Hal­looo – er du

Smartp­ho­nen er med ved mor­gen­bor­det, i bus­sen, på job­bet og i sen­gen. Af­hæn­gig­he­den er en far­lig ten­dens, me­ner psy­ko­log. Vi har te­stet af­hæn­gig­he­den hos en ivrig smartp­ho­ne- bru­ger

BT - - TEMA - Af Ma­rie Var­m­ing Fo­to Si­mon Skip­per

btwe­e­kend@ bt. dk kan vi få be­løn­ning for at ori­en­te­re os på te­le­fo­nen, og vi kan bli­ve li­ge af­hæn­gi­ge af smartp­ho­nes, sex og mad. «

Mors eg­ne reg­ler

En af dem, der kan mær­ke af­hæn­gig­he­den af den forjæt­ten­de lil­le ma­ski­ne, er 38- åri­ge Rik­ke Vil­helms­borg Heim­bür­ger, som er læ­ge og mor til tvil­lin­ged­ren­ge på ot­te år.

» Jeg har lagt mær­ke til, at jeg ik­ke læn­ge­re er god til at se tv. Jeg bli­ver sim­pelt­hen rast­løs. Jeg be­gyn­der ret hur­tigt at zap­pe el­ler ta­ger fat i min te­le­fon. Sjovt nok si­ger jeg he­le ti­den til mi­ne børn, at de ik­ke må sid­de med bå­de iPad og se fjern­syn, men selv kan jeg ha­ve fi­re ting kø­ren­de på én gang. Jeg fø­ler selv, at jeg har svært ved at væ­re fast­holdt af no­get, og jeg har svært ved at væ­re nær­væ­ren­de. Jeg kan godt li­de skær­men, men jeg er og­så flov over det. Jeg si­ger al­tid, at en iPad er pas­siv bør­ne­pas­ning, men en iPho­ne er jo ik­ke et hak bed­re for os voks­ne. Så snart man har to le­di­ge mi­nut­ter, ta­ger man den frem, men man fo­re­ta­ger sig jo in­tet. Det er ba­re en mas­se ting, der gli­der for­bi på skær­men, uden at man be­hø­ver at ta­ge stil­ling. «

For Rik­ke Vil­helms­borg Heim­bür­ger er af­hæn­gig­he­den især mønt­et på Fa­ce­book. Der­u­d­over tjek­ker hun nyhe­der og spil­ler Quiz Batt­le, og når hun er til træ­ning, hø­rer hun po­dcasts. Det he­le fo­re­går ef­ter ar­bejds­tid, for som læ­ge kan hun ik­ke ha­ve sin te­le­fon frem­me i ar­bejds­ti­den.

» Te­le­fo­nen er først frem­me om af­te­nen. Nog­le gan­ge har jeg prø­vet at læg­ge den væk, f. eks. når jeg skal se en se­rie med min kæ­re­ste, og når vi spi­ser. «

Men så snart bør­ne­ne er lagt i seng, kom­mer te­le­fo­nen frem, og den er ved hån­den, li­ge ind­til hun læg­ger en syv­ka­ba­le at sove på.

Hel­ler ik­ke om nat­ten er smartp­ho­nen i ro. For Rik­ke Vil­helms­borg Heim­bür­ger har for va­ne at våg­ne ved to- tre ti­den, og selv om hun ved, at det er en dår­lig idé, ta­ger hun te­le­fo­nen frem.

» Jeg ved godt, at skærm­ly­set ik­ke er godt for mig, men jeg har tit brug for at hø­re mu­sik om nat­ten, når jeg ik­ke kan sove. «

3 ti­mer uden pau­se

Rik­ke Vil­helms­borg Heim­bür­ger ind­vil­li­ge­de i at må­le sit for­brug i en uge for at se, hvor galt det står til.

Nog­le af da­ge­ne var hun ale­ne hjem­me, mens hen­des fa­mi­lie var på fe­rie, men da de kom hjem, var det al­min­de­lig hver­dag. Rik­ke brug­te app’en ’ Mo­ment’, til at må­le, hvor man­ge mi­nut­ter hun brug­te sin smartp­ho­ne i lø­bet af en dag. Kom hun over to ti­mer om da­gen, ly­ste den rødt som ad­var­sel om, at hun var ude i et over­for­brug.

» De da­ge, hvor jeg var ale­ne hjem­me, stak det fuld­stæn­dig af om af­te­nen, og jeg var ty­pisk på to- tre ti­mer uden pau­se. Jeg var cho­ke­ret over, hvor me­get jeg bru­ger te­le­fo­nen som sut­te­klud, når jeg er ale­ne. Hav­de jeg ik­ke min te­le­fon, vil­le jeg nok gå ud og op­sø­ge nog­le rig­ti­ge men­ne­sker. «

Te­sten gjor­de Rik­ke Vil­helms­borg Heim­bür­ger op­mærk­som på, hvor me­get nær­vær te­le­fo­nen ta­ger.

» Folk for­svin­der jo fra omver­de­nen, og jeg kan selv mær­ke, hvor let det er at la­de sig un­der­hol­de kon­stant af den te­le­fon. Nu sy­nes jeg, mit for­brug har sta­bi­li­se­ret sig til en ti­me om da­gen. «

Selv­om de prak­ti­ske op­ga­ver i et hjem med to voks­ne og to børn al­tid er gå­et for­ud for Rik­kes skærm­tid, kan hun mær­ke, at hun nu har få­et me­re tid til prak­ti­ske op­ga­ver, li­ge­som bø­ger­ne og avi­ser­ne igen har få­et plads i hen­des liv.

Fæl­les­ska­bet på mo­bi­len

I sin un­der­sø­gel­se fandt psy­ko­log Mor­ten Fen­ger frem til fle­re tegn på af­hæn­gig­hed. Ét tegn er, at be­ske­der skal be­sva­res med det sam­me, li­ge­som smartp­ho­ne­af­hæn­gi­ge of­te spe­ku­le­rer over, hvad an­dre la­ver, og om de går glip af no­get. For nog­le gi­ver det uro i krop­pen, hvis ik­ke man har te­le­fo­nen på sig, mens an­dre mær­ker de­ci­de­re­de fan­tom­sig­na­ler fra te­le­fo­nen. Det vil si­ge, at de fø­ler, te­le­fo­nen vi­bre­rer i lommen, el­ler rin­ger, selv­om den ik­ke gør det. Der er ef­ter­hån­den man­ge, der ken­der teg­ne­ne. En ame­ri­kansk un­der­sø­gel­se vi­ser, at voks­ne ame­ri­ka­ne­re i gen­nem­snit bru­ger 2 ti­mer og 57 mi­nut­ter om da­gen på de­res smartp­ho­ne, mens en svensk un­der­sø­gel­se vi­ser, at sven­sker­ne i gen­nem­snit kig­ger på de­res mo­bi­ler hvert sy­ven­de mi­nut el­ler 100 – 150 gan­ge om da­gen.

I Dan­mark er mo­bil­for­bru­get end­nu ik­ke kort­lagt, men Dan­marks Sta­ti­stik har un­der­søgt, hvor stor en an­del af os der ’ sur­fer’ hver dag. Tal­ler er sti­gen­de – i al­le al­ders­grup­per, men især blandt de 44- til 54- åri­ge. For tre år si­den var der kun 24 pct. af dem, der dag­ligt ’ sur­fe­de’ på mo­bi­len. I 2014 var tal­let op­pe på 47 pct. – næ­sten en for­dob­ling.

At te­le­fo­nen er så in­ter­es­sant, skyl­des, at den gi­ver ad­gang til de so­ci­a­le me­di­er, hvor vo­res fæl­les­skab ef­ter­hån­den er flyt­tet hen, for­kla­rer Mor­ten Fen­ger.

» Det er me­get vig­tigt for men­ne­sker at fø­le sig som en del af en grup­pe. Men det be­ty­der of­te, at vi sid­der sam­men med vo­res fa­mi­lie og er på te­le­fo­nen. Vil man væ­re god til at ha­ve vir­ke­li­ge so­ci­a­le re­la­tio­ner, skal man øve sig på det og træ­ne det, el­lers bli­ver man dum. Li­ge­så er det med te­le­fo­nen. Hvis du kun træ­ner den vir­tu­el­le til­ste­de­væ­rel­se, bli­ver du god til den, men du bli­ver dum­me­re til at væ­re i den vir­ke­li­ge ver­den, « for­kla­rer han.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.