­mand. For det er mig, der des­pe­rat prø­ver at få ind­ført en tan­ke om, at folk, der går på ar­bej­de, gør det nok højst sand­syn­ligt for at gø­re det godt. De gør det ik­ke for be­vidst at be­gå fejl. Der­for skal man fj er­ne de reg­ler og det bu­reau­kra­ti, som for­hin­drer dem i at ar­bej­de godt. Når so­ci­al­rå­d­gi­ve­re bru­ger op til 90 pct. af de­res tid på at do­ku­men­te­re, hvad de la­ver, har man skabt et ab­surd sy­stem. For­di de an­dre po­li­ti­ke­re ik­ke tør an­det, hol­der de fast i re­geltyran­ni­et og smadrer ar­bejds­glæ­den for man­ge off ent­ligt an­sat­te. Jeg står på hold med dem, der ar­bej­der i de yder­ste led i den off ent­li­ge sek­tor, de var­me hæn­der. Jeg gik langt over stre­gen da ... jeg ik­ke gav op, selv­om Li­be­ral Al­li­an­ce i tre år lå på 0,0 i me­nings­må­lin­ger­ne. Men det er jeg glad for i dag. Jeg nå­e­de bun­den da ... jeg i 2009 blev skilt og sad ale­ne til­ba­ge i mit fø­de­hjem i Hor­sens. Det ene­ste, jeg hav­de til­ba­ge, var et par­ti i ru­i­ner og et par lø­be­sko. Dem tog jeg på, og det red­de­de mig. I dag er jeg en glad mand, og jeg kan se, det går den rig­ti­ge vej for Li­be­ral Al­li­an­ce. Hvis ik­ke der bli­ver ta­get fat nu, er Dan­mark om ti år ... langt rin­ge­re stil­let, end an­dre til­sva­ren­de lan­de. Vo­res frygt for for­an­drin­ger gør os fat­ti­ge­re. Vi kø­rer op ad bak­ke, men læs­set er eft er­hån­den så tungt, at vi nu rul­ler bag­læns, det er ba­re ik­ke gå­et op for dan­sker­ne. Vi har ik­ke råd til fl ygt­nin­ge ... i den nu­væ­ren­de må­le­stok, der­for skal vi hjæl­pe i nær­om­rå­der­ne i ste­det. Der kan vi hjæl­pe langt fl ere for de sam­me pen­ge. For hver gang vi kan hjæl­pe én her­hjem­me, kan vi hæl­pe mel­lem fem og ot­te i nær­om­rå­der­ne. New York Ti­mes har skre­vet om en ek­stremt vel­fun­ge­ren­de fl ygt­nin­ge­lejr i Tyr­ki­et, hvor alt er vel­or­ga­ni­se­ret, bør­ne­ne går i sko­le og får mu­si­kun­der­vis­ning, de voks­ne får ud­le­ve­ret en form for cre­ditcard, som de kan bru­ge i su­per­mar­ke­det. Og det er ik­ke en telt­lejr, de bor i, men re­el­le bo­li­ger. De har det bed­re end i Sand­holm­lej­ren, og de kan få lov til at væ­re sam­men med de­res fa­mi­li­er. I Dan­mark for­sø­ger vi at skræm­me fl ygt­nin­ge over til Sve­ri­ge ved at si­ge, at de ik­ke må ta­ge de­res fa­mi­lie med, og det er me­get usym­pa­tisk. Man kun­ne li­ge så godt ta­ge kon­se­kven­sen og si­ge: Vi kan ik­ke hjæl­pe jer her, men vi kan gø­re det i nær­om­rå­der­ne, og der kan I til gen­gæld væ­re sam­men med børn og fa­mi­lie un­der ord­ne­de for­hold – bed­re end Sand­holm­lej­ren – ind­til I skal til­ba­ge. Det var en pin­lig og tåkrum­m­men­de om­gang, da jeg ... for­an he­le mit gym­na­si­um i 1983 rej­ste mig op og spurg­te Suzan­ne Brøg­ger om, hvor­for hun selv hav­de væ­ret gift , når hun tal­te så me­get imod æg­te­ska­bet. Hun så ba­re koldt på mig og sag­de: ’ Hvad snak­ker du om – jeg har al­drig væ­ret gift .’ Hun kun­ne li­ge så godt hav­de sagt: Lat­ter­li­ge lil­le fj ols – li­ge for­an al­le ven­ner­ne. Jeg kun­ne væ­re krø­bet i et mu­se­hul. Fak­ta var, at hun hav­de væ­ret gift . Det var bizart ... da jeg holdt pres­se­mø­de i 2009 – eft er Naser var gå­et, og jeg på­stod over­for pres­sen, at LA nok skul­le over­le­ve. De tænk­te al­le ’ sik­ke et fj ols’ – og det for­står jeg godt, de tænk­te. Hel­dig­vis tog de fejl. Men et bizart pres­se­mø­de – det var det. Jeg un­drer mig over ... at så man­ge dan­ske­re stem­mer på par­ti­er, de ik­ke aner hvad står for. For de har in­gen kla­re pla­ner, de tør læg­ge frem. S går til valg på et slo­gan – V går til valg på en hånd­vær­ker­ord­ning og cir­ka det sam­me slo­gan, En­heds­li­sten på 100 pct. skat, SF på et bil­le­de af de­res le­der som barn, og DF på en æl­dre­check. Er det vir­ke­lig godt nok for 80 pct. af dan­sker­ne? Det fi nder jeg un­der­ligt. Jeg kun­ne da al­drig drøm­me om at kø­be en bil af for­hand­ler, der ik­ke i de­talj­en kun­ne for­kla­re, hvad hans bil kun­ne præ­ste­re. Jeg for­try­der, at jeg end­nu ik­ke ... har gen­fun­det min form, så jeg igen kan lø­be ma­ra­ton på un­der tre ti­mer. Sid­ste gang jeg løb en ma­ra­ton på un­der tre ti­mer, var var i 2009 i Ber­lin. Det bur­de jeg kun­ne kom­me til at gø­re igen. Jeg lø­ber fem ki­lo­me­ter om da­gen, når det går godt. Sid­ste år nå­e­de jeg en uge at lø­be 100 km. Det var sjovt, men jeg fi k en knæska­de. Hver gang jeg skal af sted, må jeg ta­ge mig selv i nak­ken, og når tu­ren er over­stå­et, har jeg ik­ke fortr­udt det. Jeg fi k tå­rer i øj­ne­ne, da ... Det får jeg fak­tisk me­get oft e. Jeg bli­ver nemt fø­lel­ses­mæs­sigt ramt, og det tror jeg hæn­ger sam­men med, at jeg har le­vet et liv med me­get vold­som­me ud­s­ving. Mi­ne for­æl­dre blev skilt, min far dø­de alt for tid­ligt af druk, de po­li­ti­ske op- og ned­t­u­re og de pri­va­te op- og ned­t­u­re. Li­vet er smukt og rø­ren­de, men det er ik­ke upro­ble­ma­tisk. Min stør­ste svag­hed er ... at jeg næg­ter at gi­ve op. Jeg tæn­ker nog­le gan­ge på, hvor­dan mit liv hav­de set ud, hvis jeg med det sam­me eft er val­get i 2007 hav­de smidt hånd­klæ­det i rin­gen, og var gå­et eft er et nyt liv, helt uden po­li­tik. Det gør mig ra­sen­de, når ... folk ik­ke har respekt for ret­ten til forskellighed og ik­ke vil ac­cep­te­re, at for­di vi ik­ke er eni­ge, kan man godt væ­re et o. k. men­ne­ske al­li­ge­vel. Det er ven­stre­fl øjens stør­ste brist. Når man kig­ger in­de på Fa­ce­book, er nog­le af de mindst fri­sin­de­de men­ne­sker dem på ven­stre­fl øj­en. I det li­be­ra­le sam­fund har vi ik­ke no­get imod, at nog­le kø­ber en grund og le­ger hip­pi­er, ry­ger hash og la­ver et so­ci­a­li­stisk fæl­les­skab og de­ler pen­ge­ne. Ba­re de ik­ke tvin­ger an­dre ind i det fæl­les­skab. De ven­stre­o­ri­en­te­re­de prø­ver at frem­stå som fri­sin­de­de kul­tur­ra­di­ka­le, men de er i bund og grund ut­ro­ligt for­døm­men­de og helt indsnæv­re­de i ram­men for, hvor­dan folk må le­ve. Det skal væ­re eft er de­res pi­be, el­lers er man ba­re et dumt svin.

Min li­be­ra­le far sag­de det på en god må­de: Folk må selv om, om de vil væ­re ho­mo­seksu­el­le, ba­re jeg ik­ke skal del­ta­ge.

BLÅ BOG Anders Samuelsen ( f. 1967) er par­ti­le­der for Li­be­ral Al­li­an­ce og med­lem af Fol­ke­tin­get for Li­be­ral Al­li­an­ce og var fra 2010 til 2014 til­li­ge med­lem af Hor­sens By­råd. Han har tid­li­ge­re væ­ret med­lem af Fol­ke­tin­get ( 1998- 2004) og Eu­ro­pa- Par­la­men­tet ( 2004- 2007) for Det Ra­di­ka­le Ven­stre. Den 7. maj 2007 stift ede han Ny Al­li­an­ce sam­men med Naser Khader og Git­te Se­e­berg, som beg­ge si­den for­lod par­ti­et. I som­me­ren 2008 blev et nyt og me­re li­be­ralt par­ti­pro­gram ved­ta­get, sam­ti­dig med at nav­net blev æn­dret til Li­be­ral Al­li­an­ce.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.