Yr­der igen

Jo Nes­bø er ak­tu­el med end­nu en ro­man. Den­ne gang med en ny helt. BT teg­ner et po­rtræt af nord­man­den

BT - - KULTUR - Jo Nes­bø

at­le­tisk, sam­ti­dig med at han har en ge­ne­røst for­hold til sti­mu­lan­ser.

Good cop - og sam­ti­dig selv­de­struk­tiv og fyldt med dæ­mo­ner, her­un­der et ufor­løst for­hold til sin far. Føl­ger helst kun si­ne eg­ne reg­ler. Ha­der kor­rum­pe­re­de au­to­ri­te­ter. Hans kær­lig­heds­liv er ik­ke li­ge­frem ma­te­ri­a­le til en ro­man­tisk komedie.

Når Nes­bø er rig­tig god, skri­ver han som en klas­sisk sym­fo­ni, hvor al­le in­stru­men­ter el­ler små delspor og ele­men­ter sam­les i en fl od­strøm, som man som lyt­ter og læ­ser har fø­lel­sen af at sur­fe af sted på. Me­re el­ler min­dre vil­je­løst.

Un­der­spil­let hu­mor

Nes­bø skri­ver med en sæ­re­gen, un­der­spil­let hu­mor. Han har for­stå­et at ram­me den mo­der­ne, ur­ba­ne kri­milæ­ser med en cool to­ne og stil, der bå­de le­ver op til og ud­for­drer kri­milæ­se­rens for­vent­nin­ger. Når man er så stor som Nes­bø, kan man til­la­de sig at ud­for­dre gen­re­kon­ven­tio­ner­ne. Og det gør han i sti­gen­de grad i si­ne be­skri­vel­ser af det, han selv har kaldt ’ den ufor­stå­e­li­ge ond­skab’.

» Vi skan­di­na­ve­re er forskå­ne­de for ond­ska­ben i sin yder­ste form, kri­gen. Det er lidt som med dyr. Dem vil vi helst stu­de­re, når de er i bur i zoo. Hel­le­re end ude i na­tu­ren. Det er let­te­re at læ­se en af mi­ne ro­ma­ner, når du sid­der i stu­ens bed­ste læ­ne­stol for­an pej­sen, end hvis du sid­der i en kæl­der uden var­me i Bronx, « som han sag­de til BT for et par år si­den.

Det moral­ske valg

3. El­lie Goul­ding

Love Me Li­ke You Do Iføl­ge Nes­bø selv er han me­get op­mærk­som på mo­der­ne læ­se­res be­hov for kon­stant moralsk stil­ling­ta­gen ( som i de so­ci­a­le me­di­er).

» Fo­re­stil dig en sce­ne med vo­res helt, der kø­rer af sted fra en el­ler an­den na­tur­ka­ta­stro­fe, for ek­sem­pel et jord­s­kælv. Man ser bil­le­det for sig: jord­s­kor­pen, der bry­der sam­men bag ham, mens han sid­der ved rat­tet med øj­ne­ne i baks­pej­let. En spæn­den­de sce­ne, men vi ved jo, det en­der godt. Han er jo hel­ten, så han skal nok kla­re sig. Det, der fa­sci­ne­rer os ved sce­nen, er spørgs­må­let, om han trods fa­ren al­li­ge­vel ven­der til­ba­ge og red­der sin fj en­de. Det er dy­best set det, der fa­sci­ne­rer os ved kri­mi- og spæn­dings­lit­te­ra­tu­ren. Træff er vo­res helt det moralsk rig­ti­ge valg? Det er her, den egent­li­ge spæn­ding er, og det er sam­ti­dig her, du fi nder den re­li­gi­øse el­ler - om du vil - den eti­ske di­men­sion af kri­mi­en, « sag­de Nes­bø for et par år si­den til Kri­ste­ligt Dag­blad.

Skre­vet i fl yet

No­get ty­der på, at Nes­bø ud­for­drer si­ne læ­se­re end­nu me­re med den nye ’ Blod i sne­en’. Den er skre­vet som en lang be­vidst­heds­strøm. Helt uden sy­nop­ser el­ler for­ud­gå­en­de ska­be­lo­ner.

» Jeg sad ale­ne, da jeg skrev bo­gen. Sto­re de­le er skre­vet på et fl y over Stil­le­ha­vet, på vej fra den ame­ri­kan­ske ve­st­kyst til Tokyo. Jeg fandt en to­ne, som jeg føl­te var ene­stå­en­de, og det var helt an­der­le­des end Har­ry Ho­les uni­vers. Jeg vid­ste på el­ler an­den må­de, hvor­dan han tal­te og tænk­te, « si­ger Nes­bø til Dags­a­vi­sen og fort­sæt­ter:

» Det var en lang, in­dre mo­no­log. jeg øn­ske­de ik­ke at ta­le i te­le­fon én gang. Jeg føl­te ba­re, et opkald vil­le få mig ud af bob­len. Hvis jeg holdt op med at skri­ve, vil­le to­nen må­ske væ­re væk. Det var på græn­sen af, hvad sku­e­spil­le­re kal­der ’ met­hod acting’, på en el­ler an­den må­de hav­de jeg ta­get på i bog­sta­ver­ne. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.