14. ja­nu­ar 1972

BT - - SØNDAG -

Det her lig­ner be­gyn­del­sen til en­den. Så­dan hu­sker Mar­gret­he, at hun tænk­te li­ge om­kring års­skif­tet. Hen­des far, der hav­de holdt nytårs­ta­len på tv, var kun en skyg­ge af sig selv. Og no­get in­den i hen­de sag­de, at den dag, hun hav­de væ­ret kørt i stil­ling til, si­den hun var 13, nu nær­me­de sig. Alt for ha­stigt. Ned ad bak­ke gik det for kong Fre­de­rik, som oven i den kro­ni­ske bron­ki­tis og de ry­ger­lun­ger, der hen over nytå­ret hav­de svæk­ket ham, 3. ja­nu­ar blev ramt af et akut hjer­te­an­fald og ind­lagt på Kom­mu­ne­ho­spi­ta­let. Fa­mi­li­en holdt vagt på skift . Vid­ste hvor det bar hen. Og 14. ja­nu­ar kl. 19.50 ske­te det, der hav­de vist sig at væ­re uund­gå­e­ligt.

» Dø­den kom som en be­fri­el­se. Ik­ke det mind­ste skræm­men­de var den. Stil­le, stil­le! « Men var hans dat­ter over­ho­ve­det klar?

Hun var 31 år gam­mel og var – med to små prin­ser på hen­holds­vis tre og to år – i gang med at op­byg­ge sit eget fa­mi­lie- fun­da­ment, sin egen iden­ti­tet, og frem­for alt på vej til en­de­lig at bli­ve vok­sen. Med kon­gens død måt­te de al­ler­sid­ste skridt ta­ges ind i dét vok­sen­liv. De blev ta­get, da hun klædt i sort i is­nen­de kul­de og bi­den­de vind lør­dag 15. ja­nu­ar 1972 på sla­get 15 trå­d­te ud på bal­ko­nen på Ama­li­en­borg. Fat­tet og al­vor­lig stod hun bag stats­mi­ni­ster Krag, da han prok­la­me­re­de: » Kong Fre­de­rik IX er død! Læn­ge le­ve Hen­des Ma­jestæt Dron­ning Mar­gret­he II « . » Vær­s­go, på med van­ten, « har Mar­gret­he sagt om da­gen den 15. ja­nu­ar, hvor hund­re­de­tu­sind­vis af dan­ske­re var mødt op på Ama­li­ens­borg Slots­plads, lod den re­bel­ske tidsånd bli­ve hjem­me og nu i an­dæg­tig stil­hed ven­te­de på at hyl­de lan­dets nye re­gent. Dron­ning Mar­gret­he. Og på Ama­li­en­borgs bal­kon trak hun van­ten på. Fin­ger for fi nger. Vok­se­de hun med op­ga­ven ord for ord.

» Min el­ske­de far, vor kon­ge, er død, « sag­de den un­ge dron­ning med det blaf­ren­de lan­ge, sor­te slør og kun­ne ik­ke gi­ve ef­ter for den sorg, der fyld­te hen­de, kun­ne ik­ke buk­ke un­der for det tun­ge an­svar, der nu lå på hen­des skul­dre. » Jeg har tit tænkt på, hvor­dan mit liv vil­le ha­ve ud­vik­let sig, hvis min far slet ik­ke var ble­vet syg på det tids­punkt, men hav­de le­vet fem- seks, ja, må­ske end­da ti år læn­ge­re, « har Mar­gret­he si­den­hen re­fl ek­te­ret. Uden at ha­ve tur­det tæn­ke tan­ken til en­de. For hun vil­le løft e op­ga­ven.

» Far sag­de, at jeg kun­ne. Og så kun­ne jeg og­så. Jeg skul­le vi­se, at fars til­lid til mig ik­ke hav­de væ­ret ube­ret­ti­get. Det skyld­te jeg ham. At gø­re det så godt, jeg kun­ne. «

Jeg skul­le vi­se, at fars til­lid til mig ik­ke hav­de væ­ret ube­ret­ti­get. Det skyld­te jeg ham

Mar­gret­he var 31 år, da hen­des far dø­de, og hun blev Dan­marks dron­ning. Med to små prin­ser på hen­holds­vis tre og to år var hun og­så i gang med at op­byg­ge sit eget fa­mi­lie­fun­da­ment. Fo­to: Scan­pix

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.