Eft er­å­ret 1973

BT - - SØNDAG -

Der er in­gen vej udenom den. Fol­kekir­ken. I grund­loven står der, at Dan­marks statsover­ho­ved er for­plig­tet til at væ­re med­lem. Og for­plig­tet til at del­ta­ge i sto­re kir­ke­li­ge be­gi­ven­he­der. Re­gen­ten har som den ene­ste i lan­det ik­ke re­li­gions­fri­hed. Men for prin­ses­se Mar­gret­he var en­ga­ge­men­tet må­ske ik­ke det stør­ste op gen­nem op­væk­sten, hvor hen­des for­æl­dre af og til var nødt til at skub­be lidt på. Når de føl­te, at det vist var lov­lig læn­ge si­den, at de­res dat­ter hav­de sat si­ne ben dér.

Hel­ler ik­ke da em­net blev me­re pres­se­ren­de i for­bin­del­se med, at hen­des Hen­ri skul­le kon­ver­te­re til den evan­ge­lisk- lut­her­ske kir­ke, hvis han vil­le gift es med den dan­ske tron­føl­ger, fyld­te det me­get i Mar­gret­hes un­ge ho­ved. Fak­tisk skul­le der en ny be­gyn­del­se til som dron­ning, før hun be­gynd­te at ta­ge tro­en al­vor­ligt. Vej­en til Gud ind­led­tes med små skridt. Først kom kær­lig­he­den til Tolki­ens magi­ske uni­vers, drøm­men om, at hi­sto­ri­er som ’ Rin­ge­nes her­re’ var san­de. Der­med kom Bi­be­len og dens magi­ske for­tæl­lin­ger på ba­nen.

Så fulg­te tan­ker og fø­lel­ser, der pres­se­de sig på, mens hen­des far var syg, gik bort og over­lod den sto­re, tun­ge ger­ning til sin æld­ste dat­ter. Og Mar­gret­he vid­ste, at den sik­ker­hed, der grad­vist sneg sig ind un­der hu­den på hen­de, kom et sted fra. Som ik­ke var hen­de selv. Som var fra Gud.

Al­li­ge­vel kom de af­gø­ren­de skridt først i 1973, da Dron­nin­gen be­gynd­te at del­ta­ge i en ræk­ke mø­der på Scha­ck­en­borg, hvor lens­gre­ve Hans Scha­ck med jæv­ne mel­lem­rum sam­le­de en ræk­ke af lan­dets frem­me­ste te­o­lo­ger om­kring det run­de bord til stu­di­e­kred­se. Især mø­det med en af mæn­de­ne af­gø­ren­de. Nem­lig Grundtvig- eks­per­ten pro­fes­sor Chri­sti­an Thod­berg, som få år se­ne­re blev ud­nævnt til kon­ge­lig kon­fes­sio­na­ri­us, og i høj grad bi­drog til, at Mar­gret­he til sin sto­re glæ­de indså, at in­tel­lek­tet og­så hav­de en plads i tro­en. For med sin aka­de­mi­ske bag­grund var be­ho­vet for at for­hol­de sig me­re vi­den­ska­be­ligt til tro vig­ti­ge­re end dyb in­der­lig­hed.

» Man kan bru­ge bå­de ho­ved og hjer­te. Man be­hø­ver ik­ke at gå rundt og ta­ge sin sjæle­tem­pe­ra­tur he­le ti­den. « Oft e trak mø­de­r­ne på Scha­ck­en­borg ud til langt ud på nat­ten, når snak­ken om­kring slots­bor­det var al­ler­mest liv­lig.

» Em­ner­ne kun­ne væ­re de sto­re, ek­si­sten­ti­el­le spørgs­mål el­ler me­re kon­kre­te, som dansk kir­ke­hi­sto­rie i al al­min­de­lig­hed. El­ler man gen­nem­gik nog­le sal­mer. På den må­de lær­te jeg sal­me­bo­gen at ken­de, « har Dron­nin­gen for­talt. I 40 år har hun hvilet på tro­ens fun­da­ment. Har søgt mod Gud i stort og småt. Når tin­ge­ne blev for svæ­re, livskri­ser­ne pres­se­de sig på, el­ler når fl yskræk­ken over­man­de­de hen­de.

» Jeg ved, at jeg er i Guds hånd. Og det går, som det går. « Man kan bru­ge bå­de ho­ved og hjer­te. Man be­hø­ver ik­ke at ta­ge sin sjæle­tem­pe­ra­tur he­le ti­den

Sven­ske prin­ses­se Mar­ga­retha, dron­ning In­grid og dron­ning Mar­gret­he i 1973. Fo­to: Vagn Han­sen

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.