Hvor er du i dit liv?

BT - - KLUMME -

Min in­dre per­son­li­ge op­våg­nen kom, da jeg pas­se­re­de de 40 år. Jeg ved ik­ke, hvad der ske­te – den kom ba­re. Må­ske hav­de den lig­get og ul­met læn­ge og ven­tet på et mar­ke­rings­punkt, som så blev de 40 år.

Jeg kan hu­ske, at jeg tænk­te: ’ Må­ske har du le­vet halv­de­len af dit liv nu?’. Den tan­ke sat­te man­ge ting i per­spek­tiv. For hvad skul­le re­sten af mit liv be­stå af? Hvil­ken per­son vil­le jeg ger­ne væ­re? Hvil­ken kost­stil pas­se­de bedst til mig? Hvil­ken hver­dag vil­le jeg ha­ve – re­sten af mit liv?

Jeg brug­te me­gen tid på at tæn­ke mit liv igen­nem. Bl. a. tænk­te jeg me­get på Ru­dolf Ste­i­ners te­o­ri­er om, at vo­res per­son­li­ge ud­vik­ling æn­dres hvert 7. år.

Jeg var i min sjet­te sy­vårs­pe­ri­o­de, som ken­de­teg­nes ved sto­re for­an­drin­ger og er en ’ knald el­ler fald’- pe­ri­o­de, hvis jeg skal be­skri­ve det med min eg­ne ord.

Ru­dolf Ste­i­ner har ud­vik­let livsstil, kost­te­o­ri­er samt ud­dan­nel­ser, bør­ne­ha­ver og sko­ler.

Min egen søn gik i Ste­i­ner- bør­ne­ha­ven, hvor jeg lær­te te­o­ri­er­ne at ken­de. I tre et halvt år var jeg de fle­ste ons­da­ge med­hjæl­per i bør­ne­ha­ven, og jeg be­un­dre­de og le­ve­de mig ind i tan­ker­ne, der be­ty­der, at man ik­ke ba­re ’ gør- som- vi- ple­jer’. Når det om­kring­lig­gen­de sam­fund ud­vik­ler sig, må vi føl­ge med og selv ud­vik­le os.

Syv- års pe­ri­o­der­ne

Ste­i­ner- te­o­ri­er­ne byg­ger bl. a. på, at børn har én slags be­vidst­hed fra 0- 7 år­sal­de­ren. En be­vidst­hed der gør, at de le­ver me­get i nu­et og ud­vik­ler sig ved at ef­ter­lig­ne de­res om­gi­vel­ser. Sim­pelt­hen ved at gø­re det sam­me som mor og far, sø­sken­de osv. Fra 7 til 14- år­sal­de­ren kom­mer en an­den slags be­vidst­hed. Og en ny igen fra 14 til 21 år o. s. v. I den fem­te sy­vårs­pe­ri­o­de – når vi er mel­lem 28 og 35 år, sker der en mas­se.

For mit eget ved­kom­men­de var det i den pe­ri­o­de, jeg fik min søn, mi­ste­de et barn i 4. må­ned af gravi­di­te­ten, mød­te mi­ne bi­o­lo­gi­ske for­æl­dre og mi­ste­de min adop­tiv­mor. Jeg flyt­te­de til Portu­gal, sat­te mig for at åb­ne en øko­lo­gisk hel­se­farm på Al­gar­ve­ky­sten, fik le­jet min lej­lig­hed ud og rej­ste ale­ne med min lil­le dreng ud i ver­den. Det var en tid med sto­re fø­lel­ses­mæs­si­ge vove­spring og ud­s­ving.

En an­den me­get spæn­den­de pe­ri­o­de er, fra man er 35 til 42 år. I den pe­ri­o­de ’ våg­ner man­ge op’. Bør­ne­ne er må­ske ble­vet sto­re og selv­stæn­di­ge, og det gi­ver me­re tid til en selv. Ti­den, der må­ske bru­ges på at gø­re ’ op’ med sig selv. Det er tid til for­dy­bel­se og sel­v­ud­vik­ling.

Må­ske har man le­vet et tomt liv, ef­ter ’ nor­mer­ne’ om, hvad man bør gø­re og ha­ve af ma­te­ri­el­le sta­tus­sym­bo­ler for at væ­re ’ god nok’.

Må­ske har man sta­dig ik­ke fun­det den ene­ste ene og me­ner stæ­digt, at det har no­get med en selv at gø­re. Må­ske har man fun­det en, er ble­vet gift, og æg­te­ska­bet er en­ten godt – el­ler tomt.

Ryn­ker­ne kom­mer sni­gen­de sam­men med tyng­de­kraf­ten. Vi sø­ger for det me­ste lyk­ken uden­for os selv, vi øn­sker, at no­get el­ler no­gen skal fyl­de os op ude­fra, men det vil al­drig ske. Der­i­mod skal vi læ­re selv at gø­re ar­bej­det – og det skal ske in­de­fra og ud.

Fra 42 til 49 år er vi i end­nu en ud­vik­lings­fa­se. En­ten er vi i en ri­ven­de per­son­lig ud­vik­ling, el­ler og­så er vi kørt fast.

Er det lyk­ken?

Gen­nem mit ar­bej­de som kost­vej­le­der har jeg fulgt man­ge kli­en­ters liv tæt på.

Jeg har ty­de­ligt set, at der vir­ke­lig er en for­skel i sel­vop­fat­tel­sen, når man er i be­gyn­del­sen af 40’ er­ne i for­hold til, når man er i be­gyn­del­sen af 30’ er­ne. Må­ske er det ved at gå op for én, at det liv, man tro­e­de var det ide­el­le, al­li­ge­vel ik­ke gi­ver den lyk­ke­fø­lel­se, som vi al­le har brug for. Må­ske er der sat­set for­kert. Må­ske fyl­der de ma­te­ri­el­le go­der ik­ke nok i vo­res in­dre hul af man­gel på æg­te lyk­ke­fø­lel­se. I den­ne livs­fa­se sker der en­ten en mas­se med folk – el­ler in­tet. Man­ge bli­ver lidt dov­ne og tæn­ker, at det er godt nok, som det er. Mens an­dre kal­der det for ’ re­pa­ra­tions­al­de­ren’.

Sy­vårs­pe­ri­o­der­ne fort­sæt­ter li­vet igen­nem med for­skel­li­ge facet­ter og mu­lig­he­der. Fa­ser­ne gi­ver mu­lig­hed for at ud­vik­le sig på et dy­be­re plan og få en stør­re for­stå­el­se af sig selv.

For nog­le år si­den var jeg til et fored­rag med Mi­cha­el Beck­with, der har skre­vet bo­gen ’ The Secret’. Han sag­de no­get, som jeg sy­nes er helt rig­tigt:

» Li­vet æn­drer sig he­le ti­den, in­tet står stil­le. Du kan hel­ler ik­ke stå stil­le. Hvis du i dag er ’ den sam­me’ som for et år si­den, er du fak­tisk kom­met bag­ud, for­di alt an­det om­kring dig har ud­vik­let sig. «

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.