Kul­tur ’ Jeg har det forb

Ef­ter 20 år som æd­ru og cle­an er pla­de­ak­tu­el­le Rock Nal­le i sit livs form. Trods ska­van­ker

BT - - KULTUR - Lon­nie Kjer redaktionen@ bt. dk

IN­TER­VIEW

På dåb­sat­te­sten står der Ro­land Lyhr Sø­ren­sen. Vi kal­der ham Nal­le. Med rock for­an, selv om blu­es nær­mest er hans mo­der­s­mål. Stem­men fejl­er in­gen­ting. Li­ge­som hu­mø­ret og spil­leg­læ­den, der al­drig har væ­ret me­re på top­pen end li­ge nu, hvor han ud­sen­der end­nu et al­bum.

Rock Nal­le gi­der ik­ke læn­ge­re ta­le om de ty­ve år, hvor han ’ gik sig en lil­le tur’, som han ud­tryk­ker det. Hvor li­vet på sce­ner­ne blev skif­tet ud med hardco­re mis­brug og tiggergang og oden­se­a­ner­ne ku’ gi’ en mønt til by­ens fal­le­re­de ro­ck­stjer­ne. En tid, han for længst har lagt bag sig. I år er det da og­så ty­ve år si­den, han rej­ste sig, vend­te sku­den og på im­po­ne­ren­de vis fandt en vej ud af sit mis­brug og til­ba­ge til sce­nen.

På bor­det for­an den nu 72- åri­ge Rock Nal­le lig­ger al­bum­met ’ Clo­ser To The Bo­ne’, som er se­ne­ste skud fra ’ Nal­le & His Cra­zy Ivans’.

» Du må ik­ke si­ge ’ sid­ste’ al­bum. Det er det se­ne­ste al­bum, og jeg har da pla­ner om fle­re, « gri­ner fyn­bo­en med den hæ­se stem­me, der ly­der, som den gjor­de for 50 år si­den, da ’ In The Mid­night Hour’ stor­hit­te­de, og Rock Nal­le og­så fandt vej til ud­lan­dets hit­lis­ter.

» Det er egent­lig un­der­ligt, der ik­ke ske­te me­re den­gang, men så­dan var ti­den, og al­le de job, jeg drøm­te om at spil­le den­gang, spil­ler jeg sjovt nok nu. Det fø­ler jeg mig me­get pri­vil­e­ge­ret over. I det he­le ta­get har jeg al­drig haft det bed­re mu­si­kalsk, end jeg har det nu. Det hav­de jeg godt nok ik­ke for­ud­set for ty­ve år si­den, « si­ger han og ven­der al­li­ge­vel selv til­ba­ge til ’ gå­tu­ren’.

In­gen tur­de tro

For med en del brænd­te bro­er i baks­pej­let gav co­me­ba­ck­et ik­ke li­ge­frem sig selv, og folk i bran­chen stod da hel­ler ik­ke klar med til­bud om al­bum, kon­cer­ter og frem­tids­pla­ner, da Go’e gam­le fru Ol­sens ’ far’ greb knog­len, rin­ge­de til folk og med­del­te, at ’ nu var far alt­så til­ba­ge’.

» Der var in­gen, der tur­de tro på mig. Bort­set fra én. Min boo­k­er, Flem­m­ing Christensen, som jeg har ar­bej­det sam­men med li­ge si­den, hev fat i mig og til­bød mig at la­ve et al­bum. Ham har jeg vir­ke­lig me­get at tak­ke for, « for­tæl­ler blu­es­san­ge­ren, der er vant til at få fi­ne ord med på vej­en, når han ud­gi­ver et al­bum.

Nu er det ’ Clo­ser To The Bo­ne’ og kon­cer­ter­ne, det gæl­der.

Og ka­len­de­ren er prop­pet med spil­lejob – bå­de i Dan­mark, i re­sten af Eu­ro­pa og i det sto­re ud­land, hvor hans pu­bli­kum og­så fin­des.

» Jeg har sgu og­så få­et to gram­my’er. Her hav­de man spil­let ro­ck­mu­sik i over 40 år, uden at der ske­te en skid, og plud­se­lig væl­ter det ind med pri­ser. Så har man da prø­vet dét med. Så er det da li­ge­gyl­digt, at de al­drig spil­ler mig i ra­dio­en, « si­ger han.

Næ­sten, i hvert fald. For selv om Nal­le ’ kla­rer sig glim­ren­de uden de hån­dø­rer’, han kun­ne tje­ne på ra­di­o­ret­tig­he­der, er han ik­ke helt til­freds med den mu­sik, han hø­rer i ra­dio­en. Ik­ke på grund af kva­li­te­ten, men me­re på grund af ud­val­get.

» Jeg ku’ ba­re godt tæn­ke mig at vi­de, hvor­for det ab­so­lut skal væ­re de sam­me san­ge, vi hø­rer da­gen lang i ra­dio­en. Det er da synd for folk, « si­ger han,

Et kig på Rock Nal­les egen Wall Of Fa­me vi­ser mø­der med de helt sto­re stjer­ner. Fra Fats Domino til Jer­ry Lee Lewis. Og med en Nal­le i for­skel­li­ge ud­ga­ver og al­dre – fra purung ro­ck­stjer­ne i højt tem­po. Til en ro­lig mand i pe­ni­so­ni­stal­de­ren.

’ Tempoet er et an­det’

Og ro­en har ind­fun­det sig, selv om der ik­ke er me­get al­min­de­ligt pen­sio­ni­st­liv over til­væ­rel­sen.

» Hav­de man spurgt mig, da jeg var ung, hav­de jeg nok reg­net med, at jeg som æl­dre skul­le i svøm­me­hal­len tre gan­ge om ugen og lø­se ver­dens­si­tu­a­tio­nen i sau­na­en med al­le de an­dre æl­dre mænd. Det skul­le jeg så ik­ke, men tempoet er et an­det. Hel­dig­vis. I gam­le da­ge var det alt­så øl, fis­se, hor­n­mu­sik og hawaii- skjor­ter, der do­mi­ne­re­de. Det var sjovt, det var hårdt, det var rock’n’roll, og jeg le­ve­de det fuldt ud. Men nu har jeg den ro, jeg ik­ke ku’ fin­de den­gang. Jeg er ne­de på jor­den, el­sker at væ­re ude at spil­le og ny­der det i ful­de drag. Og så ny­der jeg at kun­ne væ­re mig selv. Jeg skal ik­ke kom­me med no­get an­det el­ler lig­ne no­gen an­den. Ba­re væ­re mig, « si­ger Rock Nal­le.

Selv med over syv år­ti­er i lommen har han tænkt sig at bli­ve ved.

» Jeg har da få­et ny hof­te, der har væ­ret lidt med hjer­tet, og så har jeg haft lun­ge­be­tæn­del­se tre gan­ge i år. Men det går jo godt. Ja, jeg er fak­tisk for­bav­set over, hvor godt jeg har det. Hvis du hav­de sagt det til mig for ty­ve år si­den, hav­de jeg ry­stet på ho­ve­d­et. Nu tæn­ker jeg me­re: Tænk, hvad jeg dog vil­le væ­re gå­et glip af?, « si­ger han.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.