Er 15. gang lyk­kens?

BT - - KORT NYT -

Du er så god til at el­ske, si­ger folk. Men de me­ner det ik­ke. Ef­ter man­ges me­ning har jeg el­sket alt for me­get – og ALT for man­ge. Jeg har to børn med to mænd. Men jeg har el­sket 14 for­skel­li­ge mænd. Jeg har bo­et sam­men med dem al­le, und­ta­gen én. Til gen­gæld hav­de jeg en tu­mor i ho­ve­d­et, da jeg var sam­men med ham. Mit liv har væ­ret bin­de­galt det se­ne­ste år. Var det en ro­man gad in­gen læ­se den, for­di den vil­le væ­re for ure­a­li­stisk. Det he­le gik af hel­ve­de til. In­tet lyk­ke­des, som jeg plan­lag­de det. Helt uven­te­de ting ske­te hver gang, jeg for­søg­te at ud­stik­ke en ret­ning. Jeg hav­de en kæ­re­ste, men fik en tu­mor i hjer­nen. Blev ope­re­ret. Blev lam. Blev for­ladt. Men jeg kæm­pe­de. Blev rask. Gen­vandt min før­lig­hed. Og fandt kær­lig­hed – igen. » Men hvor­dan tør du el­ske igen, « spør­ger folk. Nog­le me­ner, jeg er hel­dig, at jeg tør – det he­le – en gang til. An­dre me­ner, at jeg er lal­len­de naiv, for­di jeg tør – det he­le – igen. Beg­ge de­le er sandt. Men jeg tør, og jeg er li­geg­lad med, hvad an­dre tæn­ker, især dem som ik­ke tør ( de stak­ler). Ver­den er fuld af gav­mild­hed, nye vink­ler og lyn­nedslag. Jeg har mødt en mand, som kys­ser mig lyk­ke­lig, som el­sker mig, og fin­der nye ly­de i mig. Alt det, vi kan sam­men, lig­ger pi­vå­bent og ven­ter. Li­ge­som mig. Skul­le jeg så la­de væ­re? Jeg er gla­de­re end no­gen­sin­de før. Hvis det er naivt, så er naiv mit mel­lem­navn. Må­ske bur­de jeg gi­ve op. For det er usjovt at de­le tal­ler­k­ner og for­sø­ge at ma­le him­len blå igen. Jeg ved det, for jeg har gjort det 14 gan­ge før. Hidtil er det gå­et ri­me­lig skidt i for­hold til mi­ne drøm­me. Men jeg tør sgu ik­ke, at gi­ve op. For jeg har nye, bed­re drøm­me. Stør­re drøm­me. Og jeg har al­drig væ­ret klo­ge­re og me­re er­fa­ren end li­ge nu. Jeg top­per i dag. Li­ge til imor­gen, hvor jeg top­per li­ge en anel­se me­re. Det skal bru­ges. Og ver­den er fuld af vi­dun­der­li­ge, un­der­fun­di­ge, sjove, klo­ge men­ne­sker. Ver­den er fuld af liv. Af mænd. – Hvis vi tør. » Ja­men Mi­chel­le – bør­ne­ne!?, « ly­der det fra de be­kym­re­de. Ja – bør­ne­ne – de bli­ver ka­stet rundt. De bli­ver præ­sen­te­ret for den ene mand ef­ter den an­den. Det må man ik­ke. Men jeg hå­ber, at jeg læ­rer dem at gri­be chan­cen. At se mu­lig­he­den. At sma­ge ka­gen. At le­ve vildt og in­der­ligt. El­lers må de til­gi­ve med ti­den. For det har jeg lært dem – at til­gi­ve og at el­ske. Jeg in­si­ste­rer på kær­lig­hed. I må kal­de det, hvad I vil. ’ Dumt’, ’ naivt’, ’ skrø­be­ligt’, ’ far­ligt’. Det er for­år og mag­no­li­en – og jeg blom­strer. Det er så smukt. Jeg næg­ter at gå rundt og lig­ne sma­gen af pil­ler. » Du er så god til at el­ske, « si­ger folk. » Ja, « si­ger jeg glad. Og sy­nes, det er synd ( for dem), at de ik­ke me­ner det. • 42 år, fored­rags­hol­der og au­to­di­dakt iværk­sæt­ter. Har bl. a. stå­et bag Run­ning­din­ner. dk, ’ Mi­chel­les Mis­sion’ på DR1 og har skre­vet bo­gen ’ Skru op for li­vet’ • Mi­chel­le er født i Au­stra­li­en, men op­vok­set i Nord­s­jæl­land. Hun er p. t. sing­le og bor med si­ne to børn i Kø­ben­havn.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.