Når for­å­ret for­plig­ter

BT - - KENDER DU DET? -

For­års­tid er ude­tid. Hur­ra! Så er det nu vi skal ha­ve flyt­tet ro­ser­ne og be­skå­ret bø­ge­hæk­ken. Fli­ser­ne skal ren­ses og vin­du­er­ne træn­ger da godt nok til at bli­ve pud­set, hvad? Og der er da vist hel­ler in­gen und­skyld­ning for ik­ke at cyk­le på ar­bej­de, så­dan som so­len skin­ner og fug­le­ne syn­ger... Puha. Er det ba­re mig? El­ler er der og­så an­dre, der får lyst til at krav­le til­ba­ge un­der dy­nen og spi­se no­get me­re cho­ko­la­de? For det var da me­get rart i vin­ter. Hvor der ik­ke var no­get græs, der skul­le slås. Hvor mør­ket og kul­den var en glim­ren­de und­skyld­ning for at ve­ge­te­re på so­fa­en. Det var jo ik­ke for­di, man ik­ke fo­re­tog sig no­get for­nuf­tigt. For der var mas­ser af se­ri­er på Net­flix, der skul­le hol­des styr på. For­stå mig ret. Jeg el­sker for­år. Og jeg glæ­der mig til som­mer. For po­k­ker – jeg bor på Stevns, et af de smuk­ke­ste ste­der i Dan­mark. Vi har en skov li­ge uden­for vin­du­et, som så småt be­gyn­der at få ly­se­grøn­ne tan­ker. Stran­den og ba­de­bro­en er så tæt på, at man kan nå en duk­kert, selv til hver­dag. Som­me­ren er fan­ta­stisk og fyldt med mu­lig­he­der. Det jeg kan mær­ke – er en træt­hed, der kry­ber ind i mi­ne knog­ler, når al­le mu­lig­he­der­ne får ka­rak­ter af plig­ter. Da jeg bo­e­de i lej­lig­hed, drøm­te jeg om at ha­ve en ha­ve, hvor jeg kun­ne sæt­te mig ud og læ­se en avis, mens jeg nød mor­genkaf­fen. Jeg drøm­te ik­ke så me­get om at lu­ge ukr­udt. Det vil jeg ger­ne in­drøm­me. Tan­ken om at slå græs, strej­fe­de mig hel­ler ik­ke helt vildt of­te. Først da jeg hav­de spa­ret op til mit før­ste hus, op­da­ge­de jeg alt det der ’ ha­ve­ar­bej­de’. For det før­ste tog det vir­ke­ligt me­get tid. For det an­det var jeg vir­ke­ligt rin­ge til det. Når na­bo­er­ne stak ho­ve­d­et ind, og spurg­te om jeg ik­ke li­ge vil­le ha­ve nog­le stau­der, prø­ve­de jeg at fin­de en gri­mas­se, der kun­ne pas­se, for jeg ane­de ik­ke hvad de tal­te om. I min ter­mi­no­lo­gi kun­ne stau­der væ­re alt fra højt be­lagt smør­re­brød til en køns­syg­dom. Nu ved jeg, at stau­der er lang­tids­hold­ba­re blom­ster. Jeg har lært me­get. Før i ti­den var mit kend­skab til plan­ter be­græn­set til, at jeg kun­ne gen­ken­de ro­ser ( alt det der ik­ke var ro­ser, det var asters). Men sa­gen er, at jeg kon­stant har følt mig bag­ud på po­int. Når jeg sat­te mig ud med om­tal­te kaf­fe og avis, sad jeg ik­ke og nød so­len. Jeg sad og fik øje på alt det, jeg skul­le la­ve. Det gik plud­se­ligt op for mig, hvor­for Tour de Fran­ce • Chri­sti­na Se­derq­vist er 40 år, for­fat­ter, ko­mi­ker og fored­rags­hol­der. Kendt fra se­ri­en ’ Skrå­plan’, som hun la­ve­de med Linda P. Hun er mor til to og er for ny­lig flyt­tet på lan­det med børn, kæ­re­ste og en min­dre dy­re­park. • I næ­ste uge skri­ves klum­men af Mi­chel­le Hvi­id har så stor suc­ces. Der er jo in­gen, som for al­vor har be­hov for at se 6 ti­mers cyk­ling i træk hver dag i... ( ja, jeg ved ik­ke hvor lang tid det va­rer). Men man­ge, man­ge dej­li­ge da­ge, hvor man har en und­skyld­ning for at træk­ke ind i skyg­gen, la­de græs­set gro, og nø­jes med fug­lesang gen­nem det åb­ne vin­due. Jeg sy­nes nem­lig ik­ke, at det der ha­ve­værk var så fedt, som jeg hav­de fo­re­stil­let mig. Li­ge ind­til en dag hvor jeg kla­ge­de min nød til en god ven. Han kig­ge­de på mig, som om jeg var idi­ot, og sag­de: ’ Du er godt klar over, at ha­ven er til for dig, og ik­ke omvendt, ik­ke?’ Jeg blev ret stil­le, for det var jeg fak­tisk ik­ke klar over. Det hav­de jeg helt glemt i min iver for at væ­re ’ rig­tig’ hu­se­jer. Nu ved jeg det godt, selv­om jeg er nødt til at min­de mig selv om det – hver ene­ste som­mer. Ba­re for­di so­len skin­ner, be­hø­ver vi ik­ke at sid­de uden­for. Det er okay, at gå ind. Og hvis vi hel­le­re vil ny­de et glas kold Asti med ven­ner­ne på ter­ras­sen, end at bru­ge we­e­ken­den på at be­skæ­re frugt­træ­er, så er der in­gen ska­de sket ved at gø­re det næ­ste år. Vo­res fri­tid er FRI­tid. Og­så om som­me­ren. Det er okay at dov­ne. Det sjove ved at dov­ne er jo, at man på et tids­punkt be­gyn­der at ke­de sig. Så stil­ler man li­ge kaf­fen og klip­per de dø­de ro­ser af. Og mens man al­li­ge­vel står der, hi­ver man nog­le mæl­kebøt­ter op. Og så gri­ber det ger­ne om sig, og plud­se­lig har man brugt he­le da­gen i ha­ven, for­di det var hyg­ge­ligt – ik­ke for­di man skul­le. Når ting jeg dy­best set godt kan li­de, plud­se­lig fø­les som en uover­sti­ge­lig mur af op­ga­ver, så er det for­di jeg fal­der til­ba­ge i den go­de gam­le stres­stan­ke­gang, hvor jeg fo­ku­se­rer på mæng­den af op­ga­ver, jeg har for­an mig. I ste­det skal jeg nø­jes med at tæn­ke på den ene ting, som jeg li­ge skul­le til at gå i gang med, og som jeg godt kan li­de. Jeg vil nem­lig ger­ne flyt­te ro­ser­ne. Så jeg skal fo­ku­se­re på dem. Og hyg­ge mig med dem. Og så la­de al­le tan­ker, om bø­ge­hæk, fli­sepe­st, vin­du­es­puds­ning, punk­te­ret cy­kel og alt mu­ligt an­det fa­re for­bi. Det er det der mo­der­ne no­get med at ’ væ­re i nu­et’. Den er god nok, det vir­ker.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.